Bibelen

Det nye testamente

II. Apostel-saga

Det 7de kapitel

14. Stefans tale for raadet. Han udstødes og stenes

1 Men ypperstepræsten sagde: Forholder det sig saaledes?

2 Han sagde: I mænd, brødre og fædre, hører til! Ærens Gud aabenbarede sig for vor fader Abraham, da han var i Mesopotamien, førend, han nedsatte sig i Karran,

3 og han sagde til ham: Drag ud fra dit land og din slægt, og kom til et land, jeg vil vise dig!

4 Da drog han ud fra Kaldæernes land og nedsatte sig i Karran, og derfra flyttede han ham, efter hans faders ord, til det land, i nu bebo;

5 og han gav ham ikke ejendom deri, ikke en fodsbred; dog lovede han ham at give ham det til eje og hans sæd efter ham, skjøndt han intet barn havde.

6 Men Gud talede saaledes: at hans sæd skulde vorde udlænding i et fremmed land, og de vilde gjøre dem til trælle og plage dem 400 aar;

7 men det folk,som de skal trælle for, vil jeg dømme, sagde Gud; og derefter skal de drage ud og tjene mig paa dette sted.

8 Han gav ham omskjærelsens pagt, og saaledes avlede han Isak og omskar ham den ottende dag; og Isak avlede Jakob, og Jakob de 12 stamfædre.

9 Stamfædrene misundte Josef, og solgte ham til Ægypten, men Gud var med ham;

10 og han udfriede ham af alle hans trængsler og gav ham naade og visdom for Farao, Ægyptens konge, og han satte ham til en fyrste over Ægypten og hele sit hus.

11 Men der kom en hungersnød over hele Ægypten og Kana-ans land, og en stor trængsel; og vore fædre fandt ikke føde.

12 Men da Jakob hørte, at der var korn i Ægypten, sendte han vor fædre ud første gang;

13 og anden gang blev Josef kjendt af sine brødre, og Josefs slægt blev Farao bekjendt;

14 men Josef sendte bud og kaldte sin fader Jakob og hele hans slægt, 75 sjæle;

15 men Jakob dog ned til Ægypten, og han døde og vore fædre;

16 og de bleve førte til Sikem og lagte i den grav, som Abraham kjøbte til penges værd af Hemors, Sikems søns børn.

17 Men som forjættelsens time nærmede sig, som Gud havde tilsvoret Abraham, voxede folket og formerede sig i Ægypten,

18 indtil der opstod en anden konge, som ikke kjendte Josef;

19 han brugte træskhed mod vor slægt og handlede ilde med vore fædre, idet han lod deres spæde børn sætte ud, for at de ikke skulde bevares i live.

20 Paa den tid blev Mose født, han var yndig for Gud, og han blev opfostret 3 maaneder i sin faders hus;

21 men da han var sat ud, tog Faraos datter ham op og opfostrede ham, sig selv til en søn;

22 og Mose blev oplært i al Ægypternes visdom, men han var mægtig i ord og gjerninger;

23 men som han fyldte 40 aars alder, kom det op i hans hjærte at besøge sine brødre, Israels børn;

24 og da han saae en lide uret, tog han sig ad ham og hævnede hans uret, som blev mishandlet, idet han slog Ægypteren ihjel.

25 Han mente, at hans brødre maatte forstaa, at Gud gav dem frelse ved hans haand, men de forstod det ikke;

26 næste dag saae han nemlig nogle af dem trættes, og han formanede dem til fred, idet han sagde: I mænd, i ere brødre, hvorfor gjøre i hverandre fortræd?

27 men han, som gjorde næsten uret, stødte ham bort, og sagde: Hvem har sat dig til Herre og dommer over os?

28 vil du slaa mig ihjel, ligesom du igaar slog Ægypteren ihjel?

29 For dette ord flygtede Mose og blev udlænding i Midjans land, hvor han avlede 2 sønner;

30 og da 40 aar vare omme, aabenbarede Herrens engel sig for ham i ørken ved Sinajs bjerg, i en lueild af en tornebusk.

