Bibelen

Det gamle testamente

V. De tolv Propheter
11. Profeten Zakaria

Det 11te Kapitel.

Den gode og slette hyrde.

1 Oplad dine Porte, o Libanon, at Ild kan fortære dine Cedre;

2 hyl o Gran, thi Cederen er falden, de som vare herlige, ere ødelagte; hyler Basans Ege, thi den faste Skov er falden;

3 Lyd af Hyrdens Hyl, thi deres Herlighed er ødelagt; Lyd af unge Løvers Brøl, thi Jordans Stolthed er ødelagt!

4 Saa sagde Herren min Gud: vogt deres Slagte-Hjord!

5 de, som kjøbte dem, slagtede og kjendtes ikke skyldige, de, som solgte dem, sagde: lovet være Herren, at jeg blev riig, og deres Hyrder sparede dem ikke.

6 Thi vil jeg ikke længer spare Landets Indbyggere, varsler Herren, men see, jeg overgiver Menneskene, Mand i hans Næstes Vold, og i hans Konges Vold, og de skal knuse Landet og jeg vil ikke redde af deres Vold. -

7 Saa vogtede jeg denne Slagte-Hjord, sandelig Stakkels Faar! og jeg tog mig to Stave, den ene kaldte jeg "Mildhed" og den anden kaldte jeg "Forbindelse," og saa vogtede jeg Hjorden;

8 og jeg afsatte tre Hyrder i een Maaned, thi min Sjæl var kjed ad dem, og deres Sjæl var leed af mig;

9 og jeg sagde: jeg vil ikke vogte Eder; lad døe hvad døe vil, og omkomme hvad omkomme skal , og Resten kan æde den Ene den Anden op;

10 og jeg tog min Stav "Mildhed" og slog den i Stykker, til at bryde min Pagt jeg havde sluttet med alle Folkene;

11 og den blev brudt samme Dag og saaledes forstode de Stakkels Faar, som vogtede paa mig, at det var Herrens Ord,

12 og jeg sagde til dem: hvis I synes om det, saa giver mig min Lon, og hvis ikke saa lader det være, og de udveiede min Løn, 30 Mark Sølv.

13 Saa sagde Herren til mig: kast det til pottemageren! en skjønne Priis, jeg er vurderet for af dem; og jeg tog 30 Mark Sølv og smed dem i Herrens Huus til Pottemageren.

14 Saa slog jeg min anden Stav i Stykker "Forbindelsen," til at bryde Broderskabet mellem Juda og mellem Israel. -

15 Saa sagde Herren til mig: tag dig endnu Daare-Hyrdens Tøi;

16 thi see, jeg sætter en Hyrde i Landet, det Omkomne seer han ikke efter; det Spæde søger han ikke, det Sønderrevne læger han ikke, Stammen opholder han ikke, men de Fedes Kjød æder han og river deres Klover af.

17 Vee Daare-Hyrden som forlader Hjorden! Sværdet over hans Arm, og høire Øie! hans Arm visne ganske, og hans høire Øie slukkes aldeles!