Guldgruben - Apostlenes gerninger 2

Fra Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Apostlenes gerninger

Læs: Kapitel 2.1-13.
238. Helligaandens komme.

Med dette andet kapitel begynder den egentlige kirkehistorie. Fra Kap 2 til Kap 7 fortælles nu først om menigheden i Jerusalem, dens underfulde stiftelse paa pintsefesten, dens hellige pintseskikkelse, dens kamp og trængsel, dens hellige tugt, men ogsaa dens sejr.

Vi staar her i dette afsnit overfor den største begivenhed, apostlenes gerninger har at berette om. At Aandens komme fandt sted ved pintsefesten, har sin dybe betydning. Pintsefesten var høstfesten, den af de tre store hovedfester, ved hvilken der bragtes madoffer af den nye høst. Saaledes blev nu ogsaa pintsen ved Aandens komme en indsamling af førstegrøden af sjælehøsten. først længere hen i tiden knyttede man til pintsefesten ogsaa mindet om lovgivningen paa Sinai.

Der har været spørgsmaal om, hvilken ugedag hin første kristne pintse har været. Pintse betyder egentlig "den halvtredsindstyvende" (dag), nemlig regnet fra den jødiske paaske, saaledes at den 10 Nisan, anden paaskedag, blev regnet for den første af disse 50 dage. Naar vi gaar ud fra, som vi har vist, at Herrens korsfæstelsesdag var en fredag, synes den 50 dag derefter at maatte blive en lørdag, altsaa den jødiske sabbatsdag. Men det var jo ogsaa med en jødekristen menighed, Herren begyndte sin kirke. At den hedningekristne menighed siden lagde pintsefesten hen til den søndag, stemmer med, at helligdagen i den kristne menighed ved Aandens ledelse blev ugens første dag (efter Herrens opstandelsesdag). Er Aandens komme sket paa en sabbat, som det synes, ligger deri en tilknytning mellem den gamle og den nye pagt.

Hvem var de forsamlede, og hvem blev fyldt med den Helligaand? Aabenbart ikke blot apostlene men alle Jesu forsamlede disciple. Dette fremgaar baade af V.1, hvor der staar, at "de var alle endrægtigt forsamlede", og af V.14, hvor Peter med de elleve træder frem, ud fra den øvrige forsamlings midte. Det maa være samme skare som den, vi hører om i Kap.1.15. Det var jo ogsaa ved den 3 time, paa dagen (Kap 2.15), ved bedetiden kl.9 om formiddagen, hvor de alle selvfølgelig var samlede. Endnu et vidnesbyrd derom ligger i Ordet fra Joel, som Peter fremdrager (V16-21), hvor der just tales om Aandens udgydelse over hele det nye Gudsfolk.

Endelig kan der spørges om: hvor var de forsamlede? Der staar i V.2, at lyden fra himlen fyldte hele huset, hvor de sad. Nogle har ment, at stedet har været en af de tredive sale, som i følge den jødiske historieskriver Josefus fandtes i templets sidebygninger. Det har man søgt at begrunde ved at henvise til at det var bedetimen, og ligeledes henvist til Luk. 24.33, hvor der staar, at de "stedse var i templet". Dog er det alligevel sandsynligst, at det har været samme sted som det, der omtales i det første kapitel, altsaa et privathus. Næppe havde de jødiske øverster, som var saa fjendtlig sindede overfor Jesus, overladt hans tilhængere en sal i templet. Ikke heller behøver Aandens udgydelse at have fundet sted efter bedetimens begyndelse, snarest har folkemængden først været i færd med at drage op til templet. Men stærkest taler derimod den omstændighed, at den nytestamentlige menighed just fremtræder som en fra templet udsondret menighed. Herren havde jo i Matth 23.38 sagt til jøderne: "Se, eders hus skal lades eder øde." Dette stemmer med, hvad Peter prædiker (se V.40): "Lader eder frelse fra denne vanartede slægt." Bruddet var sket med det gamle Israel efter kødet. Alt dette taler for, at stedet ikke har været templet. Efter sagnet skal Johannes' hus have ligget paa Zions bjerg; muligvis det da har været der. Peters prædiken har da formodentlig fundet sted fra husets flade tag, saa det blev opfyldt: "Prædiker paa tagene, hvad der siges eder i øret" (Matth 10.27).

