Fra Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Første bind:

Første Mosebog Kapitel 2

Der begyndes i dette kapitel med et tilbageblik over skabelsesværket. Der staar, at himlen og jorden blev fuldkommede i al deres hær. "Jordens hær" vil jo sige alle de skabte ting hernede, men hvad forstaas der ved himmelens hær? Stundom forstaas derved englene, saaledes siges der i 1 Kong 22.19: "Jeg saa' Herren sidde paa sin trone og al himmelens jær staaende hos ham ved hans højre og venstre side", og i Ps 148.2 hedder det: "Lover ham, alle hans engle! lover ham, alle hans hærskarer!" Men himmelens hær bruges ogsaa om stjernerne, saaledes i 5 Mose 4.19, hvor det hedder: "Du skal ikke opløfte dine øjne til himmelen og se solen og maanen og stjernerne, den ganske himmelens hær og tilskyndes til at tilbede dem og tjene dem, hvilke Herren din Gud har uddelt til alle folkene under den ganske himmel". I Jobs bog 38.4 og 7 siger Herren til Job: "Hvor var du, da jeg grundfæstede jorden? - - da morgenstjerner sang til hobe, og alle Guds børn raabte af glæde". Dette mærkelige Ord siger os, at der var stjerner skabte, allerede da jorden blev skabt, ikke de stjerner selvfølgelig, der hører til vort solsystem, der jo først skabtes den fjerde dag, men der maa tænkes paa firstjernerne, der jo er selvstændige sole ligesom vor sol. Der staar jo ogsaa: I begyndelsen skabte gud himmelen og jorden.

Man har tænkt paa, om dette, at "alle Guds børn", hvorved i Ordet hos Job (38.7) maa forstaas englene, her sammenstilles med morgenstjerner, og at skriften i det hele har dette fælles navn: himmelens hær baade for engle og stjerner, skulde indeholde en antydning af, at de fjerne stjernehære skulde være boliger for Guds englebørn. Dog dette er jo kun menneskeformodninger. Men en bibelsk tanke er det, at englene lige fra den jordiske skabnings begyndelse har taget levende del med i dette Guds værk (Se Godets "bibelske studier" s. 5.fig). Vi ved, at himmelens englehær er skabninger fremgaaede af Guds haand forud for denne jords tilblivelse med sin menneskeverden. Englene kaldes "Guds børn", aldrig englenes børn, og deri ligger jo, som allerede anført, at englehærene er blevne til ved direkte skabelse og ikke ved fødsel. Dette siger Herren os bestemt i Luk 20.34-36: "Denne verdens børn tager til ægte og bortgiftes, men de, som agtes værdige til at faa del i din verden op i opstandelsen fra de døde, tager hverken til ægte eller bortgiftes; de kunne jo ikke mere dø; thi de er engle lige og er Guds børn, idet de er opstandelsens børn". Af dette Herrens Ord ved vi, at englehærene har et slags aandeligt legeme, efterdi de opstandnes legemer skulle være ligt med deres. Vi ved fremdeles om englene, om dem, der er forblevne i deres oprindelige tilstand, at de er Guds lydige tjenere; thi Guds vilje sker altid i himlene. Herren har fremdeles sagt, at de "smaa børns engle" i himlene altid se Gud Faders ansigt (Matth 18.10). Dette vidner om, at de hellige engle er i stadigt fortroligt beskuelsens samfund med Gud.

