Fra Guldgruben


En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Romerbrevet

Løs: Kapitel 11, 1-10.
316. Gud havde dog ikke aldeles forskudt sit Israel. Omend det store Flertal forhørdedes, var der dog en lille Flok, der af Guds Naade kom til at hære til de udvalgte.

I dette Kapitel peger Paulus hen paa to Punkter, hvorfra der falder Lys over Israels Folk; hvor mærk end dets Tilstand for Tiden syntes at vøre. Det færste Lyspunkt, hvilket han nørmere udvikler i dette Afsnit (V.1-10), er dette, at Forkastelsesdomnen dog ikke omfattede hele Jædefolket.

Apostelen vender med sit Spærgsmaal: "Mon Gud har forskudt sit Folk?" tilbage til det, der sørlig blev udviklet i Kap. 9 og viser i Tilslutning til Kap. 9, 7, at Forjøttelserne fra den gamle Pagt dog var blevne opfyldte over Folket. Paulus selv var jo et levende Vidnesbyrd om, at der var Israeliter, som Guds Naade havde faaet frelst (V.1), og han var ikke den eneste; nej, ligesom der under Israels dybeste Forfald under den gamle Pagt, paa Elias Tid, endnu havde vøret 7000 Mønd, som ikke havde bæjet Knø for Baal (se Kong.19), saaledes var der ogsaa nu bleven en Levning tilbage, der ikke var reven med af det kædelige Israels Vantro (V. 2-4). Gud havde ikke taget fejl af Folket; det Folk, han "forud kendte," havde han ikke forskudt. Fundamentet for den færste kristne Menighed var hentet fra Jæderne. Hans sande Israel var jo gennem Apostlene, sørlig gennem Paulus, i fuld Virksomhed med at børe Guds Riges Evangelium ud over Jorden.

I V. 5-6 betoner Paulus endnu udtrykkeligt at det var "efter Naadens Udvølgelse", at denne Levning var bleven tilbage. Thi det var just, hvad denne lille Skare af sande "Israeliter havde set, at de ikke paa nogen Maade i Kraft af egne Gerninger eller deres kædelige nedstamning fra Abraham havde nogensomhelst Fordring at stille til Gud. Det var det, det Vantro Israel ikke vilde se. ·

Den sidste Del af V. 6 ("men er det af Naade, da er det ikke mere af Gerninger, ellers bliver Naaden ikke mere Naade") mangler i de øldste og bedste Haandskrifter; det kan tønkes at vøre fæjet til som Forklaring af en Afskriver. Det er jo sandt, hvad deri staar; men Hovedvøgten ligger jo ganske paa dette, at det var af Naade og ikke af Gerninger. Versets færste Del indeholder tilstrøkkeligt til at betone dette.

Fra V. 7-10 stadføster Paulus endnu engang ved profetiske Ord fra det gamle Testamente, hvorledes Folkets Forhørdelse alt forløngst var forudsagt i Skriften. Han sammendrager forskellige Ord (5. Moseb. 39, 4, Es. 6, 9-10 og Es. 29,10) i V. 8; i alle disse Ord tales der om den "Slævheds Aand" (egentlig: en Aand, der virker Bedævelse), som Gud lagde over Folket, saa de ·blev forhørdsede, d. v. s. fælelseslæse, ligesom overtrukne med en haard Hud. Guds Ord har altid Virkning Hvor ikke det faar Lov til at virke Frelse, virker det Dom; Menneskets fortsatte Modstand mod Naadens Ord mædes med en Domsvirkning fra Guds Side, saa Mennesket til sidst hverken kan se eller hære Sandheden mere. Denne Forhørdelse gik for sig allerede i den gamle Pagt, men ogsaa dette særgelige Forbillede fik sin store Opfyldelse ved Folkets Modstand mod sin Messias.

I V. 9-10 fremdrages endnu et profetisk Ord, nemlig fra Sl. 69, 23-24. I denne Salme skildres profetisk Davidssænnens Fjender, men ogsaa Dommen over dem, hvorledes den vil ramme dem midt under deres timelige Nydelsen. Dette, at "deres Bord skulde blive dem til en Snare", peger maaske hen paa den endnu i ørkenen brugelige Form for Bordet, et paa Jorden udbredt "Lødertøppe, af hvilket Lødersnorer til at snøre Fjender i var lette at tilberede. Paa den Maade blev ogsaa deres eget Bord dem "til et Vederlag" for deres Ondskab.

