Bibelen
Det nye testamente
2. Første Brev til Korintierne
Det 14de kapitel
23. Om brugen af fremmede tungemaal og profetien
1 Higer efter kjærligheden, tragter efter de aandelige gaver, men mest, at i maatte profetere.
2 Den, som nemlig taler i fremmed tungemaal, taler ikke for mennesker men for Gud; thi ingen forstaar det; men han taler hemmeligheder i Aanden;
3 men den, som profetere, taler mennesker til opbyggelse og formaning og trøst;
4 den, som taler i fremmede tungemaal, opbygger sig selv; men den, som profetere, opbygger menigheden.
5 Jeg ønskede, at i alle kunde tale i fremmede tungemaal, men mere, at i kunde profetere; thi den, som profeterer, er større end den, som taler i fremmede tungemaal, uden saa er, at han oversætter det, forat menigheden kan have opbyggelse deraf;
6 men om jeg nu, brødre, naar jeg kom til eder, talede i fremmede tungemaal, hvad vilde jeg gavne eder, dersom jeg ikke talede til eder enten ved aabenbarelse eller kundskab eller profeti eller lærdom?
7 Endog de livløse ting, som give lyd, det være sig fløjte eller harpe, hvis de ikke angav en forskjel i tonerne, hvorledes kunde man da vide, om der blev spillet paa fløjte eller harpe?
8 og om trompeten gav en uklar lyd, hvem vilde ruste sig til slag?
9 Saaledes og, dersom i ikke med tungen fremføre et velbetegnet ord, hvorledes kan man forstaa, hvad der tales? I ville nemlig tale hen i vejret.
10 Der er, lad os sige, saa og saa mange slags sprog i verden, og der er intet af dem lydløst.
11 Kjender jeg da ikke lydens betydning, er jeg vild fremmed for den, som taler, og han, som taler, er for mig vild fremmed.
12 Saaledes maa ogsaa i, naar i hige efter aandelige gaver, søge, at i have overflødigt til menighedens opbyggelse.
13 Derfor maa den, som taler i fremmed tungemaal, bede, at han kan oversætte det;
14 thi naar jeg beder i fremmed tungemaal, beder vel min Aand, men min tanke er uden frugt.
15 Hvad da? Jeg vil bede med Aand, men ogsaa med forstand; jeg vil synge psalmer med aand, men og med forstand;
16 thi naar du priser Gud ved Aanden, hvorledes kan han paa lægmands stade sige amen til din taksigelse, da han ikke forstaar, hvad du siger?
17 Du takker vel smukt, men den anden opbygges ikke.
18 Jeg takker min Gud, at jeg taler mere i fremmede tungemaal end i alle;
19 men i menigheden vil jeg heller tale fem ord forstaaelig, forat jeg kan undervise andre, end 10.000 ord i fremmed tungemaal.
20 Brødre, vorder ikke børn i forstand, men værer børn i ondskab, i forstand derimod fuldvoxne.
21 Der er skrevet i loven: Jeg vil tale til dette folk ved dem, som have andet sprog og andet maal, og end ikke saaledes ville de høre mig, siger Herren.
22 Derfor ere tungemaal til et tegn, ikke for de troende, men for de vantro; men den profetiske gave er det ikke for de vantro, men for de troende.
23 Naar altsaa hele menigheden kom sammen, og alle talede i fremmede tungemaal, men der kom lægmænd eller vantro ind, vilde de da ikke sige, at i vare gale?
24 Men naar alle profeterede, og der kom en vantro eller lægmand ind, bliver han overbevist af alle, viist til rette af alle;
25 og saaledes blive hans hjærtes skjulte tanker aabenbare; og saaledes vil han falde paa sit ansigt og tilbede Gud og forkynde, at Gud virkelig er i eder.
26 Hvad da, brødre? Naar i komme sammen, da har hver af eder en psalme, han har en lærdom, han har et fremmed tungemaal, han har en aabenbarelse, han har en udlægning; alt ske til opbyggelse!
27 Taler nogen i fremmed tungemaal, værer det to eller højt tre, og een efter anden, og een tolke det;
28 men er der ingen tolk tilstede, da tie han i menigheden, men for sig selv kan han tale og for Gud.
29 Men af profeter tale to eller tre, og de andre prøve det!
30 men dersom en anden, som sidder der, faaer en aabenbarelse, maa den første tie;
31 thi i kan alle profetere, en efter anden, at alle kunne lære og alle blive formanede;
32 ogsaa profeters aander ere profeter underdanige;
33 Gud er nemlig ikke forvirringens, men fredens Gud.
24. Kvinderne skal tie i forsamlingerne. Alt ske med orden!
Ligesom i alle de helliges menigheder
34 maa eders kvinder tie i forsamlingerne; det tillades dem nemlig ikke at tale, men være underdanige, som og loven siger;
35 men ville de lære noget, maa de hjemme spørge deres egne mænd; thi det er uanstændigt for kvinder at tale i menigheden.
36 Eller er Guds Ord udgaaet fra eder, eller er det kommet til eder alene?
37 Dersom nogen synes, at han er en profet eller en aandelig, han betænke, hvad jeg skriver til eder, at det er Herrens bud;
38 men erkjender nogen det ikke, lade han være!
39 Tragter derfor, brødre, efter at profetere og hindrer ikke i at tale med fremmede tungemaal;
40 alt ske sømmelig og med orden.
|