I V.2 beskrives for os det hørlige tegn, der fulgte med Aandens udgydelse, o gi V.3 det synlige tegn. Der staar ikke, som det ofte bliver fremstillet, at der føltes som en stormvind, men kun at der hørtes en lyd, en brusen i lighed med, som naar et vældigt vejr farer frem. Ligesom Guds Aand ved skabningens begyndelse svævede over vandene og meddelte livets Aande, saaledes fyldte nu Guds Aand huset, hvor disciplene sad, med sin levendegørende kraft. Den brusen, der lød som af et stærkt vejr, er det ydre tegn for Aandens magt og vælde, ogsaa for den omvæltning, der finder sted i synderhjerter, hvor Guds Aand faar magt.

Det synlige tegn, tunger som af ild, har en dobbelt betydning. At tungeskikkelsen aabenbaredes, peger hen paa, at Guds Aand vil salve mennesketungen til at forkynde det store budskab (se Ef 6, hvor Serafen rører ved Esauas' læber med en glød fra himlens alter). Og at tungerne viste sig "som af ild", altsaa ildlignende, peger hen paa Aandens væsen som den Hellige ild, i menneskehjerter, der baade oplyser, varmer og lutrer. Da opfyldtes Johannes Døberens spaadom: "Han skal døbe eder med den Helligaand og med ild" (Matth 3.11). En saadan ildtunge satte sig paa hver af dem.

Disse ydre tegn var kun ydre vidnesbyrd om, hvad der skete i disciplenes indre. "De blev alle fyldte med den Helligaand". Og nu sker det mærkelige, at de begyndte "at tale i andre tungemaal, efter hvad Aanden gav dem at udsige". Virkningen og indtrykket deraf paa deres omgivelser fortælles saa fra V.5-13.

Hvad vil dette sige, at de talte med andre tungemaal? Ja, vi forstaar af det følgende, at alle de magne, der samledes udenfor huset, jøder fra mange forskellige af jordens egne, alle syntes at høre deres eget lands sprog. Der nævnes 15 forskellige sprog. Nogle har da ment, at disciplene talte disse forskellige sprog, nogle det ne, andre det andet. Men det vilde jo være bleven en frygtelig forvirring, om 15 sprog paa een gang havde lydt imellem hverandre, og ikke til at skille ad. Men hvert folkeslag hørte dem tydeligt nok forkynde Guds store gerninger. Nej, Ordet her peger aabenbart hen paa, at alle de mange folkeslag paa een og samme tid hver især syntes at høre deres eget sprog.

Man har villet henvise til den talen i tunger, som vi sidenhed ser i virksomhed ved den apostolske menigheds Gudstjeneste (se 1 Kor 12 og 14), og der findes ogsaa lighedspunkter. Denne senere talen i tunger var ogsaa en virkning af Guds Aand (se 1 kor 12.10); den var ogsaa en slags forkyndelse i bønnens form, og paa udenforstaaende gjrde den et mærkeligt indtryk, ligesom vi her i V.13 hører, at nogle spottede og kaldte det en beruselse. Men der er den store forskel, at den senere talen i tunger var uforstaaelig for andre, naar der ingen var at udlægge det (se 1 Kor 14.2.19), medens pintsefestens talen med andre tunger var forstaaelig for alle.