Vi ved fremdeles, at englene er frie skabninger, med hvilke der ogsaa har fundet en prøvelse sted. Skriften afslører vel ikke denne prøvelses beskaffenhed, men meddeler os dog dens udfald. Der tales om engle, som ikke bevarede deres første tilstand, men forlod deres egen bolig og holdes forvarede i evige lænker under mørket til den store dags dom (Judas v.6). Men dette udfald af prøvelsen afviger paa et hovedpunkt fra vor: Hos os er hele slægten falden, just fordi vi er én slægt, fordi menneskeheden er som et eneste træ forsynet med talrige grene. Hugges stammen omkuld, skilles ved dette ene hug ogsaa alle grenene fra roden, ganske som om hugget havde ramt dem selv. Men anderledes maa det forholde sig, hvor der ikke er slægt eller forplantning. Englehærene maa sammenlignes med en skov, der bestaar af en masse træer, som er uafhængige af hverandre. For englenes vedkommende har derfor prøvelsen kunne have forskellige, ja modsatte resultater, og saaledes er det ogsaa gaaet til efter skriftens beretning; derfor tales der i skriften om hellige og udvalgte engle i modsætning til dem, der ikke forblev i sandheden. Som mennesket var ogsaa englene bestemte til at have deres liv i deres skabers vilje; men de faldne engle har sat deres egen vilje over Guds vilje, og deres liv er derved bleven et falsk liv, de svinger uophørligt frem og tilbage mellem forblindelse og bedrag, de mangler ethvert støttepunkt uden for sig, hvortil de kunde holde sig fast, deres tilværelse er en tilværelse i løgnen. Til trøst i denne sørgelige tilstand har de kun kampen mod sandheden og forførelsen af andre frie væsener, som de bestræber sig for at drage med sig ind i deres feberagtige travlhed med at bryde ned uden dog at kunne føre deres plan igennem.

De hellige engle derimod, de himmelske hærskarer, som der er tale om, er Guds glade medarbejdere, "tjenende Aander, som udsendes til hjælp for deres skyld, der skal arve frelse" (Hebr 1.14); de har deres løn i dette: at være, hvad de er bestemte til at være, alt hvad navnet engle omfatter, nemlig himmelens sendebud, Guds befuldmægtigede. De optræder paa en gang som tilskuere og som virksomme deltagere ved Guds værk med menneskene. De har, som vi hørte det af Job (38.7), med jubel hilst jordens og menneskets skabelse; siden aabenbarer de sig som hjælpere og tjenere for profeterne, hvis gerning og syner forberedte Frelserens komme. Saa snart Jesus kom herned, omringede de ham som en skare af hengivne sendebud; de var de første til at forkynde hans fødsel. Siden kirkens grundlæggelse hviler deres blik paa dette storværk af den guddommelige kærlighed. Der staar i 1 Peter 1.12, at englene begærer at gennemskue disse ting; de ser her et værk langt større end naturens, en skabning langt herligere og saligere end den i de seks dage. "Guds mangfoldige visdom skal nu ved menigheden blive kundgjort for magterne og myndighederne i det himmelske," siger Paulus (Efes 3.10). Englene betragter med tilbedelse og henrykkelse de mangfoldige veje, ad hvilke Faderen fører syndersjæle til Sønnen og frelser de fortabte, og der er fest hos dem, hver gang de ser, at en af dem, der var tabt, er bleven funden, en af de døde er bleven levende. De er med, naar Herren kalder sine frelste hjem i sin herlighed. Der staar jo, at Lazarus blev henbaaret af englene i Abrahams skød (Luk 16.22).

Da alt er skabt ved Ordet, ogsaa himmelens hær, er Guds evige Søn som Guds evige Ord ogsaa midler for englene, men ej forsoner, thi de hellige engle behøver ingen saadan, og de faldne engle kan ikke frelses. Englene er en højere skabelse end menneskene, og dog er af skabningerne mennesket den, der er kommen Gud nærmest, ved at Ordet blev kød. Men den Gud, der har besluttet at samle alt under eet hoved udi Kristus, "baade det, som er i himlene, og det, som er paa jorden i ham" (Efes 1.10), vil ogsaai evighed forene de frelste mennesker og de hellige engle under dette ene overhoved. Hvilken gang der vil blive, naar de udvalgte engle og de herliggjorte mennesker, der da ogsaa vil høre med til himmelens hær, tilsammen vil lovprise Guds værk! Englene med den røst, som aldrig har kendt til en falsk tone, de frelste af menneskens børn med den tone, som kun de, der som syndere fandt naade og tilgivelse ved Lammets blod, kan faa frem. Det var denne sagn, Johannes hørte, somhan fortæller i aabenbaringsbogen, den sang, der smelter sammen i dette ene: "lovet være Gud og Lammet, som sidder paa tronen! Halleluja" Men hvor er det stort allerede her paa jord at vide for et Guds barn, at vi gaar blandt engle, hvor vi gaar, at der er en himmelens hær, der slaar kreds omkring os, som der staar i Ps 34.9: "Herrens engel lejrer sig trindt omkring dem, som frygte ham, og frier dem."

