Fra Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Apostlenes gerninger

Læs: Kapitel 17.1-14.
268. Paulus i Thessalonika og Berøa.

Gennem to betydelige byer i Makedonien, Amfipolis og Apollonia, naaede Paulus og Silas til Makedoniens største by, Thessalonika, det nuværende Saloniki, endnu en stor og blomstrende handelsstad, der ligger dejligt nede ved havet. Endnu findes der i denne by mange jøder, der udgør omtrent halvdelen af befolkningen. Her havde jøderne en synagoge. Byen var ved den tid i sin højeste blomstring; den var en af de saakaldte fristæder, der stod umiddelbart under kejseren. Af 1 Thess. 2.9 hører vi, hvorledes Paulus i Thessalonika arbejdede for sit udkomme, samtidigt med at han prædikede Guds evangelium. Han var jo teltmager af haandværk (se kap 18.3). De jødiske rabinere lærte alle et haandværk, hvilket var meget fornuftigt. Skønt Paulus i 1 Kor 9 hævder retten for dem, der forkyndte evangeliet, til ogsaa at leve derved, brugte han ikke denne ret; han betragtede det som en særlig naade at maatte prædike evangeliet uden bekostning (1 Kor 9.18). Derved undgik han ogsaa at blive regnet iblandt de almindelige omrejsende prædikanter for hedenske religioner, som saa ofte kun gik ud paa at berige sig selv. Paulus maatte, som vi hører i 1ste Thessalonikerbrev, tage natten til hjælp for at tjene sit brød og kendte nok til at lide mangel (Fil 4.12). Som tidligere nævnt fik han dog i Thessalonika to gange hjælp sendt fra Filippi, en frivillig gave, som Paulus mest glædede sig over for givernes skyld (Fil 4.16-17).

Som altid begyndte Paulus først med jøderne (V2-4). Der er noget saare skønt i, at han, trods det at jøderne sted efter sted blev hans bitre fjender, dog stadig bevarede sin nidkærhed for deres frelse. Paa tre sabbater talte han for jøder og en stor mængde proselyter, blandt hvilke der ikke var faa af de fornemme græske kvinder i byen. Paulus' prædiken drejede sig om to hovedpunkter, nemlig 1) at "Kristus maatte lide og opstaa fra de døde." Han viste dem at Messias først maatte komme som den lidende Frelser og kun gennem fornedrelse og død kunde opstaa til herlighed. Formodentlig har Paulus peget hen paa Es 53. Det var ei andent billede af Missias, end jøderne havde tænkt sig. De tænkte sig Messias som en konge, der straks med ydre herlighed skulde frelse dem fra Romernes tyranni. Paulus viste dem, at der var værre fjender end Romerne, nemlig synd og død. - Saa kom den andet punkt. Jesus fra Nazaret, og hans tale naaede sig højdepunkt i de Ord, som her ordret er anførte (V.3): "Denne Jesus, som jeg forkynder eder, han er Kristus (Messias)." De 3-4 uger, Paulus virkede her, bar rig frugt; ogsaa blandt jøderne var der nogle, som troede. Af Thessalonikerbrevene ses det, hvilken virksomhed Paulus har udfoldet i den korte tid. Han siger i 1 Thess 2.11: "I ved, hvorledes vi formanede og opmuntrede hver enkelt af eder, som en fader sine børn." Det synes, som om Paulus har boet hos en mand ved navn Jason (V.5). I Rom 16.21 nævnes en Jason blandt dem, Paulus kalder sine frænder. Muligvis det er den samme.

I V.5-10 hører vi nu, hvorledes de vantro jøder atter lavede opløb for at komme Paulus og Silas til livs. Formodentlig ved hjælp af penge fik de en del af pøbelen til at storme mod Jasons hus, og da de ikke fandt Paulus, trak de Jason og nogle af de troende frem for stadens øvrighedspersoner og brugte den samme beskyldning, som jøderne i sin tid brugte mod Frelseren selv, nemlig at de troende vilde have Jesus til konge, og det var jo oprør mod kejseren. Det var snildt af jøderne at bruge denne løgn, thi hvert oprørsforsøg blev straffet paa det blodigste af Romerne, saa det bragte forvirring i staden. Øvrighedspersonerne tabte dog ikke hovedet i den grad som høvedsmændene i Filippi; de nøjedes med at lade Jason og de andre stille borgen for sig, formodentlig et pengebeløb, og lod dem saa gaa.