Vi slutter deraf, at pintseunderet har været af en noget anden art end hin senere naadegave ved menighedens Gudstjeneste. Det har været et helligt sprog-under, noget, om vi tør sige, i lighed med det himmelske sprog, der for hver af tilhørerne lød som deres eget, som deres modersmaal. Og dog var der noget særegent ved det, noget overnaturligt, som gjorde, at de, der stod uden ærbødighed, de aandelig talt fjendske hjerter, udlagde det som drukkenskab (V.13), medens de gudfrygtige mænd med det velvillige sind baade forbavsedes og forundres sig. Thi en sagde: "Det er parthisk, de taler", en anden: "Nej, det er Medisk" osv. Her var en underfuld gaade, som de ikke kunde løse. Men de forstod det alle, at det var "Guds storværker", der b lev forkyndt og lovprist.

Den aandelige betydning af dette sprog-under er jo ikke b lot den, at alle skal høre Ordet i deres modersmaal; skønt der ogsaa deri ligger den sandhed udtalt, at evangeliet, først naar det klinger i modersmaalets lyd, ret kan naa hjerterne, saa kunde dog hin dag alle de tilstedeværende nok have forstaaet det aramaiske sprog, i hvilket Peter sikkert har holdt sin pintseprædiken. Nej, den dybe tanke i dette under er sikkert den, at Herren vilde betegne sit evangelium som tilhørende alle folkeslag og stammer og tungemaal. De nævnte folk staar kun som udtryk for alle jordens folkeslag. Babels sprogforvirring bliver ved Guds kraft i denne højtidsstund hævet. Den lille discipelflok stod i hint vidunderlige øjeblik som et udtryk for hele Herrens menighed til alle tider og af alle folk. Augustin har med rette sagt, at Herrens menighed endnu taler de mange tungemaal, idet den har sine lemmer i de mange forskellige folkeslag. Det var Herren selv, der saaledes ringede sammen til den første Gudstjeneste i den nye pagt med en "himmelsk klokketone". Prædikanterne var Galilæere (V.7); de fleste disciple var jo fra Galilæa. Da opfyldtes Jakobs velsignelse fra 1 Moseb 49.21, velsignelsen over Naftali stamme (der jo kom til at bo i Galilæa): "Naftali giver dejlig tale."

Tilhørerne skildres for os V.9-11. Det var, som vi hører V.10 baade jøder og proselyter; disse sidste betegnede hedninger, der var gaaede over til jødedommen, enten det var som de saakaldte "portens proselyter", der kun iagttog visse jødiske skikke, eller "retfærdighedens proselyter", der var omskaarne og helt optagne i Israels menighed. Der boede en mængde jøder ude omkring iblandt hedningefolkene, men alle oprigtige jøders længsel stod til den hellige stad, og naar de blev ældre, eller det paa anden maade blev muligt for dem, flyttede de til Jerusalem. Der tænkes her (V.5) ikke blot paa tilrejsende men paa fast bosatte jøder, dog fødte i de fjerne lande. De fire første navne omfatter østen hinsides Eufrat Elamiterne betegner dem, der boede ved den persiske havbugt. Saa kommer selv Judæa. Det kunde synes mærkeligt, at Judæa nævnes mellem de fremmede lande, men det viser os, at ogsaa de fra selve jødeland vel forstod, at det ikke var deres eget sprog, omend det lød saaledes for dem ligesom for de andre folk. Dernæst nævnes de vestligere landskaber i Asien ("Asien" i V.10 betegner Lilleasiens mod middelhavet grænsende del). Saa kommer der to navne fra det sydlige, fra Afrika, Ægypten og Libyen; saa Romere, til sidst Kretere og Arabere. "Jøder og proselyter" er en fællesbetegnelse for alle disse folk.

Vi skal lægge mærke til, at hvor Aanden taler, der er det Guds store gerninger, der forkyndes, i modsætning til verdensaanden, der stadig taler om menneskenes store gerninger.

