Bibelen

Det nye testamente

5. Brevet til Efesierne

Det 4de kapitel

6. Formaning til at vandre naaden værdig

1 Jeg, som er fange i Herren, formaner eder derfor: at vandre det kald værdig, i ere kaldte med,

2 med al ydmyghed og sagtmodighed, med langmodighed, idet i fordrage hverandre i kjærlighed

3 og stræbe efter at bevare Aandens enhed i fredens baand,

4 eet legeme og een Aand, ligesom i og ere kaldte til eet haab i eders kald;

5 een Herre, een tro, een daab,

6 een Gud og alles Fader, som er over alle og ved alle og i os alle;

7 men hver af os er naaden given efter Kristi gaves maal.

8 Derfor siges der: han opfoer til det høje, han tog fangenskabet fangen, og han gav menneskene gaver.

9 Men det, at han opfoer, hvad er det uden at han ogsaa først nedfoer til jordens nederste dele.

10 Han, som foer ned, er den samme, som og foer op langt over alle himle, forat han skulde fylde alt,

11 og selv satte han nogle til apostle, andre til profeter, andre til evangelister, andre til hyrder og lærere,

12 til de helliges fuldkomne beredelse, til tjenestens gjerning, til Kristi legemes opbyggelse;

13 indtil vi alle naa til enhed i troen og Guds Søns erkjendelse, til den fuldkomne mand, til Kristi alders maal,

14 at vi ikke mere skulle være børn, som bølges og omdrives af hver lærdoms vind ved menneskers spil, ved snuhed til forførelsens kunstgreb;

15 men at vi, sandheden tro i kjærlighed, i alle maader opvoxe til ham, Kristus, som er hovedet,

16 af hvem hele legemet, sammenføjet og sammenknyttet ved enhver forbindelse af naadegaver, efter hvert lems tilmaalte kraft, bidrager til legemets væxt til sin opbyggelse i kjærlighed.

7. Om at aflægge det gamle og iføre det nye menneske

17 Dette siger jeg da og vidner i Herren, at i ikke længer maa vandre, som og de øvrige hedninger vandre i deres sinds forfængelighed,

18 formørkede i forstanden, blevne fremmede for livet i Gud ved den vankundighed, som er i dem, ved deres hjærtes forhærdelse,

19 som følesløse har hengivet sig til uterlighed, til al urenheds gjerning i gjerrighed.

20 Men i har ikke saaledes lært Kristus,

21 dersom i ellers har hørt ham og ere oplærte i ham, saaledes som sandheden er i Jesus,

22 at i skulle aflægge det gamle menneske efter den forrige omgjængelse, hvilket fordærves ved beragelige lyster,

23 men at i skulle fornyes i eders sinds aand,

24 og at i skulle iføres det nye menneske, som er skabt efter Gud i sandhedens retfærdighed og hellighed.

25 Aflægger derfor løgn og taler sandhed, hver med sin næste, for vi ere hverandres lemmer.

26 Blive i vrede, da synder ikke; solen gaa ikke ned over eders fortørnelse;

27 giver ikke heller djævelen rum!

28 den som stjal, stjæle ikke mere, men arbejde heller og gjøre gavn med sine egne hænder, forat hankan have at meddele den, som har trang.

29 Intet raaddent ord gaa ud af eders mund, menet godt ord til fornøden opbyggelse, at det kangive tilhørerne naade;

30 og bedrøver ikke Guds Helligaand, i hvem i ere beseglede til gjenløsnings dag.

31 Al bitterhed og harme og vrede og skrigen og bespottelse blive langt fra eder tilligemed al ondskab;

32 men værer velvillige mod hveranre, barmhjærtige, og tilgiver hverandre, ligesom og Kristus har tilgivet os!

Paulus' Brev til Efesierne
1 2 3 4 5 6

Guldgruben
Indledning, 1 2 3 4 5 6