Fra Guldgruben


En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Romerbrevet

Læs: Kapitel 12, 1-8.
320. Formaning til en hellig Vandel i Ydmyghed og i nidkært Tjenersind til Gavn for Menigheden.

Med Kap.12 naar vi det femte Afsnit indenfor Romerbrevet, den særlig formanende Del, der nu fylder Slutningen af Brevet (Kap.12,1-15,13). Derefter kommer saa den egentlige Slutning med Efterskrift og Hilsener.

Synden, Naaden, det hellige Liv som Aandens Frugt og virket af Naadens Aand, samt Israels Fremtid udgjorde de fire første Afsnit af dette rige Brev. Men saa vist som Kristenstanden ikke gaar op i at vide disse eller hine Sandheder, men vil gennemtraenge hele Gudsbarnets daglige Liv, saaledes er det i sin Orden, at Apostelen som den praktiske Kristen nu til sidst gaar ind paa de mangehaande enkelte Livsforhold og lader Aandens Lysstraaler falde hen over dem.

Apostelen begynder med et: "altsaa", hvorved han just fremhæver den nødvendige Forbindelse mellem de Formaninger, der nu følger, og den tidligere fremstillede Frelse i Kristus. Han begynder (Vers 1-2) med en Formaning, der sammenfatter det hele som i en Sum, nemlig at Guds Børn skal lægge hele deres Liv som en Offergave for Herrens Fod, saa at der ikke længere lader deres Livsvandel være bestemt ved denne Verdens Skik, men ved Guds Vilje. Dette udfører han saa først (V. 3-8) med Hensyn til det troende Menneskes Stilling i Menighedslivet og dernæst (Vers 9-21) med den enkeltes Livs for Øje, hvdrefter han saa i det næste Kapitel gaar over til at skildre Guds Børns rette Stilling overfor den borgerlige Øvrighed.

Naar Apostelen begynder sin Formaning med at henvisetil "Guds Barmhjertighed" (V.1) er det, fordi Bevidstheden om, hvad vi har modtaget fra Gud, er den allerbedste Drivskraft til at fylde os selv med det rette Sind. Ordet om Guds Barmhjertighed viser hen til Kap.11,30-32, hvor Guds underfulde Barmhjertighed mod Jøder som imod Hedninger var afmalet for Læserne. Paulus fremstiller et Guds Barns Liv som en Offertjeneste, hvor vore "Legemer", det vil sige vort jordiske Levnet, der jo leves i Legemet, fremstilles for Gud som et Takoffer. Ligesom der ikke i eden gamle Pagt maatte ofres andet end levende Dyr, saaledes skal ogsaa vort Takoffer ikke bestaa i døde Gerninger og blot ydre Vane, men være "levende", fremgaa as vort Hjertes Liv for Gud. Derved bliver det helligt og Gud velbehageligt. Det er de Kristnes aandelige Præstedømme, Paulus her peger paa, hvilket han benævner som deres "fornuftige Gudsdyrkelse" ("fornuftig" gengives bedre ved "aandelig" eller "aandig" (Rørdam).

Men ogsaa her som altid i Guds Ord betones det klart, at den sande Hengivelse i Guds Tjeneste er uadskillelig forbunden med et Brud med denne Verden (V.2). Et Ja til Gud kræver et Nej til Satan.

"Denne Verden" betegner efter Skriftens Sprogbrug den nærværende Tid (indtil Herrens Genkomst), hvor Verdensfyrstens Aand allevegne søger at tilrive sig den dominerende Plads. Guds Børn, der har deres rette Borgerskab i Himlen, og hvis Liv først fuldt skal aabenbares, naar Kristus kommer i Herlighed (Kol.3,4), maa derfor nødvendig leve i Kamp med denne Verdens Aand og Skik for at naa deres Maal at blive dannede til den kommende Verden. Dette sker ved en Forvandling, ved at vi omdannes til et nyt Sind, der viser sig i, at alt mere og mere kommer til at dreje sig for os om, hvad der er Guds Vilje, hans "gode, velbehagelige og fuldkomne Vilje". Der ligger en dyb Alvor i denne Tilføjelse. Guds Vilje sker med hans Børn, men derfor kan der nok ske meget i et Guds Barns Liv, som ikke er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne Vilje. Han maa saa tit føre os ad smertefulde Omveje, som ikke var ham velbehagelige, men blev nødvendige for at faa vor egen Vilje afsløret og dødet.

