Fra Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Første bind:

Første Mosebog Kapitel 5

Læs: Kapitel: 5.1-20
Seths slægts stamtavle

I dette kapitel gives der os et stykke af menneskeslægtens stamtavle, der maa kaldes den troende i modsætning til de vantro Kainiter. De mange tal kan synes saa tørre, og dog har ogsaa dette kapitel sit dybe indhold. Meningen med slægtregistrene, der stadigt gentages i Gl. testamente og atter optages i ny testamente (Matth 1; Luk 3), er at give en fuldstændig stamtavle, som led for led kan vise Kristi nedstammen, først fra Abrahams slægt og saa videre tilbage til Eva og Adam som vidnesbyrd om trofastheden af forjættelsen omden frelsende "kvindesæd".

Gud Herren nævnes først som Adams skaber og Fader. I Luk. 3.38 kaldes Adam "Guds Søn", og i Apost G 17.28 betoner Paulus ogsaa just dette ved at stadfæste Ordet: "Vi er jo ogsaa af hans slægt." I det første vers staar der, at Gud gjorde mennesket i Guds lignelse, men i det tredje, at Adam avlede en søn i sin lignelse, efter sit billede. Deri ligger den dybe alvor, at det ikke længere var noget uforvansket Gudsbillede, der fra Adam gik i arv til hans børn. Gudsbilledet og Guds lignelse var blevet til Adams billede og Adams lignelse. Det er arvesynden, der her finder sit udtryk. Det spørgsmaal, hvorvidt Gudsbilledet tabtes eller ikke maa efter bibelen besvares saaledes, at Gudsbilledet ikke kan siges at være helt borte; ellers var mennesket ophørt med at være menneske og maatte enten være dyr eller djævel, og Guds Ord taler dog om samvittighedsrøsten, der bor ogsaa i hedningerne (Rom 2.14-15), ligeledes om det suk, der gaar igennem al skabningen (Rom 8.22). Endnu mere bestemt kommer det frem i 1 Moseb 9.6, hvor der staar: "Hvo som udøser menneskets blod, ved mennesket skal hans blod udøses; thi i Guds billede gjorde han mennesket." Dette Ord er jo talt efter syndefaldet, ja efter syndfloden, og dog henvises der til Guds billede. Helt tabt er det altsaa ikke; men det ligner et billede, som en smudsig, sort haand er gaaet hen over, djævelens sorte haand; det ligner sneen, som den ser ud, naar den en tid har ligget paa jorden, og er bleven skiden ved at blive trampet paa af smudsige fødder. Der maa dog en nyskabelse til, det gudsbilledlige liv maa genfødes i mennesket; men denne nyskabelse og genfødselse finder sit tilknytningspunkt i de levninger af den oprindelige herlighed, der endnu findes i det faldne menneske og ligesom sukker om hjælp fra det høje.

Det er vældigt høje levealdre, der nævnes i dette kapitel. Der nævnes 10 stamfædre, der kan kaldes menneskeslægtens kraftige hovedstammer. Disse stammefædre er:

1 Adam der levede 930 aar, nemlig fra 1-930
2 Seth der levede 912 aar, nemlig fra 130-1042
3 Enos der levede 905 aar, nemlig fra 235-1140
4 Kenan der levede 910 aar, nemlig fra 325-1235
5 Mahalaleel der levede 895 aar, nemlig fra 395-1290
6 Jared der levede 962 aar, nemlig fra 460-1422
7 Enoch der levede 365 aar, nemlig fra 622-987
8 Methuselah der levede 969 aar, nemlig fra 687-1656
9 Lamech der levede 777 aar, nemlig fra 874-1651
10 Noah der levede 950 aar, nemlig fra 1056-2006

Af denne oversigt ses det, at Lamech (den troende Lamech ikke Kainiten Lamech) endnu levede 56 aar sammen med Adam. Vi ser heraf, som allerede før omtalt, at fortællingen om paradiset og syndefaldet, forjættelsen og forbandelsen, er naaet fra Adams egen mund næsten lige til Noah.

Man har villet mene, at aarene ikke skulde tages i lighed med vore aar i længde. Men de maa have været lige saa lange; thi i beretningen om Noah nævnes de forskellige maaneder i aaret (baade første, anden, syvende og tiende maanede). At menneskene den gang blev saa gamle, laa i, at Gud vilde det saaledes for menneskeslægtens formerelses skyld; tillige forstaar vi, at der var en hel anden livskraft i mennesket, saalænge det stod saa nær ved sin oprindelse fra Guds haand. Den almindelige syndighed svækkede saa efterhaanden gennem slægterne mere og mere legemets modstandskraft, saa at levealderen forkortedes.

Skønt dette kapitel altsaa stærkt bærer vidnesbyrd om den oprindelige kraft i Guds skabning, sa viser dog paa den anden side det stadigt gentagne: "Og han døde", at vi befinder os som paa en kirkegaard med idel gravskrifter, en vældig modsætning til paradishaven.


