Fra Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Apostlenes gerninger

Læs: Kapitel 21.1-40.
276. Rejsen fra Milet til Jerusalem og modtagelsen der. Paulus underkaster sig en renselse i templet, bliver overfalden af jøderne, men taget i forvaring af den romerske øverste.

Fra V.1-7 skildres nu rejsen fra Milet til Kæsarea. Hvor svært det var at skilles fra vennerne i Milet, ser vi af udtrykket, der brugtes: "efter at vi havde revet os fra dem." Kos og Rhodus (V.1) er navnene paa to øer ved Lilleasiens kyst; Patara navnet paa en større by i det sydvestlige Lilleasien (i Lycien). Derfra gik det med en ny skibslejlighed videre til Fønikien, til Tyrus, den store handelsstad. Sejladsen gik forbi Kypern med minderne om den første missionsrejse. I Tyrus "opsøgte vi disciplene," skriver Lukas. Det bliver den dag i dag noget, et Guds barn vil spørge efter, hvor det kommer hen, om Jesus har venner paa det sted. Hele syv dage fik de lov at være sammen med de venner medens skibet lossede sin ladning. Ogsaa saadanne ophold paa rejsen sker med Guds vilje og kan blive til stor velsignelse. Det har været et inderligt kærlighedsbaand, der er bleven knyttet i disse dage mellem Paulus og hans venner og saa den lille menighed i Tyrus; derom vidner afskeden (V.5). Her er børnene udtrykkelig nævnede som de, der var med til stede, da de knælede ned og bad paa strandbredden. Det peger ogsaa hen paa, at børnene har været indlemmet i menigheden ved den hellige daab.

Vennerne i Tyrus havde ogsaa "ved Aanden" en klar forudfølelse af, hvad der ventede Paulus i Jerusalem, og de advarede ham imod at drage op. Det er den selvforstaaelige mening af den sammentrængte udtryksmaade i V.4. Meningen er ikke, at Paulus af Guds Aand blev paamindet om ikke at drage op. Det var kun vennernes kærlighed, der søgte at holde ham tilbage. Guds Aand drev ham frem.

Fra Tyrus gik sejladsen til Ptolemais, det gamle Akko ved middelhavet (nu Acre), der egentlig hørte med til Assers stamme, men aldrig havde været i jødernes besiddelse. Ogsaa der var brødre. Det er den store naade for et Guds barn at træffe hjertevenner alle vegne, hvor der er trosliv. Paa den maade giver Herren os hundredefold igen, hvad vi maatte have mistet af gamle venner, dengang vi blev troende.

Til lands drog Paulus og hans følgeskab saa fra Ptolemais til Kæsarea, hvor Kornelius fordum var bleven døbt, og hvor evangelisten Filip endnu boede, hvem vi hørte om i kap 6 som en af de syv mænd, der fordum blev valgt i Jerusalem til at hjælpe ved den daglige uddeling, og om hvem vi fremdeles hørte i kap 8 angaaende hans virksomhed i Samaria og overfor den æthiopiske skatmester. Naar han kaldes evangelist, peger det hen paa hans gerning som Ordets forkynder, uden at han dog var kaldet dertil umiddelbart af Herren som apostlene.

Fra V.8-14 hører vi om opholdet i Kæsarea. I Filips hjem var der godt at være. Han havde fire ugifte døtre, som var profetinder, troende kvinder med profetisk naadegave. Ogsaa her blev baand og trængsler forudsagt Paulus ved en gammel bekendt. Profeten Agabus fra Judæa (se kap 11.28). Ved en symbolsk handling i lighed med de gammeltestamentlige profeters forudsagde han, hvad der vilde møde Paulus i Jerusalem (V.11). Fra V.12-14 hører vi om, hvorledes ogsaa her vennernes kærlighed til Paulus ikke syntes at kunne andet end holde ham tilbage fra at drage op til Jerusalem. De græd og trængte ind paa ham, og Paulus følte i sit hjerte, hvorledes der droges i ham; men han kendte Guds vilje i denne sag og var fast bestemt paa, om det saa gjaldt livet, at gaa, hvorhen Herren kaldte ham. Ofte kan venners ømhed og slægtninges bekymringsfulde kærlighed gøre det ret vanskeligt for en pligttro Herrens tjener at vandre den vej, man efter sit kald har at gaa. Men da gælder det om at være fast, saa ogsaa vennerne, som det skete her i Kæsarea, kan blive stille og sige: "Ske Herrens vilje!" Da er sejren i virkeligheden vunden, naar hjerterne i stille ydmyghed bøier sig ind under Guds vældige, men altid naadefulde haand.

