Bibelen

Det nye testamente

4. Evangeliet af Lukas

Det 9de kapitel

33. Apostlenes første sendelse

1 Han sammenkaldte sine 12 disciple og gav dem magt og myndighed over alle dæmner og til at helbrede sygdomme;

2 og han sendte dem ud til at prædike Guds rige og læge de svage;

3 og han sagde til dem: Tager intet med til rejsen, hverken kjæp eller taske eller penge eller hver to skjorter;

4 og i hvert hus, i gaa ind, bliver der, og derfra skal i drage bort;

5 og hvor man ikke vil modtage eder, gaaer ud fra denne stad, og ryster støvet af eders fødder til et vidnesbyrd imod dem.

6 Da de drog ud, vandrede de fra by til by, prædikede evangeliet, og helbredede allevegne.

34. Herodes tanker om Herren

7 Men fjerdingsfyrsten Herodes hørte alt, hvad han gjorde, og han blev tvivlraadig ved det nogle sagde, Johannes var opvakt fra de døde,

8 men andre sagde, at Elia aabenbarede sig, og andre, at der var opstaaet en profet, en af de gamle;

9 og Herodes sagde: Jeg har lader hovedet hugge af Johannes, men hvem er da han, jeg hører saadant om? og han søgte lejlighed til at faa ham at se.

35. Apostlene vende tilbage. Herren bespiser 5000 mænd

10 Saa vendte apostlene tilbage og fortalte ham, hvor store ting de havde gjort. Han tog dem med sig og vandrede afsides bort til et øde sted, ved en stad, som kaldes Betsajda.

11 Men da skarerne fik det at vide, fulgte de efter ham, og han tog imod dem og talede til dem om Guds rige, og helbredte dem, som havde lægedom behov;

12 men dagen begyndte at hælde, og de tolv traadte til og sagde til ham: Opløs forsamlingen, for at de kunne komme bort til de omliggende byer og gaarde, komme i hus og finde føde; thi vi er her paa et øde sted.

13 Han sagde til dem: Giver i dem at spise! men de sagde: Vi har ikke mer end 5 brød og 2 fiske, uden vi skulde gaa hen og kjøbe fødevarer til hele denne mængde;

14 thi de var ved 5000 mænd. Men han sagde til sine disciple: Lad dem sætte sig ned i hobe paa 50.

15 De gjorde da saaledes og lod alle sætte sig ned.

16 Men han tog de 5 brød og de 2 fiske, saae til himlen, velsignede dem, brød dem og gav sine disciple dem for at lægge for folket;

17 og de spiste og bleve alle mætte, og der opsamledes 12 kurve fulde af stykkerne, som bleve levnede af dem.

36. Peders bekjendelse af Herren

18 Det skete, da han var ene og bad, at hans disciple var hos ham, og han spurgte dem og sagde: Hvem siger folket, jeg er?

19 De svarede og sagde: Døberen Johannes: andre sige: Elia, men andre, at der er opstanden en profet af de gamle.

20 Saa sagde han til dem: Men i, hvem sige i, jeg er? Da tog Peder Ordet og sagde: Guds salvede!

21 Men han bød dem strængt, at de ikke maatte sige nogen dette.

37. Herren taler om sin lidelse

22 Han sagde: Menneskens Søn bør lide meget, forskydes af de ældste, ypperstepræsterne og de boglærde, ihjelslaaes og opstaa paa tredje dag.

23 Men han sagde til alle: Om nogen vil komme efter mig, maa han fornægte sig selv, tage sit kors og følge mig;

24 thi den, som vil frelse sin sjæl, vil tabe den, men den, som taber sin sjæl for min skyld, han vil frelse den; -

25 thi hvad nytter det et menneske, om han vandt den hele verden, men tabte sig selv eller led skade paa sig selv.

26 Thi enhver, som skammer sig ved mig og mine Ord, ham vil Menneskens Søn skamme sig ved, naar han kommer i sin og Faderens og de hellige engles herlighed;

27 men jeg siger eder med sandhed, at der er nogle af dem, som staa her, der ikke skulle smage døden, førend de se Guds rige.

38. Herren forklares paa bjerget

28 Ved 8 dage efter denne tale skete det, at han tog Peder, Johannes og Jakob med sig og gik op paa et bjerg for at bede;

29 og da han bad, blev hans ansigts skikkelse anderledes, og hans klædebon blev skinnende hvidt;

30 og se, to mænd talede med ham, og det var Mose og Elia,

31 som bleve sete i herlighed og talede om hans udgang, som han skulde fuldende i Jerusalem.

