Fra Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Apostlenes gerninger

Læs: Kapitel 10.1-23a.
253. Den romerske høvedsmand Kornelius' daab. Hedningemissionens begyndelse.

I dette kapitel staar vi overfor en umaadelig betydningsfuld begivenhed i kirkens historie, nemlig evangeliets overgang til hedningerne, go det umiddelbart, uden nogen indlemmelse i Jødedommen først. Hedningsmissionen knytter sit til forjættelsen til Abraham: "I din sæd skal alle jordens slægter velsignes", som Paulus saa ofte udvikler det (se Gal 3.8 og Rom 4). Vi har nok i slutningen af kap 8 hørt om den æthiopiske skatmesters daab, men han har aabenbart været en proselyt. Kornelius (navnet er romersk) var kaptajn ved den saakaldte "italienske rode" (v.1), som havde sin plads i Kæsarea, den romerske landshøvdings residens, og hans soldater var altsaa ikke indfødte tropper fra Syrien, men bestod af folk fra Irtalien. En "rode" er det samme som en "kohorte", dvs. 1/10 legion; en legion var paa Augustus' tid henved 7000 mand.

Det er den tredje kaptajn, vi hører om i det ny testamente, som stod Guds rige nær. I Matth 8.5 hører vi om høvedsmanden i Kapernaum, i Luk 23.47 om høvedsmanden ved Jesu kors. Det er et vidnesbyrd om, at Herren kan finde hjerter i hver stand, og skal tilskynde til at drive soldatermission.

Man har ment, at Kornelius ogsaa var en proselyt, idet der nemlig i V.2 staar, at han "var from og frygtede Gud tillige med hele sit hus og gav folket mange almisser og altid bad til Gud". Deri ligger ganske vist, at han med hjertet har sluttet sig til Israels tro paa den ene sande Gud; men af V.28 ligesom ogsaa af det underfulde syn, Peter havde (V.11-16), synes det at fremgaa, at han ikke har været proselyt, men hørte til de i Jødernes øjne urene hedninger. Kap 11.1 ("ogsaa hedningerne havde modtaget Guds Ord"9 peger hen paa det samme. Dette spørgsmaal har ikke saa lidt at sige med hensyn til betydningen af denne begivenhed. Havde han været en proselyt, bliver betydningen nærmest kun den, at Peter lærte at omgaas med og komme i huset til hedninger, hvad der efter jødisk vedtægt var utilbørligt. Det var ganske vist ikke forbudt i loven, men det gærde, Herren havde sat omkring det gamle Israel ogsaa ved deres spiselove, sigtede jo til at være en udskillelsens mellemvæg mellem Jøder og hedninger, indtil tidens fylde kom med ham, som "gjorde begge til eet og nedbrød gærdets skillevæg" (Ef 2.14).

Hvis det imidlertid ikke var andet, der laa i dette kapitel, end at en troende Jøde lærte at omgaas troende proselyter, saa indses ikke, h vorfor just hovedapostien paa en saa ganske særlig maade skulde beredes og kaldes dertil. Hvorfor kunde saa Filip, der døbte skatmesteren, og om hvem vi hører, at han omsider bosatte sig i Kæsarea (Kap 8.40), ikke ogsaa have døbt Kornelius? Nej, hele sammenhængen peger hen paa, at Kornelius var hedning, men med hjertelig ærefrygt for Israels Gud og kærlighed til Israels folk.

Fra V.3-6 hører vi om det underfulde syn, Gud først lod Kornelius selv bive til del for at faa ham til at sende bud efter Peter. Det var ved den niende time paa dagen, kl 3, den tredje bedetime i Israel (se Kap 3.1), at en Guds engel aabenbaredes "klarlig" for Kornelius, altsaa ganske tydeligt. Af V.30 hører vi, at Kornelius havde fastet den dag lige til hin stund, altsaa ret søgt at berede sit hjerte ogsaa ved ydre, legemlig rugt. Som altid ser vi ogsaa her, at det første indtryk, et menneske faar overfor de hellige engle, er forfærdelse. Det kommer af modsætningen mellem vor syndige natur og den rene, syndfri englenatur (se Zakarias - Jomfru Maria - hyrderne paa marken osv.). Engelen fortæller ham, at Gud havde taget imod hans bønner og almisser som et ihukommelsesoffer til sit velbehag. I sandhed, Herrens øjne skuer omkring over al jorden, hans øje agter paa alt, hans øre hører det sagteste suk, blot det kommer fra et oprigtigt hjerte, der vil sandheden. Der er visselig mange almisser ( almisse betyder "barmhjertighedsgave"), som aldrig naar op til Gud, farisæiske almisser, der bringes for menneskers skyld; men vi ser af dette, at gaver ogsaa fra uomvendte kan betyde noget skønt. V. 5-6, paalæget om at sende bud efter Peter, viser os, at Herren benytter de bestaaende ordninger, de menneskelige redskaber, han selv har skænket sin kirke. Paa samme maade fik Paulus naaden rakt gennem Ananias' haand (se Kap 9). Det skal vi give agt paa overfor sværmeres forsøg paa at gaa udenom de ydre midler i Guds kirke.