Betegnende for Lukas' historiske paalidelighed er det navn, han giver øvrighedspersonerne i Thessalonika, "Politarcher", nærmest svarende til borgmestre. Dette navn kendes ellers ikke fra andre byer og findes i det hele ikke i det græske skriftsprog; men stenene har stadfæstet dette ord, idet man nemlig i en indskrift fra første aarhundrede efter Kristus, sat paa en af Thessalonikas porte, har fundet just denne titel for byens daværende øvrighed.

Der var nu ikke andet for, end at Paulus og Silas maatte af sted igen. Brødrene havde aabenbart stillet borgen for, at der ikke paany skulde blive tale om noget opløb. Saa bragte de straks samme nat Paulus og Silas paa vej til byen Berøa, formodentlig for i al stilhed at afvente, om ikke han kunde vende tilbage. Af 1 Thess 2.18 se vi, at Paulus endog to gange havde i sinde at vende tilbage til de; men "satan har hindret os," siger han. Stillingen i Thessalonika har stadig været spændt, jøderne var paa færde som blodhunde efter det ædle vildt. Jøderne i Makedonien har staaet i forbindelse med hverandre i denne kamp; det hører vi (V.6) af den betegnelse, Thessalonikas jøder brugte om Paulus o ghans ledsagere: "Disse have bragt den hele verden i oprør". De havde altsaa faaet bud om dem andre steder fra.

I Berøa, en by omtrent 12 mil sydvest for Thessalonika, var jøderne mere veltænkende end de i Thessalonika. De har faaet et skønt navn i vor bibel ved den oprigtige og redebønne maade, hvorpaa de prøvede Paulus' vidnesbyrd ved at ransage den Hellige Skrift. Vilde blot alle, der hører Ordet, saaledes forske i Skriften, saa vilde der ogsaa gaa som i Berøa, hvor mange (ogsaa af jøderne) troede. Atter her hører vi om en del af de fornemme grækere, baade mænd og kvinder, som tog imod evangeliet. Der var i Romerriget, særlig blandt de dannede, en usigelig tomhedsfølelse overfor den gamle afgudsdyrkelse. Jordbunden var vel beredt for Ordet. Derfor blev Paulus' missionsrejser trods slag og saar dog som oftest en rig sejrsvej. Paulus synes at have opholdt sig en tid i Berøa; men saa opdagede jøderne i Thessalonika, hvor han var, og drevne af dæmonisk nidkærhed ilede de efter ham og satte folket i bevægelse. Saa maatte Paulus atter af sted, denne gang alene; Silas og Timotheus lod han blive. Jødernes had maatte alligevel ved Herrens magt tjene til evangeliets hurtige udbredelse over landene.

"Thi hvad har du for øje, Det sker, o stærke Gud, Og alting sig maa føje Dit raad at føre ud."

Læs: Kapitel 17.15 34.
269. Paulus i Athen.

Grækenlands hovedstad, det pragtfulde Athen, den gamle hedenske videnskabs og kunsts sæde, blev den næste station for Paulus (V.15). Ganske alene kom han her og synes ikke at have haft i sinde at ville tøve. Han ventede blot paa Silas og Timotheus, og som vi hører af 1 Thess 3.2 sendte Paulus fra Athen TImotheus til Thessalonika for at styrke menigheden der. Fra V.16-21 fortælles os nu om, hvorledes Paulus alligevel kom ind i kampen. Anledningen var de mange afgudsbilleder, Athen var fyldt med. En græsk forfatter fra den tid siger, at Athen alene rummede flere afgudsbilleder end hele det øvrige Grækenland tilsammen. Paulus' ildfulde aand kunde ikke udholde at se paa alt dette uden at vidne. Ikke blot i den jødiske synagoge blandt jøder og proselyter ("de gudfrygtige"), men ogsaa paa torvet talte han hver dag til dem, han traf paa. Der færdedes ogsaa de hedenske filosofer. Ordet "filosof" betyder egentlig "en, der elsker visdom", og betegner den sgen og spekuleren efter sandheden, der ad forstandens vej uden lyset fra Gud forsger at trænge igennem til erkendelse. Paulus traf de filosofskoler, nemlig den epikuræiske og den stoiske (V.18). Epikuræerne var en ganske kødelig retning, som lærte, at alt bestemtes ved tilfældet, og satte det timelige velvære og sorgløshed som det højeste maal efter den gamle melodi: "Pluk glædens roser, inden de forgaar!" Stoikerne deriomod lærte, at alt var bestemt af en ubøjelig skæbne, og at mennesket ved "visdom" skulde gøre sig uafhængig af alt det jordiske, iføre sig en uforstyrrelig ro, indtil man igen vendte tilbage til det store alt, hvorfra man var kommen. Stoikerne viste tit en storartet foragt for det sanselige og kunde synes at være af langt bedre stof end de nydelsessyge Epikuræere. Men for Stoikerne var deres stolthed og selvretfærdighed den værste hindring, medens Epikuræerne var lystens slaver. Hovmod og sanselighed er jo altid syndens to hovedytringer.