Læs: Kapitel 5.21-32
17. Enoch

Fra vers 21-24 skildres ganske kort det mærkelige, skønne levnetsforløb, der aabenbarer sig hos Enoch, Methusalems (eller Methuselahs) fader. Navnet "Enoch" betyder "indviet", "prøvet", et navn, der passer godt til ham, thi han viede Gud sit liv og stod prøve i troskab indtil døden. Det er kun faa Ord, der siges om ham, men nok. Maatte disse faa Ord blot kunne siges med sandhed om dig og mig, Ven! Enoch vandrede med Gud. Det siges to gange om ham til vidnesbyrd om, at hans trosliv har skinnet som et særligt klart og velsignet lys. Med Gud eller uden Gud - det er det dybe skel i menneskeslægten. Dette bestemmer livet hernede og maalet, der naas til hist. Der staar de ejendommelige Ord om Enoch: "Han var ikke mere; thi Gud tog ham," og dette forklares i hebræerbrevet 11.5 saaledes: "Ved tro blev Enoch borttagen, for at han ikke skulde se døden, og han blev ikke funden, efterdi Gud havde taget ham bort; thi før borttagelsen har han faaet det vidnesbyrd, at han har behaget Gud". I Sirachs bog 44.18 staar der: "Enoch behagede Herren vel, og han blev borttaget, et eksempel til omvendelse for slægterne." Og i slægtens overlevering gik der et sagn om, at Enoch havde haft profetisk gave og udtalt spaadomme om Herrens komme til dom over de ugudelige, hvilket jo ogsaa skete i hans søns, Methusalems dødsaar; thi da kom just syndfloden. Denne Enochs profeti henviser Judas til i sit brevs 14 og 15 vers, hvor der staar med henblik paa de ugudelige: "Men om disse har ogsaa Enoch, den syvende fra Adam, profeteret, da han sagde: "Se, Herren kommer med sine hellige tusinder for at holde dom over alle og straffe alle de ugudelige for alle deres ugudelige gerninger, som de har bedrevet, og for alle de formastelige ord, som de har talet imod ham, de ugeudelige syndere".

Det er aabenbart, at Gud har borttaget Enoch paa lignende vis, som Elias blev borttaget senere hen. Gud er ikke bunden af dødens regimente.

Der staar saa først: "Enoch vandrede med Gud - og Gud tog ham." Disse to ting hører nøje sammen. I verden siges der saa ofte, naar et menenske dør: det var godt, vor Herre tog ham. Men ak, tit er det sikkert satan, der har taget sjælen. Kun hvor det kan siges: det menneske vandrede med Gud, kun de rkan det siges med sandhed, om ikke just i samme legemlige betydning som med Enoch, saa dog i lige saa dyb aandelig betydning: Gud tog ham eller hende. Vi mindes herved om det lille, skjønne vers, der i vor psalmebog er skrevet omden gamle Simeon, men ligesaa fuldt passer paa Enoch:

"Et helligt liv, en salig død
Hinnanden kærligt møde,
Som fuglesangen sagte lød
En liflig aftenrøde;
De to maa ikke skilles ad,
Den ene gør den anden glad,
Og meget lifligt favner."

Enochs borttagelse fandt sted i aaret 987 efter verdens skabelse. Ejendommeligt er det at se, at Enoch er den syvende i Seths linje, ligesom den ugudelige Lamech i Cains slægt ogsaa er den syvende. Begge er de ligesom slægtens blomst, Enochs troslivets skønne blomst, Lamech ugudelighedens stikkende, giftige ukrudtsblomst.

Methusalem (eller Methuselah, som han egentlig hedder=, hvilket navn Enoch gav sin søn, er vistnok ogsaa et profetisk navn, som menes at betyde; "Hans død skal sende" (nemlig floden). Dette slog til; thi syndfloden kom just i samme aar, som Methusalem døde. Methusalme er mærkværdig som den ældste blandt alle mennesker; Methusalems søn, Lamech (ikke at forveksle med den ugudelige Lamech i Kains slægt), blev fader til Noah. "Noah" betyder egentlig: "Trøst", "verderkvægelse" altsaa atter et profetisk navn; Guds Aand gav nemlig Lamech ved Noahs fødsel at udtale følgende profetiske Ord: "Denne skal trøste os i vor kummer og vore hænders arbejde paa jorden, hvilken Herren har forbandet." Det er ejendommeligt at lægge mærke til, at Noah (se V. 32) maa antages at have været henimod 500 aar gammel, før han indgik ægteskab. Luther udtaler i sin forklaring til første Mosebog som sin mening, at dette skulde vise, at "Noah har haft et stort mishag til verden - derfor har han tænkt, at han hellere vilde være ganske uden børn end have vanartede børn". Der er jo, som vi skal se af næste kapitel, indkommen en frygtelig fordærvelse ogsaa blandt Seths børn, saa at Luther vel kan have ret, at Noah har staaet med stor ængstelse ved at se paa de ugudelige slægter, der voksede op.

Guds kærlige omsorg for Noahs slægt viser sig ogsaa deri, at Noahs fader og bedstefader døde, før syndfloden brød frem; Faderen Lamech, fem aar før, og bedstefaderen, Methusalem, samme aar, som floden brød frem, hvorved vi mindes om Ordet hos Esajas 57.1: "Den retfærdige kaldes bort, før det onde kommer."

1 Mosebog
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50

Guldgruben
1 2 3 4 5 6-7 8 9