V.7-8 giver os et skønt indblik i Kornelius' huslige forhold og i hans forhold til soldaterne. Han fortæller sine to hussvende det hele; det har aabenbart været folk, som han kunde dele med ogsaa i det aandelige. Hvor skønt, naar husbond og tyende kan have det saaledes sammen! og næsten endnu skønnere er det med den gudfrygtige soldat, formodentlig en af hans ordonnantser. Der bliver et særligt forhold ogsaa mellem en troende kaptajn og de troende blandt hans undergivne i hæren. Disse tre blev saa sendte til Joppe, og sagen laa nu ogsaa dem paa hjerte. At Gud havde noget for til deres sjæles bedste, saa meget stod klart for dem alle.

Fra V.9-16 hører vi nu om, hvorledes Peter af Gud blev beredt til at tage mod disse sendebud. Der var henved 6 mil mellem Kæsarea og Joppe (se kortet til Matth Evang. Side 184-185, 6 bind), saa det var først andendagen, at Kornelius' sendebud, naaede frem til stadens nærhed. Klokken var da henved 12 (den sjette time). Peter var bleven sulten, og de varved at lave noget til nede i huset, medens han var gaaet op paa det flade tag, der ofte brugtes til sted for bøn hos Hebræerne. Og der kom da en "henrykkelse" over ham, hvorved der betegnes en tilstand, i hvilken det indre øje oplades for det oversanselige, medens de naturlige sanser for en tid er ligesom ude af brug. Han saa for sig en dug, indeholdende en hel del dyr, ogsaa af den slags, som i Mose lov var forbudte som urene (se 3 Moseb 11). Da Peter vægrede sig ved at nyde deraf, som en røst bød ham, lød røsten igen og denne gang saaledes: "Hvad Gud har renset, holde du ikke for vanhelligt!" Dette skete tre gange for ret at gøre synet fast og betydningsfuldt for Peter.

Hvad ligger der nu i dette syn? Nærmest altsaa en ophævelse af de gamle spiselove eller rettere en fuldkommelse af dem til den rette aandelige forstaaelse. Skellet mellem rent og urent skulde ikke mere tages i den snævre udvortes betydning. Men deri laa igen et klart fingerpeg med hensyn til den begæring fra hedninger, der nu snart skulde naa til Peter. Da urene dyr var et billede paa hedningerne (se ogsaa billedet med hundene overfor den Kananæiske kvinde Matth 5.26). At evangeliet var bestemt ogsaa for hedningerne, tvivlede ingen om i Herrens menighed. Baade mangfoldige profetier i det gamle testamente og vor Frelsers Ord om faarene fra den anden sti (Joh 10.16), ligeledes budet om at være hans vidner "indtil jordens ende" (kap 1.8) sagde det tydeligt nok. Men man tænkte, at hedningerne først skulde indlemmes i den gamle pagt ved Moseloven, altsaa først blive Israeliter, før de kunde blive delagtige i Kristi frelse, en tanke, som adskillige Jødekristne vedblev at holde fast ved (se Kap 15.1 og de mange ord i Pauli breve om saadanne jødiske vranglærere, der krævede omskærelse for hedningekristne).

Det, Herren her vilde lære Peter, var, at hedningerne som hedninger - som de var, uden omskærelse - havde adgang til rigets evangelium - en salig sandhed! Hver den, der tror paa ham, skal ikke fortabes. Kom, som du er, hedder det i Guds rige, blot du kommer med hele hjertet. At Gud iklædte syner den form, vi her hører, er den menneskelige side ved synet. Peter var netop sulten, men hans sjæl hungrede ogsaa efter evangeliets udbredelse. Saa rakte Gud ham spise, en spise, for hvilken han først forskrækkedes, men som dog indeholdt en forjættelse, ved hvilken Peters længsel efter sjælehøst snart skulde finde en herlig mættelse. Han skulle ikke vente længe paa løsningen af denne gaade. Sendebudene fra Kornelius var alt for døren og spurgte efter ham; og idet Peter grublede over synet, tilkendegav Guds Aand ham, at han havde at følge dem (V.17-20). Beretningen fra mændene (V.21-22) gav ham endnu mere lys.