Af dette Ord (V. 2) fremgaar tillige, at et Guds Barns Fremgang i Livsfornyelse just skal kendes i en voksende Hjerteevne til at skønne, hvad der er Guds Vilje, at vokse i Lydhørhed og Lydighed overfor Gud og hans Røst. Saaledes alene kan vort Legemes Ofring til Gud fuldkommes.

Paulus begynder nu at pege paa, hvorledes denne Selvhengivelse skal foregaa Først i den inderste Kreds, indenfor de helliges Samfundsliv (V.3-8). Han indleder denne særlige Formaning med en højtidelig Henvisning til sit apostoliske Naadekald, i Kraft af hvilket han nu lægger dem paa Sinde som det·første as alt i denne aandelige Gudstjeneste at være ydmyge (V. 3), ikke at have for høje Tanker om sig selv, men bedømme sin Plads og sit Trosmaal med Betænksomhed. Ja, hvor det gælder om at agte paa denne Formaning! Vi fries fra mange Smerter og vinder megen Velsignelse, om vi saaledes i Ydmyghed kender vor Begrænsning og forstaar, at hvad Gud betroede os, det tilmaalte han os ikke, for at vi skulde glimre dermed, men for at vi skulde tjene dermed i Guds Menighed. Dette udvikler Apostlen (V. 4-5) ud fra Billedet af Legemet med dets Lemmer, hvor det saa tydeligt ses, at Lemmerne, om end de hver har deres særlige Gerning, dog er "hver andres Lemmer", satte til ·at tjene hverandre til det ene og fælles Legemes Bedste.

Denne Lignelse med Legemet og Lemmerne er mere end en Lignelse. De helliges Samfund er jo i Virkeligheden en Organisme i inderlig Livsenhed og Livsfællessk»ab, som Paulus endnu videre udvikler det i 1. Kor. 12 (se ogsaa Ef. 4).

Fra V.6-8 nævner han nu forskellige "Naadegaver", hvorved forstaas de særlige Evner til Gudslivets Fremme i Menigheden, som Gud har tilmaalt Menighedens forskellige Lemmer. Han indskærper dem at bruge disse Naadegaver med Troskab. Først nævner han "Profetiens Gave" (V. 6), hvorved her ikke skal forstaas den særlige Forudsigelse men den ved Aandens Aabenbaring salvede Forkyndselse af Ordet. Den sætter Apostelen paa første Plads (·se ogsaa 1.Kor.14,1), og han siger, at svi skal bruge den i Forhold til vor Tro. Nogle forstaar dette "vor Tro" om den kristne Tros Indhold som Rettesnor for Profetien, saaledes at det skulde være en Advarsel imod at lade Forkyndelsen komme ud paa de uklare Følelsers Omraade, hvor det af Gud givne ikke saa let lader sig skelne fra vor egen Aands Indskydelser. Men da Profetien just betegner det, der stammer fra Guds Aand, synes denne Forstaaelse ikke at ramme Tanken Snarere er Meningen den, i Brugen af den profetiske Gave at holde sig indenfor det af Gud givne Trosmaal, ikke at ville presse sig selv frem ud over, hvad Gud gav, dog heller ikke at være forsømmelig med Hensyn til, hvad man fik fra Gud at bringe andre.

Saa nævner Paulus fremdeles som Eksempel paa Naadetjenester: at være betroet "et Embede", hvorved særligt maa tænkes paa den faste Diakongerning med at tage sig af fattige, syge og fremmede, fremdeles den særlige Lærergerning (en særlig teologisk Naadegave). Ved "Formaningen" (V·.8) tænkes paa den særlige Gave til at kunne tale andre til Rette og til Opmuntring. Ogsaa dette at "uddele" (der tænkes formodentlig paa at uddele Menighedens Gaver) sættes som en særlig Naadetjeneste, der skal øves "med Redelighed", uden selviske Bihensigter. Det at "være Forstander" betegner aabenbart Evnen til at lede, ogsaa en Naadegave. Saa sluttes der med den Menighedstjeneste, der bestaar i at "øve Barmhjertighed". Ogsaa saadan Gave er i særlig Grad betroet enkelte, om end det selvfølgelig hører alle Guds Børn til at have det barmhjertige Sind. Men der skal Naade til paa rette Vis at øve Barmhjertighed, saa man ikke føjer Smerter til, naar man hjælper, men kan gøre det med et mildt Øje med Tak for Naaden i, at man maa have Lov til at hjælpe.

