Fra Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Apostlenes gerninger

Læs: Kapitel 13.1-12.
260. Paulus' første missionsrejse begynder. Paa Kypern.

Med dette kapitel begynder det andet hovedafsnit i apostlenes gerninger. Det er nu Paulus og arbejdet blandt hedningerne, skildringen drejer sig om. Om apostelen Peter hører vi nu kun lejlighedsvis; ej heller hører vi mere om apostolisk prædiken i jødeland. Det er hedningemissionens tid, vi nu er inde i, den, de foregaaende kapitler (8-12) dannede indledningen til.

I Kap 13-14 hører vi nu om Paulus' første missionsrejse, hvorved der grundlagdes menigheder i det østlige Lille-asien. Denne rejse varede formodentlig 44-5 aar. I dette første afsnit hører vi nu, hvorledes Barnabas og Saulus udsendtes af menigheden i Antiokia (V.1-3), dernæst om deres prædiken paa øen Kypern (V.4-12).

"Profeter og lærere" (V.1) betegner forkyndelsen set fra to forskellige sider. De første talte ud fra umiddelbar aabenbarelse ved den Helligaand, fik altsaa Ordet givet i samme stund. De sidste, lærerne, betegner mænd, som talte ud af den paa almindelig menneskelig maade vundne kristelige erkendelse. Man kunde altsaa godt være begge dele, og det kan nok være, at V.1 skal forstaas saaledes, at nævnte fem mænd havde begge disse naadegaver. Barnabas nævnes først, dernæst en Simon med et romersk tilnavn, Niger, og Lukius den Kyrenæer. Den fjerde er en Manaen, om hvem der staar , at han var opfødt med Herodes den fjerdingsfyrste, det vil sige maaske hans moder har været amme for Herodes Antipas. Han maa altsaa allerede have været noget til aars. Mærkeligt er det at finde Herodes' fosterbroder blandt de hellige. I Luk 8.3 hørte vi om Johanna, hustru til en af Herodes' fogeder, Chuza, og i Joh 4 hørte vi om den kongelige tjener, hvis søn Herren helbredte. Den ugudelige Herodes Antipas har saaledes haft adskillige vidner i sin kreds.

Sidst af disse fem nævnes Saulus. Endnu havde han en mere tilbagetrædende plads; men snart skulde den sidste blive den første.

Ejendommeligt er det at se, at det er menigheden, gennem hvilken Guds Aand udsendte Saulus. Sit missionskald havde han faaet fra Herren selv allrede for henved ti aar tilbage, hin dag udenfor Damaskus. Saa længe havde han maatte vente paa Herrens vink. For to aar siden var der kommet et bud fra Herren til ham gennem Barnabas om at komme til Antiokia, men først nu sker den egentlige tiltrædelse af den store gerning. Paa een maade har Herren hast, paa en anden maade giver han sig god tid med at faa redskaberne dannet rettelig, før han tager dem i rbug. At det var gennem menigheden i Antiokia, den endelige kaldelse kom, viser os den inderlige sammenhæng, der maa være mellem missionsarbejdet og de helliges samfundsliv i hjemmet. Hele menigheden blev missionsselskabet og modtog senere med stor glæde beretningen om, hvad Herren havde udrettet gennem deres sendebud (se Kap 14.27). Gennem hvem den Helligaand talte hin dag ved Gudstjenesten (V.2), siges ikke; vel gennem en af profeterne. I V.3 har vi indvielsen med bøn og haandspaalæggelse. Ejendommelig er den plads, som fasten havde (se V.2 og 3). Det er med rette blevet sagt, at nutildags holdes der ofte festmaaltider til afsked. Vi har et forbillede ogsaa derfor i de saakaldte "kærlighedsmaaltider", men dog er der noget at lære af den første menigheds fasten.

Saa drog de af sted, Barnabas og Saulus, "udsendte af den Helligaand", med fuld vished i hjertet om, at nu var Guds tid kommen. Hver sig havde de Guds velsignelse, foran sig den store, mørke hedningeverden, men bagved sig en bedende skare af venner i Herren. Hvor lykkeligt, naar en missionær kan drage ud saaledes!