Saa fulgte Simon sin Herres kald,
Hos Ordet han gik i skole,
Og folk han fanged' i tusindtal,
De skinne nu klart som sole.


Læs: Kapitel 10.23b-48.
256. Peter hos Kornelius.

Vi hører nu først (V23b-33) om modtagelsen hos Kornelius. Foruden Kornelius' to tjenere og stridsmanden var ogsaa nogle af brødrene fra Joppe i følge med Peter (seks i tallet, se Kap 11.12). Rejsen tilbage til Kæsarea tog ogsaa to dage ligesom henrejsen, og Kornelius havde regnet ud, at de kunde være der igen paa fjerdedagen (se V.30). For ham var det en højtid uden lige, og han havde sammenkaldt sine paarørende og nærmeste venner, selvfølgelig mennesker ligesindede med ham (V.23b-24). Da Peter traadte ind i huset, vilde Kornelius tilbede ham (V.25). Paa grund af synet, han havde haft, tænkte han sig Peter som en overmenneskelig personlighed. Det er en blanding af ydmyghed og den gamle hedenske tankegang. Peter afværger (V.26) denne utilbørlige og afgudiske tilbedelse; han strakte ikke som paven i Rom sin fod frem til fodkys. Kornelius's forsøg paa tilbedelse er bleven til sørgelig virkelighed i den i pavekirken saa udviklede helgendyrkelse, der skænker mennesker en ære, som alene tilkommer Gud. Dette hører jo med til pavens religion, men er hedenskab, som vi ser her. I sandhed, papismen har en anden aand end den apostel Peter, hvis arvetager den falskelig giver sig ud for at være.

Da Peter nu kommer indenfor og ser de mange hedninger samlede (V.27), gjorde han først rede for (V.28-29), hvorfor han stod der iblandt dem. Naar han siger: "Men mig har Gud vist ikke at kalde noget menneske vanhelligt eller urent", menes der i den forstand, at han ikke skulde kunne have noget samkvem med dem. Af naturen er jo hver synder vanhelligt og uren for Gud. Derfor kalder Paulus i 1 Kor 6.1 de hedenske dommere vanhellige, og i 2 Kor 6.16 ligner han hedningerne ved de vanhellige afguder i modsætning til Herrens hellige, som han kalder Guds tempel. Men her er altsaa ikke tale om andet end den ydre urenhed overfor loven; den, havde Peter lært, var ingen hindring for Gud i at frelse.

V.30-33 gør saa Kornelius rede for det himmelske syn, han havde haft, som havde foranlediget, at han havde sendt bud efter Peter, og han slutter med at sige: "Og du gjorde vel, at du kom. Nu er vi derfor alle til stede for Guds aasyn at høre alt, hvad der er dig befalet af Herren." Fra Gud var det hele; aabenbaringen, Peter omtaler (V.28), mødes med den, Kornelius nu beretter. Det stod klart for alle parter. Gid alle forsamlinger om Guds Ord lignede denne forsamling i Kornelius' hus! "At være til stede for Guds aasyn" med det opladte hjerte for at høre et Ord fra Gud, det er jo sagen. Da bliver det let at forkynde Ordet, og da bliver velsignelsen stor. Det er med rette blevet sagt, at dette Ord burde opslaas paa alle kirkedøre eller prædikestole.

Fra V.34-43 har vi nu Peters prædiken i en kort sum. Hovedindholdet er følgende: V.34-35 peger hen paa, at han var kommen til at forslaa, at Gud med hensyn til frelsen i Kristus ikke gjorde forskel paa mennesker, men tog imod enhver oprigtig sjæl, hvad folkeslag han saa end hørte til. Naar der staar: "Men i hvert folk er den, som frygter ham og gør retfærdighed, velkommen fo rham", betegner dette "at gøre retfærdighed" her at ville sandheden, saa vidt man ser den, og meningen med "velkommen" er selvfølgelig den: velkommen til at blive ledt til frelsen, ikke den, at man kan blive salig uden Kristus, som nogle vil forstaa dette Ord; saa havde Kornelius jo kunnet vedblive at være hedning. Det var de gamle nationalisters vers: "Jøde, kristen, tyrk og hottentot - tror man kun paa Gud, saa er det lige godt." Nej, denne begivenhed med Kornelius lærer os lige det modsatte, nemlig at selv det frommeste menneske ikke kan blive salig ved sin fromhed. Luther siger derom: "Der staar jo netop denne historie som den skønne sol for vore øjne, blot man vil se den og aabne sine øjne, at Kornelius, han være saa from, han være vil, maa høre Petrus og lade sig døbe af ham, hvis han skal have haab om evigt liv.