Summen af dette Skriftbevis bliver da her som tidligere, at Israels Forhørdelse ikke indtraf som et uforudset Tilfølde; Gud vidste det forud, derfor har hans Ord talt derom. Og Paulus viser nu i det fælgende, hvorledes ogsaa denne Folkets Forhørdelse maatte tjene Guds Raad.

Som Himlenes Favn er din Kørlighed, Gud,
Som Havenes Dyb dine Domme.


Løs: Kapitel 11, ll—24.
317. Israels Fald blev Hedningernes Rigdom, men Israels Folk har en Fremtid endnu, som herlig skal aabenbares. Det skal de Hedningekristne ikke glemme, saa de hovmoder sig overfor Israel, men blive i Ydmyghed, at de ikke selv skal blive ramte med Israels Dom.

Paulus havde i det foregaaende vist, at Baandet mellem Gud og Israel ingenlunde var sænderrevet, idet Forkastelsesdommen ikke omfattede det hele Israel. Den Dag i Dag er der jo stadig enkelte af Israels Folk, som finder ind under Naaden i Kristus. Nu fremdrager han det andet Lyspunkt, nemlig at Forkastelsen ikke skulde beherske det vantro Israels hele Fremtid. Guds Dom over Israel paa Grund af dets selvforskyldte Fald over Kristus som ·Anstædsstenen havde ikke til Formaal at lade Folket som Folk ligge i Faldet for bestandig. Israels Folk blev brugt af Gud til et andet øjemeds Opnaaelse, idet Saliggærelsen, Frelsens Ord, derved gik til Hedningerne for derigennem, ad denne for Israels Folk saa smertefulde Omvej, at »vøkke« Israels faldne Bærn "til Nidkørhed", til selv for Alvor at tragte efter det gode, som de saa Hedningerne vøre naaet til (V. 11).

Den Dag i Dag ser vi jo hos de enkelte Israeliter, der omvendes, at det der drager dem, er Erkendelsen af den Lykke og Frelse, de mæder hos sande troende Kristne. Det vøkker dem op til Løngsel, til nidkør Sægen. Der ligger Ansvaret for os Kristne, at vi dog i Kørlighed til Israels stakkels formærkede Bærn kan vise dem, at vor Kristus er den levende Frelser og sande Messias. Den dæde Navnkristendom, som de ser saa meget af, skal visselig ikke kunne vøkke dem til Nidkørhed for Evangeliet.

I V.12-15 skuer Apostelen fremad mod den salige Fremtids-Udsigt, at Israels Folk atter som Folk vil blive antaget, og han giver de Hedningekristne at forstaa, at der vil blive en usigelig Rigdom ogsaa for dem, naar hin Stund oprinder. Kunde Israels Bærns Fald og Skade blive en Kilde til saa rig Velsignelse for Hedningeverdenen (ved at Evangeliet da gik til den), hvor meget mere skal saa ikke "deres Fylde" blive det! "Israels Fylde" kan betegne Israels Folk i sin Helhed, naar Folket som Folk bliver troende. Dermed er ikke sagt; at alle Israels Bærn bliver troende, men det store Tal er betegnet i Modsøtning til Levningen, de enkelte, som hidtil blev vundne. Dog kan Betegnelsen "deres Fylde" ogsaa forstaas som det, hvormed Israels Tab bliver udfyldt og erstattet, altsaa om den Aandsfylde og indre Herlighed, der da skal blive Israel til Del, til uendelig Velsignelse ogsaa for de Hedningekristne (V. 12).

Fra V.13-15 udvikler Paulus videre, hvorfor han løgger en saadan Vøgt paa Israels Tilbagevenden til Herren. Ganske vist var han "Hedningernes Apostel" og bestrøbte sig ogsaa for at gære dette sit Embede ære; men han skjuler ikke for dem, at han stadig gennem dette sit Embedses tro Fuldkommelse tillige har haft det Formaal, "om han dog kunde vøkke sin Sløgt til Nidkørhed og frelse nogle af dem." "Nogle af dem," siger Paulus; han havde jo saa ofte erfaret, at Jædernes Nidkørhed, naar Hedninger lod sig frelse, for det meste gik i modsat Retning, i den Retning, at de vaktes til Harme (se Kap.10,19). Dog nogle fik han Lov til at "hæste" ind i Guds Rige; Akvilas og Priskilla var dog Jæder og mange flere.

