Bibelen

Det nye testamente

2. Første Brev til Korintierne

Det 7de kapitel

11. Om ægtestand

1 Angaaende hvad i skrev til mig om, er det godt for et menneske ikke at røre en kvinde;

2 men for utugts skyld have hver mand sin egen hustru, og hver kvinde sin egen mand.

3 Manden vise hustruen skyldig velvillie, og ligesaa hustruen manden;

4 hustruen raader ikke over sit eget legeme, men manden; men ligesaa raader manden ikke over sit eget legeme, men hustruen;

5 I maa ikke holde eder fra hverandre, uden det til en tid skeer med fælles samtykke, at i kunne overlade eder til faste og bøn, og kommer atter tilsammen for at satan ikke skal friste eder ved eders afholdenhed.

6 Dette siger jeg som raad, ikke som bud. -

7 Jeg ønsker nemlig, at alle mennesker vare, som jeg selv er; men hver har sin egen naadegave af Gud, en saa, anden anderledes.

8 Men jeg siger de ugifte og enkerne, at det er godt for dem, om de blive, som jeg er;

9 men kan de ikke afholde sig, gifte de sig! det er bedre at gifte sig end lide brynde.

12. Om ægteskabsskilsmisse

10 Men de gifte byder, ikke jeg, men Herren: konen maa ikke skilles fra manden;

11 men er hun fraskilt, maa hun blive ugift eller forlige sig med manden; og manden maa ikke forskyde sin hustru.

12 Men til de øvrige siger jeg, ikke Herren: har en broder en vantro hustru, og hun synes om at bo hos ham, saa maa han ikke forskyde hende;

13 og har en hustru en vantro mand, og han synes om at bo hos hende, saa maa hun ikke forskyde ham.

14 Den vantro mand helliges nemlig i kvinden og den vantro kvinde helliges i manden; ellers vare jo eders børn urene, men nu ere de hellige.

15 Men vil den vantro fraskilles, skille han sig! Broder eller søster er ikke trælbunden i saadanne ting; men Gud har kaldet os i fred.

16 Thi hvad veed du, o kvinde, om du kan frelse manden? eller hvad veed du mand, om du kan frelse kvinden?

17 kun maa hver vandre saaledes, som Gud har tildelt ham, som Herren har kaldet enhver; og saaledes skikker jeg det i alle menigheder.

18 Er nogen kaldet uomskaaren, dølge han ikke omskjærelsen; er nogen kaldet uomskaaren, han lade sig ikke omskjære!

19 Omskjærelsen er intet, og ikke-omskjærelsen er intet, men iagttagelse af Guds bud.

20 Hver blive i det kald, hvori han er kaldet!

21 Er du kaldet som træl, bekymre det dig ikke; men kan du blive frimand, foretræk dette!

22 thi den, som er kaldet i Herren som træl, er Herrens frigivne, og den, der er kaldet som fri, er Kristi træl.

23 I ere kjøbte dyrt; bliver ikke menneskers trælle!

24 Brødre! hver blive for Gud i den stand, hvori han er kaldet!

13. Om jomfru- og enkestand

25 Om jomfruer har jeg ikke befaling af Herren; men jeg ytrer en mening som den, Herren barmhjærtig har givet at være tro.

26 Jeg mener altsaa, at det er godt for den forestaaende nød, at det er godt for et menneske, at være saaledes;

27 er du bunden til en kvinde, søg ikke at blive løst; er du en kvinde løs, søg ikke en hustru!

28 men giftede du dig ogsaa, syndede du ikke; og om en jomfru giftede sig, syndede hun ikke; men saadanne ville faa trængsel for kjødet; men jeg skaaner eder.

29 Men jeg siger dette, brødre, at tiden iøvrigt er kort, forat baade de,som have hustruer, skulle være som de, der ingen have,

30 og de, der græde, som de, der ikke græde; og de, der glæde sig, som de, der ikke glæde sig, og de, der kjøbe, som de, der intet eje;

31 og de, der bruge denne verden, som de, der ikke nyde den; thi denne verdens skikkelse forgaaer.

32 Men jeg ønsker, at i maa være ubekymrede. Den ugifte bekymrer sig om, hvad der angaaer Herren, hvorledes han kan behage Herren;

33 den gifte bekymrer sig for, hvad der angaaer verden, hvorledes han kan behage sin hustru. -

34 Der er ogsaa forskjel hustruen og jomfruen. Den ugifte bekymrer sig for, hvad der angaaer Herren, for at hun kan være hellig baade i legeme og aand; men den gifte bekymrer sig om, hvad der angaaer verden, hvorledes hun kan behage sin mand.

35 Dette siger jeg til eders eget gavn, ikke forat kaste en snare for eder, men til anstand og fasthold ved Herren uforstyrret;

36 men naar nogen mener, det er uanstændigt for hans jomfru, naar han er over sin blomstrende alder, og det maa saa være, han gjøre, hvad han vil! han synder ikke. Lad dem gifte sig!

37 men den, som har sat sig fast i for i hjærtet og ikke har nogen trang, men har magt over sin egen villie og har besluttet det i sit hjærte at bevare sin jomfru, han gjør vel;

38 saa at ogsaa den, som bortgifter, gjør vel, men den, som ikke bortgifter, gjør bedre.

39 Hustruen er ved loven bunden al den tid, hendes mand lever; men er manden hensovet, er hun fri til at gifte sig med hvem hun vil, kun det skeer i Herren;

40 men efter min mening er det livsaligere, om hun bliver som hun er; men jeg mener ogsaa at have Guds Aand.