Bibelen

Det nye testamente

III Paulos' breve til enkelte menigheder

1. Brevet til Romerne

Det 9de kapitel

15. Udvælgelsen af Guds naade

1 Jeg siger sandhed i Kristus, jeg lyver ikke, m in samvittighed vinder med mig i den Helligaand,

2 at jeg har stor bekymring og uafladelig sorg i mit hjærte;

3 thi jeg skulde ønsket selv at være banlyst fra Kristus for mine brødre, minde frænder efter kjødet,

4 som ere Israeliter, hvem børneretten og herligheden, pagterne og lovgivningen, gudstjenesten og forjættelserne tilhøre;

5 hvem fædrene tilhøre, og af hvem Kristus er efter kjødet, han, som er Gud over alt, højlovet i al evighed, Amen! -

6 Men ikke som om Guds Ord havde fejlet; thi ikke alle, som ere af Israel, ere Israel;

7 heller ikke ere alle Abrahams børn, fordi de ere Abrahams sæd; men "i Isak skal din sæd kaldes";

8 det er: ikke børnene efter kjødet ere Guds børn; men forjættelsens børn regnes til sæden;

9 thi det er forjættelsens Ord: Ved den tid vil jeg komme, og Sara skal have en søn;

10 men ikke det alene, men ogsaa med Rebekka, som var frugtsommelig ved den ene Isak, vor fader;

11 thi da de endnu ikke vare fødte og hverken havde gjort godt eller ondt, - forat Guds beslutning efter udvælgelsen skulde staa fast, ikke ved gjerninger, men ved ham, som kaldte -

12 blev der sagt til hende: Den ældre skal tjene den yngre;

13 som skrevet er: Jeg elskede Jakob, men hadede Esau.

14 Hvad skulle vi da sige? er der uretfærdighed hos Gud? Det være langt fra!

15 thi han siger til Mose: Den, jeg vil være naadig, er jeg naadig, og hvem jeg vil forbarme mig over, forbarmer jeg over.

16 Det staaer altsaa ikke til den, som vil, eller den, som løber, men til Gud, som er naadig;

17 thi skriften siger til Farao: Just dertil har jeg ladet dig staa, at jeg vilde vise min magt paa dig, og forat mit navn skulde forkyndes paa hele jorden.

18 Saa er han da naadig, som han vil, men forhærder, hvem han vil.

19 Du vil altsaa sige til mig: Hvad klager han endnu over? thi hvem har modstaaet hans villie?

20 men, o menneske da, hvad er du, at du vil gaa i rette med Gud? kan værket sige til mesteren: hvorfor gjorde du mig saaledes?

21 eller har en pottemager ikke magt over leret, til af samme æltning at gjøre et kar til ære, et andet til vanære.

22 Men om Gud, idet han vilde vise sin vrede og give sin magt tilkjende, med stor langmodighed taalte vredens til fordærvelse dannede kar

23 og nu vilde kundgjøre sin herligheds rigdom paa naadens kar, som han forud beredte til herlighed,

24 os, som han og kaldte ikke alene af Jøder, men ogsaa af hedninger,

25 som han og siger hos Hosea: Jeg vil kalde det mit folk, som ikke var mit folk, og hende den elskede, som ikke var den elskede;

26 og det skal ske, at paa det sted, hvor der blev sagt til dem: I ere ikke mit folk, der skal de kaldes den levende Guds børn;

27 men Jesaja udraaber over Israel: Var end Israels børns tal som havets sand, skal kun en levning frelses;

28 thi han fuldkommer sit Ord og opfylder det i retfærdighed, for Herren vil gjøre sit Ord fyldest paa jorden,

29 ligesom Jesaja forudsagde: Dersom Herren almægtigste ikke havde levnet os sæd, vare vi blevne som Sodoma og havde lignet Gomorra. -

30 Hvad skulle vi da sige? at hedningerne, som ikke jagede efter retfærdighed, fik retfærdighed, den retfærdighed nemlig, som er af tro,

31 men Israel, som jagede efter retfærdigheds lov, naaede ikke til retfærdigheds lov.

32 Hvorfor`fordi det var ikke af troen, men som af lovens gjerninger; thi de stødte paa anstødstenen,

33 som skrevet er: Se, jeg sætter en anstødssten i Sion og en foragelses klippe, og hver, som troer paa ham, skal ikke beskjæmmes.