Fra Guldgruben
En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen
Syvende bind:
Apostlenes gerninger
Læs: Kapitel 20.1-16.
274. Slutningen paa den tredje missionsrejse. I Makedonien og Grækenland og tilbage samme vej over Troas til Miletus. I Troas opvækkes Evtykus fra døde.
I V.1-2 hører vi om afskeden fra Efesus og rejsen til Makedonien og Grækenland. Af 2 Kor 2.12 (dette 2 brev til Korinth skrev Paulus paa rejsen i Makedonien) hører vi, at han prædikede i Troas med "en opladt dør," men dog snart ilede videre for at høre budskab fra Korinth gennem Titus, som han saa har truffet i Makedonien. I Grækenland, vel især i Korinth, tøvede han i tre maaneder og vilde egentlig have rejst tilbage til Syrien formodentlig til søs; men da man opdagede et anslag imod ham fra jødernes side, tog han tilbage den samme vej, som han var kommen, igennem Makedonien.
I 1 Kor 16.8 taler han om, at han vilde forblive i Efesus intil Pinsedag (vistnok i aaret 57). Han synes imidlertid at være bleven der noget længere, til han paa efteraaret, maaske netop fordi han ikke ivlde svigte i farens tid. Den sidste del af hans tredje missionsrejse falder saaledes fra efteraaret 57 til vintertid i aaret 58 (se V.16). Vintermaanederne har han tilbragt i Korinth, hvor der nu atter var bleven fred indenfor menigheden; de jødiske vranglærere havde rømmet marken. Under dette sit tredje ophold i Korinth skrev han Romerbrevet, gennem hvilket der gaar en glad sejrstone. Nu stod hans hu til at naa Jerusalem endnu en gang og række menigheden der en broderhaand. Han havde jo samlet en stor kærlighedsgave til den fattige modermenighed, men hans hjerte bævede dog ved tanken om dette besøg. I Rom 15.30-31 opfordrer han brødrene til at bede for ham, at han "maatte udfries fra de vantro i Judæa, og at hans ærinde i Jerusalem maatte blive de hellige behageligt." De vantro jøder hadede Paulus som den, de mente alle vegne bedbrød jødedommen; deres had var han vis paa, særlig i Jerusalem hos de ledende jøder der. Men ogsaa overfor den jødekristne modermenighed stod han med en vis ængstelse. Han elskede dem og viste dette i gerning ved at medbringe den store gave fra de hedningekristne menigheder; men det snæversynede parti blandt Jerusalems jødekristne havde faaet en del mere magt og saa kun med uvilje paa hele den hedningekristne kirke, Paulus havde faaet naade til at danne. Saa var der jo nok en flok brødre med Jakob, Herrens broder i spidsen, der stod forstaaende og velvillige overfor Paulus. Men vi forstaar, at rejsen til Jerusalem for Paulus stod omlejret af mange skygger. Dog lige saa bestemt følte han, at Herren vilde have ham derhen, og saa drog han i lydighed mod Herrens Ord.
Tilbagerejsen gennem Makedonien har været endnu en vederkvægelse for Paulus' sjæl. Der havde han nogle af sine mest trofaste venner, som ikke havde voldet ham sorg men nærmest kun glæde. Af Rom 15.19 hører vi, at Paulus fra Makedonien havde naaet lige til Illyriens grænser (Illyrien laa nordvest for Makedonien). Iøvrigt hører vi i samme kapitel i Romerbrevet, at hans tanke var, efter at have været i Jerusalem, over Rom at besøge endog det fjerne Spanien. I Korinth kom der sikkert mange skibe ogsaa fra Europas vestlige egne, ogsaa fra Spanien, og Paulus følte sig som alles skyldner (Rom 1.14).