I det andet og tredje vers af dette andet kapitel staar der, at Gud hvilede paa den syvende dag fra al sin gerning, som han havde gjort, og dette vil jo sige, at han hørte op med at skabe. Guds hvile vil ikke sige, at han trak sig tilbage fra denne verden, som den døde tro undertiden har udtrykt det, at det var, som naar urmageren havde sat uret i gang, saa behøvede han ikke mere at bryde sig om det. Nej, Jesus har jo selv sagt: "Min Fader arbejder indtil nu, og jeg arbejder" (Joh 5.17). Men arbejdet er det stille opholdelsens værk, som vedvarer indtil nu; det er værd at lægge mærke til, at der ikke staar noget om, at det blev aften paa den syvende dag. Det betegner ligesom, at denne aften endnu ikke er kommen. Det er, som hviledagen fortsættes i opholdelsen og udviklingen af de skabte ting, hvor han "bærer alle ting med sin krafts Ord" (Hebr 1.3). Denne hviledags aften vil vel først komme, naar verden forgaar, og de nye himle og den nye jord bliver til, hvorefter den evige sabbatshvile vil indtræde.

Men dette, at Gud hvilede fra al sin gerning, som han skabte og gjorde, indeholder i sig tillige dette, at Gud ligesom vederkvægede sig og frydede sig ved at se paa sit værk, som der ogsaa staar i 2 Mos 31.17 om hviledagen; "Den er et evigt tegn mellem mig og mellem Israels børn; thi i seks dage gjorde Herren himmelen og jorden, og paa den syvende dag hvilede han og vederkvægede sig". Som mesteren med glæde kan se paa et herligt værk, naar det er færdigt, som en Fader, der med fryd kan lade sit blik hvile paa sit elskede barn, saaledes hvilede Gud og vederkvægede sig.

Den syvende dag svarer ogsaa til vor lørdag. Det er værd at lægge mærke til, at mennesket altsaa skabtes paa en fredag; menneskets genløsning fandt jo ogsaa sted paa en fredag, den store langfredag.

I dette Ord, at Gud paa den syvende dag hvilede fra al sin gerning og vederkvægede sig, ligger sabbatens dybe velsignelse ogsaa som naadegave til mennesker. "sabbaten blev til for menneskets skyld, ikke mennesket for sabbatens skyld," siger Herren (Mark 2.27). Sabbaten er just bestemt til en vederkvægelsesdag for mennesket baade med hensyn til sjæl og legeme; derfor staar der: "Gud velsignede den syvende dag og helligede den." Legemet skal vederkvæges ved at hvile fra sin daglige gerning; Arbejdet paa hviledagen maa efter det i Gud givne billede kun være det opholdende, bevarende arbejde overfor det, der er virket i de seks dage. Det er jo en naadefuld Guds gave, at han har givet menneskenes børn lov at være fri den ene dag af ugens syv, og det straffer sig, naar mennesker i trods og selvraadighed forskyder denne gave. I den franske revolutions tid for et aarhundrede siden, da menneskene prøvede det frækkeste oprør mod Herren, forsøgte man ogsaa at omstyrte denne Guds ordning og indrette dekaldte "dekader", tidsrum paa 10 dage i stedet for ugens syv; men det kunde aldeles ikke gaa; de maatte vende tilbage, hvor nødigt de end vilde, til Guds bestemmelse med hviledagen eller seks dages arbejde. Det staar urokkeligt fast, at det er et stort bedrag, naar det vantro menneske mener at kunne vinde noget ved imod Guds vilje at forvandle hviledagen til en arbejds- og slidedag. Det er altid tab paa alle maader naar man forkaster en af Guds naadegaver. En skibsrheder i england havde en del fiskefartøjer ude i nordsøen. Skipperen paa disse fartøjer laa alle stille om søndagen, én nær, der ogsaa sled paa den dag for mammons skyld. Da aarsregnskabet skulde opgøres, viste det sig, at denne skipper aaret rundt havde haft mindre indtægt end de andre, der hvilede paa hviledagen.