Skellet imellem tilhørerne aabenbares ogsaa straks ved denne første Gudstjeneste. Nogle grebes af Aandens magt, andre spottede imod bedre overbevisning. Jo klarere Aandens kan komme til at tale gennem mennesker, des mindre bliver der plads for de uafgjorte; der bliver det for eller imod, ligesom naar Herren selv talte i sit køds dage. Overfor pintsens store under maa Guds folk bede med sangens ord:

Aand fra himlen, kom med naade,
Kom med liv og lys herned,
Livets Ord du selv forklare,
Lad det virke, hvad du vil,
Saa vi maa dets kraft erfare;
Fyld vor sjæl med hellig ild!


Læs: Kapitel 2.14-36.
239. Peters pintseprædiken.

Denne Peters prædiken er et mægtigt vidnesbyrd om, at han var blevet fyldt med den Helligaand. Hvilken underfuld frimodighed og kraft er der ikke nu i ham, en kraft til at svinge Ordets sværd ikke blot til forsvar men ogsaa til angreb! Peters pintseprædiken og virkningen deraf vidner uimodsigeligt om, at Guds kraft og klarhed ved Aanden var kommen til at bo i de før saa vaklende og skrøbelige apostle.

Hans prædiken falder i to dele. Først V.14-21, hvor han viser, at dette ikke var beruselse men opfyldelse af profeten Joels spaadom om den Helligaands udgydelse. Dernæst et klart vidnesbyrd om, at denne Aandens udgydelse stammede just fra den Jesus, som de havde korsfæstet, men som Gud havde oprejst og "gjort baade til Herre og til Kristus" (V.22-36).

Vi hører, at da Peter traadte frem for at tale, stod de elleve apostle ved hans side (V.14). Det var anførerne i Herrens lille hær. Peters prædiken er jo bleven holdt paa folkets sprog; med hans fremtræden er den underfulde talen i himmelsproget til ende, og nu kommer der en efter indholdet jævn og enfoldig prædiken, men baaren af Aanens vældige magt. Af Peters pintseprædiken ser vi i sandhed, at det ikke er det blomstrede sprog, det kommer an paa, men at ordet kan være fyldt med Aanden fra Gud. Derpaa beror først og fremmest virkningen. I sin tiltale skelner han mellem de egentlige indfødte jøder og dem, de rhavde boet andet steds men nu havde bosat sig i Jerusalem. Overfor spotterne taler Guds Aand gennem Peter med en underlig sagtmodighed for at drage dem ud fra deres sørgelige forblindelse (V.15). Den tredje time paa dagen var den første bedetime (Kl.9), og før den tid plejede jøderne ikke at nyde noget, allermindst de, som vilde op i templet. Ordet fra profeten Joel 3.1-5 er som sædvanlig anført frit efter sit aandelige indhold og udfra den græske oversættelse, som den gang var brugelig. Profeten skildrer de tegn, der skulde følge med den Messianske tids frembrud, nemlig først Aandens udgydelse (V.17-18); dernæst omvæltningerne i naturen (V.19-20), og endelig skildres betingelsen for at blive frelst fra dommen (V.21). Som sædvanlig hos profeterne ser de Herrens største og andet komme som et; den mellemliggende tid, Aandens rige, kirkens udviklingstid, under hvilken vi endnu lever, bliver for det profetiske øje kun som en liden stund. Saaledes var det ogsaa for apostlene, men det var ikke fejlagtigt; kun havde de stillet deres ur efter Herrens ur. Han siger jo selv i Matth 24.29: "Straks efter ..." Herrens ur maaler tiden ikke efter dens menneskelige længde men efter dens indhold.

