Bibelen

Det nye testamente

2. Første Brev til Korintierne

Det 13de kapitel

22. Kjærligheds pris

1 Om jeg end talede menneskenes og englenes tungemaal, men havde ikke kjærlighed, var jeg en lydende malm og en klingende bjælde;

2 og havde jeg profetiens gave og kjendte alle hemmelighederne og al kundskab, ja havde jeg al tro, saa jeg kunde flytte bjerge, men havde ikke kjærlighed, var jeg intet;

3 og uddelte jeg alt mit godt til fattige, ja hengav jeg mit legeme til at brændes, men havde ikke kjærlighed, gavnede det mig intet.

4 Kjærligheden er langmodig, den er velvillig; kjærligheden bærer ikke nid, kjærligheden suser ikke frem, den opblæses ikke;

5 den gjør intet usømmeligt, søger ej sit eget, forbitres ikke, tænker intet ondt;

6 glæder sig ikke over uretten, men glæder sig ved sandheden;

7 den taaler alt, troer alt, haaber alt, bærer alt.

8 Kjærligheden affalder aldrig; men hvad enten det er profetiske gaver, skulle de afskaffes, eller tungemaal, de skulle ophøre, eller kundskab, den skal afskaffes.

9 Vi forstaa nemlig stykkevis og profetere stykkevis;

10 men naar det fuldkomne kommer, skal det stykkevise afskaffes.

11 Da jeg var et barn, talede jeg som et barn, tænkte som et barn, dømte som et barn; men da jeg blev mand, aflagde jeg det barnagtige;

12 thi vi se nu i gaadespejl, men da ansigt til ansigt; nu kjender jeg stykkevis, men da skal jeg erkjende, ligesom jeg og bliver kjendt.

13 Saa bliver da disse tre: tro, haab, kjærlighed; men størst af dem er kjærligheden.