Bibelen

Det nye testamente

5. Brevet til hebræerne

Det 10de kapitel

11. Nødvendigheden af Kristi død

1 Thi loven, som har en skygge af de vordenede goder, men ikke selve billedet af tingene, kan aldrig ved de samme aarlige ofre, som de bestandig frembære, fuldkommen forsone dem, som dermed komme frem;

2 ellers vilde jo ofringerne være ophørte, naar de ofrende ikke længer havde nogen bevidsthed om synder, naar de eengang var ventede;

3 men ved disse skeer der en aarlig erindring om synder;

4 thi det er umuligt, at blodet af oxer og bukke kan borttage synder.

5 Derfor siger han ved sin indtrædelse i verden: Slagtoffer og madoffer vilde du ikke, men du beredte mig et legeme;

6 brændofre os syndofre havde du ikke behag i.

7 Da sagde jeg: Se, jeg kommer - der er skrevet om mig i bogens rulle, - forat gjøre, o Gud, din villie!

8 Da han ovenfor siger: slagtofre og madofre, brændofre og syndofre vilde du ikke og havde ikke heller behag i - og disse bringes efter loven -

9 da siger han: Se, jeg kommer forat gjøre, o Gud, din villie - han ophæver det første forat sætte det andet -

10 ved hvilken villie vi ere helliggjorte ved Jesu Kristi legems opofrelse eengang for alle. -

11 Og hver ypperstepræst staaer vel daglig forat tjene og mange gange bringe de samme ofre, som aldrig kunne borttage synder,

12 men da han havde bragt eet altid gyldigt offer for synder, satte han sig hos Guds højre haand,

13 og venter iøvrigt, indtil hans fjender lægges som hans fødders fodskammel;

14 thi med eet offer har han for bestandig fuldkommen forsonet dem, som helliggjøres.

15 Men den Helligaand vidner ogsaa for os; thi efter først at have sagt:

16 Det er pagten, som jeg vil oprette med dem efter disse dage, siger Herren: Jeg vil give mine love i deres hjærter og skrive dem i deres indre,

17 saa siger han: Jeg vil ikke mere ihukomme deres synder og deres overtrædelser;

18 men hvor de ere forladte, der er ikke mere offer for synd.

12. Formaning til at bruge Kristi naade og blive ved i tro og taalmodighed

19 Efterdi vi altsaa, brødre, baade have frihed til indgang i helligdommen ved Jesu blod,

20 hvilken han indviede os til en ny og levende vej gjennem forhænget, det er hans kjød,

21 og en stor præst over Guds hus,

22 lader os da træde frem med et sanddru hjærte i troens fulde forvisning, rensede, hvad hjærterne angaaer, ved bestænkelsen fra en ond samvittighed

23 og aftvættede, hvad legemet angaaer, i rent vand, holde fast ved haabets urokkelige bekjendelse, - thi han er trofast, som gav forjættelsen, -

24 og give agt paa hverandre til en opmuntring til kjærlighed og gode gjerninger,

25 saa vi ikke forlade vor egen forsamling, somnogle have for skik, men formane hverandre, og det saameget mere, som i se dagen nærme sig. -

26 Thi synde vi med villie, efterat have modtaget sandhedens erkjendelse, er der ikke mere offer tilbage for synder,

27 men en gruelig forventning om dom, og en brændende nidkjærhed, som vil fortære de gjenstridige.

28 Naar nogen har brudt Mose lov, døer han uden barmhjærtighed efter to eller tre vidners udsagn;

29 hvormeget værre straf mene i, han maa agtes værd, som træder Guds Søn under fødder og ringeagter pagtens blod, hvormed han var helliget, og spotter naadens Aand.

30 Thi vi kjende ham, som har sagt: Mig hører hævnen til, jeg vil betale, siger Herren! og atter: Herren vil dømme sit folk.

31 Det er grueligt at falde i den levende Guds hænder.

32 Kommer de forrige dage ihu, i hvilke i, efterat i være blevne oplyste, udholdt megen kamp i lidelser,

33 idet i dels blev et skuespil ved forhaanelser og trængsler, dels bleve deres fæller, som fristede saadanne kaar;

34 thi baade havde i medlidenhed med mine lænker, og i fandt eder med glæde i, at man røvede eders gods, da i vidste, i havde for eder selv en bedre og varig ejendom i himlene.

35 Bortkaster derfor ikke eders frimodighed, som har stor løn;

36 thi i behøve taalmodighed, forat i kunne faa forjættelsen, naar i har gjort Guds villie;

37 thi der er endnu kun et lidet, hvor lidt, hvor lidt! indtil han, som kommer, vil komme og ikke tøve;

38 men den retfærdige skal leve ved troen, og dersom nogen unddrager sig, har min sjæl ikke behag i ham;

39 men vi ere ikke af dem, som unddrage sig til fordærvelse, men af dem, som tro til vinding.