Disse enkelte af Israels Folk, der omvendte sig, var jo levende Varsler om den store Omvendelse, der engang skulde komme og blive til saa rig Velsignelse just ogsaa for den Hedningeverden, der var Apostelens sørlige Arbejdsmark.

I V.15 dvøler han endnu engang ved det samme, som vi hærte i V.12, hvilken langt stærre Herlighed Israels Antagelse vil bringe; I V. 12 talte han om, hvorledes deres Fald var bleven Verdens Rigdom; her nøvner han som Kørnen af denne Rigdom "Forligelse", nemlig med Gud, idet Hedningerne ved Troens Retførdighed i Kristi Blod var bleven forligte med Gud (se Kap. 5, 1-10). Ja, det er og bliver Hovedpunktet i al Evangelisets Herlighed: vi har en forsonet Gud, hvem vi tær nørme os i Frimodighed med Jesu Blod som vort Skjul og Klødning.

Men hvad skal skorstsaas ved det liv ud af dæde som Paulus siger skal blive Fælgen as Israels Antagelse? Nogle forstaar derved en møgtig Blomstringstid for Guds Kirke paa Jorden, en saa møgtig Fylde af Aandskraft, som Kirkens tidligere Tilstand ligesom kun skulde vøre at regne som Dæd mod Liv i Sammenligning dermed. At Israel efter sin Antagelse vil blive, som man har sagt, "Lammets Livgarde," vil blive det aandelige Centrum for Guds Menighed paa Jord (som det synes med Bolig i sit gamle Land), stemmer ganske med alle de gamsmeltestamentlige Profetier, saa denne Forstaaelse er fuldt berettiget.

Andre forstaar dette "Liv ud af dæde" saaledes, at det betegner Opstandelsen fra de dæde, altsaa at Israels Antagelse straks skulde ·efterfælges af den færste Opstandelse ved Herrens Genkomst og dermed Herlighedsrigets Oprettelse (færst som Tusindaarsrige og efter den sidste Dom, som den evige Fuldendelse).

En Fylde af Herlighed skuer Apostelen tydeligt nok med Aandens øje.

Men har Israel en saadan Fremtid i Vente, skal de Kristne af Hedningerne vel vogte sig for at se ned paa Israel i dets nuvørende Elendigheds Tilstand (V. 16-24). Thi trods Israels Vantro lyser der dog et Hellighedsprøg over dette Folk i Kraft af den Udvølgelse og Helligelse, Gud lod Folkets Stamfødre, Patriarkerne, blive til Del. Apostelen ligner Patriarkerne ved den færste Græde, d.v.s. den Del af Dejen, der ved hver Bagning blev taget fra og givet Prøsterne som Offer, hvorved hele den ævrige Dej helligeedes (se 4.Moseb.15,19-21: "Det færste af eders Dej, nemlig en Kage, skal I bringe til en Gave").

I den anden Lignelse om Roden og Grenene, som Apostelen udfærer videre i det fælgende, er Tanken den, at Grenene har Rodens Natur i sig. Dette maa ikke forstaas paa den xkædelige Maade saaledes som de vantro Jæder tog deres Nedstammen fra Patriarkerne men det var Partriarkernes Tro, Gud havde lyst sin udvølgende Naade over; det var en aandelig Helligelse. Men deri laa dog saa meget, at dersom det fra Patriarkerne nedstammende Folk i Tro sægte Naade hos Gud, da stod Dæren aaben færst og fremmest for dem.

Nu var ved Jædernes Vantro "nogle af Grenene afbrudte". "Nogle" siger Apostelen, deri ligger hans inderlige Haab om, at dog endnu flere skulde lade sig frelse (se V.14). Han kan ikke børe det over sit Hjerte at sige: "de fleste". Og nu var Hedningerne bleven "·meddelagtige i Olietrøets Rod og Fedme" (V.17). Den vilde Oliekvist var bleven delagtig i Naaldepagten, som Gud havde oprettet med Israels gamle Stamfødre. Ved Podning plejer man ellers at gaa den Vej: at pode ødle Kviste i et vildt Trø; her var det sket lige omvendt, og Apostelen vil med dette Billede just indprente Hedningerne, at det var idel Naade, ganske imod hvad Hedningerne havde kunnet vente naturligt set, at de var blevne delagtige i Isrsaels Velsignelse.

