Fra Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Apostlenes gerninger

Læs: Kapitel 23.1-35.
278. Paulus for raadet. Herren styrker ham. Paulus føres til Kæsarea.

Den daværende ypperstepræst hed Ananias. Det var en daarlig person. Af landshøvdingen Felix' formand Kvadratus var han bleven sendt til Rom for at aflægge regnskab for sin embedsførelse overfor Kejser Klaudius. Han synes dog ikke dengang at have mistet sit embede. Paulus saa sikkert adskillige kendte ansigter bladt de forsamlede raadsherrer; nogle af dem havde han vel i sin tid studeret sammen med i Jerusalem og var dengang sikekrt bleven betragtet som en af de bedst begavede med den største fremtid for sig. Nu stod han paa en ganske anden maade overfor dem; de var dommere, og han var fange. Men den største fremtid havde han visselig fundet. Salen, hvor mødet fandt sted, var vel den samme, hvor Frelseren selv for 25 aar tilbage, siden Peter og Johannes og senere Stefanus var blevne forhørte.

Paulus var sig aabenbart den ham af Gud givne apostolske myndighed bevidst, da han stod overfor denne forsamling. Her tiltaler han dem ikke med navnet "fædre" men kun som "I mænd brødre." Han fæstede sit blik kraftigt og bestemt paa raadets medlemmer og begyndte sin forsvarstale med at forsikre om, at han havde "med al god samvittighed vandret for Gud indtil denne dag." Dermed vilde Paulus blot straks sige, at der ikke var tale om noget frafald fra Israels Gud. Men raseriet laa saa nær hos hans dommere, at ypperstepræsten Ananias ved denne første forsikring fra Paulus straks befalede raadets tjenere at give ham et slag paa munden (V.2). Da bruste Paulus op i vrede og udbrød: "Gud skal slaa dig, du kaldede væg! Du sidder for at dømme mig efter loven, og tvert imod loven befaler du, at jeg skal slaas" (V.3). Paulus vidste ikke (V.4-5), at Ananias var ypperstepræst; denne har ikke været iført sin embedsdragt og heller ikke indtaget forsødet. Saa snart han fik det at vide, gjorde han en undskyldning, idet han nævnede det skriftord, der dømte ham selv, nemlig Ordet fra 2 Mos 22.28: "Den øverste af dit folk skal du ikke ønske ondt over." Ypperstepræstens adfærd var visselig til at harmes over, men alligevel ser vi saa tydelig forskellen mellem mester og discipel. Ogsaa vor Frelser blev slaaet paa munden, men han mødte denne mishandling med hellig stilhed, medens Paulus bruste op.

Dog maa det ord, Paulus udtalte over ypperstepræsten, ikke tage som en forbandelse; men der ligger deri en profetisk forudsigelse om gengældelse fra Gud. Dommen ramte ogsaa Ananias syv aar efter ved det jødiske oprørs begyndelse, idet han blev myrdet af Sikarierne (jødiske morderbander).

Fra V.6-9 hører vi nu om, hvor mærkeligt sagen vendte sig for Paulus hin dag. Det blev klart for Paulus, at et virkeligt forsvarsord slet ikke vilde blive hørt. Da greb Paulus med stor slagfærdighed sagen an fra en anden side. Han vidste, at raadet var indbyrdes splidagtigt, da det bestod af de to partier, Saddukæere og Farisæere. Paulus greb nu det fællespunkt, der var mellem ham og Farisæerne, idet disse (i modsætning til Saddukæerne, der nægtede alt, hvad der hedder aand (V.8) og antog sjælen for en finere legemlighed, der døde med legemet), dog holdt paa et evigt haab og opstandelse fra de døde. For saa vidt var Paulus fremdeles Farisæer; dette haab var just blevet saligt stadfæstet for ham i troen paa Jesu Kristi opstandelse. Ved at drage dette punkt frem fik han i øjeblikket Farisæernes parti paa sin side, saa de endog erklærede: "Vi finder intet ondt hos dette menneske," og med hensyn til, hvad Paulus dagen forud havde fortalt om aabenbarelsen ved Damaskus, forsvarede de det endog overfor Saddukæerne ved at sige, at det kunde jo godt være, at "en aand eller en engel" havde talt til ham der.

Vi kan ikke isge, at Paulus handlede uredeligt ved at gribe sagen an paa den maade blandt disse forvendte sjæle, hvem sandheden i og for sig ikke gjorde indtryk paa. Herren havde selv sagt til sine sendebug: "Værer snilde som slanger og enfoldige som duer" (Matth 10.16). Dueenfolden blev ikke krænket; thi det var jo et sandhedspunkt midt i al Farisæernes vranglære, Paulus her knytte sit forsvar til.