Naar Gud har velsignet denne dag som hviledag, da ligger deri, at alt helligdagsslid for verdslig vindings skyld er under Guds forbandelse, det være sig, at du fisker eller høster, eller hvad slid det nu kan være. Det er et tab ikke blot legemligt og timeligt set, men langt mere endnu aandeligt set. Det første store tab, om du ringeagter Herrens dag, bestaar i, at du sætter dig op imod Gud og ringeagter hans godheds rigdom. Derved faar djævelen tag i dig og magt over dig, medens du fjerner din bedste ven fra dig; det er et frygteligt tab, men dernæst bestaar dit tab ogsaa deri, at du gaar glip af Guds Ords hørelse; thi Gud velsignede den syvende dag, staar der, og helligede den; han har helliget den ved at gøre den til Ordets dag, paa hvilken Guds Aands værk til lægedom og frigørelse for syndersjæle i ganske særlig grad finder sted. Du bliver narret for Guds Ord, og det er et umaadeligt tab; thi troen kommer af, at man hører. O, hvilken braad i hjertet vil ikke alle de spildte søndage en gang blive i dødens stund for det vantro menneske. Da, om ikke før, skal det nok erkendes, at det var kun tab at vanhellige Herrens dag.

Men man kan ogsaa vanhellige Herrens dag, selv om man hviler fra arbejdet, naar man gør den til en driverdag eller til en forlystelsesdag alene og ikke til en Guds Ords dag; da bliver det dog en syndedag. Der er næppe nogen dag i ugen, paa hvilken menneskers synd raaber saaledes op til den hellige Gud som paa den dag, der bærer navn af Herrens dag. Djævelen arbejder just paa at gøre den til sin dag, og det lykkes ham med vantroens børn. Men du, Guds barn, kom i hu, at hviledagen er givet dig til vedkvægelse paa din sjæl og legeme; lad dit jordiske arbejde hvile saa meget som paa nogen maade muligt, hellige dagen til Guds Ord og menighedens forsamling for dig og dit hus, og du skal erfare Guds velsignelse. - Hviledagen er tillige forbilledet paa den store, evige sabbatshvile. I hebræerbrevets 4 kap. 2 V.ff. vises det just, hvorledes Guds hvile, den guddommelige sabbat, ikke er afsluttet, men forbliver aaben for en gang at løfte Guds folk op i sig til den evige sabbatshvile for Guds og Lammets trone, med den salige, himmelske vederkvægelse efter jordlivets strid og møje. "Lader os derfor gøre os flid for at gaa ind til din hvile" og "ikke forhærde vore hjerter", men tage med ganske hjerte mod af Guds naade, ogsaa mod denne herlige gave, Herrens hviledag. Lad os komme i hu den skønne forjættelse hos profeten Esajas 58.13-14: "Dersom du kalder sabbaten en lyst og Herrens helligdag en herlighed, og dersom du ærer ham, saa du ikke gaar dine egne veje og ikke gør, hvad dig behager og ikke fører tom tale, da skal du forlyste dig i Herren, og jeg vil lade dig fare frem over landets høje og lade dig nyde Jakobs, din Faders arv; thi Herrens mund har talet".