32 Men Peder og de, somvare med ham, vare tunge af søvn, men, som de vaagnede op, saae de hans herlighed og de to mænd, som stode hos ham;

33 og det skete, da disse skiltes fra ham, at Peder sagde til Jesus: Fører! her er godt for os at være! lad os gjøre tre løvsale, een for dig, een for Mose og een for Elia, han vidste nemlig ikke, hvad han sagde.

34 Men som han sagde dette, kom der en sky og overskyggede dem, men de forfærdedes, da de kom ind i skyen;

35 og der kom en røst fra skyen, som sagde: Denne er min Søn, den elskelige, hører ham;

36 og idet røsten kom, fandtes Jesus ene; men de tav og fortalte i de dage ingen, hvad de havde seet.

39. Herren helbreder en maanesyg

37 Det skete næste dag, da de kom ned fra bjerget, at en stor skare mødte ham;

38 og se, en mand af flokken raabte og sagde: Lærer! jeg beder dig, se til min søn, thi han er min enbaarne;

39 og se, en mand tager fat paa ham, og med et skriger han, han piner ham, saa han fraader, og næppe viger han fra ham, idet han slider ham;

40 og jeg bad dine disciple deive ham ud, men de kunde ikke.

41 Men Jesus tog Ordet og sagde: O, vantro og forvendte slægt! hvorlænge skal jeg være hos eder og taale eder? Før din søn herhen!

42 Men da han kom, rev og sled dæmnen ham; men Jesus truede den urene aand, helbredte drengen og gav hans fader ham tilbage.

40. Herren taler om sin lidelse

43 Men de bleve forfærdede over Guds storhed, og da de alle forundrede sig over alt, hvad Jesus gjorde, sagde han til sine disciple:

44 Gjemmer disse Ord i eders øren: Menneskens Søn vil nemlig blive overgivet i menneskers hænder;

45 men de forstod ikke dette Ord, og det var skjult for dem, saa de begreb det ikke, og de var bange for at spørge ham om samme Ord.

41. Om forrangen i himmerig

46 Men der opkom den tanke hos dem: Hvem der vel maatte være den største af dem.

47 Da Jesus saae deres hjærtes tanke, tog han et lille barn og stillede hos sig;

48 og han sagde til dem: Den som modtager dette lille barn paa mit navn, modtager mig, og den som modtager mig, modtager ham, som udsendte mig; thi den, som er den mindste blandt eder alle, han skal blive stor.

42. Om at uddrive onde aander i Herrens navn

49 Men Johannes tog ordet og sagde: Fører! vi saae en deive dæmner ud paa dit navn, og vi hindrede ham, fordi han ikke følger med os.

50 Jesus sagde til ham: I maa ikke hindre det; thi den, som ikke er imod os, er for os.

43. Mod disciplenes ivrighed

51 Da de dage fuldkommedes, at han skulde optages, fæstede han sit aasyn paa at vandre til Jerusalem;

52 og han sendte bud foran sig, og de droge bort og kom til en samaritansk by for at gjøre anstalt for ham;

53 men de modtog ham ikke, fordi det var hans hu at rejse til Jerusalem.

54 Men da hans disciple Jakob og Johannes saae det, sagde de: Herre, vil du, vi skal byde ild fare ned fra himlen og fortære dem, ligesom og Elia gjorde?

55 Men han vendte sig, dadlede dem og sagde: I veed ikke, af hvad aand i ere!

56 thi Menneskens Søn er ikke kommen for at fordærve, men for at frelse menneskers sjæle. Saa drog de til en anden by.

44. Jesu efterfølgelse

57 Men det skete, da de vandrede paa vejen, at en sagde til ham: Herre! jeg vil følge dig, ihvor du gaaer!

58 Jesus sagde til ham: Ræve have huler og himlens fugle reder, men Menneskens Søn har ikke, hvad han kan hælde sit hoved til. -

59 Men til en anden sagde han: Følg mig! Men han sagde: Herre, tillad mig først at gaa og begrave min fader.

60 Men Jesus sagde til ham: Lad du de døde begrave deres døde, men gaa du hen og forkynd Guds rige. -

61 Ogsaa en anden sagde: Jeg vil følge dig, Herre, men tillad mig først at tage afsked med dem i mit hus!

62 Men Jesus sagde til ham: Ingen som lægger haand paa ploven og seer tilbage, er vel skikket til Guds rige.