Det var en hel flok venner, der rejste med Paulus, repræsentanter for de forskellige hedningekristne menighedskredse baade i Europa og Athen. De har sikkert fulgt med ham lige til Jerusalem, bl.a. ogsaa for sammen med ham at aflevere den indsamlede gave. Fra V.5 hører vi igen Lukas være med; det hedder nu igen "os" og "vi". Af V.6 ser det ud til, at Lukas, som vi tidligere har omtalt, i alle disse aar har opholdt sig i Filippi. Af V.4-6 synes det at fremgaa, at Paulus med sine ledsagere drog lige til Athen til Troas ad landevejen, medens Lukas med sine ledsagere frst efter paaske stødte til Paulus og hans venner i Troas (efter henved fem dages rejse ad søvejen). Andre forstaar det saaledes, som om Paulus har ladet sine ledsagere drage forud til Troas og saa sammen med Lukas siden stødte til dem ad søvejen.
Fra V.7-12 hører vi om det skønne ophold i Troas. "Den første dag i ugen" (V.7) viser sig her allerede at have faaet en særlig fremtrædende plads. Det var Herrens opstandelsesdag, som tidlig blev menighedens helligdag. Fra 1 Kor 16.2 omtales den første dag i ugen ogsaa som en særlig dag til at samle gaver til Guds rige. Her ser vi disciplene være samlede til altergang ("bryde brødet") og Paulus tale til dem. Det var et afskedsord, og Paulus kunde ikke blive færdig; hans hjerte brændte efter ret at lægge dem den evige livssag paa sinde. Aftenen skred til henimod midnat, og saa skete det, at en ung mand ved navn Eutykus faldt i en dyb søvn. Det kunde altsaa ogsaa ske, naar en Paulus prædikede. Naar Lukas nævner (V.8), at der var mange lamper i salen, er det formodentlig for at anføre en medvirkende aarsag til den unge mands søvnighed. De mange lamper virkede varme. Hans ungdom og den sildige aften er omstændigheder, som ogsaa taler til hans undskyldning. For Guds børn skal hans søvn dog ikke være en sovepude, men en advarsel. Den unge mand sad i et vindue. I østerland var der ikke ruder for vinduerne, som vi have det, men der var aabninger i væggen, som kunde lukkes med skodder, der imidlertid ikke var for hin nat. Saa skete det, at mødet paa en gang blev afbrudt ved, at den unge mand styrtede ned fra "det tredje loft" (tredje etage) og slog sig ihjel. Dette fald paa grund af søvn kan tjene som advarende billed epaa mange et fald, stundom ogsaa et dødbringende fald, under aandelig søvn.
Der blev selvfølgelig en hel forstyrelse i forsamlingen. Hvor var det dog en sørgelig afslutning paa apostelens besøg! Men Paulus ilede ned og bar sig ad ligesom fordum proferne Elias og Elisa (1 Kong 4.34: ENkesønnen i Sarepta, og 2 Kong 4.34: den sunamitiske kvindes søn). Han lagde sig over den døde ligesom for at meddele ham liv,, og han gjorde dette baaren af Guds kraft i troens vished. Hvilken fortrolighed levede Paulus ikke i med sin Herre og Mester! Havde djævelen en finger med i spillet ved dette dødsfald for at ødelægge velsignelsen, saa blev denne begivenhed ved Guds naade vendt til dobbelt velsignelse. Da Paulus rejste sig op, var livet vendt tilbage hos Eutykus, og i hellig vished derom tyssede Paulus paa de urolige venner. Alt var godt igen: de kunde trøstig fortsætte. Og det gjorde de, holdt altergang og samtalede lige til morgengry (V.11). Ja, mangen nat ofrede Paulus sin nattesøvn for Guds riges skyld. I 2 Kor 11.27 taler han ogsaa om nattevaagen som noget, der fulgte med hans apostelgerning.
Fra V.13-16 hører vi nu viderre om hans rejse. Lukas og de andre venner tog af sted til søs; Paulus vilde gerne gøre det første lille stykke til Assus til lands alene, som vi kan skønne, maaske for at være lidt i stilhed med sin Gud. Det trænger de, som taler meget til andre, i særlig grad til. I Assus tog skibet ham ind, og om ad Mytilene, en by paa øen Lesbos, om ad øerne Kios og Samos naaede de Trogilium, en by paa Asiens kyst. Denne by laa ikke langt fra Efesus, men Paulus vilde ikke til Efesus, da han hastede for at være i Jerusalem paa Pinsedagen, om det var ham muligt. Paulus elskede sit folk, og vilde saa gerne gøre alt, hvad der fra hans side var muligt for at undgaa splittelse mellem den jødekristne og hedningekristne kirke. At store farer ventede ham paa denne rejse, stod klart for ham; men han drog, tvungen af Kristi kærlighed. Dog gjorde han ophold i Milet, en by henved ni mil sydvest for Efesus, for, som vi skulle høre det i følgende, at faa en sammenkomst med menighedens ældste i Efesus.
