Fra Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Romerbrevet

Læs: Kapitel 1, 1-7
287. Indledende Hilsen.

Som det var hin Tids Sædvane, begynder Apsostelen sit Brev med en Hilsen til Læserne. Hilsenen er her længere end almindelig, idet den ikke blot udtaler fra hvem og til hvem Brevet er, men tillige fremhæver, hvad der gav Paulus Ret til paa denne Maade at henvende sig til de hellige i Rom. Denne hans Bemyndigelse var ovenfra. Dette siger Paulus straks i V.1 og udvikler det nærmere i V·5. »Jesu Kristi Tjener« kalder Paulus sig. Det var hans Ærestitel, som han dog har tilfælles med alle troende Mennesker (se Ef. 6,6, hvor de troende Tjenere kaldes Kristi Tjenere, og ligesaa 1.Kor. 7, 22, hvor de troende Trælle kaldes Kristi Trælle). Det er den højeste Værdigheds, et Menneske kan naa. Thi Jesu Kristi Tjenere, de er ogsaa Jesu Venner (Joh.15,15), og Jesu Tjenere skal være, hvor han er (Joh.12, 26). Men det næste: »Apostel ifølge Kald«, betegner Paulus' særlige Stilling. I V.5 peger Paulus paa Apostelembedet, som en af Aandens særlige Gaver og angiver tillige dette sit Embedes Formaal, nemlig at oprette Troens Lydighed blandt alle Hedninger, for Jesu Navns Skyld (til dets Forherligelse). Altsaa som den, der var beskikket til Hedninge-apostel, havde han sin aandelige Ret til at skrive til dem, eftersom de jo ogsaa hørte til Hedningerne (V. 6).

I V.2» udtaler Paulus den uadskillelige Enhed mellem det gamle og det nye Testamente. Det Evangelium, han havde at bringe, var ikke noget nyt, men længe forud lovet ved Profeterne. Stadig peger Paulus paa dette Punkt, som af en anden Herrens Tjener er bleven udtrykt saaledes: »Det nye Testament ligger skjult i det gamle, det gamle Testament ligger aabenbaret i det nye«

Fra V. 3-4 peger han paa Kærnen i dette Evangelium: Jesus Kristus, hvem han omtaler først efter hans menneskelige Natur (V. 3: »Kødet« bruges her paa samme Maade som i Joh.1.14 ("Ordet blev Kød") kun til at betegne den svage Menneskenatur, ikke Naturen som den syndige og gudfjendske). I V.4 peger han paa Jesu guddommelige Natur "efter Helligheds Aand,« hans Guddomsvæsen, der blev mægtigt beseglet ved Opstandelsen fra de døde.

Det er værd at lægge Mærke til, at Paulus i V.5 som det første nævner, at han selv ligesom alle dse troende havde faaet Naade, og først derefter nævner Apostelembedet, paa samme Maade som han i V. l sætter dette at være Jesu Tjener først. Ja selv for Herrens største Vidner maa altid Naadestanden være Hjertets største Skat, og først derefter den særlige Gerning i Herrens Tjeneste. Er dette ikke saa, da er Hjertet kommet for højt til Vejrs. Betegnelsen »Tros-Lydighed« (V.5) peger paa det væsentlige i Troen, nemlig at underlægge Herren sin Vilje. Troen er ikke først og fremmest en Kundskabs- eller Følelses- men en Viljessag.

I V. 6-7 nævner Apostelen Vennerne i Rom med kærlige Navne efter den store Naade, der var bleven dem til Del: Først "Jesu Kristi kaldede" (her brugt om dem, der har modtaget Guds Kald); Naaden ses her fra sin ydre Begyndelse idet Kald, der udgik til disse Hedninger, Kaldet fra Gud til at komme til Jesus. Saa kaldes de fremdeles: »Guds elskede«. Dette Navn peger hen paa den indre dybe Kilde til Kaldet, der naaede dem, nemlig Guds evige Kærlighed, at han elskede den faldne, troløse Verden saa, at han gav den sin enbaarne Søn. Det næste Navn: "kaldede hellige," peger hen paa Virkningen af Guds Kærligheds Kald. Vi staar her foran Navnet »hellig«, der saa uhyre ofte forekommer i det nye Testamente, ja i Paulus' Breve er det almindelige Navn for Herrens Venner. Det betegner Guds Børn efter deres Udsondring fra Verden og Indvielse til at være Guds Eiendom, i Lighed med som Offergaverne i Helligdommen kaldtes hellige. Det er altsaa et Naadesnavn, ikke noget selvfortjent; nej, i sig selv er Herrens troende kun fattige, urene Syndere. Men naar Guds Kærligheds Kald faar Lov at drage Hjertet fra Verden til Gud ved Jesus, da helliges Synderen. Hellighedslyset stammer fra vor Sol, Bethlehsemssolen. Derfor er det ikke Hovmod at bære det hellige Navn; det er ikke vor Ros men Herrens alene. Men Vantro er det at vise denne Guds helligende Kærlighed fra sig og forkaste dette Naadesnavn.

