Bibelen

Det nye testamente

2. Første Brev til Korintierne

Det 15de kapitel

25. Om opstandelsen

1 Men jeg minder eder, brødre, om det evangelium, jeg forkyndte eder, hvilket i og modtoge, og i hvilket i og staa fast,

2 ved hvilket i og blive salige, dersom i holde fast efter det ord, hvormed jeg forkyndte eder evangeliet; med mindre i have troet forgjæves.

3 Thi jeg overgav eder blandt det første, hvad jeg og selv modtog, at Kristus døde for vore synder efter skrifterne;

4 og at han blev begraven, og at han opstod tredje dag efter skrifterne;

5 og at han blev seet af Kefas, derefter af de tolv;

6 derpaa blev han paa eengang seet af flere end 500 brødre, af hvilke de fleste ere i live, men nogle ere og hensovede;

7 derefter blev han seet af Jakob, derpaa af alle apostlene,

8 men sidst af alle blev han ogsaa seet af mig som det utidige foster;

9 thi jeg er den ringeste af apostlene, som ikke er værd at kaldes apostel, fordi jeg har forfulgt Guds menighed;

10 men af Guds naade er jeg, hvad jeg er, og hans naade mod mig har ikke været forgjæves, men jeg har arbejdet mere end de alle; dog ikke jeg, men Guds naade, som er med mig.

11 Hvad enten det da er mig eller disse, har vi prædiket saaledes, og saaledes troede i.

12 Men naar der prædikes, at Kristus er opstanden fra døde, hvorledes sige da nogle blandt eder, at der ikke er dødes opstandelse?

13 men er der ikke dødes opstandelse, saa er Kristus ikke heller opstanden;

14 men er Kristus ikke opstanden, da er vor prædiken forgjæves, saa er og eders tro forgjæves;

15 vi bleve da ogsaa fundne som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet om Gud, at han oprejste Kristus, som han ikke oprejste, dersom døde nemlig ikke opstaa;

16 dersom døde nemlig ikke staa op, er Kristus ikke heller opstanden;

17 men er Kristus ikke opstanden, er eders tro forfængelig, i ere endnu i eders synder;

18 og saa ere de fortabte, som ere hensovede i Kristus.

19 Haabe vi alene paa Kristus i dette liv, ere vi mer at ynkes over end alle mennesker.

20 Men nu er Kristus opstanden af døde, bleven førstegrøden af de hensovede;

21 thi efterdi døden er ved et menneske, er ogsaa dødes opstandelse ved et menneske;

22 thi ligesom alle dø i Adam, saaledes skulle og alle levendegjøres i Kristus;

23 men hver i sin orden; førstegrøden er Kristus, dernæst de, som ved hans tilkommelse ere Kristi;

24 saa er enden, naar han har overgivet riget til Gud og Faderen, naar han har tilintetgjort al fyrstendømme, og al vælde og magt;

25 thi han bør herske, indtil han faaer lagt alle fjenderne under hans fødder;

26 den sidste fjende, som tilintetgjøres, er døden;

27 han lagde nemlig alt under hans fødder. Men naar han siger, at han underlagde ham alt, er det aabenbart, at det er ham undtagen, som har underlagt ham alt;

28 men naar alt er ham underlagt, da vil Sønnen selv underlægge sig ham, som har underlagt ham alt, forat Gud kan være alt i alle. -

29 Hvad gjør ellers de, som døbes for de døde? Hvis døde slet ikke staa op, hvorfor døbes de da for de døde?

30 Hvorfor staa ogsaa vi hver time i fare?

31 Jeg døer daglig, det vidner jeg ved eders ros, som jeg har i Kristus Jesus vor Herre!

32 Stred jeg i Efesos, efter menneskelig maade at tale, med vilde dyr, hvad hjælper det mig? Dersom døde ikke staa op, lad os æde og drikke, thi imorgen dø vi!

33 Lader eder ikke forføre, slet omgang fordærver gode sæder!

34 Vaagner ordenlig op og synder ikke! thi nogle har ikke kundskab om Gud, det siger jeg til eders skam.

35 Men nogen vil spørge: hvorledes opstaa de døde, og med hvilket legeme komme de frem?

36 Daare! hvad du saaer, bliver ikke levendegjort, hvis det ikke bortdøer;

37 og hvad du saaer, da saaer du ikke det legeme, som skal vorde, men et blot korn, det være sig af hvede eller af anden art;

38 men Gud giver det et legeme, som han vil, og hver sæd sit eget legeme.

39 Alt kjød er ikke det samme kjød, men eet er menneskers, et anden kvægs, et andet fiskes, et andet fugles kjød,

40 og der er himmelske legemer og jordiske legemer, men een er de himmelske herlighed, en anden de jordiske;

41 een er solens glands, en anden maanens, en anden stjernernes; een stjerne overgaaer nemlig en anden i glands.

42 Saaledes er og de dødes opstandelse; det saaes i forkrænkelighed, opstaaer i uforkrænkelighed,

43 det saaes i vanære, opstaaer i herlighed, det saaes i skrøbelighed, opstaaer i kraft;

44 der saaes et sjæleligt legeme, opstaaer et aandeligt legeme. Der er sjæleligt legeme, og der er et aandeligt legeme.

45 Saaledes er der ogsaa skrevet: Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl, den sidste Adam til en levende-gjørende Aand.

46 Det aandelige er ikke det første, men det sjælelige; derefter det aandelige.

47 Det første menneske var af jord, jordisk; det andet menneske, Herren, er af himlen;

48 som den jordiske var, saa ere og de jordiske, og som den himmelske er, saa ere og de himmelske;

49 og ligesom vi har baaret den jordiskes billede, skulle vi og bære den himmelskes billede;

50 men det siger jeg, brødre, at kjød og blod ikke kan arve Guds rige, ikke heller vil forkrænkelighed arve uforkrænkelighed.

51 Se, jeg siger eder en hemmelighed: Vi skulle vel ikke alle hensove, men vi skulle alle forandres,

52 i et hast, i et øjeblik, ved den sidste basune; thi basunen skal lyde og de døde skulle staa op uforkrænkelige, og vi skulle forandres;

53 thi dette forkrænkelige maa iføres uforkrænkelighed, og dette dødelige iføres udødelighed. -

54 Men naar dette forkrænkelige er iført uforkrænkelighed, og dette dødelige er iført udødelighed, da skeer det ord, som er skrevet: Døden er opslugt til sejr.

55 Død, hvor er din braad? Hel, hvor er din sejr?

56 men synden er dødens braad, men loven er syndens kraft;

57 men takket være Gud, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!

58 Bliver derfor, mine kjære brødre, faste, urokkelige, altid rige i Herrens gjerning, da i vide, at eders arbejde ikke er forgjæves i Herren.

Paulus' første Brev til Korintierne
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16

Guldgruben
Indledning, 1 2 3 4 5 6 7 8 9