Bibelen

Det nye testamente

4. Evangeliet af Lukas

Det 18de kapitel

72. Om vedholdenhed i bønnen

1 Han sagde dem ogsaa en lignelse om, at man altid bør bede og ikke blive træt.

2 Han sagde nemlig: Der var en dommer i en stad, og han frygtede ikke Gud og undsaae sig ikke for noget menneske.

3 Men der var en enke i samme stad, og hun kom til ham og sagde: Skaf mig ret mod min modstander!

4 En tid vilde han ikke, men derpaa sagde han hos sig selv: Skjøndt jeg hverken frygter Gud eller undseer mig for noget menneske,

5 saa, da denne enke gjør mig besvær, vil jeg skaffe hende ret, for at hun ikke til det yderste skal komme og plage mig. -

6 Saa sagde Herren: Hører, hvad den uretfærdige dommer siger!

7 Skulde da Gud ikke skaffe sine udvalgte ret, naar de raabe til ham dag og nat, og han er langmodig imod dem.

8 Jeg siger eder, at han snart vil skaffe dem ret. Men naar Menneskens Søn kommer, mon han da vil finde troen paa jorden?

73. Farisæeren og tolderen

9 Men han sagde denne lignelse til nogle, som stolede paa sig selv, at de vare retfærdige, og regnede de øvrige for intet.

10 To mennesker gik til templet for at bede; den ene var en farisæer og den anden en tolder;

11 Farisæeren stillede sig op for sig selv og bad saaledes: Jeg takker dig Gud, fordi jeg ikke er som de øvrige mennesker, røvere, uretfærdige, horkarle eller som denne tolder;

12 jeg faster to gange om ugen; jeg tiender af alt, hvad jeg ejer!

13 Og tolderen stod langt borte, vilde ikke engang løfte øjnene til himlen; men han slog sig for sit bryst og sagde: Gud vær mig synder naadig!

14 Jeg siger eder: Denne gik retfærdiggjort hjem, mon nemlig hin? thi hver, som ophøjer sig, skal ydmyges, men den, som ydmyger sig, skal ophøjes.

74. Om de smaa

15 Men de bragte ogsaa spæde børn til ham, for at han skulde røre ved dem; men da disciplene saae det, truede de ad dem;

16 men Jesus kaldte dem til sig og sagde: Lader de smaa børn komme til mig og hindrer dem ikke, thi for saadanne er Guds rige;

17 sandelig siger jeg eder: Den, som ikke modtager Guds rige som et lille barn, kommer slet ikke derind.

75. Herren og den rige ungersvend

18 En fornem mand spurgte ham og sagde: Gode lærer, hvad skal jeg gjøre, for at jeg kan arve evigt liv?

19 Men Jesus sagde til ham: Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god uden een, nemlig Gud.

20 Du kjender budene: Du maa ikke bryde ægtepagten, du maa ikke myrde, du maa ikke stjæle; du maa ikke aflægge falsk vidnesbyrd, ær din fader og din moder!

21 Men han sagde: Alt dette har jeg taget iagt fra min ungdom.

22 Men da Jesus hørte det, sagde han til ham: Endnu eet er tilbage for dig: Sælg alt, hvad du har, og giv det til fattige, saa vil du have en skat i himlen, og kom saa og følg mig!

23 Men da han hørte det, blev han hel bedrøvet, for han var meget rig.

24 Men da Jesus saae, at han blev hel bedrøvet, sagde han: Hvor vanskelig ville de, som have penge, komme i Guds rige;

25 thi det er lettere, at en kamel gaaer gjennem et naaleøje, end at en rig kommer i Guds rige.

26 Men de, som hørte det, sagde: Hvem kan da blive frelst?

27 Men han sagde: Hvad der er umuligt for mennesker, er muligt for Gud.

76. Disciplenes løn

28 Saa sagde Peder: Se, vi har forladt alt og fulgt dig.

29 Men han sagde til dem: Sandelig siger jeg eder: Der er ingen, som har forladt hus, eller forældre, eller brødre, eller hustru, eller børn for Guds riges skyld,

30 som jo skakl faa mange fold igjen i denne tid og evigt liv i den kommmende verden.

77. Herren taler om sin død og opstandelse

31 Saa tog han de tolv tilside og sagde til dem: Se, vi drage op til Jerusalem, og alt, hvad der er skrevet ved profeterne, skal gaa i opfyldelse paa Menneskens Søn;

32 han vil nemlig blive overgivet til hedningerne og blive bespottet, forhaanet og overspyttet;

33 og de ville hudslette ham og slaa ham ihjel, og tredje dag vil han opstaa.

34 Men de fattede intet af dette; det var en mørk tale for dem, og de forstode ikke, hvd der blev sagt.

78. Herren helbreder en blind

35 Det skete, da han nærmede sig Jeriko, at en blind sad ved vejen og tiggede;

36 og da han hørte folket gaa forbi, spurgte han, hvad det var;

37 men de forkyndte ham, at Jesus af Nazaret kom forbi.

38 raabte han og sagde: Jesus, du Davids Søn, forbarm dig over mig!

39 Men de, som gik foran, truede ad ham, for at han skulde tie stille; men desmere raabte han: Du Davids Søn, forbarm dig over mig!

40 Saa stod Jesus stille og bød, at han skulde føres til ham; men da han kom nærmere, spurgte han ham

41 og sagde: Hvad vil du, at jeg skal gjøre for dig? men han sagde: Herre, at jeg maa faa mit syn!

42 og Jesus sagde til ham: Se op! din tro har frelst dig;

43 og strax saae han op, og han fulgte ham og lovpriste Gud, og hele folket, som saae det, gav Gud æren.