Bibelen
Det nye testamente
2. Første Brev til Korintierne
Det 13de kapitel
22. Kjærligheds pris
1 Om jeg end talede menneskenes og englenes tungemaal, men havde ikke kjærlighed, var jeg en lydende malm og en klingende bjælde;
2 og havde jeg profetiens gave og kjendte alle hemmelighederne og al kundskab, ja havde jeg al tro, saa jeg kunde flytte bjerge, men havde ikke kjærlighed, var jeg intet;
3 og uddelte jeg alt mit godt til fattige, ja hengav jeg mit legeme til at brændes, men havde ikke kjærlighed, gavnede det mig intet.
4 Kjærligheden er langmodig, den er velvillig; kjærligheden bærer ikke nid, kjærligheden suser ikke frem, den opblæses ikke;
5 den gjør intet usømmeligt, søger ej sit eget, forbitres ikke, tænker intet ondt;
6 glæder sig ikke over uretten, men glæder sig ved sandheden;
7 den taaler alt, troer alt, haaber alt, bærer alt.
8 Kjærligheden affalder aldrig; men hvad enten det er profetiske gaver, skulle de afskaffes, eller tungemaal, de skulle ophøre, eller kundskab, den skal afskaffes.
9 Vi forstaa nemlig stykkevis og profetere stykkevis;
10 men naar det fuldkomne kommer, skal det stykkevise afskaffes.
11 Da jeg var et barn, talede jeg som et barn, tænkte som et barn, dømte som et barn; men da jeg blev mand, aflagde jeg det barnagtige;
12 thi vi se nu i gaadespejl, men da ansigt til ansigt; nu kjender jeg stykkevis, men da skal jeg erkjende, ligesom jeg og bliver kjendt.
13 Saa bliver da disse tre: tro, haab, kjærlighed; men størst af dem er kjærligheden.
|