I hvert naadehelligt Menneske har Gud ogsaa skabt en ny Natur, et helligt Liv, og bliver vi ham tro, da vil dette hellige Liv omsider fortrænge al Synd, saa de, der blev hellige af Naade ved Troen, ogsaa engang skal blive helligede ganske og aldeles i sig selv. Dette Maal vil være naaet med alle Herrens sande troende, naar den store Dag kommer.

I Slutningen af V. 7 har vi nu Indholdet af Paulus' Hilsen som »Naade og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus. Hvor Naaden i Kristus modtages, virker den jo Fred med Gud. Det er denne Naade og Fred, der lyser over de helliges Samfund. Salig den, der har faaet sin Hjerteplads der og kan vidne med Sangens Ord:

"Denne Fred blev jo min, da jeg styrede ind Med min Ladning i blikstille Havn, Da jeg ret kunde tro, hvilken Glæde og Ro, Hvilken Himmel i Frelserens Favn"


Læs: Kapitel 1, 8-l7.
288. Paulus vidner om sin Længsel efter at besøge Menigheden i Rom og prædike Kristi saliggørende Evangelium om Troens Retfærdighed ogsaa der.

Apostelen begynder (V.8) med Taksigelse. Det er det første; og det er godt at begynde med at takke. Han takker Gud for alle de hellige i Rom. At takke for Guds Børn er en velsignet Vej til at vokse i den hellige Broderkærlighed - visselig bedre end at knurre over hverandre. Det, Paulus særlig takker Gud for med Hensyn til Vennerne i Rom, var, at deres Tro stod saa højt paa Stagen og lyste saa langt omkring. Rundt om blandt de troende fortaltes det med Glæde, at der nu ogsaa var bleven Trosliv i den ugudelige Verdensstad. Paulus frembærer sin Tak ved Jesus Kristus; thi ved ham kommer Guds Naade til os, derfor maa ogsaa vor Tak ved ham fremhæves for Gud.

I V.9 begrunde han sin Taksigelse for dem ved højtideligt at kalde Gud til Vidne paa, hvorledes de hellige i Rom bestandig var i hans Tanker; og fra V.10-13 udtaler han for dem den Længsel, efter at se dem, han saa længe havde frembaaret for Gud i sin Bøn. Denne Sag om at komme til Rom var for Apostelen en Bønnens Sag; thi ikke paa Egenviljens Veje men kun med Guds Vilje vilde han til Rom. At naa sit Maal i Guds Time er velsignet, men at tvinge sin egen Vilje frem, at ville have sin egen Tid bringer Pine. V.11-13 angiver han Grunden til sin Længsel efter dem. Han vilde saa gerne bringe dem en Velsignelse (V.11), hvilket han (V.12) nærmere forklarer paa en ydmyg og hjertevindende Maade som Længsel efter ikke blot at bringe, men ogsaa at faa Velsignelse i deres Midte, for at dog ingen skulde misforstaa ham, som vilde han sætte sig paa den høje Hest overfor dem.

I V.14-15 begrundes end mere hans Længsel efter at bære Frugt ogsaa blandt Romerne ved en Henvisning til, at han følte sig som en Skyldner for alle Hedninger (i Kraft af sit Embede som Hedningernes Apostel)· »Barbarer« betegnede hos de gamle nærmest kun de ikke Græsk talende Folkeslag. Udtrykket »Grækere og Barbarer« skal betegne dem efter deres Dannelsestrin. Hvor er det godt saaledes at føle sig som alles Skyldner. I en vis Forstand gælder det om for hvert Guds Barn, at gaa med dette Styldnersind, ikke med Lommen fuld af Krav og Regninger til andre, men med Kærlighedens Gældsbeviser, saa man stadig føler sig i Gæld til andre. Da bliver man en Velsignelse

I V.16-17 har vi ligesom hele Romerbrevets Grundtone udtalt. Paulus stadfæster sin Redebonhed til at prædike Evangeliet ogsaa i Rom, den fine Hovedstad, ved at henvise til, at han ikke skammede sig ved Kristi Evangelium. Nej, det enfoldige Korsets Ord vilde han saa gerne prædike ogsaa i det stolte Rom; thi dette Evangelium, vidste han jo, var den seneste Bærer af »Guds Kraft til Frelse for hver den, som tror.« Kun derigennem var der Frelse fra Guds Dom og Vrede, »baade for Jøde først og for Græker.« »Græker« betegner her Hedninger i Almindelighed i Modsætning til Jøderne. Hvor haardt end Jøderne de fleste Steder stod ham imod, glemte han dog aldrig, at Evangeliet først skulde tilbydes dem som Guds udvalgte Folk med de store Forjættelser.