Alle disse mange nævnte Naadegaver peger hen paa, at hvert Guds Barn skal være med til at arbejde paa Samfundets Vel, hsver i sin Gesrning, større eller mindre, som Gud nu gav den. Ingen har Lov til at grave sit Pund ned og lade de andre om det. Hvor vilde det dog staa godt til i Ude helliges Samfund, dersom hvert eneste Guds Barn forstod og brugte sin særlige Gave med Ydmyghed og Nidkkærhed til Menighedens Bedste. Hvilken Naadegave mon du har faaet, kære troende Læser, og bruger du den saa, som Ordet her siger?

Tænk ej, du kan intet gøre,
Men naar Herren kalder dig,
Svar ham da kun glad og villig:
Her er jeg, send mig, send mig.


Læs: Kapitel 12, 9-21.
321. Indskærpelse af Kærligheden i dens forstellige Ytringer overfor Venner og Fjender.

"Kærligheden være uskrømtet." Dette Ord danner ligesom Overskriften til dette Afsnit, hvorved der gaas over til Formaningen med Hensyn til de enkeltes Forhold indbyrdes (i forrige Afsnit (V.3-8) var Synspunktet særligt Forholdet til Samfundet)· Den rette, uhyklede Kærlighed maa være en hellig Kærlighed (V. 9), en Kærlighed, der ikke holder Haanden over noget ondt, saaledes som Verdens falske Kærlighed, der søger sit eget og derfor tillukker Øjnene for det, der er ondt hos andre. Men den hellige Ksærlighed sparer ikke sig selv for den Kamp, det er at bekende sin Afsky til det onde, just fordi den holder fast ved det gode.

I Vers 10 og 12 peges nu særlig hen paa Broderkærlighedsen. Det græske Ord for "inderlig hengiven" betegner særlig Familiekærligheden og bruges just, fordi Guds Børn skal være en hellig Familie.

Og Broderkærligheden skal være en ydmy g Kærlighed. Derfor føjes der til: "Forekommer hverandre i at vise ærbødighed" (det græske Ord betyder egentlig "anførende hverandre," gaaende foran hverandre i Henseende til ærbødighed og gensidig Højagtelse). Dette er i Guds Børns indbyrdes Forhold et saare vigtigt Punkt, hvis Forglemmelse voider betydelige Tab for Kærlighedslivet og for ens egen Vækst i Aanden. Det hensynsfulde Sind, som vi møder saa underfuldt hos vor Frelser, maa vi ret kappes om at komme længst frem ·i. Vi skal højagte hverandre, først og fremmest som Jesu dyrekøbte, men ogsaa i Erkendelsen af de særegne Gaver, hvert Guds Barn blev betroet, selv om de er "af de mindre iøjnefaldende". Kærligheden er en fin Blomst, og naar den øvses saaledes, dufter den skønnest". Det grove, hensynsløse bunder i Egen kærlighed, men ligger saa nærer vor Natur, saa vi trænger haardt til denne Formaning.

I V.11-12 gaar Formaningen over i det mere almindelige og peger paa, at et Guds Barn aldrig maa have Lov til i nogen Sag at være lunken i sin Iver, men stadig maa være "brændenide i Aanden", og det just fordi det for et Guds Barn altid i enhver Sag maa dreje sig om at tjene Herren. Ses hver Ting, vi har for, i dette Lys, da forstaar vi, at et Guds Barn altid synder ved at gaa trægt eller ligegyldigt til Værks. Men paa den anden Side maa Nidkærheden ikke gælde vort eget, men Herrens Sag og ære. Der er ogsaa en uren Ild, der kan bringes til Herrens Alter (se Radab og Abihu 3. Moseb. 10, 1-2).

Men Nidkærhed for Herren har Lov til (V.12) at være "glad i Haabet". Vort Arbejde i ham bliver aldrig forgæves, men dette Haab paalægger derfor ogsaa Taalmodighed i Trængselen, den taalmodige Forventning, der ved, at Herrens Vej er stadig gennem Lidelse til Herlighed, gennem Kamp til Sejr. Herren giver Sejren blot vi ikke lader vore Hænder synke men holder ud "vedholdende i Bønnen" som Moses hin Dag, da Kampen stod med Amalekiterne (2.Moseb.17).

I V. 13 lægger Paulus de troende paa Sinde at tage Del i "I de helligses Nødtørftighed", det vil sige, at betragte deres Medbrødres Trang som deres egen, dette ogsaa særlig i Henseende til at vise Gæstevenskab mod fremmede tilrejsende Brødre Offentlige Gsaestehuse fandtes der kun saare lidt af i de gamle Dage. "Læggger Vind paa Gæstfrihed", det skal altsaa betragtes som noget højt velsignet at maatte laane andre Hus (se Ordet i Hebr.13,1-2, hvor Broderkærligheden og Gæstfriheden forherliges ved Tilføjelsen: Ved den har nogle, uden at vide det, haft Engle til Gæster).

