Fra Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Apostlenes gerninger

Læs: Kapitel 16.1-10.
266. Paulus' anden missionsrejse. Besøget i de Lykaoniske menigheder. Over til Europa.

Kap 15 sluttede med at fortælle om den anden missionsrejses begyndelse, om Paulus' besøg i Syriens og Kilikiens menigheder. Rejsen gik altsaa denne gang ikke til søs men om ad landsiden gennem den saakaldte syriske port, en vild snevring, der danner indgangen til Syrien fra Kilikien. Saa gik rejsen videre igennem den vidtstrakte Jesus-slette, hvor i sin tid det afgørende slag stod mellem Aleksander den store og Perserkongen Darius (ca. 333 før Kr.), en sejr, der ogsaa var et led i den række af begivenheder, som skulde berede vejen for evangeliet. Derved blev nemlig vejenbanet for det græske sprogs verdensbetydnimng. At det græske sprog forstodes alle vegne, var den ydre betingelse for Paulus' store missionstog.

Vi ser, at der allerede har været en hel del menigheder i Syrien og Kilikien. Evangeliets ild havde tændt rundt omkring. Over Taurus-bjergene kom Paulus saa ind i Lykaonien syd fra, ad den samme vej, som utallige hærskarer under anførsel af store erobrere tidligere havde draget. Paulus og Silas var ogsaa to erobrere, dog uden de ydre vaagen, da de i aaret 51 drog gennem det snevre bjergpas i Taurus. Denne gang naade Paulus først Derbe og derfra Lystraæ Fra denne by stammede, saa vidt vi kan se, en af Paulus' allerkæreste disciple, Timotheus, hvis moders navn, som vi hører i 2 Tim 1.5, var Eunike. Hun var bleven troende og sønnen med, formodentlig ved Paulus' første besøg der paa de egne. I 1 Tim 1.2 kalder Paulus Timotheus sin ægte søn i troen. Faderen var en græker, en hedning, der ikke synes at have været berørt af evangeliet. Moderens indflydelse havde haft afgørende betydning for den unge Timotheus; allered fra barndommen af kendte han den hellige skrift (2 Tim 3.15), og han synes efter V.2 allerede at have arbejdet for Herren ogsaa udenfor sin fædreneb y. I ham fik Paulus en god erstatning for Johannes Markus. Af 1 Tim 4.14 hører vi, at den unge Timotheus blev indviet til Herrens tjeneste under haandspaalæggelse af de ældste. Paulus omskar ham, ikke for de jødekristnes skyld - thi det vilde have været at fornægte den sandhed, han selv havde kæmpet for, som vi hører i Kap 15 og i Gal 2 - men "for jødernes skyld", eftersom disse aldrig vilde have taget imod Ordet af en uomskaarens mund. Altsaa ikke fordi han endnu tillagde omskærelsen nogen betydning, men for at Timotheus ogsaa paa den maade kunde blive jøderne en jøde, særlig paa de egne, hvor hans fader var kendt, og hvor jøderne vidste, at Timotheus ikke var bleven omskaaren fra barn af. Om dette med Timotheus fortælles der i V.1-3. I V.4-5 hører vi, hvorledes Paulus alle vegne overgav brødrenede i Jerusalem vedtagne anordninger (se Kap 15), og menighederne voksede baade indadtil og udadtil fra dag til dag. Som vi hører af Galaterbrevet, blev der siden forstyrrelse i disse blomstrende menigheder, idet de farisæiske sindede jødekristne, der kun nødtvungenst havde bøjet sig ved apostelmødet, alle vegne fulgte i apostelens spor for at prædike omskærelsens nødvendighed og berøve de troende deres frihed i naaden.

