Fra Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Første bind:

Den hellige skrifts oprindelse og indhold

Ved den hellige skrift forstaas den samling af bøger, som efter Guds raad og vilje er nedskreven af dertil udvalgte mænd, for at Guds særlige aabenbaring til mennesker kunde være fæstnet og bevaret. Der gives jo ogsaa en almindelig aabenbaring fra Gud, dels i naturen, som det omtales i Romerbrevet 1, 19-20: "Thi det, som man kan vide om Gud, er aabenbart iblandt dem; Gud har jo aabenbaret dem det. Thi hans usynlige væsen, hans evige kraft og Guddommelighed, skues fra verdens skabelse af, idet det forstaas af hans gjerninger, saa at de har ingen undskyldning"; men dennen aabenbaring kan det af synden formørkede øje kun daarligt se, det dyrker skabningen i stedet for skaberen. Dels er der en almindelig aabenbaring fra Gud i historiens gang; der ses Guds finger klart, men det vantro øje fatter det alligevel ikke, men finder blot en skæbne deri.

Derfor har Gud aabenbaret sig særligt med sit Ord mange gange og paa mange maader. Han talte til menneskeslægtens fædre, sluttede pagt med Noah og Abraham, siden med Israels folk paa Sinai bjerg; han talte gennem sine profeter, og efter at han havde "talt mange gange og paa mange maader til fædrene ved profeterne, saa har han ved slutningen af disse dage talt til os ved sin Søn" (Hebr 1,1) og derefter gennem sin Søns apostle.

Gud har selv befalet, at hans Ord skulde nedskrives. Moses fik befaling til at skrive, som der staar i 2 Moseb 17,14: "Skriv dette til en ihukommelse i bogen"; og det samme lød til apostlen Johannes, da han fik aabenbaringen paa øen Patmos.

Det mundtlige ord kan saa let forvanskes. Derfor har Gud beredt sit folk en hellig skrift, der bestandig staar som øverste regel og rettesnor for alle senere tider.

Apostlen Peter betoner udtrykkeligt betydningen af det skrevne ord i sit 2det brevs 1ste kapitel, vers 15: "Jeg vil ogsaa gøre min flid for, at i til enhver tid efter min bortgang kan drage eder dette i minde."

Men selv om den hellige skrift altsaa er bleven til ved menneskelige redskaber, saa har den dog sit egentlige udspring fra Gud selv; derfor kaldes den ogsaa Guds Ord. Det hedder derom: "Hvert skrift er indaandet af Gud" (2 Tim 3,16), og fremdeles: "Aldrig er nogen profeti bleven fremført ved et menneskes vilje; men drevne af den Helligaand talte de hellige Guds mænd" (2 Pet 1.21). Altsaa "drevne" eller, som det maaske rettere maa gengives paa Dansk, "baarne" af den Helligaand talte profeter og apostle. Det samme sagde Herren selv til sine disciple: "I er ikke de, som taler, men det er eders Faders Aand, som taler i eder" (Matth 10,20).

Dette, at Guds Aand saaledes talte igennem de hellige Guds mænd og bar dem, drev dem, som skibet bæres og føres af bølger og vind, dette kaldes med et latinsk ord for "inspiration". Vi siger saaledes, at den hellige skrift er inspireret, d.v.s. "indblæst" af Gud ved den Helligaand. Derfor siger Herren selv: Skriften kan ikke rokkes (Joh 10.35), og den trænger ikke til menneskelige beviser for at styrke sin myndighed, thi "det er Aanden, som vidner, thi Aanden er sandheden" (1 Joh 5.6). Skriften aflægger ved den iboende Aand vidnesbyrdet om sig selv. Derfor har bibelen beholdt sin urokkelige plads gennem de mange aarhundreder trods alt, hvad mennesker, der dreves af mørkets aand, har gjort for at skille den ved dens hellige myndighed.

