Fra Guldgruben


En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Romerbrevet

Læs: Kapitel l4, 1-12.
324. De stærke og de svage.

I dette Afsnit behandler Apostelen et særligt Punkt indenfor Romermenigheden, hvorved Kærligheden var i Fare for at tage Skade. Det var nemlig Forholdet mellem de "stærke" og de "skrøbelige". De svage viste deres Svaghed paa den ene Side i ængstelig Tvivl med Hensyn til Nydelsen af Kød og Vin, paa den anden Side i et Dag vælgeri, hvori man tillagde den ene Dag en særegen Betydning fremfor den anden.

Af Kap. 15, 7-9 synes det at fremgaa, at disse svage nærmest var at finde blandt det Jøde kristne, hvilket ogsaa stemmer med, at de aabenbart har været langt i Mindretal. Paulus henvender sig her i Kap.14,1 til Menigheden i sin Helhed i Modsætning til disse svage, og Menighedens store Tal i Rom bestod jo af Hedningekristne.

Fra Moselov af kan disse skrøbeliges Meninger ikke direkte stamme; thi i Moselov findes intet Bud, der paabyder Afholdenhed fra al Slags Kød og Vin. Ganske vist tales der i Moselov om de saakaldte Nasiræere, der skulde afholde sig fra stærke Drikke, og i ·Moselov var de urene Dyrs Kød forbudt som Føde, men Kød af de rense Dyr og Vin var det ellers tilladt alle Jøder at nyde.

Og havde det været jødisk Lovvæsen, de svage holdt fast ved, vilde Paulus ingenlunde have taget saa lempeligt paa dem, som han her gør. Mod den Slags jødisk Lovtrældom kæmpede Paulus altid med skarpe Vaaben (se Galaterbrsevet). Heller ikke er der her Tale om den Nydelse af Kød, hvorom vi hører i 1.Kor.8-10. Der var det Nydelsen af Offerkødet, der forargede adskillige af de Kristne, fordi de ansaa det for besmittet ved først have været fremstillet som Offer for en Afgud. Men det er der slet ikke Tale om her.

De skrøbelige i Troen betegner her en særegen Afholdsretning. Og at den har haft sine Tilhængere blandt de Jødekristne, forstaar vi saa let. De kom jo lige fra det af Loven, saa stærkt omgærdede jødiske Liv, saa det laa saa nær for dem ikke fuldt ud at turde tilegne sig den Kristnes Frihed.

Til alle Tider vil der indenfor de troendes Samfund findes Spørgsmaal om Ting, som ikke er forbudte i Skriften, dog heller ikke paabudte. som det da er Synd eller ikke at tage Del i saadanne Ting (de med et fremmed Ord saakaldte "adiafora", hvilket betyder Ting, der er "uden Forskel"), har ofte bragt stort Røre imellem de troende, f. Eks om det er Synd at drikke Vin, at ryge Tobak o. s. v. Derfor er dette Kapitel af stor Betydning, fordi vi her ser Spørgsmaalet belyst med den samme dybe Aandens Visdom, som vi møder alle Vegne i den hellige Skrift. Det første Vers (V.1) udtaler som i en Sum det rette Synspunkt. Det stempler saadanne ængstelige Tvivl som en Skrøbelighed i Troen, men indskærper samtidig dem med den stærkere Tro og det klarere Syn at antage sig de skrøbelige som saadanne og ikke dømme deres Meninger. Apostelen hævder, at det her kommer an paa, at "enhver har fuld Vished i sit eget Sind," saa han gør det, han gør, med Hvile overfor Gud, for Herrens Skyld. Da maa den ene Part ikke dømme eller foragte den anden (V. 2-6). Det laa saa nær for dem, der kun spiste Urter, ikke nød Kød eller drak Vin, at dømme dem der gjorde det, som mindre gode Kristne og omvendt laa det nær for de stærkere, de paa disse Punkter mere frigjorte, sat se ned paa de svagere; Paulus revser begge Dele først under Henvisning til, at Gud jo havde antaget den ene Broder saavel som den anden (V. 3). De var altsaa Herrens Tjenere, ikke hverandres i den Forstand, at den ene skulde have Magt til at dømme den anden. Hver maatte staa eller falde for sin egen Herre. Og Paulus føjer til (V. 4): "Men han skal blive staaende; thi Gud er mægtig at lade ham staa." Gud slipper ikke nogen, saa længe han ser:, at det dog er ham, Hjertet ser hen til, at Samvittigheden føler sig bunden i Troen paa, at det er Guds velbehagelige Vilje saaledes.