Læs: Kapitel 20.17-38.
275. Paulus' afskedsord til menighedens ældste fra Efesus.
Det er et hjertegribende afsnit, vi her kommer til. Vi faar ret lov at skue ind i det rige, dybe apostelhjerte, i sandhed fyldt af Herrens sind. Paulus gør først et tilbageblik (V.18-21) over sin færd iblandt dem, vidner om, at han havde tjent Herren ydmygt og under mange trængsler, forkyndt dem Guds sandhed baade offentligt og i deres huse, og han sammenfatter dette sit tilbageblik ved at minde om hovedpunktet, vidnesbyrdet "om omvendelse til Gud og tro paa vor Herre Jesus Kristus."
Paulus fremstiller ofte ogsaa i sine breve sig selv som mønster til efterfølgelse (FIl 3.17). Det er ikke af hovmod, men af forvisning om, at han selv fulgte Kristus (se 1 Kor 11.1: "Vorder mine efterfølgere, ligesom og jeg er Kristi"). Kun i samme grad, som vi selv følger Jesus, kan vi sige til andre: "Følg mig!" Men hvert Guds barn burde vandre saa, at andre kunde være tjent med at følge efter i sporet. Af V.20 ser vi, hvad summen af al vor prædiken skal være. "Omvender eder og tror evangelium," saaledes prædikede Herren selv, og saaledes skal hans tjenere prædike. Omvendelsen er først fuldbyrdet, naar hjertet er kommet til tro paa naaden i Jesus; paa den anden side er tro uden omvendelse en rodløs plante, et hus bygget paa sand. Omvendelse og tro har Gud sammenføjet, og skilles de ad, da dør de begge. Paulus "vidnede"; hver levende prædiken maa være et vidnesbyrd, udsprungen fra et liv i Ordet.
Fra V.22-24 kaster han blikket ud i fremtiden. Han følte sig uimodstaaelig dreven af Guds Aand til at drage op til Jerusalem. Hvad der skulde vederfares ham der, vidste han endnu ikke saa nøje, blot saa meget havde Aanden aabenbaret ham "i hver stad" (formodentlig gennem profetiske vidner, se kap 21.10-11), at "baand og trængsler" ventede ham. Men Paulus var rede ogsaa til at hengive sit liv (V.24), blot han kunde fuldkomme sit løb og sin tjeneste hos Herren "med glæde." Læg mærke til dette: vished om trængsler og dog en glædens tjeneste, som der staar i Sl 102: "Tjener Herren med glæde!"
Fra V.25-27 gør Paulus ligesom sit regnskab op med dem. Det stod for ham, som det var sidste gang, disse venner skulde se ham. Derfor vidner han for dem, at han var "ren fra alles blod," d.v.s. uden ansvar, hvis nogen gik fortabt; thi han havde ikke forholdt dem noget af det, som kunde være nyttigt, men forkyndt dem "hele Guds raad" (se ogsaa V.20). "Hele Guds raad" betegner evangeliet efter alle detes forskellige sider og lysstraaler. Hvad hovedsummen af forkyndelsen maa være, hørte vi i V.21, men en Herrens tjener skal bringe lys over alle de forskellige sider af Guds rige; thi Guds Ord indeholder saadant rigt lys. I Joh Aabenb 1.20 lignes menighedens forstandere ved stjerner i Herrens haand, der skal lade lyset skinne ud fra Guds raadslutningers dybe himmel (se ogsaa Dan 12.3).