Først gik rejsen ned ad floden Drontes til Antiokias havnestad, Selenkia, og derfra over til øen Kypern, til den lige overfor Seleukia liggende by Salamis, paa østsiden af Kypern. De havde taget Johannes Markus med sig som en hjælper; der kunde jo være mange ydre ting, han kunde tjene ved, mulighevis ogsaa hjælpe med ved daabshandlinger. At vejen først gik til Kypern, havde sikekrt sin menneskelige sammenhæng deri, at Barnabas stammede derfra (se Kap 4.36). Kypern er en ø paa 173 kvadratmile, altsaa omtrent saa stor som Sjælland og Fyn tilsammen. Det er en overordentlig frugtbar og rig ø, men beboerne gjaldt for blødagtige, vellystige mennesker, der særlig dyrkede kærlighedsgudinden, Venus og vinguden Bacchus. Den styredes den gang af en saakaldt prokonsul (landshøvding) Sergius Paulus, en mand med dybe længsler. Han boede i Pafus paa den vestlige side af øen, men var just ved den tid falden i hænderne paa en "falsk profet", en jøde ved navn Barjesus, der søgte at gøre indtryk ved sin østerlandske visdom. Hans navn, Elimas, er et arabisk navn, der betyder vismand eller troldkarl, saa han har muligvis været fra Arabien./

Barnabas og Paulus havde begyndt med at prædike i jødernes synagoger, men landshøvdingen kaldte dem til sig for at høre Guds Ord. Elimas' falske "visdom" havde ikke kunnet tilfredsstille ham. Nu mødtes det sande lys med det falske, og gennem Elimas kæmpede løgnens fader for at standse landshøvdingen i at blive troende. Fra V.9-12 hører vi nu om dommen, Gud gennem Paulus' mund udtalte over sortekunstneren. Det minder om Peters Ord til Simon troldskarl (se Kap 8). At han blev blind paa det ydre øje, var et vidnesbyrd fra Gud om hans indre blindhed, og han, der havde villet være en forbandelse for landshøvdingen, maatte nu ved den dom, der overgik ham, imood sin vilje hjælpe landshøvdingen til sandheddserkendelse (V.12). Naar der staar (V.11): "Du skal blive blind og til en tid ikke se solen," ligger deri, at dommen tilsigtede hans omvendelse og ikke var uigenkaldelig. I V.9 har vi overgangen til det nye navn Paulus i stedet for Saulus, fra det jødiske navn til det romerske. Det var ikke ualmindeligt, at jøder antog et romersk navn, naar de skulde færdes ude blandt hedninger; se saaledes Johannes med tilnavn Markus og, som vi hørte i V.11, Simon med tilnavn Niger. Nogle har ment, at Saulus tog navnet Paulus, fordi Gud hav ham at vinde landshøvdingen Sergius Paulus. Navnet Paulus betyder egentlig "den lille". Og den lille vilde han være, men for at Herren kunde blive stor i ham og ved ham. Her, hvor navneforandringen omtales, begynder Paulus ogsaa at træde frem som lederen. Af naturen var han en fast, udpræget karakter; dog den myndighedk, hvormed han fremtræder, er en af Guds Aand lutret og helliget myndighed.


Læs: Kapitel 13.13-43.
261. Missionsrejsens fortsættelse til Lilleasien (over Perge til Antiokia i Pisidien). Paulus' prædiken i synagogen i Antiokia.

Efter at have vundet den skønne, betydningsfulde frugt for Guds rige i landshøvdingen paa Kypern gik Paulus derfra til Lilleasien. Nu er det Paulus, der fører an; derfor hedder det "Paulus og de, som var med ham" (V.13). Det første sted, de kom til, var byen Perge i provinsen Pamfylien (se kortet). Der skiltes Johannes Markus fra dem, formodentlig af frygt for missionslivets besværligheder. Af kap 15.38 ser vi, at det var med uvilje, Paulus saa paa, at han trak sig tilb age. Maalet for Paulus var foreløbig byen Antiokia i Pisidien, den gang en romersk koloni og en betydelig by; men vejen derhen gik over Taurus' høje bjergkæde. Det var en vild bjergvej og i hine tider saare berygtet paa grund af de mange røverbander. Det er formodentlig dette, der har skræmt Markus, saa han foretrak at vende tilbage til Jerusalem, hvor hans moder Maria jo indtog en anset stilling i den første kristne menighed. Men Paulus og Barnabas drog uforsagt videre Vi forstaar Paulus' Ord i 2 Kor 11.25-26, hvor han skildrer sit rejseliv og taler om "farligheder i vandstrømme og blandt røvere"; det hentyder sikkert ogsaa til denne rejse.