Naar Apostelen (V. 5-6) knytter den Udskillelse af forskellige Dage, de svage havde fundet paa, saa nær til deres Betænkeligheder med Hensyn til Kødspiser, ligger det nære at antage, at det har været særlige Fastedage, de har udtaget sig, maaske i Lighed med den farisæiske Faste to Gange om Ugen. Medens Paulus i den første Besvarelse af Spørgsmaalet (V.2-4) pegede hen paa, at begge Parter var antagne af Gud som hans Svende, peger han i den videregaaende Besvarelse (V.5-12) hen pga, at begge Parter jo dog takkede Gud i det, de gjorder den ene takkede Gud sor Kødet, han spiste, den anden takkede Gud for Urterne, han spiste. Bordbøn, takkebøn, naar man spiste, omtales her som noget selvsfølgeligt hos alle troende. Deri ligger en alvorlig Dom over dem, som kalder sig Kristne men nyder deres Mad uden Taksigelse

Men deri, at baade de svage og de stærke saaledes takkede Herren, laa Vidnesbyrdet om, at de gjorde saa med ham for øje, og deri bestaar jo Troslivet, ikke at leve sig selv men Herren.

Verden vil leve sig selv, søger kun egen Ære, Lyst og Fordel, men et Guds Barn har sit Maal i Herren og det baade i Liv og Død (V. 7-8). Thi Kristus er ved sin Død og Opstandelse bleven Herre baade over døde og levende, derfor kan ikke heller Døden skille os fra ham. Modsætningen mellem Død og Liv er for Herrens Folk overvunden i Kristus, men naar Forskellen mellem vor Tilværelse her eller paa den anden Side Dødens Flod ikke har noget at betyde for vort Samfund med Herren, saa har langt mindre det, om vi spiser Kød eller ikke, noget at betyde, blot det er for Herren, vi lever i vor Adfærd; thi vi skal jo alle fremstilles for Guds Domstol (V.10). Ikke vi skal sidde paa Domstolen, nej, hver især skal vi gøre Gud Regnskab for os selv (V.11).

At alle skal stilles for Guds Domstol, begrunder Paulus med fri Henvisning til Herrens Ord i Es. 45, 23: "Saa sandt jeg lever, siger Herren, for mig skal hvert Knæ bøje sig, og hver Tunge skal bekende Gud."

Alt kommer an paa, at man af Hjertet er sand i det Forhold, man indtager overfor Herren, og denne Fordring kunde lige saagodt fyldestgøres af den svage som af den stærke. Der kan være stor Forskel paa Lys og Klarhed, men Hjerterne kan være lige ærlige overfor Herren, "selv om de i Øjeblikket" ser forskelligt paa Sagen. Lad os, aldrig glemme det i vort Forhold til Brødrene, at det afgørende er, om man søger sit eget eller Herren. Er Hjærtet blot ærligt for Herren, da kan man jo vokse i Lys og Klarhed. Vi. maa bie efter hverandre, ligesom vi ældre venter paa Børnene, at de skal vokse til det Lys, vi har vundet. Børnene kan trods manglende Lys dog ofte have det langt skønnere overfor Herren end vi ældre. Men hvilken vældig Prædiken til Selvprøvelse ligger der ikke i dette: "Ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv." Saaledes skal et Guds Barns Stilling altsaa være. Det er Gave, men det er ogsaa Opgaven.

Ej mig selv, o nej!
Men kun Gud tilhører jeg!
Led du mig paa Sandheds Vej,
Løft mig, bær mig, slip mig ej!


Læs: Kapitel l4, 13-23.
325. Et alvorligt ord til de stærke om ikke at sætte Anstød eller Forargelse for den svage Broder.