Dette skulde forhindre al Selvros hos Hedningerne overfor Israel ; thi det var jo Roden, Velsignelsen fra Israels Fødre, der bar ogsaa de Hedningekristne, disse indpodede vilde Grene (V. 18). ·

Apostelen tønker sig den Indvending fra de Hedningekristne, at de gamle Grene, Israels Bærn, var blevne forkastede, just for at der kunde blive Plads for Hedningerne (V.19). Apostelen indræmmer dette, set fra Guds Frelses Raad (se Luk.14, 16-24, Lignelsen om den store Nadvere, hvor Indbydelsen gik ud til dem ved Vejene og Gørderne, da de færst indbudte ikke vilde komme); men deri laa just en alvorlig Paamindelse for de Hedningekristne om ikke at vøre overmodige (V. 20). Israel var falden ved sin Vantro; Hedningerne var komne ind ved Troen. Men Troen mistes, dersom man glemmer, at det er af Naade. Det gjaldt om for de Hedningekristne at "blive i Godheden", nemlig i Guds Godhed,·og ikke falde i den samme Synd, som Israel var faldet i, at pukke paa det, der dog kun var uforskyldt Gave; i saa Fald vilde Gud visselig ikke spare de Hedningekristne, naar han ikke engang havde sparet sit gamle Ejendomsfolk (V. 21-22).

Dette er en alvorlig Formaning til hvert Guds Barn om, at "fryde sig med Bøven" (se Sl.2,11: Tjener Herren med Frygt, og fryder eder med Bøven").

Men var det ved Troen, Hedningerne var bleven delagtige i Guds uendelige Naade, da vil ogsaa Israel, naar det opgiver sin Vantro, visselig atter indtrøde i sin gamle Stilling som Guds Folk. "Gud er møgtig til atter at indpode dem," siger Paulus (V. 23). Og det saa meget mere som de "af Naturen" (ved naturlig Nedstamning fra Patriarkerne) hærte hjemme i det gode Olietrø (V. 24).

Til Forholdet mellem de omvendte Hedningekristne og det vantro Israel finder vi noget tilsvarende i det Forhold, vi den Dag i Dag har mellem nyomvendte Hedninger i Hedningeland og de dæbte Mennesker herhjemme, som ligger i aandelig Dæd. Dersom disse sidste omvender sig, da staar de jo allerede i Kraft af Daaben i Forbindelse med Naaden, Dæren er aabnet for dem; medens Hedningerne derude, der omvender sig, færst skal have den lukket op.

Ogsaa dette Afsnit er en Prødiken om Naade, om at vøre ydmyg i al sin Gløde, om at søtte sig nederst.

Køre Ven, skal engang du ophæjes,
Staa som Dronning i Guds Himmel saa skæn,
Dybt i Stævet du færst maa nedbæjes,
Blive allerfattigst Betler i Læn.
Søt dig nederst, Køre Ven, o ja, søt dig nederst!


Løs: Kapitel 11, 25-32.
318. Hedningernes Fylde skal færst indgaa. Saa slaar Frelsens Time for Israel som Folk ved Guds Barmhjertighed. Baade Jæder og Hedningermaa saaledes give Guds Barmhjertighed hele æren.

I idet foregaaende havde Apostelen allerede flere Gange antydet Israels Omvendelse, men dog mere kun som en Mulighed under ·"Forudsøtning af, at Israel ikke forblev i sin Vantro". Men i dette Afsnit forkynder han dette Fremtidsunder med profetisk Vished. Han kalder det en "Hemmelighed" (V. 25), d. v. s. noget, som Mennesker aldrig kan tønke sig til, noget som man kun kan kende ved Guds Aabenbaring. Andre Steder i sine Breve taler Paulus om den Hemmelighed, at Hedningerne som saadanne skal have Del i Naaden ved Kristus, vøre Medarvinger i Forjøttselsen (altsaa uden færst at blive Jæder). Se derom i. Efes 3, 2-10. Her er det nu de sidste Tiders Hemmelighed om Israels herlige Fremtid, han vil indvie de Hedningekristne i. "For at I ikke skal vøre kloge i eders egne Tanker," fæjer han til, d. v. s. for at bringe dem til ydmygt at erkende, hvor lidt de har kunnet æjnse Guds underfulde Raad med Israel. For de Hedningekristne laa det saa nør at anse det for utønkeligt, at det Folk, der havde korsfaestet Kristus, virkelig engang vilde omvende sig som Folk. Nu meddeler Paulus dem, og dermed os alle, et Indblik i Guds hemmelige Raad, at Israels Forhørdelse er en i Tiden begrønset og engang skal aflæses af dets Benaadelse, og dette begrunder han færst ved atter at henvise til Forjøttelserne i den gamle Pagt (V. 25-27), dernøst ved at henvise til Guds Trofasthed, der ikke glemmer den Udvølgelse, der blev Israels Fødre til Del (V. 28-29), og endelig ved at oplukke for dem den dybe Sandhed, at Gud kun ad denne Vej kunde faa Israel til at lade sig frelse af hans Barmhjertighed, paa samme Maade som Hedningerne ene var frelste ved Guds Barmhjertighed, saa alt skulde ende med Guds Barmhjertigheds Pris og Lov (V. 30-32).