Grunden til, at de drog den vej, har vel ogsaa været den, at de vidste, at der fandtes mange jødiske menigheder omkring i Lilleasiens egne. Lilleasien danner i det indre et vidt udstrakt højland, i hine tider med mange blomstrende steder. Henved seks dage har deres rejse taget fra Perge til Antiokia, skønt for dem, at de var to, og det to hjertevenner, frte sammen af Guds haand. Det pisidiske Antiokia ligger i nærheden af en dejlig bjergsø. Den tyrkiske byu, som nu ligger der, hedder Jalowadich; den ligger ved foden af de mægtige bjerge Sultan-Dagh.

Som altid begyndte Paulus med at henvende sig til Jøderne. Paa sabbatsdagen ved forsamlingen i synagogen var der god lejlighed dertil. Ved Disse forsamlinger plejede jøderne at læse et stykke af loven, den saakaldte "parasche", og et stykke af de historiske og profetiske bøger, den saakaldte "Haftare". Man plejede at opfordre fremmede lærere til at sige et ord, og Paulus fulgte opfordringen. Fra V.16-41 j'rer vo mi jams Ã¥rødolem- Dem ,omder olle saa æodt p, Stefanus' prædiken for raadet, idet Paulus først (V.17-25) giver et overblik over Guds velgerninger mod Israels folk indtil Johannes døbers komme. Derved viste Paulus, at han delte tro med sine tilhørere, der bestod dels af jøder, dels af proselyter ("I, som frygter Gud").

Naar der i V.18 staar: "Han taalte deres færd i ørkenen", er den rette oversættelse sikkert en anden, nemlig: "Han bar dem som en fosterfader" (se Rørdams oversættelse) og viser hen til 5 Mosebog 1.31 ("Herren din Gud har baaret dig, ligesom en mand bærer sin søn"). Naar der i V.20 staar, at Herren siden i "henved 450 aar gav dem dommere", volder det en vanskelighed. Efter 1 Kong 6.1 siges Salomons tempelbygning at have fundet sted i det 480de aar, efter at Israels børn var gaaet ud af ægyptens land; men i saa fald synes Dommertiden ikke at kunne sættes til mere end noget over 300 aar. Nogle (se Rørdams oversættelse) drager derfor "450 aar" hen til den foregaaende sætning, saa tallet kommer til at betegne tiden fra begyndelsen af udlændigheden i ægypten til bosættelsen i Kanaan, altsaa det i V.17-19 nævnte tidsrum. Det kan man godt gøre; thi delingen efter punktum og vers er af senere datum. Saa passer tallet. Imidlertid har den jødiske historieskriver Josefus en tidsregning, som ogsaa angiver Dommertiden til 450 aar, og Paulus har altsaa fulgt denne beregning, hvis dette tal hører til den efterfølgende sætning og ikke til den foregaaende. - Sauls regeringstid sættes (V.21) til 40 aar. I det gamle testamente siges der ikke bestemt, hvor længe Saul regerede. Man har ment, at disse 40 aar medregner ogsaa den tid, da Saul og Samuel endnu i forening var folkets ledere.

V.22 henviser til to skriftord i det gamle testamente, nemlig 1 Sam 13.14, hvor der siges: "Herren har opsøgt sig en mand efter sit hjerte", og Sal 89.21, hvor Herrens Ord lyder: "Jeg har fundet David, Isajs søn, min tjener." Dette sidste, "min tjener", har Paulus gengivet ved: "som skal gøre al min vilje."

Fra David gaar Paulus lige til Davidssønnen Jesus (V.23) med forløberen Johannes (V.24-25), og dermed er han kommen til centrum. Han talte til dem om hin store bevægelse, der for femten aar siden havde gennembævet Palæstina, skildrede dem den nye tids Herold, bodsprædikanten og døberen Johannes. Under Indtrykket af storheden i hans profetiske skikkelse havde hele folket anset ham for den forjættede Kristus; men han havde sagt: "Jeg er det ikke", jeg er kun den ringe budbringer, som skal melde hans komme.