Hos Joel staar der: "Og det skal ske derefter." Peter siger: "Det skal ske i de sidste dage." Det er Aandens udlægning af profetens Ord. Den med Kristus indtraadte tidsperiode kaldes ofte i skriften for "de sidste dage" (se Herb 1.1). Fremdeles lyder Ordet hos Peter: "Jeg vil udgyde af min Aand" (profeten har: "min Aand"). Ved dette Ord betegnes den Helligaands udgydelse paa pintsedagen, hvor mægtig den end var, dog kun som delvis ("af min Aand"), som et pant paa, hvad der efter profetens spaadom en gang skal komme i hele fylden. "Profetere, se syner og have drømme" betegner her det for Guds rige opladte hjerte, der giver sig vidnesbyrd paa forskellig maade (se de profetiske aabenbarelser, ogsaa de drømme fra Gud, der omtales i det nye testamente). I V.18 staar der "mine trælle" og "mine trælkvinder"; Grundteksten har kun "trælle og trælkvinder". Men dette "mine" betegner dem som hørende til Herrens folk, altsaa de tjenere og tjenestekvinder, som vil være Herrens. "Blod, ild og rygende damp" er tegnene paa jorden, peger hen paa de store krige, som skal hærge landene i de sidste tider (se Matth 24.6). Med hensyn til himmeltegnene henvises til Matth 24.39. Grundteksten har "den store forfærdelige dag", men Ordet "forfærdelig" blev i den græske oversættelse gengivet ved "herlig". Meningen bliver væsentlig den samme; thi det, der vækker verdens forfærdelse, bliver jo Guds folk til herlighed. Ved V.21, den frelsende virkning af at paakalde Herrens navn, gaar Peter nu over til at vidne om, hvem denne frelsens Herre var, nemlig Jesus fra Nazareth. Peter peger uafbrudt hen paa, hvorledes Gud havde beseglet Jesus først ved undergerninger (V.22-24), "som i jo selv ved", føjer han til. Det var jo kun faa uger i forvejen, de havde haft Jesus synlig iblandt sig. Fremdeles ved at oprejse ham (V.24), efter at jøderne havde korsfæstet ham ved ugudelige hænder (egentlig ved "ugudeliges", nemlig de hedenske Romeres hænder). Peter siger dem deres uhyre skyld lige i øjnene. Det var jo jødernes raad, der havde dømt Herren, og folket havde ved sit frygtelige raab: "Hans blod komme over os og vore børn!" gjort sig medskyldige deri. Vi ser, at hvor Aanden taler, der tales ogsaa klart og lige ud om vantroens uhyre brøde. Korsets prædiken bruges af Aanden til at vække skyldbevidstheden. Men Peter peger tillige hen paa, at ogsaa Jesu korsfæstelse var "efter Guds bestemte raadslutning og forudviden", intet tilfældigt. Jesu død var "fra Guds side en opfyldelse af forløsningens evige raadslutning, fra Jesu side en frivillig kærligheds-handling, fra jødernes side toppunktet af deres synd mod Jehova." Fra V.25-31 har vi skriftbeviset, idet Peter ud fra det gamle testamente, den16de salme, viser, hvorledes Messias' opstandelse allerede der var forudsagt.

V.25-28 er en gengivelse af Sl 16.8-11, nøjagtig efter den græske oversættelse. Peter viser (V.29-31), at Ordet: "Du skal ikk elade min shæl tilbage i dødsriget, ikke heller tilstede din hellige at se forraadnelse," umuligt kunde passe paa David selv; thi hans grav var jo iblandt dem. Men David havde talt som profet om den Davids-søn, Gud havde forjættet at ville oprejse ham til et evigt rige.

I følge dette skreivens Ord "var det ikke muligt, at Jesus kunde fastholdes af døden" (V.24). Vi ser her atter, hvorledes apostlene ligesom deres guddommelige mester stadig tager Ordet fra den gamle pagt som et Gudsdomsord, hvis opfyldelse derfor er lige saa nødvendig, som Guds sanddruhed og magt er til at stole paa. Ja, saaledes skal vi betragte Gudsordet, ogsaa den gamle pagts Ord. Men hvor ligger en saadan betragtning af det gamle testamente ikke højt over det flade syn, som den moderne bibelkritisk møder med.