Tidspunktet, da Forhørdelsen skulde vige fra Israel, bestemmes saaledes: "Indtil Hedningernes Fylde er gaaet ind" (V. 25).

Hvad betyder "Hedningernes Fylde"? Nogle forstaar derved et vist bestemt Tal af Hedninger til Erstatning i Stedet for de forhørdede Israeliter, og man tønker herved paa en hellig Kørne samlet ud af alle de forskellige Hedningefolk. En saadan frelst Flok ud fra hvert Hedningefolk har vi jo snart for Haanden i vore Dage. Men i saa Fald maatte der altsaa paa ny blive Tale om Hedningemission efter Israels Antagelse, og man har da ment, at det benaadede Israel skulde gaa i Spidsen for denne sidste store Mission blandt Folkeslagene, som man ofte har tønkt sig gaaende for sig i Tusindaarsrigets Dage efter Antikristens Fald.

Andre forstaar ved Hedningernes Fyldes Indgang, at hele det fulde Tal af Hedninger, der vil lade sig frelse, færst skal vøre frelst og indgaaet i Guds Rige, fær Israels Time slaar.

Dette Ord om "Hedningernes Fylde" maa ses i Lyset af vor Frelsers Forudsigelse i Matth 24,14: "Dette Rigets Evangelium skal prsødikes i hele Verden til et Vidnesbyrd for alle Folkseslagene." Spærgsmaalet bliver, om dette Ord skal forstaas saaledes, at Evangeliet blot skal have lydt i hvert enkelt Folk og samlet et vist Tal frelste ud af hvert Folk, indtil det af Guds bestemte Tal af frelste Hedninger er naaet, eller saaledes, at alle Folkeslag skal vøre blevne dragne helt ind under Evangeliets Magt, gennemarbejdede af det, saaledes som f. Eks. vort Fødreland bliver det. Den færste Opfattelse af dette Herrens Ord i Matth.24,14 slutter sig til den ovenfor nøvnte Tanke, at Israels Benaadelse skal efterfælges af en ny storslaaet "Missionstid" blandt det ævrige af Hedningefolkene. Den sidste Opfattelse derimod ser Missionen blandt Hedningerne som afsluttet med Israels Benaadelse.

Vi maa dertil sige, at den fulde Klarhed herover endnu ikke er os givet. Blot saa meget ved vi altsaa, at Israels Benaadelse færst vil indtrøde, naar Ordet har naaet rundt til alle Hedningefolk.

At "Hedningernes Fylde" ikke betegner alle de enkelte Hedninger, fremgaar tilstrøkkelig tydeligt af den ævrige hellige Skrift, hvoraf vi ser, at ogsaa mangfoldige Hedningesjøle vil forhørde sig overfor Evangeliet. I saa Henseende behæver "Hedningernes Fylde" ikke at betegne andet end Hedningerne som Helhed taget, ligesom "det hele Israel" (V. 26) selvfælgelig heller ikke betegner alle de enkelte Israeliter, men Israel i sin Helhed som Folk betragtet. De enkelte Israeliter, der nu omvendes, gaar jo ind i de hedningekristne Menigheder i de forskellige Lande; men naar Benaadelsens Tid kommer, vil der blive en stor jædekristen Kirke, saa Jæderne som Kristne bliver ved at vøre Lemmer af deres eget Folk.

