Fra Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Apostlenes gerninger

Læs: Kapitel 6.1-15.
248. De syv fattigforstandere (diakoner) udnævnes. Stefanus føres for raadet

Vi hører i dette kapitel først V.1-6 om en begyndende misstemning hos nogle af menighedens medlemmer og om apostlenes forholdsregel desangaaende. Anledningen var den, at der ved "den daglige uddeling" af gaver til de trængende opkom knur fra hellenisternes side, hvilke mente, at deres enker blev tilsidesatte til fordel for hebræerne. "Hellenisterne" betegner de jøder, der var fødte udenfor Palæstina og fra barn af havde talt det græske sprog ("Hellas" er et gammelt navn for grækenland). "Hebræerne" derimod betegner de egentlige palæstinenisiske jøder, der talte hebraisk (rettere aramaisk) som deres modersmaal. Der staar, at det var i de dage, da disciplene formenedes. Det er aldrig saa let at bevare Aandens enhed, naar de tronendes tal bliver stort. Hvad selve klagen angaar, da viser sammenhængen, at apostlene selv ikke havde personlig "tjent ved bordene", men haft deres hjælpere. men der var ingen fast ordning i det. At der forsætlig er sket nogen vilkaarlighed, kan man ikke mene; men selvfølgelig kunde det ligge nær, at de indfødte jøder, hvis sprog var det hjemlige, og hvis forhold vel var mere kendte, let kunde faa et fortrin for de mere fremmede hellenitiske jøder. Andre mener, at det virkelig har været de palæstinensiske jøders lys til at betragte sig som staaende mere over de græsk fødte jøder, som havde sneget sig med ind i menigheden, og selvfølgelig kunde fristelsen ligge nær. Apostlene, hvem bestyrelsen af de skænkede gaver jo var bleven overdraget, skød ikke ansvaret fra sig, men søgte at raade bod derpaa ved at foreslaa at danne en fast menighedsordning med diakoner, hvem gerningen blev betroet som et embede. Men de frabad sig selv den gerning som de, der havde den vigtigere opgave med Guds Ords tjeneste. Betegnende er det, at i V.4 sættes af apostlene bøn foran Ordets tjeneste for at sige os, at apostlene betragtede bønnen som en gerning, et arbejde, de først og fremmest maatte tage op, og saa dernæst Ordets tjeneste. Hver Ordets forkynder skal mærke sig dette.

Men ogsaa til den gerning med maduddelingen krævede apostlene mænd, som kunde tage arbejdet op tillige paa aandelig vis. Det er jo sagen for et Guds barn at gøre ogsaa den mindste timelige gerning med et hellig sind, og det gælder da ikke mindst med hensyn til fattigpleje. Det er med rette bleven sagt, at "sjælen i al barmhjertighed er barmhjertighed mod sjælen". Lærerigt er det at se, hvilke betingelser apostlene stillede: 1) "godt vidnesbyrd", selvfølgelig først og fremmest i menigheden; denne betingelse er rettet ud efter. 2) Den indre og fornemeligste betingelse: "at være fyldt af den Helligaand", altsaa aandskraftige mænd; 3) Visdom, hvorved der maa tænkes paa den praktiske dygtighed. Fremdeles er det lærerigt at se maaden, hvorpaa valget sker. Menigheden indstiller paa grundlag af de af apostlene fastslaaede betingelser, men apostlene godkender valget og indvier dem ved bøn og haandspaalæggelse (V.5-6). Her er myndigheden paa en aandelig maade fordelt mellem menigheden og dens ledere; men det maa huskes, at denne menighed var en Aandens menighed med en dyb kirketugt over sig: tilvisse noget andet end det, der ofte kaldes menighed i vore dage, hvormed der egentlig kun betegnes sognet. Haandspaalæggelsen kendes allerede fra den gamle pagt ved indvielse (se 4 Moseb 27.18: Herren befaler Moses at lægge sin haand paa Josva og lægge af sin herlighed paa ham, for at "hele Israels børns menighed maa høre ham"). Allerede i 1 Moseb 48.14 finder vi haandspaalæggelse, da den gamle Jakob velsigner Josefs sønner. Haandspaalæggelsen er det ydre billede paa meddelsen af den guddommelige naadekraft, som der raabtes om til Herren i den haandspaalæggelsen ledsagende bøn.

Af de mænd, der valgtes, sættes Stefanus i spidsen, og tilføjelsen: "en mand fuld af tro og den Helligaand" betegner ham som den, der ogsaa aandeligt set var den første af de syv. Vi skal snart høre, at han ogsaa i henseende til at lide blev det første egentlige blodvidne for Herrens sag. Filip, den anden i rækken, hører vi om i Kap 8 som evangelist i Samaria og som den, der fik lov til at hjælpe skatmesteren fra Ætiopien. Siden finder vi ham bosat i Kæsarea (Apost Gern 21.8). Nikolaus var den eneste, der ikke var født jøde, men en proselyt fra Antiiokia. Det vidner om visdom i valget, eftersom der vel var adskillige proselyter med i den kristne menighed. Han har selvfølgelig hørt til de omskaarne, de saakaldte "retfærdighedens proselyter", der helt var indlemmede i jødefolket. At den Nikolaus skulde være ophavsmand til den i Joh Aabenb 2.5 nævnte "Nikolaiters lærdom", som mente at kunne forene Krsti tro med daarligt, verdsligt liv, er aldeles ubeviseligt.