Fra V.15-19 fortælles nu om modtagelsen i Jerusalem. Man havde med forstaaende visdom sørget for kvarter til Paulus og hans venner hos en gammel discipel fra Kypern ved navn Mnason. Navnet er græsk, og sandsynligvis var manden om ikke hedningekristen saa dog græsk født, maaske en frugt af Paulus' første missionsrejse, da han begyndte paa Kypern, i hvert tilfælde en mand, der ikke var hildet i det farisæiske snæversyn, der raadede hos saa mange jødekristne. Som vi før har optalt, var der i Jerusalem en kærne indenfor menigheden med Jakob, Herrens broder i spidsen, der stod kærligt og forstaaende overfor Paulus. Dem mødtes Paulus nu med tillige med de venner, der ledsagdede ham. Den store gave, der var indsamlet, er bleven afleveret, og der var glæde over, hvad Paulus fortalte om Guds gerning ved ham iblandt hedningerne.

Og dog laa der en vis trykket stemning over forsamlingen. Det var den dejlige Pinsetid, vinhaverne var overalt dækkede med tæt grønt. Oliven- og granatæbletræerne stod fulde af blomster. Men der hvilede en mørk stykke over landet og ganske særlig over dets fester. De senere aars festforsamlinger havde regelmæssig været vidner til blodige optrin. De saakaldte Sikarier, morderbander, strejfede om i bjergene og begik, navnlig ved festforsamlingerne, en mængde mord. Men der var ikke det eneste. Jøderne i Efesus og Korinth havde sikkert nok anmeldt Paulus' komme, og saa var der de snæversynede jødekristne, der alle vegne havde voldt Paulus saa mange vanskeligheder, og som beskyldte Paulus for at drage ogsaa Jøderne bort fra Moselovens anordninger. Det havde Paulus jo ikke gjort; blot havde han forlangt, at de hedningekristne ikke skulde drages ind under Moseloven efter dens ydre bud. Blandt de jødekristne havde han for sit vedkommende været "Jøderne en Jøde", men blandt de hedningekristne som den, der var "uden loven" (se 1 Kor 9.21). Derved opmuntredes ganske vist ogsaa andre Jødekristne efter Paulus' eksempel til iblandt hedningekristne at stille sig frit overfor de jødiske anordninger. Dette havde nu de snæversynede Jødekristne fordrejet derhen, at Paulus ligefrem lærte Jøderne ude blandt hedningerne at "falde fra Moses" (V.20-21).

Nu havde vennerne i Jerusalem imidlertid udtænkt sig en vej, hvorved Paulus kunde modbevise denne beskyldning. De vilde nemlig have ham til at tage del med i fuldbyrdelsen af et Nasiræerløfte, som fire mænd iblandt dem havde paa sig. - Om Nasiræerløftet har vi talt Kap 18.18. Det varede, hvis det ikke var for livstid, mindst tredive dage; men man synes at have kunnet tiltræde et saadant Nasiræat ogsaa mod slutningen, naar den tiltrædende paatog sig bekostningerne ved slutningsofrene i templet. Nasiræerløftet bestod jo i afholdenhed fra forskellige ting, saaledes fra vin og stærk drik, de maatte ikke komme til lig og ikke lade deres hovedhaar rage (se nærmere derom 4 Moseb 6.1-21). - Iøvrigt henviste man til apostelbrevet (se kap 15) og hævdede ganske de troende hedningers frihed overfor lovens bestemmelser.