Paulus kom i samtale med disse filosofer. Nogle behandlede ham med overlegen foragt og kaldte ham en "ordgyder"; andre derimod blev nysgerrige ved at høre ham tale om opstandelse. Personlig udødelighed og opstandelse, et regnskab for Gud, alt dette var fuldstændig fremmede toner for disse hedenske "vismænd". De nysgerrige førte saa Paulus op paa "Areopagus", som egentlig betyder krigsguden Ares' høj. Paa dette sted var sædet for den højeste domstol, men tillige brugtes Areopagus som foredragshal. Fra denne høj er der en dejlig udsigt over byen. Ikke langt derfra laa det saakaldte Akropolis, paa hvis top de herligste templer knejsede, noget af det skønneste, som menneskelig kunst har kunnet rejse. Øverst oppe paa Akropolis knejsede gudinden Athenes kæmpemæssige billedestøtte i fuld rustning med gylden hjælm paa hovedet og lansen i haanden. Og nu stod der oppe paa Areopagus en mand, der beredte sig til at tale et ord, for hvilket hele den græske gudeverden i løbet af faa aarhundreder skulde synke i støvet. Allerede den gang havde den græske videnskabelighed hos de fliste mistet sin alvor; den var for en stor del kun overfladisk nysgerrighed (V.21).

Paulus' tale (V.22-31) er et mesterstykke. Han forstod i sandhed ikke blot at blive jøderne en jøde, men ogsaa Grækerne en Græker uden derved at prisgive det mindste af evangeliets sandhed og herlighed. Klart fordømmer han deres taabelige gudelære, samtidig med at han dog paa en hensynsfuld og fin maade ser at faa fat paa den lille traad af sandhedshigen, der endnu fandtes i hedenskabets afgudsdyrkelse. Athenienserne gjaldt for at være de mest religiøse af alle Grækere. Paulus havde blandt deres utallige gudebilleder ogsaa fundet et alter, hvorpa der stod skrevet: "For en ukendt Gud", et vidnesbyrd om, at hedningerne havde en fornemmelse af trods alle deres mange guder dog ikke at have faaet trangen udfyldt. Deri laa en famlen efter den sande Gud. Dette gik Paulus ud fra (V.22-23) og forkynder dem nu denne Gud først som alle tingsSkaber (V.24-25) og derfor ogsaa som den, der ikke som de døde afguder kunde begrænses af tempelmure eller behøvede menneskers betjening. - Ganske vist var der ogsaa et tempel i Jerusalem, rejst paa den levende Guds bud; men den gamle pagts folk vidste saar vel, som Salomo sagde det ved templets indvielse: "Himlenes himle kan ikke rumme dig, langt mindre dette hus, som jeg har bygget." Og ganske vist skulde der ogsaa bringes ofre i den gamle pagts helligdom, men det var jo kun som forbilleder paa det store offer, der skulde bringes langfredag. De troende i Israel forstod nok, at de ydre ofre kun havde betydning som udtryk for det indre offer, den sønderbrudte aand (Sl 51.18-19 og Ef 1.11).

Fra Gud som Skaberen peger Paulus hen paa ham som Styreren, som den, der efter at have skabt menneskenes slægt "af eet blod", dvs. af eet menneskepar, bestemte folkens tider og grænser, alt med det for øje, at de dog skulde søge ham, der i virkeligheden var dem saa nær som den, der bar alle ting, ogsaa hvert menneskeliv, ved sin krafts haand, og som den, af hvem mennesket var oprundet, saa mennesket kunde siges at være "hans slægt" (V.26-28).

