Bibelen

Det nye testamente

4. Evangeliet af Markos

Det 12te kapitel

47. De troløse vingaardsmænd

1 Saa begyndte han at tale til dem i lignelser: Et menneske plantede en vingaard, satte gjærde om den, gravede en perse og byggede et taarn; saa overgav han den til bønder og rejste udenlands.

2 I sin tid sendte han en tjener til bønderne, for at han skulde have noget h os bønderne af vingaardens frugt;;

3 men de greb ham, pryglede ham og sendte ham tomhændet bort;

4 saa sendte han atter en anden tjener til dem, men ham slog de sten i hovedet og sendte ham vanæret bort.

5 Saa sendte han atter en anden, og ham slog de ihjel; og mange andre, nogle pryglede de, og andre slog de ihjel.

6 Da han derfor endnu havde een søn, sin elskelige, sendte han tilsidst ogsaa ham til dem, da han sagde: De vil undse sig for min søn!

7 Men disse bønder sagde til hverandre: Det er arvingen; kom lad os slaa ham ihjel! saa bliver arven vor;

8 og de greb ham, slog ham ihjel og kastede ham udenfor vingaarden.

9 Hvad vil da vingaardens herre gjøre? Han vil komme og ødelægge disse bønder og overgive sin vingaard til andre.

10 Har i ikke heller læst det skriftsted: Den sten, bygmestrene forkastede, den er bleven til en hovedhjørnesten;

11 af Herren er den bleven det og er underlig for vore øjne.

12 Saa søgte de at gribe ham, men de var bange for folket, thi de forstod, at han havde sagt denne lignelse mod dem, og de forlod ham og gik bort.

48. Skattens mønt

13 Saa sendte de nogle af farisæerne og herodianerne til ham, for at de skulde fange ham i ord.

14 Men de kom og sagde til ham: Lærer, vi veed, at du er sanddru og bryder dig om ingen, thi du seer ikke paa menneskers person, men lærer Guds vej i sandhed: Er det tilladt at give kejseren skat eller ikke, skal vi give, eller skal vi ikke give?

15 Da han kjendte deres hykleri, sagde han til dem: Hvorfor friste i mig? bringer mig mønten, at jeg kan se den.

16 Saa bragte de den, og han sagde til dem: Hvis billede og omskrift er det? Men de sagde til ham: Kejserens!

17 og Jesus svarede og sagde til dem: Giver kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er! Og de undrede sig over ham.

49. Om dødes opstandelse

18 Saa kom saddukæerne, som nægte, at der er opstandelse, til ham, og de spurgte ham og sagde:

19 Lærer! Mose foreskrev os, at naar ens broder døer og efterlader sig enke, men ikke børn, skal hans broder tage hans enke og oprejse afkom for sin broder.

20 Der var 7 brødre; den første giftede sig og døde og efterlod ikke afkom;

21 og den anden tog hende og døde, og han efterlod ikke heller afkom, og den tredje ligeledes;

22 og de syv tog hende og efterlod ikke afkom; sidst af dem alle døde ogsaa kvinden;

23 i opstandelsen, naar de staa op, hvem af dem skal kvinden tilhøre; thi de syv have haft hende?

24 Jesus svarede og sagde til dem: Fare i ikke derfor vild, at i ikke kjende skrifterne ejheller Guds kraft?

25 Thi naar de staa op af døde, da hverken gifte de sig elelr bortgiftes, men de ere som engle i himlene.

26 Men om de døde, at de staa op, har i ikke læst i Mosebog, i stedet om tornebusken, hvorledes Gud talede til ham og sagde: Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud?

27 Gud er ikke de dødes, men de levendes Gud. Altsaa fare i meget vild.

50. Om det første bud

28 En af de boglærde gik til ham, da han havde hørt dem samtale med hverandre, og saae, at han havde svaret godt, og han spurgte ham: Hvilket er det første bud af alle?

29 Men Jesus svarede ham: Det første af alle bud er: Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er een,

30 og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjærte, og af h ele din sjæl, og af hele dit sind, og af hele din styrke; det er det første bud;

31 og det andet, som er ligt dette, er: Du skal elske din næste som dig selv. Intet andet bud er større end de.

32 OG den boglærde sagde til ham: Goddt, lærer, efter sandhed har du talet; thi der er een, og der er ingen anden, uden ham;

33 og at elske ham af hele sit hjærte, og af hele sin forstand, og af hele sin sjæl, og af hele sin styrke, og at elske næsten som sig selv, det er mer end alle brændofre og slagtofre.

34 Da Jesus saae, at han svarede forstandig, sagde han til ham: Du er ikke langt fra Guds rige! og ingen vovede mer at spørge ham.

51. Hvis Søn er Kristus

35 Saa tog Jesus Ordet og sagde, idet han lærte i templet: Hvorledes sige i boglærde, at Kristus er Davids søn?

36 thi David siger selv i den Helligaand: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre haand, indtil jeg lægger dine fjender til dine fødders fodskammel.

37 David kalder ham altsaa selv Herre, og hvorledes er han da hans søn? - Meget folk hørte ham gjerne.

52. Herren laster farisæerne

38 I sin undervisning sagde han til dem: Vogter eder for de boglærde, som sætte pris paa at gaa i lange klæder, paa hilsener paa torvene,

39 paa de første stader i forsamlingerne og de første sæder ved maaltiderne,

40 de, som æde enkers huse op og holde lange bønner paa skrømt. Disse skulle faa des haardere dom.

53. Enkens skjærv

41 Da Jesus sad ligeoverfor tempelblokken, saae han, hvorledes folket lagde penge i blokken, og mange rige lagde meget.

42 Saa kom der en fattig enke, hun lagde to søslinger, det er en hvid;

43 og han kaldte sine disciple til sig og sagde til dem: Sandelig siger jeg eder, at denne fattige enke har lagt mere end alle, som har lagt i blokken;

44 thi de lagde alle af hvad de havde tilovers, men hun lagde i sin trang alt, hvad hun havde, hele sit eje.

Markos Evangeliet
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16