Paulus kunde for sit eget vedkommende godt gaa ind paa den tanke. Han var jo Jøde, og for sin person havde han nævnt ikke noget imod, naar det kunde gavne, at være Jøderne en Jøde, skønt han vel kendte sin evangeliske frihed og saa, at alle disse ydre skikke fandt deres aandelige opfyldelse i Kristi tro. Paulus var ingen principrytter, men kunde føje sig, naar sandheden ikke krænkedes derved, og der ikke lagdes byrder paa de tronede hedninger.

I V.26 hører vi, hvorledes Paulus tiltraadte nasiræerløftet og underkastede sig de dermed forbundne renselser samt tilkendegav for templets præster, hvad dag renselsesdagene vilde være udløbne, hvilket tidspunkt nærmere bestemmes saaledes: "indtil ofret var bragt for hver enkelt af dem." Nasiræerløftets tid synes altsaa at have været lige ved sin afslutning, saa de kun manglede "de syv dage" (V.27), som de mange forskelligartede afsluttende ofre krævede. Disse ofre vilde Paulus altsaa betale for dem alle.

Fra V.27-30 fortælles nu om opløbet i templet, da nogle Jøder fra Asien fik øje paa Paulus. De havde set Trofimus, en af de hedningekristne fra Efesus, færdes i Jerusalem sammen med Paulus, og deraf drog de den selvlavede, falske slutning, at Paulus havde ført Grækere, altsaa, uomskaarne mennesker ind i templet. Det var under dødsstraf forbudt hedninger at betræde Israeliternes forgaard indenfor den skranke, hvor der hang en tavle, der forbød alle hedninger at gaa længere. Hovedbeskyldningen mod Paulus var imidlertid den gamle velkendte: "Denne er det menneske, der alle vegne lærer alle imod folket og loven og dette sted." "I israelitiske mænd, kommer til hjælp!" saaldes lød raadet overfor denne mand, som med saa stor virkning, efter de vantro Jøders mening, havde voldt Jødefolket skade. Et øjeblik efter var Paulus greben, og slæbt ud af templet, hvis døre straks blev lukte, maaske for at Paulus ikke skulde kunne bringe sig i sikkerhed ved at klynge sig til alteret (se 1 Kong 1.50. Saa længe nogen holdt fast ved alteret, maatte man ikke øve vold imod ham); eller maaske grunden var, for at templet ikke skulde besmittes ved blodudgydelse.

Fra V.31-40 hører vi nu om den romerske øverstes indskriden. Op til nordvesthjørnet af tempelpladsen laa borgen Antonia, hvor den romerske garnison havde kaserne, og fra hvilken en mægtig stentrappe førte ned til tempelpladsen. Ved alle højtider var det romerske krigsfolk rede til at gribe ind, da der saa ofte fandt uroligheder sted. Ved Guds førelse kom de romerske soldater i rette tid til at forhindre mordet paa Paulus, skønt han allerede havde faaet slag (V.32). Under stadig fordring fra folkets side paa at faa Paulus dræbt fik soldaterne med stort besvær den i lænker lagte Paulus bragt op af trapperne til borgen. Øversten antog ham for at være en Ægypter, der kort i forvejen med 4000 stimænd havde forsøgt et oprør mod landshøvdingen Felix. Men da Paulus til øverstens forundring tiltalte ham paa græsk og forklarede, at han var en Jøde fra Tarsus, fik han endog lov til at tale et ord til folket. Paulus maa have indgydt øversten en vis respekt, og denne har tænkt sig, at folket muligvis derved kunde beroliges. Saa traadte Paulus da frem paa trapperne. Blodig og forslaaet har hannok set ud, men Guds kraft og den inderlige kærlighed til folket bar ham i hint store øjeblik. Da han slog til lyd med haanden, og særlig da han begyndte at tale til folket i dets modersmaal ("paa hebraisk" dvs. i den syrokaldæiske dialekt), blev der ganske stille. I sandhed en underlig stund og underlige forhold, under hvilket Paulus fik lejlighed til at forsvare sig for dette folk, hvis blinde falske nidkærhed han saa godt forstod. Han behøvede jo blot at tænke tilbage til den stund, da hsn selv var med til Stefanus' stening.

Apostel-saga
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28

Guldgruben
Indledning, 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28