Bibelen

Det nye testamente

4. Evangeliet af Lukas

Det 24de kapitel

106. Herrens opstandelse

1 Men den første dag i ugen, ved den dybe morgenrøde, kom de til graven og bare de vellugtende urter, de havde beredt, og der var nogle med dem;

2 men de fandt stenen væltet fra graven,

3 og de gik ind og fandt ikke Herrens, Jesu legeme.

4 Saa skete det, da de vare tvivlraadige derom, se, to mænd stod for dem i skinnende klædebon;

5 men da de bleve bange og vendte ansigtet mod jorden, sagde de til dem: Hvorfor søge i den levende hos de døde?

6 Han er ikke her, men han er opstanden! Husker paa, hvorledes han talede til eder, da han endnu var i Galilæa,

7 og sagde: Menneskens Søn maa overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og tredje dag opstaa.

8 Saa kom de hans Ord ihu;

9 og de vendte tilbage fra graven og meldte de elleve og alle de øvrige alt dette.

10 Men det var Magdalene Maria og Johanna, og Maria Jakobs og de øvrige med dem, som sagde dette til apostlene;

11 og deres tale forekom dem som løs snak, og de troede ikke.

12 Men Peder stod op, løb til graven, og da han kigede derind, saae han ligklæderne ligge alene, og han gik hjem og forundrede sig over, hvad der var skeet.

107. De to disciple paa vejen til Emaus

13 Og se, to af dem vare samme dag paa vej til en by, som laa 60 sten fra Jerusalem og hed Emaus;

14 og de talede med hverandre om alt det, som var hændet;

15 og det skete, da de talede og spurgte hinanden, at Jesus nærmede sig og vandrede med dem;

16 men deres øjne holdtes til, saa de kjendte ham ikke.

17 Men han sagde til dem: Hvad er det for ord, i gaa og handle med hinanden om og ere bedrøvede?

18 Den ene af dem, som hed Kleopas, svarede og sagde til ham: Er du ene fremmed i Jerusalem og veed ikke, hvad der er skeet der i disse dage?

19 Han sagde til dem: Hvilket? Men de sagde til ham: Det med Jesus af Nazaret, s om var en profet-mand, mægtig i gjerning og Ord for Gud og alt folket;

20 hvorledes vore ypperstepræster og øvrighed overgav ham til dødsdøm og korsfæstede ham.

21 Men vi haabede, at det var ham, som skulde forløse Israel; men med alt dette er det i dag paa tredje dag, siden det skete;

22 men saa har ogsaa nogle kvindfolk af vore forfærdet os, for de var tidlig i morges ved graven,

23 og da de ikke fandt hans legeme, kom de og sagde, at de havde seet et syn af engle, som sagde, at han lever!

24 og nogle af vore gik til graven, og fandt det just saaledes, som kvinderne havde sagt; men ham saae de ikke.

25 Saa sagde han selv til dem: I daarer og senhjærtede til at tro alt, hvad profeterne have sagt!

26 maatte Kristus ikke lide dette og indgaa til sin herlighed?

27 og han begyndte fra Mose og alle profeter og udlagde dem, hvad der var om ham i alle skrifterne.

28 De nærmede sig da byen, de gik til, og han lod til at ville gaa videre;

29 og de nødte ham meget og sagde: Bliv hos os, thi det er mod aften og dagen helder; og han gik ind for at blive hos dem;

30 og det skete, da han laa tilbords med dem, at han tog brødet, velsignede, brød det og gav dem;

31 men deres øjne aabnedes, saa de kjendte ham, men selv blev han usynlig for dem;

32 og de sagde til hinanden: Brændte vort hjærte i os, som han talede med os paa vejen og udlagde os skrifterne?

33 Og de stode op samme time og vendte tilbage til Jerusalem, og fandt de elleve samlede og dem, som vare med dem,

34 som sagde: Herren er virkelig opstanden og seet af Simon;

35 og de fortalte, hvad der var skeet paa vejen, og hvorledes han blev kjendt af dem ved brødets brydelse.

108. Herren blandt sine disciple

36 Medens de endnu talede derom, stod Jesus selv midt iblandt dem og sagde til dem: Fred med eder!

37 Men de bleve forfærdede og forskrækkede og mente at se en aand.

38 Saa sagde han til dem: Hvorfor ere i bestyrtede, og hvorfor opstaa de tanker i eders hjærter!

39 Seer mine hænder og mine fødder, at det er mig selv; føler paa mig og seer, thi en aand har ikke kjød og ben, som i se jeg har;

40 og som han sagde det, viste han dem hænder og fødder;

41 men da de endnu af glæde vare vantro og forundrede, sagde han til dem: Har i her noget at spise?

42 Saa gav de ham noget af en stegt fisk og af en honningkage;

43 og han tog det, spiste det for deres øjne,

44 og sagde til dem: Det er det Ord jeg talede til eder, da jeg endnu var hos eder, at alt, hvad der er skrevet om mig i Moses lov, profeterne og psalmerne, maa opfyldes.

45 Saa oplod han deres forstand til at forstaa skrifterne,

46 og sagde til dem: Saaledes er der skrevet, og saaledes maatte Kristus lide og opstaa tredje dag fra døde;

47 og omvendelse og syndsforladelse prædikes paa hans navn for alle folk, begyndende fra Jerusalem.

48 Men i ere vidner til dette;

49 og se, jeg sender min Faders forjættelse over eder! Men i skulle blive i Jerusalems stad, indtil i iføres kraft fra det høje.

109. Herrens himmelfart

50 Men han førte dem ud til Betania, opløftede sine hænder og velsignede dem;

51 og det skete, idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og optoges til himlen;

52 og de tilbade ham og vendte tilbage til Jerusalem med stor glæde;

53 og de vare altid i templet, lovsang og velsignede Gud. Amen.