Fra V.14 vender Tanken sig mere ud efter. Kærligheden skal visse sig (V.14), som Herrens selv havde sagt det i, Matth. 5,44, i Lysten til at velsigne ogsaa Fjenderne. I det hele skal Kærligheden være medfølende (V. 15). Som Frelseren er en barmhjertig Ypperstsepræst, der har Medlidenhed med vore Skrøbeligheder (Hebr.2,17-18 og 4, 15), saaledes skal ogsaa et Guds Barn kunne sætte sig ind i andres baade Glæde og Sorg. Det kræver nok mest Selvfornægtelse ret at kunne glæde sig over og med andres Glæde ikke misunde den glade eller rugse over egen Sorg.

Dette hænger sammen med at "have eet Sind imod hverandre", nemlig det selvfornægtende, kærlige Sind, ikke det delte Sind, der stadig skeler hen til sit eget. Men til Selvfornægtelsen hører ogsaa ikke tragte efter høje Ting, men, som Grundteksten egentlig siger, "lade sig føre af Sted sammen med de ringe" (holder eder til de lave Ting)" saa at man gerne lader sig betragte som en af de ringe og smaa, "søger de ydmyge Steder" og ikke higer efter at være blandt dem, der tager sig stort ud i Menneskene.

Hvor Herrens Aand og Ord dog forstaar paa alle Punkter at ramme vort gamle Menneske i dets selviske Begær, i dets Lyst til at glimre til egen Forherligelse.

Paulus slutter denne Udvikling med det rammende Ord: "Vorder ikke kloge i eders egne Tanker." Gud give os at leve dette, der her staar skrevet!

Fra V.17-21 er Blikket udelukkende henvendt paa den rette Kærlighedens Stilling overfor de udenforstaaende, de fjendske Mennesker, og Summen af det rette Forhold bestemmes i det sidste Vers som dette at "overvinde det onde med det gode." Dette udvikles saaledes, at det først gælder om stadig at beflitte sig paa en saadan Vandel, der kan undgaa hvert ondt Skin, og se at erhverve sig ogsaa Fjendernes Respekt ved aldrig at betale ondt med samme Mønt, men stadig beflitte sig paa, hvad der er godt for alle Menneskers Aasyn. Et Guds Barn skal være fredsommeligt, ikke kødeligt udæskende (V. 18). Dog tilføjer Paulus en dobbelt Begrænsning, nemlig "dersom det er muligt" og "saa vidt det staar til eder". Det er langtfra altid muligt at bevare den ydre Fred, men saa sandt det kan forenes med Troskab for Herren, maa et Guds Barn elske Freden, særlig være rede til at ofre alle personlige Hensyn, ogsaa (V. 19) alle hævnsyge Tanker. "Giver Vreden Rum" vil sige, at lægge Sagen i den guddommelige Retfærdigheds Haand, ikke tage sig2 selv til Rette (se 5·. Moseb. 32, 35). Vreden kommer tidsnok over Guds Riges Fjender, men vort Maal maa værre at faa dem forvandlede til Guds Riges Venner. Det sker ikke ved at lade sig overvinde af det onde og selv blive ond, men kun (V. 20-21) ved i Langmodighed at forsøge paa at overvinde Fjenden med Kærlighedsens Sind ved at vise ham godt og derved tilføje ham den gavnlige Smerte og Pine i Samvittigheden, der kan lede ham til Omvendelse. "Gloende Kul paa Hosvedet" betegner en vedholdende gennemtrængende Smerte. Nogle har herved tænkt paa Guds Vredes Dom, men Sammenhængen peger afgjort hen paa den heldbringende Smerte i Fjendens Hjerte. At hjælpe en Fjende for derved end mere at bringe Guds Vredes Dom over ham vilde Apostelen aldrig anbefale de hellige, men nok at gøre dette for at lede Fjenden til Omvendelse, ind i Angerens Smerte. Det er den rette Sejr. Saaledes sejrede Kristus, saaledes skal vi overvinde Verden ved at kunne lide uden at hævne os og ved at kunne gengælde Had med Kærlighed. Dertil styrke Herren os! Vi kan det ikke af os selv, men i ham formaar vi alt. ·