Bibelen

Det nye testamente

5. Brevet til hebræerne

Det 4de kapitel

4. Troen er betingelse for hvilen

1 Lad os derfor, da forjættelsen om at gaa ind til hans hvile staaer aaben, vogte os, at ingen af eder skulde synes at blive tilbage.

2 Thi ogsaa vi have faaet det glade budskab ligesom hine, men det hørte Ord gavnede dem ikke, da de ikke sammensmeltede ved troen med dem, som hørte det.

3 Thi vi, som tro, gaa ind til hvilen, eftersom han har sagt: Som jeg svor i min vrede: sandelig, de skal ikke gaa ind til min hvile! efterat nemlig gjerningerne fra verdens skabelse ere fuldendte.

4 Thi saaledes har han etsteds sagt om den syvende dag: Og Gud hvilede paa den syvende dag fra alle sine gjerninger;

5 og atter paa dette sted: De skal ikke gaa ind til min hvile.

6 Efterdi altsaa det er tilbage, at nogle skulle gaa ind til den, og de, som først have modtaget det glade budskab, ikke gik ind paa grund af vantro,

7 saa bestemmer han atter en dag, "idag", da han siger ved David saa lang tid efter - som forhen sagt: - "Idag", naar i høre hans røst, maa i ikke forhærde eders hjærter;

8 thi dersom Josva havde skaffet dem hvile, havde han ikke talet om en anden dag derefter.

9 Der er altsaa en ugehvile tilbage for Guds folk.

10 Thi den, der gaaer ind til hans hvile, hviler og selv fra sine gjerninger, ligesom Gud fra sine.

11 Lader os derfor haste med at gaa ind til denne hvile, at ikke nogen skal falde efter samme vantros forbillede.

12 Thi Gudsordet er levende og kraftigt og hvassere end noget tveægget sværd, og det trænger igjennem til at skille baade sjæl og aand, baade marv og ben, og dømmer hjærtets tanker og raad;

13 og ingen skabning er usynlig for ham, men alle ting ere nøgne og udspændte for hans øjne, om hvem vi tale. -

14 Da vi altsaa have en stor ypperstepræst, som er indgangen i himlene, Jesus, Guds Søn, lader os saa faa holde fast ved bekjendelsen!

15 Vi har nemlig ikke en ypperstepræst, som ikke kan være medlidende med vore skrøbeligheder, men som i alt er forsøgt i lige maade, dog uden synd.

16 Lader os derfor med frimodighed træde frem for naadens højsæde, for at vi kunne faa barmhjærtighed og finde naade til betimelig hjælp.