Bibelen

Det nye testamente

4. Evangeliet af Lukas

Det 15de kapitel

65. Lignelser om det forvildede faar, den table mark og den fortabte søn

1 Men alle toldere og syndere holde sig nær til ham for at høre ham;

2 og farisæerne og de boglærde mukkede og sagde: Han tager mod syndere og spiser med dem!

3 Men han lagde dem denne lignelse og sagde:

4 Hvilket menneske blandt eder, som har 100 faar og mister eet af dem, forlader ikke de 99 i ørken og gaaer efter det mistede, indtil han finder det?

5 og naar han finder det, lægger han det paa sine skuldre med glæde;

6 og naar han kommer hjem, sammenkalder han venner og naboer, og siger til dem: Glæder eder med mig, thi jeg har fundet mit faar, som var fortabt.

7 Jeg siger eder, at der saaledes vil være glæde i himlen over een synder, som omvender sig, mer end over 99 retfærdige, som ikke behøve omvendelse.

8 Eller hvilken kvinde, som har 10 mark, om hun taber den ene mark, tænder ikke et lys, fejer huset og søger flittig, til hun finder den?

9 og naar hun finder den, sammenkalder hun veninder og naboersker og siger: Glæder eder med mig, for jeg har fundet den mark, jeg tabte.

10 Saaledes, siger jeg eder, bliver der glæde hos Guds engle over een synder, som omvender sig.

11 Saa sagde han: Et menneske havde to sønner;

12 og den yngste af dem sagde til faderen: Fader, giv mig den del af formuen, som tilfalder mig. Saa skiftede han formuen mellem dem.

13 Ikke mange dage derefter pakkede den yngste søn alt sit sammen, drog udenlands til et land langt borte, og der tilsatte han sin formue, da han levede ryggesløst.

14 Men da han havde fortæret alt, blev der en svær hungersnød i dette land, og han begyndte at lide mangel.

15 Saa drog han hen og hængte paa en af borgerne i denne egn, og han sendte ham ud paa sin gaard at vogte svin,

16 og han begjærede at mætte sig paa de bønner, svinene aad af; men ingen gav ham noget.

17 Saa gik han i sig selv og sagde: Hvormange daglønnere hos min fader har ikke overflødigt brød, men jeg omkommer af hunger!

18 Jeg vil staa op, drage til min fader og sige til ham: Fader! Jeg har syndet mod himlen og for dig,

19 og jeg er ikke længer værd at kaldes din søn, gjør mig som en af dine daglønnere.

20 Og han stod op og kom til sin fader. Da han endnu var langt borte, saae hans fader ham og ynkedes inderlig, og han løb, faldt om hans hals og kyssede ham.

21 Men sønnen sagde til ham: Fader, jeg har syndet mod himlen og for dig, og er ikke længer værd at kaldes din søn!

22 Men faderen sagde til sine tjenere: Tager den bedste klædning frem og ifører ham, giver ham ring til sin haand og sko til fødderne;

23 henter saa fedekalven og slagter den, lad os faa spise og være muntre,

24 for denne min søn var død og levede op igjen; han var fortabt og er funden; og de begyndte at blive muntre.

25 Men hans ældste søn var paa marken, da han kom og var nærved huset, hørte han musik og dands;

26 og han kaldte paa en af drengene og spurgte, hvad det skulde betyde?

27 Men han sagde til ham: Din broder er kommen, og din fader slagtede fedekalven, fordi han har faaet ham sund hjem.

28 Men han blev vred og vilde ikke gaa ind; altsaa gik hans fader ud og bad ham;

29 men han svarede og sagde til faderen: Se, saa mange aar tjener jeg dig og overtraadte aldrig dit bud, og du gav mig aldrig et kid, at je kunde fornøje mig med mine venner;

30 men da denne din søn, som har fortæret dit gods med skjøger, kom, saa slagtede du fedekalven for ham!

31 Men han sagde til ham: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit;

32 men man maa være munter og glad, fordi denne din broder var død og er levet op igjen, var fortabt og er funden.