I dette nyoprettede embede i menigheden kan vi se spiren til det senere diakonembede. Ordningen har været til velsignelse; thi i V.7 hører vi om skøn fremgang ogsaa udadtil. Det fremdrages særligt, at "en stor mængde eaf præsterne adlød troen". I og for sig er jo hver sjæl, der vindes, lige dyrebar: men præsters omvendelse virker ofte stærkere og skal være genstand for særlig bøn. Men først nu kom præsterne. En vækkelse begynder oftest i lægfolket; sjælendt plejer præsterne at være de første. Men paa den anden side plejer hver vækkelse dog - Gud til ære - omsider at tage en del præster med sig.

Den sidste del af kapitlet (V.8-15) danner indledningen til den alvorlige, men for Guds sag sejrrige begivenhed med Stefanus. Hans navn betyder "sejrskrans", og han blev en sejrskrans til vor store Frelsers ære. V.8-10 hører vi om hans troskraftige virksomhed, som dels viste sig i, at han ogsaa fik naade fra Gud til at gøre undergerninger, formodentlig helbredelse, delt i den kraft, hvormed han fik modstandernes mund stoppet, naar de modsagde sandheden. Der staar i Vers8, at han var "fuld af naade og kraft". Under hans besøg i de fattiges hytter har de himmelske kræfter gennem ham tørret mange taarer. Han var et skinnende lys, som ogsaa snart tildrog sig fjendernes opmærksomhed. De, der særlig gav sig i kamp med ham, betegnes i V.9 først som "de frigivnes synagoge", hvorved forstaas jøder, der en tid havde været krigsfanger og slaver hos romerne, men igen var blevne frigivne. De og deres eftekommere, dannede i Jerusalem en synagoge for sig selv. "Synagoge" betyder egentlig "forsamling"; i Jerusalem skal der have været synagogehuse i hundredvis, hvor de forskellige kredse havde deres samlingssted udenfor templet. Dernæst nævnes "Kyrenernes og Aleksandrinernes synagoge"; det var jøder fra hine ægyptiske egne, der var bekendte for deres iver for den græske lærdom og lyst til at disputere. Endelig nævnes "de fra Kilikien og Asien", til de førstnævnte hørte vel ogsaa Saulus fra Tarsus (i Kilikien). "Men de kunde ikke modstaa den Aand, som han talede F", de trak det korteste straa overfor sandheden.

Saa greb de til løgnens vaaben med falske vidner. Det, de beskyldte Stefanus for, var, at han talte bespottelige ord mod templet ("dette hellige sted"), mod "loven" og dermed imod Gud. Det falske vidnesbyrd minder ikke lidt om rettergangen mod vor Frelser selv.

Herren vilde aabenbart bruge sin ven Stefanus til at hidføre det bestemte brud, der maatte komme mellem Kristi menighed og den del af jødefolket, der mere og mere forhærdede sig. Det nye Israel efter Aanden og det gamle Israel efter kødet kunde ikke blive ved at følges ad mere. Men apostlenes tid til at gaa hem var endnu ikke kommen; Stefanus skulde have den ære at blive det første blodvidne. Der er noget hos Stefanus, som siden særlig kommer igen hos Paulus, nemlig den stærke fremhævelse af, at alene Kristi tro kunde gøre salig, ikke lovens gerninger og ikke tempeltjeneste. Det var den vantro jødedoms døde fortrøstning til det udvortes som Stefanus har ramt med Aandens skarpe sværd; saa meget kan man forstaa af de falske vidners forvrængelse (V.11, 13 og 14). Og nu begynder folkegunsten, denne letbevægelige dunst, at vende sig. For tredje gang blev Jesu tro kaldt frem for raadet, denne gang i Stefans skikkelse (V.12). Kapitlet slutter (V.15) med, at da Stefanus stod for raadet, var der som engleglans over hans aasyn eller rettere en afglans fra den Frelsers herlighed, for hvem han nu snart skulle dø, et genskin af det himmellys, han gik i møde. Raadets medlemmer blev ganske betagne deraf, og det har vel været hovedgrunden til, at de ligesom i stum forbavselse hørte saa længe paa ham, indtil endelig djævelens raseri brød løs hos dem ved Stefans ord (se Kap 7.53: " I, som modtog loven under engles besørgelse og har ikke holdt den"). Gud give alle Jesu stridsmænd at være saaledes fyldte med Guds Aand, at vore fjenders mørke aasyn ikke skal smitte os, men at vort øje kan vær erettet opad paa vor Jesus, og at vi maa forstaa den herlighed, som Paulus i Fil 1.29 betegner saaledes: "Eder er det forundt for Kristi skyld ikke alene at tro paa ham, men ogsaa at lide for hans skyld."

Apostel-saga
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28

Guldgruben
Indledning, 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28