Naar farisæerne gjorde sabbaten til en pinedag ved alle deres egne selvlavede bestemmelser, da ved vi, dette ikke var efter Herrens Aand. Han hjalp dem, der var i trængsel, ogsaa paa sabbaten, helbredte den syge ved Bethesda dam og den vattersottige (Joh 5; Luk 14). Drives du af Guds Aand, da vil denne Aand vejlede dig til al sandhed, ogsaa med hensyn til, hvad der i det enkelte tilfælde er tilladt at gøre paa hviledagen. Det afgørende hensyn vil altid for Guds folk blive dette; om det tjener Jesus-navnet forherligelse, om det er Guds ære, som tilsigtes. - Endnu et spørgsmaal melder sig stundom, nemlig hvorvidt lørdagen eller søndagen skulde være den rette hviledag og helligdag. Den oprindelige sabbat var, som vi hører her, den syvende dag. Den Jødiske sabbat var ligeledes lørdagen; den var kun en indskærpelse af Guds indstifelse fra skabningens begyndelse, thi som vi ser det af Ordet her i 1 Mos 2.3: Hviledagen er ældre end loven paa Sinai. Naar for Kristi folk søndagen er bleven ugens helligdag og hviledag, da ligger dette i en Aandens førelse, Herrens dag, opstandelsesdagen, gik med den nye pat over til at blive Guds folks samlingsdag og dermed tillige hviledag og helligdag. Denne overgang fra lørdag (gravsabbaten) til søndag (opstandelsessabbaten) finder vi i hele første menighed, pinsemenigheden. Det er den apostoliske menighed, vi følge, den menighed, hvoraf saa mange havde set Herren, og som havde Aandens fylde som aldrig siden. Vi have vist ikke noget udtrykkeligt ord i den hellige skrift, der paabyder denne overgang. Men bibelen er heller ikke bestemt til at være en juridisk lovbog. "Naar talsmanden kommer, den sandhedds Aand, skal han vejlede eder til al sandhed," saaledes sagde Herren (Joh 16) til sine disciple. Søndagens helligholdelse er en arv, vi have modtaget fra apostlene og den første menighed, som det, Guds Aand vejledede dem til. Og vi fatter dog lidt af den dybe sammenhæng deri. Thi paa grund af syndefaldet kunde hviledagen ikke mere blive paradisets glade, jublende hviledag, hvor der kunde ses tilbage paa de svundne seks dage med bevidsthed om, at alt var saare godt. Hvilen, den sande, dybe, glade vederkvægelsens hviledag for sjælen, brød først frem igen med paaskesolen, med sejrsbudskabet: "Han er opstanden!" Da hvilede de bange hjerter ud fra langfredagssorgen og gravsabbatens bedrøvelse; da var den atter der, den glade, jublende hviledag med tilbageblikket paa det store genløsningsværk. Ja, ikke sandt, vi formaar at skimte Guds Aands herlighedslys ogsaa i denne hviledagens overgang fra lørdag til søndag. Men selv om vi ikke kunde se, vilde vi dog tro, tro paa den Aands vejledning, der var med Herrens apostle og hele den menighed, der som staden paa bjerget lyser ud over alle senere tider.

I dette afsnit begynder nu menneskeverdenens egentlige historie. Medens vi før kun har set alt i de store hovedtræk, begynder nu en nøjere udvikling af enkelthederne. Vi hører af V. 5, at planteriget endnu ikke var fuldt færdigt. Det er altid Guds vise maade med al sin skabning at give plads for udvikling i en vis selvstændighed. Saaledes var det ogsaa med urterne og buskene; der manglede endnu visse betingelser, for at de kunde udfolde sig, saaledes manglede de regnen, hvoraf der endnu ikke var faldet noget paa jorden. Og med alt sædekornet er det jo saa, at det ikke vokser vildt, men behøver dyrkning, hvilket atter forudsatte menneskets skabelse. Saa vandede Gud jordens overflade ved en damp, der opgik af jorden, og han skabte mennesket til som planteverdenens herre at dyrke jorden.

Vi skulle lægge mærke til det navn, hvormed Gud benævnes der i det følgende. Han kaldes nemlig ikke mere Gud alene, men Gud Herren. Navnet Gud, paa grundsproget "Elohim", betyder "Den Almægtige" og betegner Gud som skaberen, den hele verdens Gud. Navnet "Herren" er paa det hebraiske grundsprog udtrykt ved "Jehovah", hvilket vil sige "Den Evige, uforanderlige", og betegner ham som den trofaste, paa hvem mennesket kan bygge som Frelsens Gud. Under dette navn "Jehovah" gav Gud sig tilkende for Moses, da han vilde udfri Israel af Ægypten (2 Mos 3.14). Her kaldes Gud med begge navne, for at vi kunne forstaa, at verdens skaber og den Gud, der har sluttet pagt med mennesker, først den gamle pagt ved Moses, saa den nye ved Kristus, er den samme. At Jehovah, der jo egentlig betyder "jeg er" (den uforanderlige), i vor bibel altid gengives med "Herren" skriver sig fra, at Jøderne, af frygt for at udtale det hellige navn med syndig mund, over alt, hvor det forekom, læste "Adonai", der betyder "Herren", i stedet for.

