Bibelen

Det nye testamente

III Paulos' breve til enkelte menigheder

1. Brevet til Romerne

Det 11te kapitel

17. Om Jødernes forkyndelse og forhærdelse

1 Jeg siger derfor: Har Gud forskudt sit folk? Det være langt fra! thi jeg er ogsaa en Israelit, af Abrahams sæd og Benjamins stamme;

2 Gud har ikke forskudt sit folk, som han kjendte forud. Veed i ikke, hvad skriften siger om Elia? hvorledes han træder op for Gud mod Israel og siger:

3 Herre! dine profeter har de dræbt, og dine altere har de nedbrudt, jeg er alene tilbage, og de, de tragte efter mit liv.

4 Men hvad siger Guds-svaret? "Jeg har levnet mig 7000 mænd, som ikke har bøjet knæ for fruen".

5 Saaledes er der da ogsaa i den nærværende tid en levning bleven tilbage efter naadens udvælgelse;

6 men er det af naade, saa er det ikke længer af gjerninger; ellers bliver naade ikke længer naade; men er det af gjerninger, saa er det ikke længer naade, ellers er gjerningen ikke længer gjerning.

7 Hvad da? Hvad Israel søger, har det ikke erholdt, men udvalget har erholdt det, de øvrige bleve forstenede;

8 som skrevet er: Gud gav dem en dorskheds aand, øjne til at se, øren til ikke at høre, indtil den dag idag;

9 og David siger: Deres bord vorde dem til snare og fælde, til anstød og gjengjældelse;

10 deres øjne vorde dunkle, saa de ikke se; og: bøj altid deres ryg!

18. Jødernes fald til hedningernes oprejsning

11 Jeg siger derfor: Stødte de saaledes an, forat de skulde falde? Det være langt fra! Men ved deres fald er frelsen for hedningerne til at gjøre dem selv nidkjære.

12 Men naar deres fald er en rigdom for verden, og deres tab en rigdom for hedninger, hvormeget mere vil deres fylde være det?

13 Jeg taler nemlig til eder af hedningerne; saalænge jeg vel er hedningernes apostel, ærer jeg mit embede,

14 om jeg kunde vække min slægt til nidkjærhed og frelse nogle af dem;

15 thi er deres forkastelse verdens forligelse, hvad var da deres antagelse andet end liv af døde?

16 Men er førstegrøden hellig, saa er dejgen det ogsaa, og er roden hellig, ere grenene det ogsaa;

17 men ere nogle af grenene afbrudte, og er du, den vilde oliekvist, indpodet blandt dem og bleven meddelagtig i olietræets rod og fedme,

18 maa du ikke rose dig mog grenene; men roser du dig, da er det dog ikke dig, som bærer roden, men roden dig. -

19 Du vil altsaa sige: Grenene ere afbrudte, forat jeg kunde indpodes.

20 Vel! Ved vantro ere de afbrudte, men du staaer ved troen. Vær ikke overmodig, men frygt!

21 thi sparede Gud ikke de naturlige grene, vil han vel maaske ej heller spare dig.

22 Se altsaa Guds godhed og strænghed; Strængheden nemlig mod dem, som falde af, men godheden mod dig, om du bliver ved i det gode; ellers vil ogsaa du blive afhuggen;

23 men og hine, om de ikke blive ved i vantroen, ville blive indpodede; thi Gud er mægtig til atter at indpode dem;

24 thi naar du er huggen af det efter naturen vilde olietræ, og mod naturen er bleven indpodet i det gode olietræ, hvormeget mere kunne de, som efter naturen ere af det, indpodes i deres eget olietræ.

25 Thi jeg vil ikke, brødre, at i skal være uvidende om denne hemmelighed - for at i ikke skulle blive selvkloge - at en forstenelse er for en del kommen over Israel, indtil hedningernes fulde tal er gaaet ind,

26 og saaledes vil hele Israel blive frelst, som skrevet er: Befrieren skal komme fra Zion og afvende ugudelighed fra Jakob;

27 og det er pagten fra mig med dem, naar jeg faaer borttaget deres synder.

28 Efter evangeliet ere de vel fjender for eders skyld, men efter udvælgelsen elskede for fædrenes skyld;

29 thi naadegaverne og kaldensen fortrydes ikke af Gud.

30 Ligesom i nemlig engang var vantro mod Gud, men nu have faaet barmhjærtighed ved disses vantro,

31 saaledes ere og disse nu blevne vantro ved barmhjærtigheden mod eder, forat de og selv maatte faa barmhjærtighed;

32 thi Gud indesluttede alle under vantro, forat han kunde forbarme sig over alle. -

33 O rigdoms dyb baade paa Guds visdom og kundskab! hvor uransagelige ere hans domme og usporlige hans veje!

34 thi hvem har kjendt Herrens sind, og hvem var hans raadgiver?

35 eller hvem gav ham forud, saa det skulde gjengjældes ham?

36 Thi af ham, og ved ham og til ham ere alle ting. Ham være ære i al evighed! Amen.

Paulus' Brev til Romerne
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16