Fra Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Romberbrevet

Indledning

Forfatteren til dette Brev er efter Brevets eget Vidnesbyrd og den gamle Kirkes afgjorte Vidnesbyrd, Apostelen Pasulus. Om Paulus' Liv har Lukas' Skildring i Apostlenes Gerninger givet os et klart Vidnesbyrd, som vi ikke her i det enkelte vil gentage. Ogsaa hans Fader hørte til det farisæiske Parti (Apostl.Gern. 23, 6), men var tillige romersk Borger (Ap. Gern. 22, 28), saa Paulus besad fra Fødselen af denne Borgerret, der blev af Betydning for hele hans Gerning. Fra Barn af er Paulus bleven forberedt i sit Hjem til at blive en jødisk skriftklog af den farisæiske Retning. Af den Grund er han ogsaa bleven sendt til Jerusalem til Rabbinskolen dersteds under Gamaliels Vejledning. Denne hans Lærer var dog adskilligt mere frisindet (se Ap.Gern.5,34), end hans Discipel Saulus syntes at skulle blive.

Den unge Saulus mente det alvorligt med sit Farsisæerliv.Han vilde sandelig ikke være en Hykler. Af Rom. 7, 7 ff. lærer vi at kende den vældige Kamp, han førte med sin egen genstridige Natur, en Kamp, der jo maatte ende i Trældoms eftersom Loven ikke kan frigøre nogen, men kun aabenbare os vor naturlige Fordærvelse. Denne Bevidsthed om at være saa langt fra Maalet, drev ham aabenbart til større Lidenskab i Forfølgelsen af de Kristne, just fordi han deri saa en Lejlighed til at udvikle Nidkærhed i Guds Tjeneste. Mindet om denne Tid i hans Liv, blev efter hans Omvendelse bestandig ved med at pine ham, men maatte nu tjene ham til Gavn ved stadig at bevare ham i Ydmyghed. Det nærmere om Saulus' Omvendelse og Arbejde i den Frelsers Tjeneste, han før forfulgte, har vi som nævnt gennemgaaet i Ap. Gern. Man har spurgt hvorledes Paulus legemlige Forhold har været Af 2.Kor.12, 7, hvor han taler om en »Torn i Kødet,« har man sluttet, at han bar paa en svær legemlig Lidelse. Saa maatte han jo ogsaa Lide megen Mishandling for Guds Ords Skyld. Han ligner i 2.Kor.4,7 sit Legeme ved et "Lerkar" og taler om i samme Kapitels 16. Vers, at hans udvortes Menneste lagdes øde, men føjer samtidig til, at derfor trættedes han ikke, idet det indvortes Menneske Dag for Dag fornyedes.

Spørgsmaalet naar og hvor Romerbrevet er skrevet, besvares af Brevet selv. Af Rom.15,25 ser vi, at han ved den Tid stod overfor Reisen op til Jerusalem med Gaven, der var samlet i Makedonien og Akaja, til de fattige iblandt de hellige i Modermenigheden. Det var altsaa ved Slutningen af den tredje Missionsrejse i Foraaret 58 (eller 59). At det er skrevet fra Korinth, fremgaar af de mange Hilsener fra Venner i denne By (Rom.16, 23). En Broder i Herren, Tertius, nedskrev Brevet efter Paulus' Diktat (se Rom. 16,22). I Rom.16,1-2 anbefales til Romermenigheden en Diakonisse ved Navn Føbe fra Korinths Havnestad Kenkrea; muligvis hun har medbragt dette Romerbrev.

Vi vil nu fra Forfatteren vende os til Læserne. Hvorledes var Tilstanden i Rom, da Paulus skrev sit Brev? Rom stod ved den Tid paa Højdepunktet af sin verdslige Storhed og havde vel et Par Millioner Indbyggere. Umaadelige Menneskemasser strømmede til og fra denne Verdens Hovedstad, hvor saa mange Rigdomme var ophobede. Naar og ved hvem den største Rigdom, Evangeliet, er kommen til Rom, er os ubekendt. Nogen Apostel har det afgjort ikke været; da vilde det ikke være forblevet uomtalt. Desuden vilde Paulus da heller ikke paa den Maade være optraadt som Vejleder for Menigheden der, da det var hans Grundsætning ikke at bygge paa en fremmed Grundvold. I en anden Apostels Gerning vilde han ikke have trængt sig ind (se 2.Kor. 10,16).