31 Da Mose saae det, undrede han sig over dette syn, men da han gik nærmere for at betragte det, kom denne røst fra Herren til ham:

32 Jeg er dine fædres Gud, Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud! Men Mose skjælvede og turde ikke betragte det.

33 Herren sagde til ham: Løs skoene af dine fødder, thi det sted, hvor du staaer, er hellig jord;

34 jeg har grandgiveligt seet mit folks trængsel i Ægypten, jeg har hørt deres suk, og jeg er stegen ned for at udfri dem. Kom du nu, saa vil jeg sende dig til Ægypten!

35 Denne Mose, som de fornægtede, da de sagde: Hvem har sat dig til herre og dommer, ham sendte Gud til at være herre og befrier ved engelens haand, som havde aabenbaret sig for ham i tornebusken.

36 Han udførte dem, da han havde gjort undere og tegn i Ægyptens land og det røde hav og 40 aar i ørken.

37 Det er denne Mose, som sagde til Israels børn: Herren, vor Gud, vil oprejse eder en profet af eders brødre, ligesom mig;

38 det er ham, som var i menigheden i ørken med engelen, som talede til ham paa Sinaj bjerg, og med vore fædre, ham, som modtog de levede Ord for at give os;

39 ham, som vore fædre ikke vilde lyde, men stødte fra sig, og vendte i deres hjærter tilbage til Ægypten,

40 da de sagde til Aron: Gjør os guder, som kan gaa foran os; thi denne Mose, som førte os ud af Ægyptens land, veed vi ikke, hvad der er blevet af!

41 og de gjorde en kalv i de samme dage; de bragte afguden offer, og de vare lystige for deres hænders gjerninger;

42 men Gud vendte sig bort og hengav dem til at tjene himlens hære, som der er skrevet i profeternes bog: Har i vel, Israels hus, bragt mig slagtoffer og madoffer i 40 aar i ørken?

43 I bare Moloks telt og Resans, eders guds, stjerne, de billeder, i havde gjort for at tilbede dem; og jeg vil flytte eder bort hinsides Babylon.

44 Forsamlingsteltet var hos vore fædre i ørken, ligesom han, der talede til Mose, befalede at gjøre det efter den lignelse, han havde seet;

45 og dette modtoge ogsaa vore fædre og indførte med Josva i landet, hedningerne havde inde, hvilke Gud fordrev for vore fædre indtil Davids dage;

46 han fandt naade for Gud og bad om at finde en bolig for Jakobs Gud;

47 men Salomon byggede ham et hus;

48 dog den højeste boer ikke i templer, som ere byggede med hænder, som profeten siger:

49 Himlen er mit højsæde og jorden en skammel for mine fødder, hvad hus ville i bygge mig? siger Herren, eller hvilket er mit hvilested?

50 har ikke min haand gjort alt dette? -

51 I haarde halse, i uomskaarne af hjærte og øren, i staa altid den Helligaand imod, som eders fædre, saa og i;

52 hvem af profeterne har ikke eders fædre forfulgt? og de slog dem ihjel, som forud forkyndte den retfærdiges tilkommelse, hvis forrædere og mordere i nu ere blevne,

53 i, som modtog loven ved en engles tjeneste, og har ikke holdt den, -

54 Da de hørte det, skar det dem i deres hjærter, og de gned tænder imod ham.

55 Men, som han var fuld af den Helligaand, skuede han til himlen og saae Guds herlighed og Jesus staaende ved Guds højre haand;

56 og han sagde: Se, jeg skuer himlene aabne og menneskens Søn staaende ved Guds højre haand!

57 Men de raabte med høj røst, holdt for deres øren og stormede endrægtig ind paa ham;

58 og de stødte ham udenfor staden og stenede ham, og vidnerne lagde deres klæder af ved en ung mands fødder, som hed Saul.

59 De stenede da Stefan, som bad og sagde: Herre Jesus! modtag min aand!

60 men han bøjede sine knæ og raabte med høj røst: Herre, tilregn dem ikke denne synd! og som han sagde dette, sov han ind. Men Saul billigede hans mord.