Et uafgjort spørgsmaal er det, om Paulus' Ord (V.25), at disse venner ikke mere skulde se hans ansigt, virkelig er gaaet i opfyldelse. De ældste beretninger peger hen paa, at Paulus blev løsladt efter sit toaarige fangenskab i Rom, og de saakaldte "pastoralbreve," brevene til TImotheus og Titus, synes vanskelig at kunne faa nogen plads uden i denne allersidste tid af Paulus' liv. Men skriver disse breve sig fra tiden efter Paulus' fangenskab, synes Paulus endnu en gang at have faaet lov til at se menigheden i Asien.
I og for sig kan det jo godt tænkes, at Herren paa Guds børns bønner har lagt til apostelens livstid ligesom fordum kong Ezekias fik lagt femten aar til sine dage. Herren er jo igen ubevægelig Gud. Men den bestemthed, hvormed Paulus hin dag i Milet talte om dette punkt i hin alvorlige af Guds Aand saa mægtigt baarne stund, giver dog dem, der antager denne Paulus afsked med sine venner i Asien for virkelig at være den sidste, et ikke ringe holdepunkt. I saa fald maa adskilligt af, hvad pastoralbrevene hentyder til, lægges ind under den tredje missionsrejse, og Paulus' haab om løsladelse af det romerske fangenskab, hvilket haab han udtaler i brevet til Filippenserne og Filemon, maa da ved en eller anden begivenhed pludselig være bleven vendt anderledes (eller løsladelsen kun have været ganske kortvarig), og han selv da formodentlig have lidt martyrdøden i aaret 64, da kejser Nero i anledning af Roms brand begyndte den frygtelige kristenforfølgelse i Rom. SOm sagt, spørgsmaalet staar uafgjort.
Fra V.28-36 henvender Paulus hjertelige formaninger til de ældste med henblik paa store farer, han skuede ude i fremtiden. Lad os lægge mærke til, at han begynder med "giver agt paa eder selv," først derefter kommer: "og den ganske hjord." En Herrens tjener skal altsaa først og fremmest holde øje med sig selv, først se ind efter. - Kun saaledes bliver man skikket til at vogte Herrens hjord, denne hjord, der kaldes: "Guds menighed, hvilken han erhvervede med sit blod." Deri ligger det store ansvar. Menigheden er saa dyrekøbt, kostbar for Herren. Hans menighed. Vor Frelser betegnes her i V.28 udtrykkelig som Gud (se ogsaa Rom 9.5: "han, som er Gud over alle ting," og 1 Joh 5.20: "Denne er den sande Gud"). Altsaa ud fra sjælenes høje værdi indskærper han de ældste deres ansvarsfulde gerning, men ogsaa ud fra den kaldelse, der var bleven dem til del, hvilken Paulus siger var sket ved den Helligaand (V.28), ikke blot derved, at Guds Aand havde givet disse mænd særlig naadegave, men ogsaa ved en særlig indvirkning fra Aandens side, da de blev "satte som tilsynsmænd." Heller ikke nu burde nogentiltræde et tilsynsembede i menigheden uden ved den Helligaands kald; men desværre, mange, mange lod sig nøje med det ydre kald, men var saa ogsaa uskikkede til at vogte Guds menighed.
Det græske ord for "tilsynsmand" (V.28) er espiscopos, hvoraf vort "biskop" er dannet. Vi ser saaledes atter her, at "ældste" (præst) og "tilsynsmand" (biskop) den gang kun var to navne for den samme stilling i menigheden. Først senere udvikledes forholdet saaledes, at der blev een biskop (tilsynsmand) for en større kreds af ældste og menigheder.
Nødvendigheden af at give agt paa hjorden, hele hjorden (altsaa ogsaa dens svageste og mindste medlemmer), indskærpes nu (V.29-30) ved henvisning til hjordens fjender. Der henpeges paa to slags, nogle kommende udefra (V.29), de "svare ulve", hvorved Paulus sikkert tænker paa de jødisk sindede vranglærere, der vilde sønderrive naadens evangelium; og nogle kommende indefra (V.30), hvilket opfyldtes den gang de saakaldte gnostikere, som Paulus oftere omtaler i sine sidste breve, opstod indenfor den hedningekristne menighed med deres falske djævelske "visdom".