I vers 7 berettes nu nøjere, hvorledes Gud Herren skabte mennesket. "Som leret er i pottemagerens haand, saaledes eri, Israel hus, i min haand" (Jerem 18.6), siger Herren. Dette Herrens Ord maa rinde os i hu, naar vi ser, hvorledes mennesket skabtes, af jordens støv. Det første menneskes navn, Adam betyder ogsaa "den jordiske". Efter denne side af sit væsen er mennesket knyttet til naturen og beslægtet med den; men Guds Ord siger os ogsaa klart, at mennesket er noget mere end jord. Den vantro materialisme vil gøre mennesket alene til en jordklump, hvor tankerne kun skal være som gnister i et elektrisk batteri. Men Guds Ord siger, at Aanden er fra Gud. Vi er efter skabelsen i slægt med Gud, som det besegles i Ap. Gern. 17.28: "Vi er jo og hans slægt."

Det væsen, som er fremstaaet ved forbindelse af Guds livsaande og jordens støv, betegnes ved udtrykket udtrykket: "en levende sjæl". Saaledes staar her, og Paulus gentager det i 1 Kor 15.45: "Det første menneske, Adam, er bleven til en levende sjæl." Derfor betegnes hele mennesket stundom ogsaa i den hellige skrift som aand og sjæl og legeme; vi har Ordet i 1 Thes 5.23: "Fredens Gud hellige eder ganske og aldeles og gid eder ganske aand og sjæl og legeme maa bevares ustraffeligen i vor Herre Jesu Kristi tilkommelse." Legeme, sjæl og aand og dog kun een eneste person, det er mennesket. Der er slaaende bleven sagt: "Ved legemet staar jeg i forhold til naturen under mig; ved sjælen med mine medmennesker omkring mig; ved aanden med Gud over mig." Derfor siger Paulus ogsaa (Rom 1.9): "Gud, hvem jeg tjener i min aand udi hans Søns evangelium." Aanden har sm sin bestemmelse at beherske sjælens liv, sjælen legemets liv. Naar mennesket fødes til verden, vise de tre slags liv sig efterhaanden. Først det rent legemlige liv, det spæde barns spisen, drikken og soven; men efter at nogle uger er henrundne, straaler en skøn dag paa den nyfødtes ansigt det første smil, der røber for moderen, at sjælen lidt efter lidt er bleven vakt, og endelig, naar alt gaar, som det skulde, vaagner den dybeste trang, trangen til hvilen, ikke blot ved moderens hjerte, men ved Guds hjerte. Længselen, der søger højere op end til fader og moder, helt op i Guds himmel; det er aandens liv, der aabenbarer sig tit saa forunderligt stort i barnet, som f.eks. hos det lille barn, der kort før sin død, idet det strakte begge hænder ud, en til hver side, sagde: "Een haand i Jesu haand og een i moders!" - Men ak, i mange mennesker har sjælelivet rejst sig mod aandens liv og er derved selv bleven en træl af legemet, af jordnaturen.

Den Gud, der skabte mennesket, sørgede ogsaa for det paa allerkærligste maade. I edens land ("Eden", dvs. "liflighed", "yndighed") plantede Gud Herren en have, fuld af træer med dejlig frugt. Det er denne have, vi kalder "paradiset" efter den gamle græske bibeloversættelse, hvor "have" er oversat ved dette ord. Vi kan efter den beskrivelse, der gives om det floder, der strømmede frem fra eden, forstaa, at paradiset har ligget i det nuværende Armeniens egne i lilleasien. To af disse floder, der omtales, kendes med sikkerhed, nemlig "Hiddekel", der er det samme som Tigris, og "Phrat", der ellers kaldes Euphrat. "Pison" og Gihon", er ubekendte; man véd i hvert tilfælde ikke nøjagtigt, hvilke floder, der menes dermed. Landet "Havila" menes at være det senere Kolchis, og landet "Chus" muligvis det senere Kossæa ved Tigris. Syndfloden har jo sikkert paa mange maader bevirket omvæltning, saa at paradisets sted maaske slet ikke mere kan findes nu. Det var rige egne omkring paradiset, egne med guld og ædelstene; den ædelsten, der er nævnt, onyx, havde kødfarve og var meget kostbar. Bdellion, der nævnes, var en slags vellugtende gummi af et palmetræ. Paradisfloden med de fire hovedstrømme er ligesom et billede paa den aandelige paradis-flod, der pinsedag brød frem paa jord og fra daaben vælder ud i de fire hovedstrømme, der nævnes i Ap. Gern. 2.42 som "apostlenes undervisning", "samfundet", "brødets brydelse", og "bønnerne". Ligesom de fire floder, der nævnes her, skulde bære paradishavens velsignelse videre ud, saaledes skal jo ogsaa hine fire aandelige floder bære daabens velsignelse videre ud i menneskelivet.