Efter denne indledning fremlægger Peter nu ligefremt og enfoldigt evangeliet om Kristus for dem, idet han først (V.36-39) minder om Jesu jordiske virksomhed indtil korsets død. Han kalder Kristi værk med eet Ord dette: at bringe fred, fred fra Gud (V.36). Tilføjelsen: "Han er alles Herre" er et trøstens Ord for de nærværende hedninger, et segl paa, at den naade, der først var kommet til Israels børn, ogsaa gjladt dem. Af V.37 ser vi, hvorledes Jesu gerninger var kendt over hele jødeland ("I vide"). Peter maler Kristusskikkelsen for dem, som den er, saa fuld af kraft og naade (V.38), og betegner sig selv som vidne dertil (V.39). V.40-41 vidner han om Kristi opstandelse fra de døde og V.42-43 om, at han er den af Gud bestemte levendes og dødes dommer, men Frelser fo rhver den, der tror paa ham. Peter henviser tillige (V.43) til profeternes vidnesbyrd om syndsforladelsen ved den kommende Messias. I alle profeternes bøger peges der paa Messiastiden som den store naadetid (se f.fks. Esaj 53.53, Jer 31.34, Ez 34.16 og 36.25, Daniel 9.24 o.s.v.).

Her har vi ret en missionsprædiken. Jesus er det første og det sidste saavel som centrum, Guds naadegave til den faldne slægt. Særligt de to sidste punkter (V.42 og 43), om hvilke Peter siger, at Herren havde budet sine apostle at prædike og vidne saaledes viser os Kristus som dommer og Frelser, som den, hvis person er afgørende for menneskeslægten til fald eller oprejsning.

Fra V.44-48 hører vi om den underfulde Aandsudgydelse, og hvorledes derpaa Kornelius og de, der var med ham, blev døbte. Det var tegnet fra Gud, hvorved Peter fik den sidste afgørende klarhed over, at der ikke blot skulde prædikes for hedninger, men at de skulde fuldt indlemmes i de helliges menighed. Derfor skete dette synlige under. Af V.46-47 forstaar vi, at det har været paa samme maade, som da Aanden hin første pintsedag kom over disciplenes skare. Derved overflødiggjordes selvfølgelig ingenlunde daaben med genfødelsens velsignelse. Peter slutter ikke, som sværmerske sektere vel vilde have gjort, at naar blot de havde Aandens naadegave, saa kunde det være det samme med daaben af vand og Aand. Nej, ingenlunde! Han kendte bedre Guds riges husholdning under den nye pagt. Atter her ser vi ligesom alle vegne i Apostl. Gern. daaben sat paa sin herlige, mægtige plads.

Der staar, at de troende af omskærelsen, de seks brødre fra Joppe, blev forfærdede over, at hedningerne saadan uden videre fik Aandens naadegaver. De sad endnu for fast i den gamle anskuelse. Peter derimod blev ikke forfærdet; han forstod, hvad Herren, dermed mente. Og Kornelius o ghans venner blev uendelig lykkelige og tiggede Peter om at blive der nogle dage. Som nyfødte børn higede de efter den aandelige, uforfalskede mælk for at vokse ved den (1 Pet 2.2). Af kap.11.3 hører vi, at Peter ogsaa har sagt ja til deres begæring og spist sammen med dem. Han havde nu set det, Paulus siden aldrig blev træt af at prædike, at adskillelsens mellemvæg mellem jøder og hedninger var nedbrudt ved Jesu død og opstandelse.

Hvor er dog hele denne begivenhed med Kornelius fuld af naade og skønhed! Herrens mægtige nærværelse mærkes helt igennem. I sandhed, "Herren er god imod dem, som bier efter ham," mod den sjæl, som spørger efter ham" (Begr. Bog 3.25).

Apostel-saga
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28

Guldgruben
Indledning, 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28