I V.6-10 hører vi om Paulus' rejse gennem Lilliasien. Først drog de igennem Frygien og det egentlige Galatien, der laa noget længere mod nord. Den romerske provins Galatien omfattede imidlertid baade det egentlige Galation og Lykaonien, saa Paulus' Galaterbrev sikkert nok er skrevet til alle i disse landsdele værende menigheder. Sansynligvis er rejsen gaaet rask fremad gennem disse egne, thi Herrens Aand havde lagt en anden rejseplan for dem, end de endnu anede. Da Paulus forsøgte at drage vestpaa, ind i den vestlige del af Lilleasien, som blandt de romerske provinser kaldtes provinsen Asien, forbød Aanden ham at tale Ordet deræ Og da han saa vendte sig hen imod Mysien og derefter forsøgte at drage op i den nordlige provins Bithynien, var det det samme. De kunde ikke rejse den vej. Guds børn kender nok dette, naar Aanden saaledes lukker for en. Ofte ledsages en saadan indre tilkendegivelse ogsaa af ydre tegn. Muligvis har dørene, alle vegne hvor de kom, været lukkede for evangeliet. Saa drog de fremad, indtil de kom til Troas, det nordvestlige hjørne af Lilleasien. Her fandt to vigtige begivenheder sted. Rejseselskabet fik tilvækst af en fjerde person, nemlig Lukas, lægen, der formodentlig har boet i Troas. Sandsynligvis har Paulus prædiket i denne by; thi af kap. 20.6 hører vi, at der var bleven en talrig kristenmenighed i Troas. At Lukas sluttede sig til her, forstaar vi af V.10, hvor det nu hedder "vi" i stedet for "de". Men her skulde det ogsaa blive klart for Paulus, hvad Guds tanke var med hans rejse. Troas ligger lige overfor Europa, og her begyndte den stoe tanke at klare sig for ham, at evangeliet ved ham skulde over ogsaa til Europa. I et natligt syn gav Gud ham klarhed over sagen. Han saa nemlig en makedonisk mand, der bønfaldende kaldte ad ham og sagde: "Kom over til Makedonien og hjælp os!" Med dyb begævelse har Paulus fortalt sine tre ledsagere det, og "vi sluttede, at Gud havde kaldt os derhen," skriver Lukas. Nu var sagen klar, og Paulus tøvede ikke et øjeblik med at lyde sin Herres kald. Som en feltherre, der i Asien havde faaet mange ærefulde saar i sin Herres tjeneste, drog Paulus nu over til Europa for at vinde en ny verdensdel for sin Herre, den verdensdel, der nok i udstrækning hører til de mindre, men af Gud var bestemt til at have den ledende plads blandt jordens folk. Ingen verdenserobrer har haft større erobringsplaner end Paulus med sin lille hær. Vi europæiske kristne skulde ikke kunne læse dette sted i Apostl. Gern. uden inderlig tak til Gud.

Læs: Kapitel 16.11-40.
267. Evangeliet i Filippi.

Efter en lykkelig fart om ad Samothrake, en ø i det ægæiske hav mellem Troas og Neapolis, landede de allerede andendagen ved sidstnævnte by. Neapolis var en vigtig handelsby. Derfra kunde de rejsende den følgende dag naa til byen Filippi, deres nærmeste maal. Denne stad, der var grundlagt af Alexander den Stores fader, Filip, var under kejser Augustus bleven gjort til en romersk koloni, hvorved forstaas saadanne byer, hvor udtjente og veltjente romerske soldater var besatte med en del forrettigheder. Saadan en koloni-by fik derved i mange maader et romersk præg. Efter den rejseberetning (V. 11-12) fortæller Lukas nu den skønne begivenhed med Europas først omvendte menneske, purpurkræmmersken Lydia (V. 13-15). I Filippi var der ikke saa mange jøder , at de havde en synagoge, men de havde en bedeplads udenfor byen, vistnok ved den lille flod Gangas. Østerlænderne holder fa at bede i nærheden af rindende vand, særlig jøderne, paa grund af de forskellige tvætninger, de foretager før bønnerne. Ved udtrykket: "Hvor de mente, at der var et bedehus" (V.13) hentyder til denne sædvane at henlægge bedestederne ved floderne.

Der var kun nogle kvinder til stede hin første sabbat. Underfuldt har det været for dem, medens de sad dernede ved floden under cypresserne og platanerne, at lytte til Paulus' forkyndelse om Jesus Kristus som den, der ved sit blod havde oplukket himmeriges port ogsaa for dem. Og saa skete det skønne at en proselytinde Lydia, der havde sluttet sig til jødedommen, blev vakt. Hun havde en forretning med purpurvarer. I hendes hjemland, Lydien, blev purpurfarvning dreven med stor kraft, særlig i Thyatira. Hun synes at have siddet i gode timelige forhold (se V.15: Indbydelselsen til at huse de fire venner). Der er to punkter fremdraget i hendes vækkelse, dels dette, at hun "hørte til" - der skal en villighed til fra menneskers side - dels at Herren oplod hendes hjerte for Ordet. Herren opfyldte paa hende forjættelsen: "Hver den, som er af sandheden, hører min røst" (Joh 18.37). Som sædvanligt i Aposteltiden fulgte daaben snart efter, og det er en herlig frugt af det i hende skabte trosliv, vi møder i hendes indtrængende og ydmyge bøn om, at de vilde bo i hendes hus. Det er kærligheden til de hellige, denlevende tros uadskillelige følgesvend.