Det Sagn, der senere dannede sig, at Apostlen Peter skulde være kommen til Rom omkring Aar 42 og saa have været Biskop der i 25 Aar, et Sagn, som Pavekirken selvfølgelig forsvarer med stor Iver, som en Hovedstøtte for sin Lære om Paven som Peters Efterfølger, strider ganske imod det nye Testamentes Beretning. Af Ap. Gern. 12 hørte vi jo, at Peter i Aaret 44 endnu var i Jerusalem; ligesaa træffer vi ham der ved Apostelmødet (Aar 51). Og hvis Peter havde været i Rom, da Paulus skrev Romerbrevet, vilde der først og fremmest have været Hilsener til ham. Heller ikke i de Breve, Paulus skrev fra sit romerske Fangenskab, forlyder der det mindste om, at Peter var der i Byen ; tværtimod udtaler Paulus i Filipp. 2, 20, hvor ensom han følte sig med Hensyn til Medarbejdere. Peter er næppe kommen til Rom før kort før sin Død.

Den romerske Menighed har sikkert dannet sig lidt efter lidt, ved at Kristne flyttede til Byen. Ved den første Pinsefest var der, som vi hører, jo ogsaa Jøder fra Rom til Stede (Ap.Gern. 2, 10). Jødernes Tal i Rom var overordentlig stort. Blandt de 3000, der blev døbte hin første Pinse, har der sikkert ogsaa været romerske Jøder, som saa har taget Evangeliets Sæd med sig tilbage til Rom. Men da Paulus skrev Brevet, har den jødiske Bestanddel af Romermenigheden sikkert kun været meget lille. Under Keiser Klaudius var Jøderne jo blevne udviste fra Rom, og Menigheden er da bleven rekruteret af Hedningekristne ogsaa fra de af Paulus i Østerland dannede Menigheder (se de mange Hilsener til bekendte, hvormed Romerbrevet slutter). At de Hedningekristne har været den ganske overvejende Del af Menigheden, fremgaar af Rom.1,5-6, hvor Paulus taler om sin Gerning blandt Hedninger og føjer til: "blandt hvilke ogsaa I er," - ligesaa af Kap. 1, 13 og 11, 13 ("jeg taler til eder, " Hedninger"). At Paulus ogsaa i Romerbrevet henviser til det gamle Testamente og forudsætter Læsernes Kendskab til Loven (se Kap.7,1: "Jeg taler til dem, som kender Loven"), forklares deraf, at hele den kristelige Erkendelse i den apostoliske Tid stadig byggede paa de "profetiske Skrifter" (Rom.16,26) og satte den gamle og den nye Pagt i den allerinderligste og uopløseligste Forbindelse; og saaledes er det jo den Dag i Dag. Hvert Angreb paa det gamle Testamente bliver derfor ogsaa et Angreb paa det nye.

Brevets Foranledning og Hensigt er vel nærmest at se i Sammenhæng med Paulus' Plan om snart at besøge Rom. Han vilde vel, at Menigheden nærmere skulde lære ham og hans Forkyndelse at kende, inden han selv kom til Rom. Dog begrunder dette ikke helt Brevets rige Indhold ; ikke heller synes Tilstanden i Romermenigheden i og for sig at have krævet et saa udforligt Brev. Paulus bekæmper ikke Modsstandere som f. Eks i 2.Korinthierbrev. Nej, snarere synes det dybe, rige Lærebrev at være udsprungen af en Trang i Apostelen selv til at fæstne den Klarhed, Guds Aand havde givet ham over Frelsen uforskyldt as Naade ved Troen paa Jesu Blod og over Lovens hele Stilling i Guds Riges Hensholdning. Paulus stod dengang paa Højdepunktet af sin Virksomhed og saa med sit af Guds Aand salvede Blik sikkert ogsaa, at Rom som Verdenshovedstaden ogsaa vilde blive et Midtpunkt i den store Hedningekirke, ligesom Jerusalem var det for Jødekristendommen. Dette synes dybere sset at have været Hensigten med, at han skrev dette herlige, af Guds Rigdoms Dyb saa mægtigt syldte Brev.