Skriftbeviset for dette Fremtidsunder henter Paulus (V. 26-27) fra Profeten Esajas 59, 20, sammenfæjet med et Ord fra Es. 27, 9 og muligvis ogsaa i Tilknytning til Sl.14, 7 (V; 26), samt fra Jer. 31, 33-34, maaske ogsaa Mika 7, 18 (V.27). Vi ser, hvorledes Apostlene levede og aandede i det gamle Testamentes hellige Skrifter, saa de i et eneste Citat kunde sammenfæje Forjøttelsens Tanker, hentede fra en hel Del forskellige Steder i Skriften, og hvorledes de stadigt behandler alle det gamle Testamentes Profetier som urokkelige Realiteter (de kendte ikke til "Bibelkritik"). Den færste Del: "Fra Zion skal Befrieren komme," lyder ganske vist i Es. 59,20 saaledes: "Der skal komme en Genlæser for Zion og for dem, som omvender sig fra Overtrødelser i Jakob," men i Sl.14,7 staar der: "Gid der fra Zion kom Frelse for Israel!" Befrieren eller Genlæseren er Messias, og han skal komme baade for Zion (som Betegnelse for Israels Folk) og fra Zion (som Betegnelse for Helligdommsens Sted), hvormed menes, at han skal komme fra Gud. Nogle har i dette "fra Zion" villet se et Vidnesbyrd om, at Israels Folk da skal vøre vendt tilbage til det hellige Lands, og at Kristus ved sin Genkomst skal aabenbares fra Zion i bogstavelig Forstand. Men ser vi hen til de nøvnte Grundsteder i det gamle Testamente, synes som fær nøvnt "fra Zion" her paa dette Sted vøsentlig kun at betegne, at han skal komme fra Guds Bolig. For den Del af Israel, der kendte sin Besægelsestids ved Kristi færste Komme, var der ganske vist allerede sket en Opfyldelse af denne Forjøttelse om Ugudelighedens Afvendelse fra Jakob, om den nye Naadens Pagt, der just bestaar i Borttagelsen af Syndeskylden. Men Paulus ser med Rette dette Ord som kun delvis opfyldt og venter den fulde Opfyldelse deraf (det hele Israels Benaadelse) i Forbindelse med Kristi andet Komme. Israels Folk i sin Helhed har paa Grund af sin Vantro maattet gennemgaa en saa lang Ventetid Under Forkastelse, fær Forjøttelsen kunde naa Folket som Folk.

Hvor lang den Venten skulde blive efter vor Maade at regne Tiden paa, saa Paulus vel ikke. Han taler jo ofte om Kristi Genkomst som ikke saa langt borte, omend han i 2. Thess 2 indskørper Brædrene, at Kristi Dig dog ikke var lige for Haanden. Men naar Paulus dog forventede Herren snart (se 2. Kor. 5, 4, hvor han udtaler sin Løngsel efter at "overklødes" ikke "afklødes", hvorved han tønker paa Kristi Genkomst og paa de troendes Forvandling "i et Nu, i et øjeblik, ved den sidste Basun" (1.Kor.15,51-52), tog han dog ikke fejl, som nogle mener. Han havde blot stillet sit Ur efter Herrens Ur, og Herren havde i Matth 24, 29 (se ogsaa Joh. Aab. 22,20: "Jeg kommer snart") talt om sin Genkomst som nør, idet "Herren regner Tiden paa en anden Maade end vi, ikke efter dens timelige Løngde men efter dens Indhold (se 2. Peter Z, 8: "Een Dag er for Herren som tusind Aar, og tusind Aar som een Dag").

Foruden ved Skriftbeviset begrunder Paulus som tidligere nøvnt dette Fremtidshaab for Israel ved Henvisning til Guds Trofasthed Ligeoverfor Guds indtager Israel nemlig en dobbelt Stilling; paa den sene Side er det forkastet af Gud, han betragter det paa Grund af dets Vantro overfor Evangeliet som sin Fjende, som hjemfalden til Breden, og Paulus sæjer til: "For eders (nemlig for Hedningernes Skyld)," idet nemlig Guds (se V.11) i sit Frelsesraad lod Israels Forhørdelse komme Hedningerne til Gode, derved at Evangeliet vendte sig fra Jæder til Hedninger.

Men paa den anden Side er Israel fremdeles Genstand for Guds Kørlighed, nemlig "for Fødrenes Skyld," med hvem Gud oprettede sine uomstædelige Pagter. "Naadsegaverne og sit Kald fortryder Gud ikke." Han er trofast, selv om Menneskers Utroskab stundom næder ham til at fære dem ad smertefulde Omvseje (se 2.Tim.2,13: "Dersom vi er utro, bliver han dog tro").