I paradishaven stod to træer med særlig betydning: Livets træ med frugter, ved hvis kraft mennesket kunde bevare sit legeme udødeligt, skønt legemet ellers tilhørte forgængeligheden som taget af jorden - og kundskabens træ paa godt og ondt, det træ, der i sig skulde bringe mennesket den prøve, det som et frit menneske, skabt i Guds billede, nødvendigvis maate sættes paa. Helligt og rent og herligt stod mennesket der, saaledes havde Gud gjort det; nu skulde det selv bestemme, om det ogsaa vilde være, hvad Gud havde gjort det til. Hvert eneste menneske faar dette valg. Ogsaa vi, der i daaben blev nyskabte, skal vælge, om vi vil leve det hellige liv, vi døbtes til, eller gaa vore egne veje. Naar træet kaldtes kundskabens træ paa godt og ondt, da vilde det i ethvert tilfælde være bleven dette, selv om mennesket ikke var faldet. Adam vilde da have faaet en højere kundskab om det gode, ogsaa om det onde, i lighed med, som Gud kender godt og ondt. Men han lærte det at kende paa en anden og sørgelig maade. Livets træ og kundskabets træ stod for menneskers øje som livet og døden. Velsignelsen og forbandelsen. Valget var stillet, afpasset efter det barnlige stade, hvorpaa mennesket stod. Guds Ord, hvormed han stillede mennesket paa prøve, er som alle Guds Ord klart og bestemt. Paa den ene side frihed til at æde af alle træer i haven, en saa herlig og fuld tilladelse, at der ikke kunde være tale om noget som helst behov for kundskabens træs frugter. Paa den anden side en afgjort og urokkelig udtale om, hvad dommen vilde blive, hvis Guds Ord blev foragtet. Og saaledes taler Gud i sit Ord ogsaa for os: "Hvo, som tror og bliver døbt, skal blive salig, hvo, som ikke tror, skal blive fordømt."

Der staar, at Gud satte mennesket i edens have til at dyrke den og vogte den. Det Ord "vogte" peger hen paa, at der allerede fandtes noget ondt. At de skulde dyrke den, viser os, at virksomhed og arbejde hører med til menneskets oprindelige bestemmelse. Man har - og maaske ikke med urette - af dette, at mennesket allerede i paradis udtrykkeligt var sat til at arbejde, ment at kunne drage den slutning, at der ogsaa vil være arbejde for Guds folk paa den ny jord. Vi kender ikke i det enkelte livsvilkaarene, som Gud har bestemt for sine frelste paa den ny jord, men vi tænker os, at arbejde uden træthed, møje og uro, i salig harmoni med den natur, der arbejdes paa, godt kan være et led i den fuldkomne salighedstilstand paa den genfødte jord. Og arbejdet giver jo endnu glæde trods forbandelsen, som synden har bragt ind over jorden.

Alt, hvad Gud havde skabt, var saare godt; men med Adams skabelse var den sjette dags gerning endnu ikke fuldendt. Gud Herren saa', at det "ikke var godt, at mennesket var ene"; han vilde ogsaa afhjælpe dette savn og give ham en medhjælp, som skulde være hos ham. Men Guds forunderlige visdom i at behandle mennesker aabenbaredes saa klart allerede her. Han behandler Adam som det frie væsen, skabt i Guds billede, idet han først hos Adam selv vækker savnet af og længselen efter en medhjælp.