Hovedindholdet as Brevet drejer sig om de store centrale Punkter indenfor Guds Rige, om Synd og Naade, Retfærdiggørelse ved Troen og Livets Helliggørelse ved den samme Tro. Dernæst om det gamle Jsraels Stilling overfor Hedningernes Udvælgelse.

Brevet falder i to Hovedafsnit, en belærende og en formanende Del, ligesom næsten alle Paulus' Breve. Den belærende Del har vi fra Kap. 1-11, den formanende Del fra Kap.12-16. Efter en Hilsen og en Indledning (Kap.1, 1-17), der slutter med (V.16-17) at udtale Brevets Hovedemne: »Kristi Evangelium er en Guds Kraft til Saliggørelse for hver den, som tror,« vises først baade Hedningers og Jøders i Synden dybt faldne Tilstand (Kap.1,18-3,20); dernæst, at kun ved Evangeliet om Frelse af Naade ved Jesu Kristi Værk, tilegnet i Tro, kan Mennesket føres til Retfærdiggørelse og Fred med Gud, ikke ved Lovens Gerninger (Kap. 3, 21-5, 21). Derpaa gaar han over til at vise, at Aandens Evangelium ogsaa er den dybe Kraft til Livets Helliggørelse ved Guds Aand, medens Livet under Loven kun fører dybere ind under et Trælleaag (Kap.6-8). Endelig viser han (Kap.9-11), at Jsraels foreløbige Forskydelse ikke maa vække Tvivl om Guds Forjættelsers Trofasthed. Frelsen hviler alene paa Guds frie Naade; men Israel vilde retFærdiggøre sig ved egne Gerninger, derfor vendte Evangeliet sig til Hedninger, dog kun for tilsidst igen at vende tilbage til Israel, naar Hedningernes Fylde er indgaaer i Guds Rige. De første blev de sidste, de sidste de første (Matth.19,30).

Derefter kommer Formaninger til en hellig Vandel i Hellighed, Ydmyghed og Lydighed (Kap.12-13). Formaningen til Kærlighed mod Brødrene betones særlig med Hensyn til de svage Brødre, hvis Samvittighed følte sig besværset ved forskellige Ting, som Kristne ellers har Frihed til (Kap.14,1-15,13). Endelig sluttes der med mere personlige Meddelelser (Kap.15,14-33) og med Hilsener til og fra forskellige (Kap.16,1-24), hvorpaa Brevet ender med en Lovprisning af den ene vise Gud ved Jesus Kristus (Kap.16,25-27).

Vi vil slutte denne Indledning med et Stykke af Luthers Fortale til Romerbrevet, hvor han siger: "Dette Brev er det nye Testamentes rette Hovedstykke og det allerreneste Evangelium, som vel fortjener, at et Kristenmenneske kan det udenad Ord til andet og daglig omgaas dermed som med Sjælens daglige Brød. Thi det kan aldrig bæres eller betragtes for meget og for godt; og jo mere man giver sig af dermed, desto kosteligere bliver det, og des bedre smager det. - Vi finder der i rigeligt Maal, hvad en Kristen skal vide. nemlig hvad Lov, Evangelium, Synd, Straf, Naade, Tro, Retfærdighed, Kristus, Gud, gode Gerninger, Kærlighed, Haab og Kors er, og hvorledes vi skal forholde os mod enhver, han være from eller en Synder, stærk eller svag, Ven eller Fjende, samt mod os selv. Dertil er alt saa fortræffelig grundet paa Skriften og bevist ved Eksempler, at det intet lader tilbage at ønske. Derfor synes det ogsaa, som om St. Paulus i denne Epistel har villet sammenfatte den hele kristelige og evangeliske Lære i en kort Sum og indføre Læserne i hele det gamle Testamente. Thi den, der har denne Epistel vel inde i Hjertet, han har det gamle Testamentes Lys og Kraft hos sig. Derfor skal hver Kristen uafladelig overveje og efterleve den. Dertil give Gud sin Naade! Amen."

Paulus' Brev til Romerne
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16

Guldgruben
Indledning, 1 2 3 4 5 6 7 8