Bibelen

Det nye testamente

2. Første Brev til Korintierne

Det 1ste kapitel

1. Indledning. Formaning til enighed

1 Paulos, ved Guds villie, Jesu Kristi kaldede apostel, og broderen Sostenes,

2 til Guds menighed, som er i Korint, de helligede i Kristus Jesus, de kaldte hellige tilligemed alle, som paa hvert sted paakalde vor, baade deres og vores, Herres Jesu Kristi navn;

3 naade være med eder og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus!

4 Jeg takker altid min Gud for eder, for den Guds naade, som er skjænket eder i Kristus Jesus,

5 at I i ham ere blevne rige i alt, i alt Ord og kundskab;

6 ligesom og vidnesbyrdet om Kristus er blevet befæstet blandt eder,

7 saa at i ikke staa tilbage i nogen naadegave, idet i forvente vor Herres Jesu Kristi aabenbarelse,

8 som og vil befæste eder til enden, ulastelige paa vor Herres Jesu Kristi dag.

9 Gud er trofast, og ved ham ere i kaldte til samfund med hans Søn, vor Herre Jesus Kristus.

10 Men jeg formaner eder, brødre, ved vor Herres Jesu Kristi navn, at i alle føre den samme tale, og at der ikke er partier blandt eder, men at i ere fuldkomne i samme sind og samme mening;

11 thi det er givet mig tilkjende om eder, mine brødre, af Kloes husfolk, at der er trætter blandt eder;

12 men jeg siger dette, at enhver af eder siger: Jeg følger Paulos, jeg Apollos, jeg Kefas, jeg Kristus.

13 Er Kristus bleven delt? mon Paulos er korsfæstet for eder? eller ere i døbte til Paulos' navn?

14 Jeg takker Gud, at jeg ikke har døbt nogen af eder uden Krispos og Gajos,

15 forat ikke nogen skal kunne sige, at jeg har døbt til mit navn.

16 Dog døbte jeg ogsaa Stefanas hus; ellers veed jeg ikke, om jeg har døbt nogen anden.

2. Om korsets Ord

17 Kristus sendte mig nemlig ikke for at døbe, men for at forkynde evangeliet, ikke med vise ord, forat Kristi kors ikke skulde tabe sin betydning;

18 thi korsets Ord er vel daarskab for dem, som fortabes, men Guds kraft for os, som frelses;

19 thi der er skrevet: Jeg vil gjøre vismænds visdom til intet og forkaste klogmænds klogskab.

20 Hvor er den vise, hvor den boglærde, hvor denne verdens ransager? Har Gud ikke gjort verdens visdom til daarskab?

21 thi da verden af bare visdom ikke kjendte Gud i hans visdom, behagede det Gud ved forkyndelsens daarskab at frelse dem, som tro;

22 efterdi baade Jøder kræve tegn og Hellener spørge efter visdom,

23 men vi prædike Kristis den korsfæstede, for Jøder en forargelse, men for Hellener en daarskab,

24 men Kristus for selve de kaldte, Jøder saavelsom Hellener, Guds kraft og Guds visdom;

25 fordi det daarlige fra Gud overgaaer menneskers visdom, og det skrøbelige fra Gud menneskers styrke. -

26 Seer nemlig hen til eders kaldelse, brødre! der var ikke mange vise efter kjødet, ikke mange mægtige, ikke mange adelige;

27 men det daarlige for verden udvalgte Gud forat beskjæmme de vise, og det for verden skrøbeligt udvalgte Gud forat beskjæmme det stærke;

28 og det for verden uædle og ringeagtede udvalgte Gud, og det, som intet var, forat tilintetgjøre det, som var noget,

29 forat intet kjød skal rose sig for Gud.

30 Men af ham ere I i Kristus Jesus, som er bleven os visdom fra Gud, og retfærdighed og helliggjørelse og gjenløsning,

31 saa at, som skrevet er: Den, som roser sig, rose sig i Herren.