I tidligere tider tænkte man sig inspirationen saaledes, at Guds Aand ligesom dikterede, saa de hellige Guds mænd egentlig slet ikke selv var med i det, de talte eller skrev. Men vi ser jo af de hellige skrifter, at forfatterne er sig klart bevidste, og fremtræder ikke som døde redskaber, men som levende vidner. Man har noget i vore dage, der kaldes hynotisering, hvor ved mennesker dysses i en søvntilstand, i hvilken de kan gaa omkring og udføre, hvad der befales dem af den, der har bragt dem i denne tilstand. Nej, saaledes bærer Guds Aand sig ikke ad. Han vil ikke have sovende, men lysvaagne redskaber. Han vil bruge sine troende, men saaledes, at han har dem med i klarhed og tager alle deres evner og kræfter, hele deres naturlige karakter, i sin helligende tjeneste. Derfor er det med rette sagt om skriften, at den er en Gudmenneskelig bog. Det er Gud, der taler, men gennem mennesker. Derfor kan man mærke forskelligheder i maaden, hvorpaa vidnesbyrdet bæres frem. Moses, David, Esajas, Jeremias, Peter, Johannes, Paulus, hver taler paa sin maade, men "Aanden er den samme" (1 Kor 12.4). Derfor stemmer det hele overens. Den menneskelige side ved skriften mærkes jo ogsaa derpaa, at de, der har Herrens røst, dog derfor ikke kendte alle ting, kun, som Paulus siger, "hvad der er os skænket af Gud" (1 Kor 2.12). Et andet sted siger Paulus: "Nu ser vi jo i et spejl, i en gaade," "nu kender jeg stykkevis" (1 Kor 13.12). Saaledes talte Herrens store apostel. Og i alle de rent timelige ting var Herrens vidner undergivne de samme vilkaar som alle vi andre. Derfor skriver Paulus (1 Kor 1.16) til menigheden i Korinth, at han "ikke véd", om han har døbt flere end de der omtalte. Derfor maatte de hellige forfattere, der har fortalt os den hellige historie, ogsaa bruge deres flid for at udforske alt, hvad de gennem menneskelige midler kunde skaffe oplyst; saaledes skriver Lukas i sit evangeliums 1ste kapitel V. 3, at han har "gennemgaaet alt forfra" for i sammenhæng at kunne skrive derom. Derfor skakl bibelen ikke heller forstaas som en lovbog eller orakelbog, hvor man kan tage et hvilketsomhelst ord og anvende paa sig, ligegyldigt i hvad sammenhæng det staar. Nej, vi maa se, hvem det er sagt til, under hvilke forhold o.s.v.

Dette er den menneskelige side ved skriften, som er saa langt fra at borttage den mindste smule af bibelens myndighed, at det tværtimod er i allerdybeste sammenhæng med Guds vise raad. Ligesom herlighedens herre, Guds-Ordet fra evighed, klædte sig i køb og blod, komi den ringe dragt for at drage mennesker til sig ad aandelig vej ved troen, saaledes har Gud ogsaa iklædt sit Ord i den hellige skrift kød og blod, den menneskelige dragt, for at mennesker paa aandelig vis og i aandelig frihed kunde vindes ved dets indre kraft og bestemme sig, om de vilde tro eller ej.

Den hellige skrift bestaar jo af de to hoveddele, det gamle og det nye testamente. Det gamle testamente er skrevet paa hebraisk, det ny testamente paa græsk. Hebraisk og græsk er altsaa grundsprogene i den hellige skrift, alle andre sprog har oversættelser. Det er paa slaaende maade bleven sagt af Augustin: "Det ny testamente ligger skjult i det gamle, det gamle testamente ligger aabent i det ny." De kan ikke skilles ad, som morgenrøden ej kan skilles fra solen, skyggen ikke fra legemet. Derfor er det en taabelighed at sige: det ny testamente holder jeg fast paa, men det gamle forkaster jeg, eller omvendt. Den Herre Jesus Kristus, hvis evangelium lyser os i møde gennem "apostlenes undervisning" og vidnesbyrd i det ny testamente, er selv et uforkasteligt vidne for det gamle testamente. "Skriften kan ikke rokkes", det var, som før nævnt Herrens Ord om det gamle testamente, og i Luk 24.44 samt en mængde andre andre steder henviser Herren udtrykkeligt til, hvad der er skrevet om ham i "Moses' lov, profeterne og psalmerne".