Fra V.26-37 skildrer han dem nu forjættelsens opfyldelse som et "frelses Ord" særlig sendt til dem (V.26). Han begrynder først, at Jesus var Messias, ved at henvise til, at den fordømmelsesdom, Jerusalems børn med deres øverster i vankundighed havde fældet over ham, kun var en opfyldelse af profeternes Ord (Se f.eks Es 53), de Ord, der læstes hver Sabbat trindt om i synagogerne (V.27-29). Men det største vidnesbyrd gav Gud selv ham ved at oprejse ham fra de døde, hvorom hans disciple var vidner (V.30-31). Og nu forkyndte han dem i Jesus opfyldelsen af den forjættelse, som Gud havde givet fædrene, idet han henviser til Ordet Sal 2.7: "Jeg fødte dig i dag" (V.32-33). "Idet han oprejste Jesus" betegner i V. 32 det samme som: lod ham fremtræde paa jord. Fra V.31-37 stadfæster han Jesu opstandelse fra de døde paa lignende maade som Peter paa pinsedagen ud fra Sal 16 med tilknytning til Es 55.3 (frit gengivet efter den græske oversættelse). Og endelig slutter han med det store evangelium (V.38-39) om syndsforladelsen ved denne Jesus, om den fulde frikendelse ved troen paa ham fra al den skyld, hvorfra Mose lov aldrig kunde hjælpe dem ud. Retfærdiggørelsen (V.39) betegner just her frikendelsen fra skylden, at blive erklæret for retfærdig, det samme Ord, som Paulus saa nøje udvikler i ROm 3 om retfærdiggørelsen ved troen. Her lukker han naadedøren i Jesu tro vidt op for dem. Ja, det er summen af hele evangeliet: Syndsforladelse, retfærdiggørelse, i Jesus, for hver den, der tror.

Meningen med V.39 er selvfølgelig ikke den, at man i visse stykker kan blive retfærgjort ved Mose lov, men at sige, at Mose lov ikke i nogen henseende kan retfærdiggøre os syndere, at "alt" i loven fordømmer os, medens der i Kristus er fuld frelse fra al skyld.

Paulus tilføjer endnu en advarsel til dem om ikke at foragte dette store naadeord, ikke at bringe sig selv ind under den dom over Guds Ords foragtere, der var udtalt hos profeten Habakuk 1.5, hvor talen er om strammedommen ved Kaldæerne. Ordet er anført efter den græske oversættelse.

Virkningen af denne prædiken var vidunderlig. Det var nye, aldrig før hørte naadens toner, at de af Guds fries naade ved Jesus kunde træde ind i Guds hus som hans lære børn; mange baade jøder og proselyter fulgte Paulus og Barnabas til deres bolig i hjertelig bevægelse, og der blev holdt et velsignet eftermøde. Navnlig hedningerne bad indtrængende om at maatte høre det herlige budskab igen næste Sabbat, og ugen igennem har der været et stort arbejde for de to apostoliske mænd. I sandhed en glædelig begyndelse i Lilleasien, en mægtig stadfæstelse fra Herren! Det gamle testamente havde igennem jødefolket allerede øvet en stor forberedende gerning ogsaaa paa mange søgende hedningehjerter, som ikke fandt tilfredsstillelse i den tomme afgudstjeneste. Deraf forklares den hurtige høst.


Læs: Kapitel 13.44-52.
262. Jøderne forhærder sig. Der danner sig en glad menighed af hedningekristne.