Israel er altsaa paa een Gang Genstand for Guds hellige Vrede og for hans Kørlighed. Dette Ord viser os altsaa, at Gud i sig kan forene baade Vrede og Kørlighed til de samme, og derved modbevises den Løre, der stundom er bleven fremfært, at Gud aldrig har nøret Vrede mod Syndere, blot mod Synden. Det er ikke saa. I Joh. 3, 16 staar der: "Saa har Gud elsket Verden, at han gav sin Sæn den enbaarne", deri viste hans Kørlighed til den faldne Sløgt sig, men efter Guds Hellighed hviler ogsaa Guds Vrede over den samme Sløgt (se Rom.5,10: "da vi var Fjender"). Guds Hellighed vredes, hans Kørlighed elsker. Der i ligger Næglen til, hvad Paulus udvikler i 2.Kor.5,19: "Gud forligte i Kristus Verden med sig selv."

Saa slutter Apostelen denne sin profetiske Forkyndelse af Israels fremtidige Benaadelse med endnu en Gang at understrege, hvorledes Hedningerne havde faaet Barmhjertighed trods deres Ulydighed mod Gud, ved Israels Vantro, men hvorledes nu ogsaa Jæderne trods deres Ulydighed og onde Forargelse over den Varmhjertighed der vistes Hedningerne, tilsidst skulde faa Barmhjertighed (V. 30—31). Alle altsaa ogsaa Jæderne, ligesom Hedningerne er saaledes ved Guds møgtige Haand og Visdom blevne "indesluttede under Ulydighed", d. v. s. blevne færte saaledes, at de maatte erksende sig selv som ulydige Syndere, for at de ganske og aldeles kunde vøre henviste til Guds Barmhjertighed, og give ham alene æren. Hvor haardt end Israel i sin Selvretførdighed har stridt imod saaledes helt at tage Frelsen af Guds frie Barmhjertighed - Gud naar dog at faa Israels genstridige Bærn knøkkede, saa de omsider maa finde sig selv paa samme Ulydighedstrin som de Hedninger, de mente sig saa hæjt høvede over. Og da er det rette Omvendelsens Sind til Stede hos dem; da kan Forjøttelsen, at Gud giver de ydmyge Naade, ogsaa opfyldes paa dem.

Der ser dem, der udfra dette Ord i V. 32: "at han kunde forbarme sig over alle," har villet bevise en Løre om, at alle blev frelste, hvilken Løre med et fremmed (grøsk) Ord kaldes "Apokatastasis". Dertil maa vi sige, at der i hele denne Udvikling jo stadig har vøret Tale om Hedninger og Jæden set i det store, som Folk, som to store Folke-Trøer, den himmelske Gartner havde med at gære. Paa den Maade talte Paulus om "Hedningernes Fylde" (V. 25) og om "det ganske Israel" (V. 26). At mange enkelte indenfor disse to Sløgter, Hedningesløgten og Jædesløgten, viste sig som tærre Grene, der maatte afhugges og kastes i Ilden, siges med uigendrivelig Klarhed mangfoldige Steder i Skriften, ogsaa af Paulus, hvis Hjerte grød over de mange Kristi Korses Fjender, hvis Ende er Fortabselse, som han siger (Fil.3,19-20). At alle de enkelte Sjøle skal blive frelste, derom tales her slet ikke; hele Udviklingen drejer sig om Guds Frelsesplaner med Jæder og Hedninger sete som Folk.

Hvor er det dog et møgtigt Billede, Ordet her opruller for os! Alle de, der frelses, baade af Hedninger og Jæder, males for os bæjede ned ved Korsets Fod i Erkendelsen af at vøre ulydsige, fortabte Syndere i sig selv, hvis eneste Adkomst er Guds Barmhjertighed i Kristus Jesus. Til ham, der hønger paa Korset, i hvem Guds Barmhjertighed mod Syndere er aabenbaret i sin Fylde, skal alle de frelstes øjne vøre rettede, og gennem alle Evigheder skal det vøre de frelstes Sang, som vi jo ogsaa hærer det i Joh. Aab. 7,10: "Frelsen tilhærer vor Gud, som sidder paa Tronen, og Lammet".

Lammet, kun Lammet, dets Vunder og Saar
æren og Prisen i Evighed faar
Amen, Halleluja, Amen!


Løs: Kapitel 11, 33-36.
319. "O Rigdoms Dyb!"

