Bibelen

Det nye testamente

II. Apostel-saga

Det 2ste kapitel

3. Den Helligaands udgydelse paa pinsedagen

1 Da pinsedagen kom, vare de alle endrægtig der;

2 og der kom pludselig en lyd fra himlen som af et voldsomt fremfarende vejr og fyldte hele huset, hvor de sag;

3 og der viste sig for dem tunger som af ild, der delte sig og satte sig paa enhver af dem;

4 og de bleve alle fyldte af den Helligaand og begyndte at tale med andre tungemaal, eftersom Aanden gav dem at udsige.

5 Men der var besiddende Jøder i Jerusalem, gudfrygtige mænd af alle folk under himlen;

6 da denne lyd hørtes, kom der en mængde sammen, og de bleve forbavsede, fordi hver hørte dem tale i sit eget tungemaal;

7 de forfærdedes og forundrede sig og sagde til hverandre: Se, ere ikke alle de, som tale, Galilæer?

8 og hvorledes høre vi dem da, hver i vort eget tungemaal, hvori vi ere fødte?

9 Parter, Meder, og Elamiter og de, som bo Mesopotamien, Judæa og Kappadokia, Pontos og Asien,

10 Frygien og Pamfylien, Ægypten og Libyens egne ved Kyrene og de sig her opholdende Romere, baade Jøder og Jødevenner,

11 Kreter og Araber, vi høre dem tale om Guds store gjerninger i vore tungemaal.

12 Men de forfærdedes alle og bleve tvivlraadige, saa den ene sagde til den anden: Hvad kan det være?

13 men andre spottede og sagde: De ere fulde af sød vin.

4. Peders tale til folket

14 Da stod Peder frem med de elleve, opløftede sin røst og talede til dem: I Jødiske mænd og alle, som bo i Jerusalem! dette være eder vitterligt, og laaner øre til mine ord!

15 thi disse mænd ere ikke drukne, som i mene; det er jo den tredje time paa dagen;

16 men dette er, hvad der er sagt ved profeten Joel:

17 Og det skal ske i de sidste dage, siger Gud, at jeg vil udgyde af min Aand over alt kjød, og eders sønner og eders døtre skulle spaa, eders ungersvende se syner og eders oldinger have drømme;

18 ja endog over mine tjenere og tjenerinder vil jeg i disse dage udgyde af min Aand, og de skulle spaa;

19 og jeg vil lade ske undere i himlen heroventil og tegn paa jorden nedentil: Blod og ild og røgdamp;

20 Solen skal forvandles til mørke og maanen til blod, førend Herrens store og herlige dag kommer;

21 og det vil ske, at enhver, som paakalder Herrens navn, vil frelses.

22 I Israelitiske mænd, hører disse ord: Jesus af Nazaret, en mand paavist eder af Gud ved kraftige gjerninger og undere og tegn, som Gud gjorde ved ham, midt iblandt eder, som i og selv vide,

23 ham toge i, da han efter Guds besluttede raad og forudvidenhed var overgiven, korsfæstede ham med lovløse hænder og ombragte ham;

24 ham oprejste Gud, da han havde løst dødens smerter, eftersom det ikke var muligt, at han kunde holdes af den;

25 thi David siger om ham: Jeg havde altid Herren for øje, fordi han er ved min højre haand, at jeg ikke skal rokkes.

26 Derfor glæder mit hjærte sig, og min tunge fryder sig, ja ogsaa mit kjød skal hvile i haab;

27 thi du vil ikke forlade min sjæl i de dødes rige, ikke heller lade din hellige se forraadnelse.

28 Du lærte mig livets vej af kjende; du vil mætte mig med glæde fra dit ansigt.

29 I mænd, brødre! lader mig tale frit til eder om stamfaderen David; han er baade død og begraven, og hans grav er hos os indtil denne dag.

30 Da han nu var en profet og vidste, at Gud med ed havde tilsvoret ham, at han af hans lænders frugt vil oprejse Kristus efter kjødet til at sidde paa hans kongestol,

31 talede han i fremsyn om Kristi opstandelse, at hans sjæl ikke skulde lades tilbage i de dødes rige, eller hans kjød se forraadnelse.

32 Denne Jesus oprejste Gud, hvortil vi alle ere vidner.

33 Efterat han derfor er ophøjet ved Guds højre haand og har af Faderen modtaget den Helligaand forjættelse, udgød han ham, som i nu se og høre.

34 Thi David foer ikke til himmels; men han siger: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre haand,

35 indtil jeg faaer dine fjender lagte som dine fødders fodskammel.

36 Derfor maa hele Israels hus vide for vist, at Gud har gjort denne Jesus, som i korsfæstede, baade til Herre og Kristus.

5. Paa Peders formaning optages 3000 i menigheden. Den første menigheds tilstand.

37 Da de hørte det, gik det dem til hjærte, og de sagde til Peder og de øvrige apostle: I mænd, brødre! hvad skulle vi gjøre?

38 Men Peder sagde til dem: Omvender eder, og hver af eder lade sig døbe paa Jesu Kristi navn til synders forladelse, og i skulle modtage den Helligaands gave;

39 thi forjættelsen tilhører eder og eders børn, og alle, som ere langt borte, saamange som Herren vor Gud vil kalde dertil.

40 Han vidnede ogsaa for dem med mange andre ord, trøstede dem og sagde: Lader eder frelse fra denne vanartige slægt!

41 De, som nu med glæde optoge hans ord, bleve døbte; og der lagdes samme dag henved 3000 sjæle til.

42 Men de holdt sig til apostlenes undervisning og fællesskabet og brødets brydelse og bønnerne;

43 men der kom en frygt over hver sjæl, og der skete mange undere og tegn ved apostlene.

44 Men alle de troende vare lige og havde sit tilfælles;

45 og de solgte deres ejendomme og gods og delte det ud til alle, eftersom nogen trængte;

46 og de holdt sig hver dag endrægtig sammen i templet, og i husene brød de brødet og nød maaltidet med fryd og i hjærtets enfoldighed,

47 idet de lovpriste Gud og vare i yndest hos hele folket. Men Herren lagde daglig frelste til menigheden.

Apostel-saga
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28

Guldgruben
Indledning, 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15