Næste sabbat var næsten alle stadens indbygere samlede; saa vældigt havde bevægelsen grebet om sig i ugens lød. Alle vilde de høre Paulus tale. Men synagogeforstanderne og deres venner saa med mørke miner paa det hele; til dem var folket aldrig kommet i saadanne mængder. Og deres jødiske hovmod følte sig dybt krænket over denn nye lære, der lukkede himmeriges dør lige saa højt op for hedninger som for dem. De fyldtes af en ond "nidkærhed". Djævelen har ogsaa en nidkærhed til at modstaa. De afbrød Paulus, modsagde og spottede. Det endte (V.46-47) med et brud mellem dem og evangeliets budbringere. "Det var nødvendigt, at Guds Ord først skulde tales til eder," siger Paulus til dem. Israel var jo forjættelsens folk; men naar de forskød det, da gik budskabet ud til hedningerne. Og Paulus med Barnabas kunde ogsaa her henvise dem til et Ord fra den gamle pagt, nemlig hint Ord ved profeten Esajas (49.6), hvor Gud siger til sin Salvede: "Jeg vil sætte dig til hedningernes lys, at de bringer min frelse indtil jordens ende." Derved stoppede de munden paa modstanderne, men hedningerne jublede over dette Ord, der lyste forjættelse over dem.

Hvor alvorsfuldt er ikke Ordet til Jøderne (V.46): "I agter eder ikke selv værdige til det evige liv." Vantroen fælder en grusom dom over sig selv. I dette Ord finder vi den fri viljes ansvar klart betegnet; men i V.48 finder vi ligesaa Guds frie naade angivet som frelsens kilde, i det der staar om hedningerne: "De troede, saa mange som var bestemte til det evige liv". Bestemte til evigt liv er alle, som vil modtage det, som er af sandhed. Men Guds udvælgende og kaldende naade er aarsagen til al omvendelse og saliggørelse. Visselig er troen betingelsen (se V.46); man kan modstaa Guds frelses raad, men ingen kan tilskrive sig seelv og sine egne bestræbelser æren for sin frelse. Ikke heller kan man omvende sig, naar man vil, som det tit fejlagtigt menes, men kun naar Gud vil, og da gælder det om at kende sin besøgelsestid.

Hvor længe Paulus og Barnabas har opholdt sig i Antiokia, siges os ikke; men det har vel været mere end et aar. Derpaa tyder ogsaa V.49, at "Herrens Ord udbredtes over hele landet". Der dannedes altsaa en mængde landmenigheder i Pisidien omkring Antiokia som hovedmenighed. Jøderne var imidlertid ikke uvirksomme i deres had, og de benyttede sig af en del fornemme kvinder blandt proselyterne. Gossner siger derom: "Det har været bedesøstre, der gjorde sig til af deres andagtsøvelser og mente, at de havde været fromme nok, inden disse nye lærere kom." Selvgjort fromhed er tit det sande troslivs bitreste modstander. Da jøderne først havde faaet de i staden styrende mænds hustruer opirrede, havde de ogsaa snart mændene i bevægelse, saa det blev en stormfuld afsked fra den antiokenske menighed. Og dog, med hvilken glæde kunde de to Guds mænd nu ikke drage videre. En blomstrende krans af menigheder var der bleven i den forholdsvis saa korte tid, og for ægtheden i det trosliv, der var vaagnet, taler, hvad der staar i V.52: "Men disciplene blev fyldte med glæde og den Helligaand." De havde ikke omvendt sig til mennesker, men til Herrens selv, og han erstattede dem i rigt maal, at de for en tid maatte af med deres elskede lærere. Men ovenfor de vantro jøder brugte apostlene det betegnende billedsprog, at de "rystede støvet af deres fødder imod dem". Det forstod jøderne, thi saaledes plejede de selv, naar de gik ind over det hellige lands grænser, at rense deres fødder fra den hedenske jordbunds støv. Vore missionærer i Indien fortæller, hvorledes den dag i dag Braminerne betragter det som en ulykke, naar nogen ryster støvet af sine støvler ved bortgangen. En af vore missionærer kom uden at tænke over det til at gøre det, men en Bramin ilede efter ham og bad ham saa mindeligt om dog ikke at straffe dem saaledes.

Saa gik rejsen for Paulus og Barnabas videre til Ikonium, den daværende hovedstad i Lykaonien, det nuværende Koniyah. Det gamle Antiokia ligger nu mest i ruiner; store marmorblokke vidner dog endnu om stadens fordums pragt. Lysestagen er bleven flyttet. Underligt at tænke paa, at Antiokia i sin tid var midtpunktet for ikke mindre end 25 bispesæder.

Apostel-saga
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28

Guldgruben
Indledning, 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28