Bibelen

Det nye testamente

4. Evangeliet af Lukas

Det 14de kapitel

63. Herren helbreder den vandsottige. Lignelsen om den store nadver

1 Det skete, da han en hviledag kom i en af de fornemme farisæeres hus for at spise, at de toge vare paa ham;

2 og se, der var et vandsottigt menneske for ham.

3 Saa tog Jesus Ordet og sagde saaledes til de lovlærde og farisæerne: Mon det er tilladt at helbrede paa hviledagen? men de tav.

4 Saa tog han paa ham, helbredte ham og lod ham gaa;

5 og han tog Ordet og sagde til ham: Hvem af eder, hvis asen eller oxe er falden i en grav, drager den ikke strax op paa hviledagen?

6 og de mægtede ikke at svare ham paa det. -

7 Men han sagde en lignelse til gjæsterne, da han mærkede, hvorledes de udvalgte de første sæder ved bordet; han sagde nemlig til dem:

8 Naar du bliver buden af nogen til gilde, sæt dig saa ikke øverst tilbords, at der ikke skal være en hæderligere end dig indbudt af ham;

9 og han, som indbød dig og ham, skulde komme og sige til dig: Giv denne plads! og du da med skam maa begynde med at have den sidste plads;

10 men naar du er buden, gaa hen og sæt dig nederst, for at værten, naar han kommer, kan sige til dig: Ven, sæt dig højere op! da vil du have ære for dem, som sidde tilbords med dig;

11 thi hver, som ophøjer sig selv, vil blive ydmyget, men den, som ydmyger sig selv, vil blive ophøjet. -

12 Men han sagde ogsaa til ham, som havde indbudt ham: Naar du giver frokost eller middag, byd saa ikke dine venner eller dine brødre eller dine frænder eller dine rige naboer, at de i kke skulle byde dig igjen, og det skulde være dig vederlag;

13 men naar du gjør gilde, byd saa fattige, krøblinger, halte og blinde,

14 og du skal være salig, for de har intet at gjengjælde dig med, men det skal gjengjældes dig i de retfærdiges opstandelse. -

15 Men da en af dem, som laa tilbords med, hørte det, sagde han til ham: Salig er den, som skal holde maaltid i Guds rige.

16 Men han sagde til ham: En mand gjorde en stor nadver og bød mange;

17 og paa nadverens time udsendte han sin tjener for at sige de budne: Kommer, for nu er alting færdig;

18 men de begyndte alle som een at undskylde sig: den første sagde til ham: Jeg har kjøbt en ager, og jeg har nødig at gaa ud og se den; jeg beder dig, hav mig undskyldt!

19 en anden sagde: Jeg har kjøbt 5 par oxer og gaaer hen for at prøve dem; jeg beder dig, hav mig undskyldt!

20 en anden sagde: Jeg har taget mig en hustru og derfor kan jeg ikke komme.

21 Saa kom denne tjener og meldte sin Herre det. Da blev Husbonden vred og sagde til sin tjener: Gaa hurtig ud paa stadens gader og stræder, og før de fattige, krøblinger, blinde og halte herind.

22 Og tjeneren sagde: Herre, det er skeet, som du bød, og der er endnu plads.

23 Herren sagde til tjeneren: Gaa ud paa vejene og ved gjærderne og nød dem at gaa ind, for at mit hus kan blive fuldt;

24 thi jeg siger eder, at ingen af de mænd, som vare budne, skal smage min nadver.

64. Om selvfornægtelse

25 Mange skarer drog med ham, og han vendte sig om og sagde til dem:

26 Dersom nogen kommer til mig og hader ikke sin fader og moder, hustru og børn, brødre og søstre, ja endog sin egen sjæl, han kan ikke være min discipel;

27 og hver, som ikke bærer sit kors og kommer efter mig, kan ikke være min discipel;

28 thi hvem af eder, som vil bygge et taarn, sætter sig ikke først ned og beregner omkostningerne, om han har, hvad der strækker til,

29 for at ikke alle, naar han har lagt grunden og ikke har magt til at fuldføre det, skal se det, begynde at gjøre nar af ham

30 og sige: Dette menneske begyndte at bygge, og han havde ikke magt til at fuldføre det.

31 Eller hvilken konge, som drager ud for at kaste sig i kamp med en anden konge, sætter sig ikke først ned og overvejer, om han er mægtig til med 10.000 at møde ham, som kommer mod ham med 20.000?

32 hvis ikke, sender han, medens han endnu er langt borte, et gesandtskab til ham og spørger om fredsvilkaar.

33 Saaledes kan altsaa hver af eder, som ikke forsager alt, hvad han har, ikke være min discipel.

34 Saltet er godt; men naar saltet mister sin kraft, hvormed skal der krydres?

35 det duer hverken til jord eller gjødning; man kaster det udenfor. Den, som har øren at høre med, han høre!