Udtrykket: "Idet han gjorde ende paa dødens veer" (den hebraiske grundtekst har: "Dødens strikker") ligner Kristi opstandelse ved en fødsel fra død og ser dødens smerter som fødselsveerne.

Dog ikke blot skriften beviste nødvendigheden af Messias' opstandelse, men i apostlene havde de vidnerne til, at Jesus var oprejst af Gud (V.32). "Denne Jesus" staar der med højtideligt eftertryk - denne og ingen anden end ham var forjættelsen opfyldt paa. Fra ham som den ved Guds magt ophøjede kom nu denne Helligaand (V.33), der var forjættet i den gamle pagt; af sin himmelske Fader fik han denne gave, hvis virkninger de nu saa og hørte. Og at ogsaa hans ophøjelse var forudsagt i den gamle pagt, viser Peter (V.34-35) ud fra Sl.110, hvor david taler om, at Herren sagde til hans Herre: "Sæt dig ved min højre haand." Saa slutter Peter med at samle det hele i Ordet (V.36): "Derfor skal hele Israels hus vide forvist, at denne Jesus, hvem i korsfæstede, har Gud gjort baade til Herre og Kristus." Ikke saaledes, at han ikke var det i forvejen (se Peters ord Matth 16.16: "Du er Kristus, den levende Guds Søn"), men det er herliggørelsen efter fornedrelsen i tjenerskikkelsen, Peter her peger paa for folket. Selve spørgsmaalet om Jesu Guddom fra evighed af skulde nok blive klaret siden efter, naar først lyset over Jesus som Messias havde faaet magt i deres hjerte.

Jesus er begyndelsen og enden og midtpunktet i hele Peters prædiken. Saaledes bliver det, hvor Aanden fører Ordet.

Jesus, vor Kristus, vor salvede konge med ære!
Kristus, vor Jesus, almægtige Frelser du kære!
Hos os du bliv,
Vær du vort lys og vort liv,
Alt, hvad vort hjerte begærer!


Læs: Kapitel 2.37-47.
240. Virkningen af Peters prædiken. Den første menighed.

Nu hører vi, hvad denne ene prædiken af Peter udrettede, og det var i sandhed en underfuld virkning, der nok maatte minde Peter om hin fiskedræt, Herren i sin tid gav ham ved Genesaret sø. Det var en rig førstegrøde, en frugt af Frelserens udsæd. Fra V.37-41 hører vi om denne virkning. Efter grundteksten staar der egentlig, at de blev "gennemborede i hjertet" (V.33), de kom til bevidsthed om, at jødefolket havde ihjelslaaet sin Messias, en frygtelig sandhed, i hvilken de vare medskyldige. Herrens Aand havde her øvet det værk, som han havde forudsagt i Joh 16.8, at Aanden skulde udrette overfor verden: overbeviseverden om synd, fordi den ikke havde troet paa ham, men ogsaa om Jesu retfærdighed og om dom. De saa ingen udvej uden at henvende sig til apostlene med spørgsmaalet: "Hvad skal vi gøre?" Selve dette spørgsmaal vidner om, at trængen til frelse og det villige sind nu var til stede hos dem, og tiltalen: "I mænd brødre" var en ærbødig og hjertelig henvendelse. Peters svar (V.38-39) lyder paa det samme, som Johannes Døberen og Jesus selv havde sagt til dem: "Omvender eder", og deri ligger jo: Bryd med det gamle sind og kom til ham, i forkastede, nemlig i daaben. Efter grundteksten staar der: "Og hver af eder lade sig døbe paa Jesu Kristi navn," dvs. paa bekendelsen af Jesus som Messias, som den himmelske Faders Søn og den, der havde sendt Helligaanden. Selvfølgelig er der blevne døbte i den treenige Guds navn, men Jesus Kristus er dette navns aabenbarelse paa jord.

