Bibelen

Det nye testamente

II. Apostel-saga

Det 27de kapitel

56. Paulos sendes som fange til Rom. Sørejsen til kysten af Kreta

1 Da der var faldet dom, at vi skulde afsejle til Italien, overgav de baade Paulos og nogle andre fanger til en øverste ved navn Julios af Kejserens regiment.

2 Vi gik ombord paa et skib fra Abramyte og skulde sejle efter Asiens stæder, og vi gik til søs, og Tessalonikeren Aristarkos fra Makedonien var med os.

3 Næste dag anløb vi Sidon. Julios behandlede Paulos menneskekjærlig og tillod ham at gaa til sine venner og nyde pleje. -

4 Derfra fore vi bort og fejlede under Kypern, for vinden var imod;

5 saa sejlede vi over havet ved Kilikien og Pamfylien og kom til Myra i Lykien.

6 Der traf øversten et Alexandrisk fartøj, som sejlede til Italien, og han førte os over paa det. -

7 Mange dage gik sejladsen langsomt, og vanskelig naaede vi Knidos, da vi ikke havde medbør; saa holdt vi os under Kreta mod Salmone.

8 Med nød sejlede vi den ud og kom til et sted, som hedder Godhavn, nær ved staden Lasæa.

9 Da en god tid var gaaet med, og sejladsen var bleven usikker, for fasten var allede fordi, formanede Paulos

10 og sagde til dem: I mænd, jeg seer, at denne sejlads vil blive os til fortræd og megen skade ikke alene for last og skib, men og for vort liv.

11 Men øversten troede mere styrmanden og skipperen end, hvad Paulos sagde;

12 og da havnen ikke var skikket til vinterleje, gav de fleste det raad at sejle derfra, om de mulig kunde naa at ligge vinteren over i Fønix, som er en havn paa Kreta, som er aaben imod sydvest og nordvest.

57. Paulos strander paa Malta

13 Da der brasede en søndenvind, mente de, de havde naaet deres formaal, hivede op, holdt nær under Kreta;

14 men ikke længe efter rejste en hvirvelvind, som kaldes østbyge, sig mod den;

15 men da skibet kastedes, og vi ikke kunde lusse op mod vinden, gav vi os over og drev;

16 men vi løb ind under en holm, som hed Kaude, men vi kunde knap blive mægtige over jollen.

17 Da de havde hivet den op, brugte de hjælp, og surrede skibet; men da de vare bange for at kastes paa Syrte, lod de sejlene falde og drev saaledes.

18 Men da vi led meget af stormen, begyndte de næste dag at kaste overbord;

19 og den tredje dag kastede skibsredskabet ud.

20 Hverken sol eller stjerner kom til syne i flere dage, og en ikke ringe storm hængte over os, og tilsidst blev alt haab om vor redning opgivet. -

21 Efter lang faste stod Paulos op blandt dem og sagde: I mænd, man burde have lydt mig og ikke taget fra Kreta og sparet baade den skade og forlis;

22 men nu formaner jeg eder at være ved godt mod; thi ikke en sjæl af eder, men skibet skal forgaa;

23 thi i denne nat stod en engel for mig fra den Gud, hvis jeg er, og hvem jeg tjener,

24 og han sagde: Frygt ikke Paulos! du maa stilles for Kejseren, og se, Gud har skjænket dig alle dem, som sejle med dig.

25 Værer derfor ved godt mod, i mænd; thi jeg har den tro til Gud, at det vil ske, som det er talet til mig;

26 men paa en ø maa vi sætte til.

27 Da den fjortende nat kom, og vi drev i det adriatiske hav, mente skibsfolkene ved midnat, at de vare under land;

28 og de loddede og fandt 20 favne, og lidt længere frem loddede de igjen og fandt 15 favne;

29 saa blev de bange, at vi skulde støde paa skjær, kastede 4 ankere ud fra bagstavnen og ønskede, at det maatte blive dag.

30 Men da skibsfolkene søgte at flygte fra skibet, og de stak jollen i søen under det paaskud, at de vilde føre ankerne ud fra forfavnen,

31 sagde Paulos til øversten og stridsmændene: Dersom disse ikke blive ombord, kan i ikke blive reddede.

32 Saa kappede stridsmændene tovene fra jollen og lod den synke.

33 Men til det blev dag, formanede Paulos alle at skaffe, da han sagde: Det er idag fjortende dag, i har ventet uden at faa mad go ikke nydt noget.

34 Derfor formaner jeg eder til at faa mad, thi det hører til eders frelse; thi der skal ikke falde et haar af nogens hoved blandt eder.

35 Da han sagde det, tog han brød, takkede Gud for alles øjne, brød det og begyndte at spise.

36 Saa blev de alle ved godt mod, og de fik ogsaa mad.

37 Men vi vare 276 sjæle i skibet.

38 Da de vare blevne mætte, lettede de skibet, da de kastede levnetsmidlerne i søen.

39 Da det blev dag, kjendte de ikke landet, men de bemærkede en vig, som havde en forstrand, paa hvilken de besluttede om muligt at sætte skibet.

40 Saa kappede de ankerne og lod dem blive i søen, de løsnede rortovene, hejsede bramsejlet for vinden, og satte mod kysten;

41 men de stødte paa en revle med dyb paa begge sider og satte skibet; forstavnen borde sig fast og stod urokkelig, men bagstavnen sloges istykker af bølgernes magt. -

42 Det var da stridsmændenes raad at slaa fangerne ihjel, forat ingen skulde svømme derfra og undfly;

42 men da øversten vilde frelse Paulos, forhindrede han dem i denne beslutning og befalede, at de, som kunde svømme, skulde først kaste sig ud forat naa til land,

44 men de øvrige, somme paa planker, andre paa stykker af skibet, og saaledes kom de alle frelste i land.

Apostel-saga
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28

Guldgruben
Indledning, 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28