Bibelen

Det nye testamente

II. Apostel-saga

Det 20de kapitel

42. Paulos drager til Makedonien og Hellas, han vender tilbage til Troas og Euinhos

1 Da denne tummel var stillet, sammenkaldte Paulos disciplene, tog afsked og drog bort for at rejse til Makedonien.

2 Han vandrede gjennem disse egne, opmuntrede dem med mange ord og kom til Hellas.

3 Der tilbragte han 3 maaneder, og da Jøderne havde lagt raad op imod ham, naar han vilde drage til Syrien, blev han til sinds at vende tilbage over Makedonien.

4 Indtil Asien ledsagede Berøenseren Sopater Pyrros' søn ham; og af Tessalonikerne Aristarkos og Sekundos, Gajos fra Derbe og timoteos, men af Asiaterne Tykikos og Trosimos.

5 Disse droge forud og bleve efter os i troas.

6 Men efter de usyrede brøds dage sejlede vi fra Filippi og kom femte dag til dem i Troas, hvor vi tilbragte 7 dage. -

7 Men da disciplene vare forsamlede paa den første dag i ugen til brøds-brydelsen, holdt Paulos en tale til dem, da han vilde drage bort næste dag, og han forlængede talen til midnat;

8 men der var mange lamper i salen, hvori vi vare samlede. -

9 Men der sad en ungersvend i vinduet, han hed Euinkos, og han faldt i en dyb søvn, da Paulos talede saalænge, og overvældet af søvn faldt han ned fra tredje loft og blev tagen død op.

10 Men Paulos gik ned, kastede sig over ham, favnede ham og sagde: Ingen støj, der er liv i ham!

11 Saa gik han op, brød brødet, smagte det, prædikede endnu længe til daggry, og saaledes tog han bort.

12 Men de bragte knøsen levende op og bleve ikke lidt trøstede.

43. Paulos tager i Milet afsked med præsterne fra Efesos

13 Vi, som vare gaaede forud til søs, fore til Assos, og der vilde vi tage Paulos ombord; thi saaledes havde han bestemt, da han selv vilde gaa tillands.

14 da han traf os i Assos, toge vi ham ombord og kom til Mitylene;

15 der sejlede vi fra og kom næste dag ligeoverfor Kios; anden dag ankrede vi ved Samos, blev over i Troggyllion, og næste dag kom vi til Milet;

16 thi Paulos havde sat sig for at sejle til Efesos forbi, for at han ikke maaske skulde blive opholdt i Asien; thi han hastede, om muligt var for ham at være pintsedag i Jerusalem.

17 Men fra Milet sendte han bud til Efesos og kaldte menighedens præster til sig.

18 Da de kom til ham, sagde han til dem: I vide, hvorledes jeg har været hos eder al den tid fra første dag, jeg kom til Asia;

19 da jeg tjente Herren med al ydmyghed og under mange taarer og fristelser, som da mødte mig ved Jødernes efterstræbelser;

20 hvorledes jeg intet har holdt tilbage af hvad gavnligt kunde være, at jeg jo forkyndte eder det og lærte eder offenlig og i husene;

21 da jeg gjennemførte vidnesbyrdet baade for Jøder og Hellener om omvendelse til Gud og tro til vor Herre Jesus Kristus.

22 Og se, nu drager jeg tvungen af Aanden til Jerusalem, uden at vide, hvad der forestaaer mig der,

23 kun at den Helligaand klarlig vidner i hver stad og siger, at baand og trængsler bie mig;

24 men jeg regner det for intet, ikke heller holder jeg selv min sjæl for dyrebar, saa jeg kan fuldkomme mit løb med glæde og den tjeneste, jeg har modtaget af Herren Jesus: At bevidne evangeliet om Guds naade.

25 Og se nu, jeg veed, at i alle, blandt hvilke jeg har vandret og prædiket Guds rige, ikke tiere skulle se mit ansigt.

26 Derfor vidner jeg og paa denne dag for eder, at jeg er ren fra alles blod;

27 thi jeg har ikke forholdt at forkynde eder hele Guds raad.

28 Vogter altsaa eder selv og hele hjorden, i hvilken den Helligaand har sat eder til tilsynsmænd, at vogte Herrens og Guds menighed, som han forhvervede med sit eget blod.

29 thi det veed jeg, at der efter min bortgang vil komme svare ulve til eder, som ikke ville spare hjorden;

30 og der vil opstaa mænd af eder selv, som ville tale forvendte ting og drage disciplene efter sig.

31 Vaager derfor og kommer i hu, at jeg ikke har afladt i 3 aar, nat og dag, med taarer at lægge hver af eder det paa sinde.

32 Og nu befaler jeg eder, brødre, Gud og hans naades Ord, som er mægtig til at opbygge eder og give eder arv blandt alle de helligede!

33 Ingens sølv eller guld eller klædebon har jeg begjæret;

34 I vide selv, at disse hænder har tjent til nødtørst for mig og dem, som vare med mig;

35 jeg viste eder i alt, at saaledes maa vi arbejde og tage os ad de skrøbelige og huske paa Herrens Jesu Ord, da han selv sagde: Det er saligere at give end at tage. -

36 Da han havde sagt dette, faldt han paa knæ og bad med dem alle.

37 Men de brast alle i stærk graad, faldt Paulos om halsen og kyssede ham,

38 mest bedrøvede over det ord, han havde sagt, at de ikke tiere skulde se hans ansigt.