Den omvendelse, her er tale om, er jo omvendelsen til det sind, der kan indgaa i himmeriges rige, og peger tilbage til vor Frelsers Ord i Matth 18.3: "Uden i omvender eder og bliver som børn, kommer i ingenlunde ind i himmeriges rige," og Ordet i Mark 10.15: "Den, som ikke modtager Guds rige som et lille barn, skal ingenlunde komme ind i det." Det er den barnlige villighed, det gælder om (se ogsaa V.41: "De, som nu tog imod hans Ord, blev døbte"). Og to store forjættelser knytter Peter til daaben: for det første syndernes forladelse, for det andet den Helligaands gave. Delagtighed i den samme naade, som de lige nylig (under de synlige og hørlige tegn) havde erfaret var bleven menigheden til del. Disse to gaver indesluttes i den store gave Jesus, hvorfor ogsaa Paulus i Gal 3.27 samler daabens naade i dette ene: "at ahve iført Kristus".

At de visselig skulde faa denne gave, begrunder Peter i V.39 ved at henvise til, at de jo hørte til forjættelsens slægt, som det allerede var forudsagt i Joel 3.5, saa sandt de paakalde Herren i tro og kom, naar han kalder. "Hvilke som helst Herren vor Gud vil kalde dertil," viser os Guds frelse som udsprungen af Guds frie naade.

Hvem forstaas der ved "dem, som er langt borte"? Nogle forstaar derved alle de jøder, der var spredte omkring i Romerriget, og nærværelsen af de mange udenfor det hellige land fødte jøder hin dag kunde lægge denne forstaaelse nær. Men vi maa have lov at tage det i en endnu dybere betydning, nemlig ogsaa om hedningerne, om hvilke Paulus i Ef 2.13 og 17 just siger, at de "forhen var langt borte". Forjættelsen hviler jo over alle syndere, saa sandt Kristus døde for hele verden; men kun ved troens tilegnelse af den naade, der er i daaben som de øvrige naademidler, bliver forjættelsen til frelse.

I V.40 hører vi, at Peter indtrængende lagde dem paa sinde, at tilegnelsen af denne frelse krævede et brud med den vanartige slægt. Det græste ord betyder egentlig "krum", altsaa "forvendt". Saaledes taler Aanden; den overbeviser om "dom, fordi denne verdens fyrste er dømt" og dermed den slægt, der følger ham. Saaledes prædiker Guds Aand om umuligheden af at blive ved at staa med verden, dersom man vil frelses.

Man har spurgt, hvorledes 3000 (V.41) kunde døbes paa een dag. Med neddyppelse, saaledes som baptisterne kræver det, er det vel næppe sket, men snarere, som skriften saa ofte taler om det, ved bestænkelse (se Hebr 10.32): "Hjerterne ved bestænkelsen rensede fra en ond samvittighed", i tilknytning til Ezek 36.25: "Jeg vil stænke rent vand over eder, og i skal blive rene"). Det er jo ikke vandmængden, som baptisterne mener, der gør det, men Guds Ord, som er med og ved vandet.

Fra V.42-47 ser vi et yndigt billede af den første menigheds skønne skikkelse. Først nævnes V42 de fire levende kilder, de øste af, disse døbte troende mennesker, nemlig apostlenes lære (Ordet), samfundet, det inderlige, broderlige sammenhold som een familie, dernæst brødets brydelse og bønnerne. Ved "brødets brydelse" maa forstaas en fortsættelse af de hellige fællesmaaltider, som Frelseren hin skærtorsdag aften og tillige efter sin opstandelse (de to i Emmaus) havde holdt med sine disciple. Det blev de ved med, og disse maaltider (kærlighedsmaaltider) sluttede da med den hellige nadverses sakramente. "Bønnerne" peger hen paa de forskellige bønner, dels maaske de Messianske salmebønner dels ovgaa de frie, af Aanden virkede, bønner. I flertalsformen "bønnerne" ligger ogsaa et fingerpeg om, at vor bøn ikke blot skal være en bøn i almindeligehd men maa sigte paa de bestemte ting, vi har nødig til sjæl og legeme.