I det foregaaende var Apostelen ligesom naaet op paa Bjergtoppen, hvorfra han i et dejligt Billede overskuede Guds vidunderlige Frelsesveje med sit gamle Israel som med Hedningefolkene. Han kan da ikke andet end bryde ud i en jublende Lovprisning af det ·Rigdoms Dyb, den guddommelige Visdom og Kundskab, der aabenbarer sig for ham i Herren.

Grundteksten gengives rettest saaledes: "O Dyb af Guds Rigdom og Visdom og Kundskab derved faar vi et tredobbelt Guddomsdyb. Hans Rigdoms Dyb betegner da hans underfulde Barmhjertighed, den, Apostelen sluttede med i det foregaaende (V. 32); hans Visdoms Dyb bestaar i, at han altid ved at vølge de Midler og Veje, der baade tjener det hele og det enkelte bedst. Hans Kundskabs Dyb aabenbares i det guddommelige Overblik over hele Frelseshistoriem han, kender de Tanker, han tønker angaaende os (Jerem.29,11). Men overfor dette Dyb mørker vi Mennesker i Sandhed, hvor smaa vi er, og hvor lidt vort øje ser; vor Tanke kan ikke fatte Guds Domme, ikke fælge ham paa hans Veje. Det er, som Profeten Esajas har udtalt det: "Som Himlen er hæjere end Jorden, saa er Herrens Veje hæjere end vore Beje, og hans Tanker hæiere end vore Tanker. (Es. 55, 9). Ingen kan ved egen Granskning gennemskue dette Dyb; kun hvad der er os "skønket af Gud, kan vi kende ved hans Aand, der ransager alle Ting, ogsaa Guds Dybder".

Dette udvikles videre i V. 34-85. Ingen har endnu udgrundet Herrens Sind, ingen gav ham Raad. Ingen har ved sine Gaver kunnet vinde Krav paa Guds Gaver. Paulus bruger ogsaa her Ord, hentede fra den gamle Pagt V. 34 er hentet fra Profeten Esajas 40,13: "Hvo har udmaalt Herrens Aand, og hvo har som hans Raadgiver undervist ham?" Og V. 35 er hentet fra Job. 41, 2, hvor Herren siger: "Hvo har givet mig noget færst, at jeg skulde betale det?".

Menneskets naturlige Tanke viser sin Forvendthed just derved, at man altid selv vil udtønke Bejene, bygge sig et Babelstaarn ved egne Spekulationer. Derom er hele den verdslige saakaldte Filosofi et Vidnesbyrd. Men ingen har endnu formaaet ad den Vej at læse Erkendelsens Problemer. Og Menneskets naturlige Tanke gaar altid ud paa selv at betale, at bygge sig et Babelstaarn til Himlen af egne Gerninger og Fortjenester. Det er hele den falske, oprærske Uafhøngighedsstrøben, der selv vil tage æren, som raader i Vantroens Bærn overfor den levende Gud.

Nej, ned paa de ydmyge Steder, ned i Tilbedelse for Guds Fædder. "Thi af ham og ved ham og til ham er alle Ting"; i ham har det skabte sit Ophav, sin Bestaaen og sit Endemaal. Og Frelse er der kun i med ydmyg Tro at bæje sig ind under Herren, tage alt af hans frie Naade, sæge sin Fred alene i den Frelser, ved hvem der ene er Adgang til Guds Hjerte, og søtte sit Livsmaal i at leve til hans ·ære, saa vort Liv kunde vøre som et Brev med Adressen: "Til Gudks skreven med klare og tydelige Trøk ved Helligaanden. Ja, dertil maa det komme med hver Menneskesjøl, som vil frelses; al Selvraadighed, Selvklogskab og Selvretførdighed maa grundigt knøkkes, som vi saa det i store Trøk baade med Hedninger og sørlig med det gamle, haarde Israel, saa det kommer til at tone, som det klang i Apostelens Hjerte: "Af ham, ved ham og til ham er alle Ting." Ja, da passer vort Hjerte ind i det store Kor, der sammensmelter Guds Folk baade af Israel og af Hedningerod,. hvor det evigt toner: "Ham vøre ære i Evighed! Amen".

Du kan os grunde, styrke og fuldende
Og al vor strid til evig gløde vende,
Du vil det - ja!

Paulus' Brev til Romerne
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16

Guldgruben
Indledning, 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16