En uhyre larm og tvedragt fyldte nu salen, der ret blev et billede paa det Jerusalem, der gik sin undergang i møde. Raadsherrerne sprang op fra deres pladser, og det saa ud til, at det maatte komme til haandgribeligheder. Hovedrystende saa den romerske øverste paa alt dette. Her i raadet havde han dog ventet en saglig forhandling, der kunde have bragt ham lys i anklagen mod Paulus. Men stillingen lignede ganske den vilde storm dagen i forvejen. Han vidste derfor ikke andet raad end at lade sine soldater rykke ind i salen og føre Paulus tilbage til fæstningen (V.10). For Paulus var det dog et lyspunkt, at han ikke længere var i synadriets men i den romerske øvrigheds magt. Men vilde han dog ikke tilsidst blive udleveret til raadet? Kejser Kaligula havde nemlg igen overdraget raadet retten til at fælde dom i religiøse sager. Og hvorledes vilde det saa gaa med hans missionsplaner? Alle disse tanker arbejdede i ham og ængstede ham. Men da kom Herren sin ven til hjælp med en herlig trøst (V.11). Om natten havvde han et syn. Herren stod for ham og sagde: "Vær frimodig, Paulus; thi ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, saaledes skal du ogsaa vidne i Rom." Det har givet ham hele frejdigheden tilbage.

Sagens løsning kom paa en hel anden maade, end Paulus havde tænkt. Folket i Jerusalem, hvem byttet var revet ud af haanden, var ikke faldet til ro. Da man nu tilmed hørte om, hvor ganske mislykket forhøret for sunedriet havde været, var der en flok jøder, flere end 40 i tal, som forpligtede sig indbyrdes til hverken at spise eller drikke, førend de havde slaaet Paulus ihjel, og de nedkaldte Guds forbandelse ove sig, hvis de ikke holdt det. Og saa dybt var det høje raad sunket, at de sammensvorne intet øjeblik var i tvivl om, at raadet vilde gøre fælles sag med dem. Ypperstepræsten skulde fortsætte endnu et møde angaaende Paulus, saa vilde de myrde ham paa vejen til raadssalen (V.12-15). Men sagden blev røbet ved en søstersøn af Paulus, og herved forpurredes den onde plan (V.16-22). I al stilhed traf nu Klaudius Lysias sine forholdsregler. Han indsaa, at Paulus maatte bort fra Jerusalem. Han kaldte derfor et par høvedsmænd til sig og beordrede dem til at holde en betydelig militær styrke rede til ni-tiden (den tredie time om aftenen) for at føre Paulus til Kæsarea, hvor landshøvdingen Felix boede (V.23-24). Han lod medfølge en rapport (V.25-26), en blanding af løgn og sandhed. Løgn va r det i hver tilfælde, hvad han skrev (V.27), at han befriede Paulus af jødernes hænder, fordi han havde erfaret, at han var Romer.

Det var et mægtigt følge, henved fem hundrede mand, Paulus havde den aften, da han for sidste gang i sit liv skuede Jerusalems gader og bygninger. Jøderne, der mødte toget, anede intet om, at den dem saa forhadte mand var med i den skare. Da det var ved pinsetid (lige 7 uger efter paaske, der altid faldt ved fuldmaanetid), har maanen sikkert straalet paa himlen hin aften. Vejen gik forbi Golgatha. Men staden var en dødsdømt stad. Henved 12 aar efter laa den som en ruinhob. Ogsaa den hellige skrift tager her en tavs afsked med Jerusalem; den fører os aldrig mere tilbage til denne stad. Lysestagen var flyttet; Guds riges kampe og sejre laa nu udenfor det gamle forjættede land.

Efter en natlig marsch naaede tropperne, vel henved kl. 9 om formiddagen, til byen Antipatris, en af de pragtbyer, som Herodes den store havde anlagt; det er det nuværende nogle mil nordvest for Jaffa liggende Ras-el-Ain. Den gang var der en paradisisk natur, nu er egnen ensom og øde. Her standsede fodfolkene; men de 70 ryttere drog videre med Paulus gennem sletten til Kæsarea, ca. 4 timers rejse. Saaledes vendte Paulus da som fange tilbage til denne stad, som han for knap fjorten dage siden havde forladt som fri mand. Hvad Agabus havde forudsagt (Kap 11.21), var gaaet i opfyldelse. I Herodes den stores palads, hvor ogsaa Pilatus i sin tid havde boet, og hvor kong Agrippa (se kap 12) var død, fik Paulus nu sin fange-bolig, for længere tid, end han vel havde tænkt sig, for hele to aar.

Kæsarea var en af de smukkeste byer paa hele kyststrækningen, anlagt og smukket af Herodes den store. Hele byen straalede i blændende hvidt marmor, alt anlagt af Herodes efter græsk mønskter. TIlmed havde han faaet indretet en storslaaet havn. For tiden var det altsaa Felix, der residerede her som landshøvding. Det var en daarlig person, en af kejser Klaudius frigiven slave. Den romerske historieskriver Tacitus siger om ham, at han "under al slags grumhed og vellyst udøvede kongelig magt med en træls sind." Jøderne hadede ham. Fra V.33-35 hører vi om det foreløbige korte forhør, han underkastede Paulus, hvorefter sagen blev udsat indtil Paulus' anklagere kunde komme til stede.

Apostel-saga
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28

Guldgruben
Indledning, 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28