I alt findes i den hellige skrift 66 bøger, deraf de 39 i det gamle testamente og de 27 i det ny. Disse skrifter kaldes med et fremmed ord "de kanoniske", hvilket vil sige: "de, der kan anses for regel og rettesnor" eller ordet "kanon" (tonen paa første stavelse), der betyder "regel, rettesnor") i modsætning til de saakaldte "apokryfiske" bøger (Tobias' bog, Visdommens bog, Sirachs visdom o.s.v.). "Apokryfisk" betyder "skjult", og saaledes kaldtes disse bøger, dels fordi de ikke var af Guddommelig oprindelse paa samme maade som de kanoniske, dels fordi de ikke som de kanoniske blev oplæst offentligt i Jødernes synagoger; disse apokryfiske bøger henviser Herren og hans apostle aldrig til, og de findes ikke i fortegnelsen over de hellige skrifter fra kirkens første aarhundreder. Den samling af hellige skrifter, vi nu har i vor bibel, anerkendes baade af Jøder og Kristne for den samme som paa Frelserens tid. Tydeligt har Guds bevarende haand været over bibelen. Trods alle forsøg fra løgnens faders side paa at forfalske Ordet staar den hellige skrift urokket og uforanderlig. Trods de magne afskrifter, der i aarhundredernes løb har maattet tages, trods de mange oversættelser, der har været nødvendige paa grund af tungemaalenes forvirring, er bibelens indhold ganske det samme som fra først af. De smaa forskelligheder, der som følge af afskrivernes eller oversætternes skrøbelighed kan findes i afskrifterne og oversættelserne, er ganske uvæsentlige og angaar kun rent ydre ting. Det gamle bibelord staar fremdeles og lyser som fyret ud over det bølgende hav af mennesketanker og menneskemeninger, og det fyr vil aldrig blive slukt, thi Herren selv er dets vogter.

Det gamle testamentes 39 bøger deles fra gammel tid efter deres indhold i de historiske, poetiske og profetiske bøger. Til historiske bøger regnes for det første loven, hvorved forstaas de fem Mosebøger. Disse bøger kaldes ogsaa undertiden med et græsk navn Pentateuchen, hvilket begyder "den femdelte" bog. Dernæst regnes til de historiske bøger fremdeles Josvas bog, dommernes bog, Ruths bo, de to Samuels bøger, de to Kongernes bøger, de to Krønikernes bøger, Esras bog, Nehemias' bog, Esthers bog.

Til de poetiske bøger, det andet afsnit, regnes Jobs bog, Davids salmer, Salomons ordsprog, Prædikeren og Højsangen.

Endelig hører det til det tredje afsnit de profetiske bøger, først de fire store profeter, nemlig Esajas, Jeremias, Ezekiel og Daniel dernæst de saakaldte tolv smaa profete: Hoseas, Joel, Amos, Obadias, Jonas, Micha, Nahum, Habakuk, Zephanias, Haggai, Sacharias og Malachias.

Der omtales i den hellige skrift stundom andre bøger, som ikke er os opbevarede, saaledes "Herrens stridsbog" (4 Moseb 21.14), "den oprigtiges bog", der findes omtalt i Josva 10.13 og 2 Sam 1.18. Vi læser om Salomon (1 Kong 4.32), at han fremsatte 3000 ordsprog og 1005 sange; men i den hellige skrift har vi kun en sjettedel af disse ordsprog og kun ganske faa af sangene. Endvidere nævnes adskillige andre bøger, blandt hvilke der i Kongernes og Krønikernes bøger særlig ofte henvises til "Judas" eller Israels" "kongers bog", hvilke uden tvivl har været fortløbende beretninger om rigernes historie. Disse skrifter er imidlertid alle forsvundne. De har ikke hørt med til det, Herren vilde skulde bevares for hans folk gennem tiderne.

Naar den hellige skrift i daglig tale kaldes for bibelen, da er det egenglig det græske navn paa "bøger": Biblia, hvilket paa dansk er blevet til "bibel". Ordet bibel betyder altsaa egentlig blot bøgerne. I skriften selv bruges fire forskellige betegnelser, nemlig: "den hellige skrift", "de hellige skrifter", "skriften" eller "skrifterne".

Hele det gamle testamentes indhold kan samles i dette: at være ligesom en finger, der peger frem imod Messias, verdensfrelseren. Paa ham peger alle de forjættelser, der som morgenstjerner lyser gennem hele den gamle pagt; paa ham peger ofringerne, der alle varsler om det fuldkomne offer paa Golgatha; paa ham peger loven, denne tugtemester til Kristus, som Guds Ord kalder den (Gal 3.24), der skulde hjælpe den faldne slægt til at kende sin trang til en Jesus; paa ham peger hele Israels folks historie, der i alle sine store træk har en forbilledlig betydning. Alle det gamle testamentes bøger er som en røst med mange tunger, der alle raabe: "Han kommer!" Og fra det ny testamentes hellige bøger svares der tilbage med lovprisningsrøst: "Han er kommen!"

Link til mig