Fra V.31-35 afslutter Paulus sin indtrængende formaning til dem om at vaage over sig selv og hjorden med paany at henvise til sit eget eksempel, hvorledes han i de tre aar, han virkede iblandt dem, "nat og dag" havde paamindet "enhver af dem "med taarer". De tre træk: "Nat og dag",enhver af eder", og "med taarer", giver os ret et billede paa apostolisk troskab til efterfølgelse i forholdet til Guds børn. Paulus var ligesom Frelseren en taarernes mand; han græd de hellige taarer baade over Kristi kors' fjender (Fil 3.18) og over alt det skrøbelige og daarlige, der endnu hang ved menighederne (se førnævnte Ord i 2 Kor 11.29: "Hvo er skrøbelig, og jeg er det ikke ogsaa? Hvo bliver forarget,og det brænder ikke i mig?"). De taarer maa nødig tørres bort af Herrens tjeneres hjerte.
Og som han trolig havde paamindet dem, saa befalede han dem ogsaa nu til Gud og hans naades Ord, dette Ord, som havde været hans kraft og ogsaa var mægtigt til at fuldkomme værket i dem, til videre at opbygge helligdommen i deres hjerter og omsider bære dem ind i alle de helliges arvelod, Gudsriget i dets fuldendelse. Af dyb alvor er Paulus' slutningsord (V.33-35) om det uegennyttige og hjælpsomme sind, de rskal kendemærke Herrens tjenere. Paulus arbejdede med sine egne hænder ikke blot for sit eget behov men for mange flere, baade for dem, som var med ham, og for at kunne have noget at hjælpe de "skrøbelige" med (o.v.s. nødlidende, maaske ogsaa de aandeligt skrøbelige, der kunde styrkes ved at se den selvfornægtende kærlighed). Paulus henviser her til et Ord af vor Frelser, som ikke andet steds findes optegnet: "Saligt er det at give hellere end at tage." Det var et Ord, der havde forplantet sig gennem hukommelsen, og dette Ord minder om Luk 6.38: "Giver, saa skal eder gives," og skal indskærpe det sind, der ikke staar med fordringer til andre, men begærer at hjælpe andre, at være til velsignelse. Det Ord angaar forholdet mellem Herrens disciple indbyrdes. Overfor Herren gælder det visselig om først at tage af hans naadehaand, kun derved bliver vi i stand til at give ham, hvad han begjærer, som der staar i salmen: "Jesus er det, som jeg giver, hvad han selv har givet mig."
Naar Paulus saaledes arbejdede for sit underhold med sine egne hænder, betragtede han det som en særlig naadens forret for sin person (se 1 Kor 9). Som den almindelige regel indskærper han selv, at "Herren havde forordnet for dem, som forkyndte evangelium, at de skulde leve af evangelium" (1 Kor 9.14). Men det uegennyttige sind lægges os ved disse hans Ord saare alvorligt paa sinde. Der ligger i dette Ord den samme advarsel, som Peter i sit første brev (1 Peter 5.2) lægger "de ældste" paa hjerte: ikke at gøre deres gerning for slet vindings skyld. Dette til overvejelse særlig for alle præster!
Fra V.36-38 maler Lukas for os den bevægede afsked det dejlige billede af den store hedningemissionær paa knæ i bøn sammen med vennerne fra Efesus. Den inderlige kærlighed til Paulus viste sig ogsaa i den heftige graad og kjærlighedskyssene (V.37). Paulus var ikke blot et viljesmenneske og en klar tænker men ogsaa i god forstand et følelsesmenneske. Han holdt ikke tilbage paa hjertets bevægelse. Vi Guds børn kan lære noget ogsaa deraf: vi gaar tit saa underlig tørre og stive imellem hverandre og gemmer altfor godt paa, hvad der dog bor inde i hjertet af inderlig kærlighed til hverandre. Sind, hører ogsaa det hjertelige.
Skænk mig, o Gud, det saligste, jeg ved,
Et hjerte fuldt af Kristi kærlighed!
|
Apostel-saga
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
25
26
27
28
Guldgruben
Indledning,
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
25
26
27
28
|