Naar der staar: "Hun og hendes hus blev døbt" - og noget lignende hører vi gentagne gange i det nye Testamente (se V.33 og Kap 18.8; ligesaa i 1 Kor 1.16) - ligger deri en lys forjættelse om den velsignelse, en husfaders eller husmoders omvendelse kan føre med sig for hele huset. At der ikke i noget af de paa omtalte steder nævnte hjem skulde have været børn, er ret utænkeligt, saa deri ligger ogsaa en antydning af barnedaaben, selv om det ikke udtrykkeligt er udtalt.

Fra V. 16-24 fortælles nu anledningen til, at Paulus' velsignede virksomhed i Filippi, der sikkert strakte sig over en længere tid (se V.18: "Mange dage"), blev afbrudt. En dag paa vej til bedestedet mødtes de med en pige, der var besat af en spaadomsaand. Pigen var en slavinde, og hendes ejermænd benyttede hendes sære tale til vinding, som kunde hun spaa. Dæmonisk var det hele, hvorledes det saa end ellers har haft sig med hendes tale. Og nu gik det som i Herrens køds dage, da dæmonerne, naar de mødte ham, ofte udraabte, hvem han var (se Mark 1.23-24). Men lige saa lidt som Herren selv vilde hans apostel have noget dæmonisk vidnesbyrd for sig og sin gerning. Og da det gentog sig mange gange, dreb han dæmonen ud ved Jesu navn. Dette gav anledning til den første forfølgelse udsprungen fra selve hedningerne (V.19-24). Før havde det altid været jøderne, der havde sat forfølgelse i gang. Slavindens ejermænd, der nu, da pigen var kommen til samling, ikke længer kunde bruge hende til spaavæsenet, blev rasende, fordi det nu var forbi med den gode fortjeneste. De slæbte Paulus og Silas hen paa torvet, hvor øvrighedspersonerne pljede at have deres bygning til rettergang. "Høvedsmændene" (V,20) betegner de romerske øvrighedspersoner, prætorerne, som de kaldtes, der havde den øverste myndighed i en romersk koloni. Beskyldningen gik ud paa, at disse mænd vilde indføre en ny og statsfarlig religion, der vilde forstyrre den romerske rigsorden. SOm saa ofte siden blev anledningen til forfølgelse mod Jesu venner fra romernes side altid taget ud fra politiske hensyn; hos jøderne var det under religiøs maske.

Der blev et folkeopløb (V.22), og for at standse dette lod høvedsmændene Paulus og Silas hudstryge, en pinlig og foragtelig straf. Paulus selv omtaler det i 1 Thess 2.2 ("mishandlede og forhaanede, som i ved, i Filippi"). I 2 Kor 11.25 omtaler Paulus, at han tre gange er bleven behandlet paa denne maade paa sine missionsrejser. Paulus og Silas blev afklædte og bundne med bøjet ryg til pælen, og saa regnede rottingslagene ned over deres rygge, saa blodet piblede frem. Alt dette skete uden undersøgelses. At Paulus ikke straks protesterede og hævdede sin romerske borgerret som F.eks. i apost gern 22.25, har haft sin grund, som vi ikke kender. Paulus og Silas har forstaaet, at det var Herrens vilje, at de skulde lide dette for hans navns skyld.

I V.23-24 fortælles, hvorledes de saa blev kastede i fængsel som farlige forbrydere, hvor det befaledes fangevogteren at passe nøje paa. Han kastede dem da i det allerinderste og mørkeste fangehul og skruede deres føødder i "stokken", et instrument, som man den dag i dag kan se i Tyrkiet, dannet af to stærke bjælker.

Saa lagde natten sig over Filippi. Medens den lille kristenflok vel har tilbragt natten i forfærdelse, vel ogsaa i forbøn for de to kære mænd, laa Paulus og Silas frimodige om end blodige rygge paa gulvet i deres fængsel. De var ingenlunde modløse, hvor fortvivlet end stillingen udvortes set tog sig ud. Paulus var allerede en prøvet mand i lidelsen; han vidste, at ogsaa dette skulde tjene Gud til ære og evangeliet til fremgang. De styrkede deres hjerter ved bøn og lovsang, og saadanne toner havde der aldrig lydt før i Filippis fængsel. De andre fanger lyttede forbavÅ›ede (V.25).

Herren havde fredstanker ikke blot med Paulus og Silas, men der var en sjæl, som skulde frelses hin nat. Det var fangevogteren, en mand, som aabenbart, som vi forstÃ¥r af sammenhængen, havde hørt noget af Paulus' prædiken om frelsen til salighed. Gud har mange maader at opvække menneskehjerter paa. Lydia vaktes stille ved Ordet, fangevogteren skulde vækkes ved et jordskælv. Der er mange, som har talt meget imod disse bratte, voldsomme vækkelser som højst usunde; de faar vel tie her, hvor Gud Herren selv brugte denne vej.