Det er et dybt Ord til Selvprøvelse: »Jeg skammer mig ikke ved Evangeliet.« Det naturlige Menneske skammer sig ved Kristus og hans Ord; thi dette Ord dømmer vor egen Natur skyldig og afslører dens Urenhed. Derfor denne Modstand. Verdens Børn skammer sig ved, at nogen skulde antage dem for at være hellige. Men, ikke sandt, Guds Barn, du mærker ogsaa stundom den syndige Undseelse ved at være din Frelser bekendt, ved i Jesu Ravn at takke for Mad blandt Verdensmennesker o. s. v. Det er en Kamp med Verdensaanden baade i os og om os at bekende Kristus. Men det gælder om at sejre og forstaa, hvor meget vi burde skamme os ved ikke at bekende ham, der ikke skammede sig ved at hænge paa Korset for os og bære vor Skyld.

Og hans Evangelium er jo i Sandhed den eneste saliggørende Kraft, det eneste, der kan rejse en Synder. Hvor trængte det elendige Rom ikke til denne Kraft, og hvor trænger dog hver Synder dertil! »Jeg behøver al hans Naade og hans hele Kærlighed, hvis jeg ej skal gaa til Grunde og i Dybet synke ned«.

I V. 17 udvikler Paulus nærmere Kristi Evangeliums saliggørende Rigdom. »Thi deri aabenbares Guds Retfærdighed ved Tro for Tro, som der er skrevet: den retfærdige skal leve af Tro«· Hvad menes der med »Guds Retfærdighed?« Ja, derom drejer jo en stor Del af Romerbrevet sig. »Guds Retfærdighed« kan betegne den Egenskab hos Gud, i Kraft af hvilken han belønner det gode og straffer det onde. Men det kan ogsaa betegne Retfærdighed fra Gud, den Retfærdighed Gud tildeler og tilregner den Synder, der tror Kristi Evangelium, d.v. s. tager imod Naaden med Hjertets Tak. Det er den tilregnede Retfærdighed »af Troen« (Troen er Betingelsen) men ogsaa "for Troen" (egentlig efter Grundteksten: "til Tro," til at virke Tro i Synderhjerter, ogsaa til Troens Vækst i de troende). Troen er altsaa baade det første og det sidste, det ene fornødne, for at denne Guds Retfærdighed kan aabenbares i et Menneskehjerte og lyse hen over Synderem saa han staar som frikendt i Guds Øjne.

At det er denne Retfærdighed fra Gud, her er Tale om, fremgaar tydeligt ogsaa af det Ord fra det gamle Testamente, Ordet fra Profeten Habakuk 2, 4, der lyder saaledes: »Den retfærdige skal leve ved sin Tro.« Af dette Profetord fremgaar det, at Livet, d. v. s. Frelsen, beror paa Troen, ikke paa egen Retfærdighed ikke paa egne Gerninger, ikke paa nogen Fortjent eller selverhvervet Løn. Meningen bliver saaledes den samme, enten man oversætter "Den retfærdige skal leve af Tro," eller som i vor gamle danske Oversættelse: "Den retfærdige ved Troen skal leve." Deri har Evangeliet altsaa sin saliggørende Kraft, at den bringer den troende i et retfærdiggjort Forhold til Gud ved Troen. Og at dette er den eneste Ssalighedsvej, viser Paulus nu i det følgende hvor han skildrer først Hedningernes dybt sunkne Tilstand (V.18-32) under Guds Vrede og dernæst Jødernes ligesaa hjælpeløse Tilstand (Kap. 2, 1-23).

Tro paa Krist kan frelse!
Han for mig har alt fuldbragt,
Knækket Døds og Helveds Magt,
Stiftet Fredens nye Pagt.
Tro paa Krist kan frelse!

Paulus' Brev til Romerne
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16

Guldgruben
Indledning, 1 2 3 4 5 6 7 8