Fra Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Apostlenes gerninger

Læs: Kapitel 14.1-28.
263. Nye sejre fra evangeliet - i Ikonium, Lystra og Derbe. Tilbage til Antiokia i Syrien.

I dette kapitel fortælles først om virksomheden i Ikonium (V.1-5), hvor de tog fat med frisk mod. Trængslerne havde ikke skræmmet dem. Ogsaa her begyndte de med at prædike for jøderne; kærligheden til deres eget folk var ikke brudt trods de bitre e rf aring er, de havde gjort i Antiokia. I V.1 fortælles om sejr for Ordet og det baade blandt jøder og græker (der menes vistnok proselyter). I V.2 fortælles om ny kamp, der rejstes imod dem, atter under vantro jøders anførsel. Hvor Herren gaar frem, følger kampen uundgaaeligt med. I V. 3 fortælles om en længere virksomhed, baaren af Herrens naade og kraft; i V.4 og 5 om splittelsen i de to lejre imod og for, hvilket endte med et opløb. Dette bevirkede da blot, at Paulus og Bar nabas gik til andre byer i Lykaonien med evangeliet, særlig Lystra og Derbe (V.6-7). De fulgte Herrens anvisning i Matth 19.23: "Naar de forfølger eder i een stad, da flyr til en anden."

Fra V.8-18 fortælles nu om et helbredelsesunder, Paulus i Lystra fik naade til at udføre paa en mand, der havde været lam fra moders liv. Det minder om underet, Peter gjorde med den halte ved den skønne tempeldør (se Kap 3). Herren stillede Paulus jøvnbyrdig med de andre apostle ogsaa paa den maade. Naar vi ser de mange helbredelsestegn med de syge, der fulgte ogsaa apostlenes virksomhed, er der meget at lære deraf. Vore dages lægemission fæster just blikket derpaa. Giver Gud end ikke altid mirakelkræfterne som i Lystra, saa velsigner han dog troens barmhjertighedsarbejde for at lindre ogsaa de stakkels hedningers timelige elendighed og derved berede deres hjerter for evangeliet.

Den lamme mand var paavirket af Ordet, og Gud gav Paulus at se, at der var vaagnet tro i hans hjerte (V.9). Naar der staar: "Tro til at frelses", tænkes her vel paa frelse baade til legem og sjæl. V.11-13 hører vi om indtrykket, det gjorde paa den hedenske mængde. Blandt hedningerne var der eventyrlige sagn om guders vandring i menneskelig skikkelse. Hedningernes guder var jo egentlig kun forgudede mennesker. I største bevægelse talte Lystras hedninger nu i deres eget landsmaal (Lykaonisk - ellers var græsk det almindelige talesprog, som alle forstod) med hverandre om, at det maatte være den eneste gud, paa græsk kaldet Zeus, paa latin Jupiter, og med ham veltalenhedens gud (hermes paa græsk eller mercurius paa latin). Fordi Paulus havde ført ordet, antog de ham for sidstnævnte. Afgudspræsten mødte med bekransede offerdyr "for indgangen", formodentlig til det hus, hvor apostlene opholdt sig (Barnabas kaldes her ogsaa apostel, hvilket ord egentlig betyder "sendebud").

Af V.14 forstaar vi, at apostlen, der ikke kunde det lykaoniske sprog, først nu forstod, hvad man havde i sinde. Af al magt modsatte de sig hedningernes taabelige misforstaaelse. Den kødelige fornuft vilde maaske have anset hedningernes begejstring som brugbar til at skaffe evangeliet indgang; men apostlene viser sig altid at foragte alle falske midler og krogede veje. Med fare for at miste hedningernes gunst vidner de (V.15-17) djærvt for dem om sandheden, medens de paa øestrlandsk vis betegner deres uvilje og forfærdelse ved at sønderrive deres klæder. De vilde først og fremmest vise dem den uendelige afstand mellem Skaberen og det skabte, vise dem det syndige i mennesketilbedelse, idet Gud derved berøves sin ære. I grundteksten er: "vi forkynder eder" i V.15 egentlig udtrykt saaledes: "Vi bringer eder det glade budskab, at i skal vende om fra disse forfængelige guder." Thi afgudstjenesten var trældom og elendighed; men den levende Gud var det, som nu aabenbarede sig for dem. Nu var hedningernes tid kommen, efter at Gud længe havde ladet dem vandre i deres egne veje, ligesom overladt dem til sig selv. I Rom 1.21 ff, viser Paulus hvilket syndedyb hedningerne var komne ind i ved denne udvikling paa egen haand. "Hvad der er født af kødet, er kød." At udvikle sig efter sin syndige natur er at blive syndens træl.

Dog hævder Paulus ogsaa her ligesom i Rom 1, at Gud dog ikke havde ladet sig selv uden vidnesbyrd overfor hedningerne. Gennem naturen (ogsaa gennem samtittigheden, se Rom 2.14) havde han aabenbaret dem sin godhed ved at give dem, hvad de behøvede, ved at sende regn og frugtbare tider, saa de fik, hvad de begærede til glæde i timelig henseende.

Den levende Gud æren - ikke mennesker, ej heller de tomme afguder, det var summen af dette apostlenes kraftige vidnesbyrd. Ogsaa midt i kristenheden drives der megen hedensk menneskeforgudelse. Hvor kan verden ikke forgude sine digtere, kunstnere, politikere, ja endog sangerinder o.desl., medens man ikke har en tak til den levende Gud, ikke et kærlighedens blik tilovers for ham med tornekronen. Ogsaa troende mennesker kommer stundom menneskeforgudelse betænkelig nær ved at sætte denne eller hin præst eller prædikant altfor højt. Og i pavekirken drives der jo en skrækkelig helgendyrkelse. Guds oprigtige tjenere maa overfor sligt med den samme uvilje, som Paulus og Barnabas følte, vidne djærvt og klart: "Vi er ogsaa mennesker lige vilkaar undergivne med eder," om vi dog kunde standse mennesker i at øve saadan daarlighed, saa de ikke ofrer mennesker den ære, som tilkommer Gud alene. Men det er ikke let at faa menneskehjertet vendt den rette vej (se V.18).

