Bibelen

Det nye testamente

4. Evangeliet af Markos

Det 9de kapitel

34. Herrens forklarelse

1 Sex dage derefter tog Jesus Peder og Jakob og Johannes med sig, og førte dem ene afsides op paa et bjerg, og han blev forvandlet for dem;

2 og hans klæder bleve skinnende, meget hvide som sne, saa iingen blegmand paa jorden kunde gjøre dem saa hvide;

3 og Elia tilligemed Mose viste sig for dem og de talede med Jesus.

4 Og Peder tog Ordet og sagde til Jesus: Rabbi! det er godt, at vi blive her! og lad os indrette tre løvsale, een for dig, een for Mose og een for Elia;

5 for han vidste ikke, hvad han skulde sige; thi de vare forfærdede.

6 Og der blev en sky, som overskyggede dem, og en røst kom fra skyen, som sagde: Denne er min Søn, den elskelige, hører ham!

7 og da de strax skuede om sig, saae de slet ingen uden Jesus alene hos dem.

8 Men da de steg ned af bjerget, bød han dem alvorlig, at de ikke maatte fortælle nogen, hvad de havde seet, før Menneskens Søn var opstanden fra døde,

9 og dette Ord holdt de hos sig selv, og samtalede med hverandre om, hvad det er, at staa op fra døde;

10 og de spurgte ham og sagde: Hvorfor sige de boglærde, at Elia maa komme først?

11 Men han svarede og sagde til dem: Elia kommer vel først og vil skikke alt tilrette; og hvorledes er der skrevet om Menneskens Søn, at han skal lige meget og foragtes?

12 Men jeg siger eder, at Elia er kommen, og de handlede med ham, som de vilde, ligesom der er skrevet om ham.

35. Herren helbreder en maanesyg

13 Da han kom til disciplene, saae han en stor skare om dem og boglærde i samtale med dem;

14 og hele skaren forbavsedes strax, da de saae ham, og de løb til og hilsede paa ham;

15 og han spurgte de boglærde: Hvad samtale i med hverandre om?

16 Men en af folket tog ordet og sagde: Lærer, jeg har ført min søn, som har en maalløs aand til dig;

17 og hvor han tager fat paa ham, slider han ham, og han fraader og skjærer tænder og visner hen; og jeg har sagt til dine disciple, at de skulde drive ham ud, men de kunde ikke.

18 Men han svarede ham og sagde: O, vantro slægt! hvorlænge skal jeg være hos eder? hvorlænge skal jeg taale eder? Fører ham til mig!

19 De førte ham til ham; og da han saae ham, sled aanden ham strax, og han faldt paa jorden, væltede sig og fraadede;

20 og han spurgte hans fader: Hvorlænge er det siden, dette er kommet over ham; men han sagde: Fra barndommen af;

21 og ofte kaster han ham endog i ild og i vand, for at ødelægge ham! Men, kan du noget, saa hjælp os, forbarm dig over os!

22 Men Jesus sagde til ham: Dersom du kan tro; alting er muligt for den, som troer!

23 og strax raabte drengens fader og sagde med taarer: Jeg tror Herre, hjælp min vantro!

24 Men da Jesus saae, at folket løb sammen, truede han den urene aand og sagde til ham: Du maalløse og døve aand, jeg byder dig: Far ud af ham, og du maa ikke tiere fare i ham!

25 Da skreg han og sled ham meget, og foer ud; og han blev som et lig, saa mange sagde: Han er død!

26 men Jesus tog hans haand og rejste ham op, og han stod. -

27 Da han var gaaet ind i huset, spurgte hans disciple ham i enrum: Hvorfor kunde vi ikke drive ham ud?

28 og han sagde til dem: Dette slags kan slet ikke fare ud, uden ved bøn og faste.

36. Herren taler om sin død

29 Da de gik ud derfra, drog de gjennem Galilæa, og han vilde ikke, at nogen skulde vide det;

30 thi han lærte sine disciple og sagde til dem: Menneskens Søn skal overgives i menneskers hænder, og de vil slaa ham ihjel, og, naar han er slagen ihjel, vil han opstaa tredje dag;

31 men de forstod ikke det Ord, og de var bange for at spørge ham.

37. Om den største. Om at uddrive onde aander i Herrens navn. Om forargelse

32 Han kom til Kapernaum; og da han var hjemme, spurgte han dem: Hvad samtalede i med hverandre om paa vejen?

33 men de tav; de havde nemlig talet med hverandre paa vejen om, hvem der var den største.

34 Saa satte han sig, kaldte de tolv og sagde til dem: Dersom nogen vil være den første, maa han blive den sidste af alle og alles tjener;

35 og han tog et lille barn, stillede det midt iblandt dem, tog det i favn og sagde til dem:

36 Den som modtager eet af saadanne smaabørn paa mit navn, han modtager mig, og den, som modtager mig, modtager ikke mig, men ham, som udsendte mig. -

37 Men Johannes tog ordet og sagde: Lærer, vi saae en uddrive dæmner ved dit navn, og han følger os ikke; og vi hindrede ham, fordi han ikke fulgte os.

38 Men Jesus sagde: I maa ikke hindre ham; thi der er ingen, som gjør en kraftig gjerning paa mit navn, som snart vil kunne tale ilde om mig;

39 thi den, som ikke er mod eder, er for eder;

40 thi den, som giver eder et bæger vand at drikke i mit navn, fordi i høre Kristus til, sandelig siger jeg eder, han skal ingenlunde miste sin løn;

41 men den, som forarger een af disse smaa, som tro paa mig, ham var det bedre, om der var hængt en møllesten om hans hals, o ghan var kastet i havet;

42 og dersom din haand forarger dig, saa hug den af; det er bedre for dig som krøbling at gaa ind til livet, end at have to hænder og gaa til helvede i den uslukkelige ild,

43 hvor deres orm ikke døer og ilden ikke slukkes.

44 Og dersom din fod forarger dig, saa hug den af! det er bedre for dig at gaa halt ind til livet, end at have to fødder og kastes i helvede i den uslukkelige ild,

45 hvor deres orm ikke døer og ilden ikke slukkes.

46 Og dersom dit øje forarger dig, saa kast det fra dig, thi det er bedre for dig enøjet at gaa ind i Guds rige, end at have to øjne og kastes i det brændende helvede,

47 hvor deres orm ikke døer og ilden ikke slukkes.

48 Thi enhver skal saltes med ild, og hvert offer skal saltes med salt.

49 Saltet er godt, men naar saltet mister sin kraft, hvormed vil i salte det? Bevarer salt i eder selv og holder fred med hverandre.

Markos Evangeliet
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16