Ingen af disse paradisfloder kan Guds menighed undvær, om livet skal leves ret og sundt. Ogsaa samfundslivet med de hellige, "samfundet", nævnes just for at advare imod eneboerkristendom. Samfundet hænger jo paa det nøjeste sammen med den indbyrdes kærlighed, kærligheden til alle de hellige, hvorpaa Jesu troende skal kendes.

I V.43 og V.47 hører vi om stillingen udadtil. Den mægtige pintsebegivenhed havde lagt "en frygt over enhver sjæl"; der tænkes her paa de udenfor menigheden staaende jøder. De havde en fornemmelse af, at den levende Gd boede i den kristne menighed, og dette bestyrkedes ved de mange undergerninger og tegn, der skete ved apostlene. Der staar i V.47, at menigheden havde yndest hos alt folket; spotterne var forstummede, den store mængde var betaget deraf og stod med dyb ærbødighed overfor den lille flok. Saaledes kan det være for en tid, hvor livet bryder frem med vældig magt, som i Jerusalem, hvor Herren daglig lagde til menigheden. Men det varer ikke ved med denne yndest hos folket; det ser viogsaa her i apostlenes gerninger. Snart blev denne yndest omskiftet til fjendskab, og mængden lod sig atter vende fra sandheden gennem sine onde ledere (se forskellen paa palmesøndag og langfredag). Det minder os om aldrig at slaa vor lid til en midlertidig velvilje fra verdens side.

Fra V.44-46 hører vi om de troendes indbyrdes forhold, at de levede i inderlige kærlighed som medlemmer af een stor familie. Selvfølgelig kunde de ikke alle være til stede i et og samme hjem. Derfor staar der ogsaa (V.45), at de samledes "i husene". I templet derimod kunde de mødes daglig. Kærligheden imellem dem var saa stærk, at de rigere delte med de fattigere, saa de forskellige timelige kaar udjævnedes af kærligheden. Som tvungent ejendomsfællesskab over hele linien maa vi ikke forstaa det. Af Peters Ord til Ananias Kap 5.4 ser vi, at det stod dem frit for at beholde saa meget, de vilde; og af Kap 6.1 ser vi, at de ikke alle var lige rige, men at de trængende fik, hvad de behøvede. Ligeledes hører vi i Kap 12.12, at Johannes Markus' moder, Maria, havde sit eget hus. Meningen er vel den, at de solgte saa meget af deres ejendom og gods, som der gjordes fornødent, for at alle brødrene og søstrene i det hellige samfund kunde faa tilstrækkeligt. Vi kunde snarere kalde det et brugsfællesskab. Vi hører ikke sidenhen i skriften nogen menighed have det ganske paa samme maade, men naar Herren lod det være saaledes med den første menighed, var det vel, fordi den just skulde vise den skønneste skikkelse, menigheden nogen sinde har ejet paa jord, og være et klart forbillede for den tilstand, der en gang skal oprinde i fuldendelsen.

Selv om senere tiders menigheder ikke har kunnet tage kærlighedssporet saa inderligt som den første menighed, ser vi jo dog den dag i dag kærligheden mellem de hellige stræbe efter at afhjælpe de hellige søskendes trang. Og saaledes bør det være. Og jo mere kærligheden i Herren saaledes faar frit løb blandt Guds børn, des større vil ogsaa hjertets fryd og lovprisningstonen være til stede ligesom i den første menighed (V.46-47). "Hjertets enfold" betegner det redelige barnligt aabne og kærlige sind.

Ja, hvilket dejligt billede af staden paa bjerget, indadtil og udadtil! Kærlighed, glæde, lovsang og tillige kraft i Herren kendetegner denne menighed som forbilledet for alle troende og tilraaber os, at

"Den ypperligste vej
For bruden, som vil ej
I verden gaa i blinde,
Men Jesu fodspor finde,
Er stjernelys at prange
I kærlighedens gange."