Det var et underligt øjeblik, da det mægtige jordskælv indtraf. Alle døre sprang op "og alles lænker løstes". Dette sidste var et nyt under. Da brast der endnu en lænke, den, der bandt stokmesteren. I et nu stod det klart for ham, hvilke underfulde sendebud han havde til huse, og med det samme blev hans egen frelse ham det strste af alt (V.26-29). Vi V.30-31 har vi det store spørgsmaal og det store svar, saa dybt og dog saa enfoldigt. Det er ikke den døde tro, at der er en Gud til, men det er den levende tro paa den Herre Jesus, den tro, der vil bygge paa ham, de henviser ham til. Tilføjelsen: "og dit hus" er fuld af forjættelse for hvert Guds barn, der saa gerne vil have de andre i huse med paa himmelvejen. Blot du tror Herren ret, saa skal din tro blive den sejr, der overvinder ogsaa dit hus.

V.32-34 hører vi mere om, hvad der gik for sig hin vidunderlige nat. Paulus og Silas prædikede for stokmensteren og alle hans husfolk. Han aftoede deres saar, og de fik lov at døbe ham og alle hans samme nat, at være redskab for Herren til at afto hans syndesaar ved daabens bad. Og saa satte han dem til bords og "var glad i tro til Gud med alt sit hus". Hans bolig har aabenbart ligget over fængslerne ("førte dem op i sit hus"). I sandhed en underfuld omskiftelse!

Naar baptisternes sekt hævder at kun daab med neddykkelse er gyldig, da synes stokmesterens og hans husfolks daab at tale derimod. "Hvad hed den flod, der flød igennem fængslet i Filippi?" spurgte en gang en kristen hindu en baptistprædikant, der rev ned paa den med bestænkelse udførte daab.

V.35-39 fortælles nu om høvedsmændenes befaling til at lade Paulus og Silas løs. Formodentlig havde de opdaget sammenhængen, at anledningen til hele opløbet kun var skuffet pengegjerrighed, og nu vilde de slippe fra det i stilhed. For stokmesterens unge tro var dette en underlig bestkelse fra Gud. Her ser vi imidlertid Paulus gøre brug af sin romerske borgerret. Der kunde let kastes et falsk skin over evangeliets sag her paa dette første sted i Europa. Det skulde folk i Filippi dog ikke kunne sige, at Paulus og Silas var kendt skyldige som almindelige forbrydere. For sagens skyld krævede Paulus den deres romerske borgerret tilkommende hæder. Silas har altsaa ogsaa været romersk borger. Paulus var førdt til denne ret (kap 22.28); hans fader eller en af hans forfædre maa have købt den eller faaet den som belønning. Ifølge lovene var det strengt forbudt at anvende piskestraf overfor romerske borgere. V. 39 viser den umaadelige forandring i høvedsmændenes stilling - lutter venlighed og opmærksomhed.

I V.40 hører vi, at de gav sig tid til at mødes med menigheden i Ludias hus og give dem kærlige formaninger om nu at blive faste i Herren. Fangevogteren og hans familie har sikkert ogsaa været til stede med deres glade ansigter.

Af Paulus' brev til menigheden i Filippi ser vi, hvilken velsignet vækst Gudslivet har haft ud fra Lydias hjem. Ingen anden menighed voldte Paulus saa megen glæde som den i Filoippi. I brevet til den giver han den de ømmeste og ærefuldeste navne: "Mine brødre, elskede og savnede, min glæde og krans" (Fil 4.15). Her var ingen mulighed til mistydning. Menigheden gjorde ham aldrig saadanne sorger som f.eks. Korintherne, der laante øre til hans bagvaskere eller som Galaterne, der lod sig lokke af "et andet evangelium".

Det synes, som Lukas er bleven i Filippi; thi nu hedder det ikke mere "vi" før i kap 20.5. Timotheus synes ogsaa omend kun en kortere tid at være bleven i Filippi. I Thessalonika (kap 17.4) hører vi i hjert tilfælde kun om Paulus og Silas; der formodentlig blev i Filippi gennem flere aar, er bleven en stor velsignelse for menigheden her. En sot vinding for denne menighed var det sikkert ogsaa, at der ingen videre jøder fantes i den. Det gav troslivet mere af enhedspræget. Men rig sekr drpg Ã…aiæis pg Soæas fra Foæoååo. visse paa at Herren nu vilde have dem andet steds hen. Som Israels børn fulgte skystøtten gennem ørkenen, saaledes ledte Herren ogsaa sin nye Israels sendebud, og saaledes vil han fremdeles lede os fra dag til dag, blot vi vil være lydhøre for hans vink og hans Aands røst.

Apostel-saga
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28

Guldgruben
Indledning, 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28