Gud førte da markens vilde dyr og himmelens fugte frem for Adam for at føre ham ind i dybere erkendelse af den verden, han skulde beherske og lede. Adam havde i sig i kraft af det ufordunklede Guds billede en iboende visdom, et blik, der kunde erkende og gennemskue tingenes væsen, saaledes at han kunde give hver skabning dens rette navn. Det var begyndelsen til al senere naturforskning. Men samtidig dermed vaktes savnet i Adam; han saa', at dyrene bestandig havde en mage, og han følte sin ensomhed. Der staar: "Han fandt ingen hjælp, som kunde være hos ham." Det viser, at tanken var vaagnet, at der var en søgen derefter i Adams sjæl. Det var ligesom Adams samtykke til den forening, Gud vilde knytte mellem ham og kvinden, som Gud vilde skabe. dyret finder umiddelbart sin mage; mennesket maatte faa den af Gud, og saaledes er det endnu. Der staar i salomons ordsprog 18.22: "Hvo, der har fundet en hustru, har fundet en god ting og faar en velbehagelighed af Herren." Der er mennesker, der gør sig selv til dyr ved at ville tage en mage i flæng. Den frie kærligheds apostle ligner just dyrene i dette. Maatte det staa klart, at det gælder om for alvor at gaa til Herren ogsaa ved ægteskabets indgaaelse, saa du ikke tog dig selv en ægtefælle, men fik af Herrens haand den, han havde udset. Da faar mennesket en naadegave fra Gud ogsaa paa det punkt.

Vi ser af denne beretning om det første ægteskab, hvorledes ægteskabet er grundet i Guds raadslutning, søger sin tilknytning i menneskets frihed, og endelig ser vi af den maade, hvorpaa kvinden skabtes, den dybe angivelse af ægteskabets væsen, som det efter Guds vilje skulde være mellem mand og kvinde. Medens hunnerne blandt dyrene skabtes ligefremt, ligesom hannerne, ved et ord, saa bruger Gud en ganske særegen fremgangsmaade ved kvindens skabelse, idet han dannede hende af et af mandens ribben. Derved er ægteskabets uopløselige forening antydet. At Gud tog et af ribbenene der sidder hjertet saa nær, peger ogsaa hen paa det hjerteforhold, i hvilket mand og kvinde i ægteskabet skal staa til hinnanden, som det hedder i Efes 5.29: "Mændene er skyldige at elske deres egne hustruer som deres egne legemer; den, som elsker sin hustru, elsker sig selv. Ingen har jo nogen sinde hadet sit eget kød, men han nærer og plejer det, ligesom ogsaa Kristus menigheden."

Hvad der staar i den 127 salme: "Han giver sin ven det i søvne," aabenbares saa skønt i den maade, hvorpaa Gud som den første brudefører ledte den første brud frem for den første brudgom. Da Adam vaagnede af sin dybe søvn, stod denne Guds gave til ham for hans øje. Nu var savnet tilfredsstillet. Denne gang var det ben af hans ben og kød af hans kød, et væsen som han selv. Saa gav han ogsaa hende et navn; men for at forstaa dette navn maa vi have den hebraiske benævnelse frem. Paa hebraisk heder mand "Isch", og Adam kaldte nu kvinden "Ischa" (paa dansk i vor bibel gengivet ved mandinde"). Og der føjes til, men neppe som et Ord af Adam, men som Guds bestemmelse i kraft af denne ægteskabets indstiftelse: "Derfor skal manden forlade sin fader og sin moder og blive fast hos sin hustru, og de skal være til eet kød." Deri ligger, at ægteskabets baand er fastere end slægtskabsbaandet, at manden staar sin hustru nærmere end sine forældre og søskende, ligesom der deri ogsaa paany er stadfæstet, at "hvad Gud har sammenføjet, maa mennesket ikke adskille" (Matth 19.6). Det er maalet, som Ordet her stiller os for øje som Guds vilje, at ægtefolkene kan smelte sammen til eet; men det naas i dybeste betydning kun i Herren.

Kapitlet slutter med, at Adam og hans hustru begge var nøgne, men de bluedes ikke. Saalænge Aanden fra Gud i mennesket havde menneskelegemet helt i sin magt, saa at legemet var den Helligaands tempel (1 Kor 6.19), var der intet urent til stede, som Ordet siger: "Alt er rent for de rene" (Titus 1.15). I sig selv er alt i det ægteskabelige forhold rent; men da ved syndefaldet legemets drifter tog magten fra Aanden, besmittedes det hele. Dette, at Adam og Eva ikke bluedes, er vidnesbyrdet om, at de endnu stod i Gudsbilledets fuldkomne renhed og hellighed.