Grundtekstens ord (V.27): "om de dog kunde føle sig frem og finde ham" betegner egentlig den famlende søgen som af en, der raver i mørke for at finde frem til lyset - et træffende billede paa hedningernes famlende søgen.

Alt dette var jo fuldstændig nye tanker for Athenienserne. Læren om menneskets nedstammen fra et eneste par med fælles skyld og fælles trang til den ene samme Gud var lige imod hedenskabets tanker om, at hvert folk havde sine egne guder og var noget for sig; Athenienserne roste sig i deres sagn af at være fremvoksede af deres eget land. Og saa tanken om at være i slægt med Gud - ja Paulus henviser til nogle af deres egne digtere (Aratus og Kleanthes), der havde udtalt just denne tanke, omend i en falsk, hedensk forstaaelse; men der ligger jo en dyb sandhed deri, eftersom Gud Herren indblæste sin egen livsaande i leret.

Paulus viser sig at have kendt noget til de græske digtere. I Tarsus havde han i sin ungdom lært noget af alt dette, og det kom ham til gode i Herrens tjeneste. Udfra dette, at Guds livsaande bærer menneskelivet, viser han nu fremdeles paa en skønsom maade det urigtige i at danne Gudebilleder af dødt stod som guld, sølv eller sten (V.29). Døde guder for levende mennesker var en modsigelse.

I V. 30-31 gaar han mod sin tale fra Guds aabenbaring som Skaber og Styrer videre til at forkynde Gud som den, der nu ogsaa ved Ordet aabenbarede sig for de vankundige hedninger. Hidtil havde han baaret over med deres mørke, men nu lod hans klare Ord om omvendelse for alle mennesker og alle vegne. Nu var afgørelsens tider komne nær, verdensdommen stundede til, og denne dom skulde ske ved ham, hvem Gud dertil havde beskikket og beseglet, idet Gud oprejste ham fra de døde.

Videre synes Paulus ikke at være kommen i sin tal hin dag. Men det var alvorlige toner, disse toner om omvendelse, om dom, om opstandelse fra død. Uden frugt blev heller ikke dette Ord, ganske vist spottede nogle, men andre havde faaet lyst til at høre mere; det bedste var dog, at nogle mænd var blevne grebne af Ordet, deriblandt et medlem af selve det øverste raad, Dionysius, der senere skal være bleven biskop for den menighed, der dannede sig i Athen. Ja, saaledes virker Ordet ofte endnu den dag i dag: nogle spotter, andre bliver let berørte, men - Gud ske tak - enkelte gribes af sandheden.

Kritiken har selvfølgelig heller ikke skaanet denne Paulus' tale, men erklæret den for fri opdigtelse af forfatteren til Apostl. Gerninger. Men mærkeligt er det at se i vore dage, at paa flere punkter, hvor mange opblæste theologer mener at være fuldstændig færdige med de bibelske beretninger, der begynder oldtidsforskerne mere og mere at forsvare disse. En stor kender af den klassiske oldtid, Ernst Curtius, udtaler saaledes om sin overbevisning: "Den, der nægter den historiske værdi af beretningen om Paulus i Athen, river et af de vigtigste blade ud af menneskeslægtens historie."

Athens gamle, pragtfulde borg ligger i ruiner, men Ordet, der ved hin mægtige apostelskikkelse blev baaret frem dag, gaar endnu med sejr fra land til land. Det lever og bliver evindelig. Men ogsaa blandt de døbte findes der jo saa mange, for hvem den levende Gud er den ukendte Gud. "Et suk igennem verden gaar, ej verden selv det suk forstaar"; det stilles kun hos ham, hvem Gud oprejste fra de døde, vor korsfæstede og genopstandne Herre Jesus. Er afgudsaltrene da blevne omstyrtede i dit hjerte, kære læser? Har du lært Kristus at kende som din Herre og din GUd? Guds folk er i dybeste forstand Guds slægt, delagtig i den guddommelige natur (2 Pet 1.7).

Dig vil jeg elske og tilbede,
Min Herre Gud og broder kær!
Er verden endn med spot tilrede,
Og skal jeg nød kun friste her,
Dig vil jeg elske, Frelser min!
O, Jesus, kald mig din!

Apostel-saga
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28

Guldgruben
Indledning, 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28