V.19 viser os, hvor uendelig upaalidelig verdens gunst er. I Lystra har der ingen jødisk synagoge været; men fra Antiokia og Ikonium kom de forbitrede jøder. Formodentlig har de skildret Paulus og Barnabas som farlige mennesker, hvem man i de to byer Antiokia og Ikonium havde jaget bort med skam og skpændsel. Det lykkedes dem i hvert fald at faa den store mængde paa deres side. Saa overfaldt de Paulus, og nu var han i samme stilling som Stefanus for nogle aar siden, han skulde stenes. Paulus tav stille. Da de vilde gøre ham til en Gud, vidnede han højt derimod, men lide kunde han i stilhed. Store sten regnede ned over hans hoved og legeme, og snart laa han bevidstløs i sit blod. Saa slæbte hans fjender ham over stok og sten ud af byen, vel for at hans liv, som de mente, kunde ligge som føde for gribbene.

Imidlertid var Barnabas og disciplene fra Lystra ilet til, og forunderligt ved Guds magt var det sket, at Paulus ikke var død. Han kunde endog rejse sig og gaa ind i byen; men der kunde han ikke blive længere, for at ikke de rasende jøder skulde faa fat paa ham igen. Derfor vovede de troende, skønt Paulus maa have været meget udmattet af blodtabet og saarene, ikke at unde ham mere end een dags ro i Lystra. Næste dag gik rejsen til Derbe, en otte timers vej mod øst. Mærkerne af steningen i Lystra bar han hele sit liv igennem paa sit legeme. Han var ikke den mand, som vilde prale dermed; men da de galatiske menigheder, som kendte hin dags begivenheder, senere var begyndt at laane øren til hadefulde jødiske bagvaskere, skriver ham til dem: "Iøvrigt volde ingen mig besvær, thi jeg bærer Jesu mærketegn paa mit legeme" (Gal 6.17).

Skønt han kom til Derbe i megen svaghed, gav Gud ham ogsaa der en saare velsignet fangst af menneskesjæle. Maaske det er den tid, Paulus hentyder til, naar han skriver i Gal 4.13: "I ved, at jeg under kødets skrøbelighed første gang prædikede eder evangelium." "Mange disciple" (V.21) blev der i Derbe, hvor Paulus sikekrt ogsaa har tilbragt en længere tid. Stenkastene havde ikke taget modet fra ha. Hvor ofte har ikke hans egen fortid, da han selv rasede mod Jesu venner, staaet for hans øje! Og Herren havde jo sagt om ham, da han kaldte ham: "Jeg vil vise ham, hvor meget det bør ham at lide for mit navn skyld" (Kap 9.16).

Og hvor frimodigt omsider at vende tilbage igennem de samme byer, hvor de var blevne forfulgte (V.21)! Men det gjorde de for at "bestyrke disciplenes sjæle", og alle vegne indskærpede Paulus dem, at Herrens vej fører gennem lidelse med til sejr (V.22). Saa ordnede de ogsaa de ydre forhold ved at "udvælge ældste i hver menighed". Her hører vi ikke, at menighederne var med i valget; de var saa unge endnu. Men efter at have gjort dette og efter at have holdt bøn og faste befalede Paulus og Barnabas disse unge menigheder til Herren, paa hvem de havde troet. De apostoliske mænd hverken kunde eller skulde blive ved at staa som de, der ledede alting; som børn vokser fra barnepige, saaledes skulde ogsaa menighederne nu udvikle sig selvstændigt i Herren. Og vi skal ikke være bange for, naar tiden er der, at trække os tilbage og overgive de troende til Herren; det er jo hans børn langt mere end vore.

Paa tilbagevejen (V,24-25) talte de ogsaa Ordet i Perge, en by bekendt ved et mærkværdigt Dianatempel (Diana var jagtens gudinde). Over søstaden Atallia gik nu rejsen hjem til det syriske Antiokia, til den menighed, der havde udsendt dem og baaret dem i forbøn, og som nu glædede sig over at høre, hvor store ting Gud havde gjort ved dem ude blandt hedningerne, hvorledes "troens dør" (adgangen til at tro) var bleven opladt ogsaa for saa mange hedninger. Herren alene kan oplade denne dør; han har Davidsnøglen, og han skal have æren, hver gang hans smaa medarbejdere bliver stillede overfor en saadan aaben dør (Jah Aab 3.8). Der iblandt de trofaste venner vederkvægedes de to modige sendebud nu "en ikke liden tid" efter alt, hvad de havde døjet og lidt (V.26-28). Vi skal i følgende kapitel høre, at Herren just havde brug for dem i Antiokia for at afværge en ny fare, der truede de hedningekristne menigheder. Guds menighed gaar i fare, hvor den gaar, men ogsaa med Jesus, hvor den gaar. Den glæde, der fyldte hjerterne i Antiokia, glæden over dannelsen af en hedningskristen kirke i hjertet af Lille-asien med den hellige fæstningsfirkant Antiokia, Ikonium, Lystra og Derbe, undte satan dem ikke. Men hans forsøg paa at slukke missionsilden i dens arnested blev beskæmmet.

Apostel-saga
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28

Guldgruben
Indledning, 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28