Et særsegent Ord har Apostelen endnu at sige til de stærke, dem med den friere Opfattelse I selve deres Betragtning af Sagen maa han give dem Ret. Intet af, hvad Gud har skabt, er urent i sig selv. Urenheden ligger ikke der, hvor de svage lagde den, i selve Sagen, men den ligger i den svages Syn paa Sagen, i at hans Samvittighed er bunden overfor det, hvorved det bliver et Fald for ham, om han handler ligesom de stærke. Om disse da nu intet Hensyn tog til den tvivlende Broder, da kunde de komme til at synde mod Kærligh«eden paa to Maader, dels ved at forarge og bedrøve den svage Broder, dels ved maaske at faa ham til imod sin Samvittighed at tage Del med dem og følge deres Betragtning uden at have den. Det blev et Fald, en Synd imod Samvittigheden, og i dette Fald blev de stærke medskyldige, om de ikke vilde tage Hensyn til Broderens Skrøbelighed (V.13-15). Og alt dette "for Mads Skyld"! - Tilmed vilde Hedningerne, de udenfor staaende, spotte over saadan Splid, naar de saa, at de Kristne for Plads Skyld indbyrdes foragtede og dømte hverandre. De Kristnes "Gode," det vil sige den rige Skat, de ejede i Naaden, vilde derved komme i Miskredit hos Hedningerne og det paa en Maade med Rette ; thi Guds Rige Rige bestaar jo slet ikke i Mad og Drikke (V.17), men derimod i Retfærdighed, denne salige Naadegave, købt med Jesu Blod, og den dermed følgende Fred med Gud og Glæden i den Hellig-Aand. Deri bestaar den sande Troens Tjeneste hos Kristus, at leve i denne Naade; "det gør velbehagelig for Gud" og det gør "tækkelig for Menneskene," det vil sige, det bringer Kærlighedslivet til at blomstre mellem Guds Børn, saa de bliver en Kristi Vellugt, i hvert Tilfælde for de Mennesker, som spørger efter Sandhed (V.18). Det skulde der tragtes efter til Fred og indbyrdes Opbyggelse (V.19). Det er bedre at læmpe sig af Kærlighedshensyn overfor en Broder end at ville tvinge sit Syn igennem, tilmed i en Sag af saa udvortes Art, og derved skade Guds Værk i Menneskehjerter (V. 20-21). Apostelen priser den salig, som ikke staar msd det tvivlende ængstelige Sind, men raader bestemt til at afstaa fra den udvortes Brug af Friheden i dette Stykke og beholde sin Trosforvisning hos sig selv for Gud (V. 22), for at ikke den svage Broder skal lade sig forlede til at handle med et tvivlende Hjerte og derved synde; thi "alt det, som ikke er as Tro, er Synd". Dette sidste Ord er af den gamle Kirkefader Augustin bleven brugt til at begrunde den bekendte Sætning: "Hedningernes Dyder er glimrende Laster", og der er virkelig en dyb Sandhed i dette, at alt, hvad et vantro Menneske gør, er under Syndens Mærke. Augustins Ord gaar dog for vidt; thi selv om alle Hedningernes Dyder er stukne af Syndens Orm, bærer de dog ofte Vidnesbyrd om, at Hjerterne samlede efter Sandheden. Man tænke blot paa en Mand som den græske Hedning Sokrates.

Men selve Ordet her taler egentlig ikke om Hedningerne. Af hele Sammenhængen Fremgaar at det er de troende Mennesker, Paulus har for Øje, og han vil kun sige, at hvad et Guds Barn ikke kan gøre i Trosforvisning, det skal man lade være med. Saa længe Samvittigheden ikke er i Hvile, gælder det om at være stille i Henseende til Handling. Et andet er det at lægge en Sag frem for Gud til hans Afgørelse, om man endnu ikke selv er kommen til Klarhed over hans Vilje. Derfor kan Samvittigheden godt hvile i dette: Hvad Herren bestemmer det vil jeg bøje mig ind under. Men ilde er det at træffe en Afgørelse i en Sag, uden at Hjertet er kommen til Hvile i Guds Vilje, og det gjorde de skrøbelige jo, naar de fulgte de stærke, skjønt de endnu ikke var vokset til selv at eje det Lys, de stærke havde.

Skal man vokse ret i Herren, gælder det om ikke at gaa ud over, hvad man kan gøre med indre Sandhed. Og skal man være en ret Vejledser for andre og hjælpe dem til en sund Vækst i Herren, dsa maa man respektere det, naar et Guds Barn ærligt bekender: "endnu er jeg ikke naaet til at kunne gøre det med Sandhed."

Dermed er jo ikke Ansvaret taget fra de skrøbelige, deres Sag er det at bede om Vækst, om mere Lys og ikke stædigt at ville fastholde deres Stade som det eneste rigtige og ligesom trodse de mere modne Guds Børn. Det var visselig en Misbrug af dette Ord om, at hvad der ikke er af Troen er Syndg om nogen vilde dermed berolige sig paa det mindre fulsdskomne Stade og saaledes gøre sin Skrøbelighed til det rette. Det ydmyge Sind vil altid bede: Herre giv mig Lys til at se klarere, til at vokse. Summen af, hvad Paulus her saa kraftigt har indskærpet, er da dette: det er Oprigtigheden i Standpunkttet overfor Gud, der er Hovedsagen. Hvor saadant redeligt Sind findes, maa den stærkere i Kærlighed antage sig den svage.

O, dæk med Kærlighedens Klædebon
Din Broders Brøst som Herren dækket dine,
Rør ved hans Hjertesaar med varsom Haand
Og bring ham Balsam for hans Sjælepine.
Ve den, som selv med Hjertet fuldt af Men
Til Broders Byrde lægger Sten paa Sten.

Paulus' Brev til Romerne
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16

Guldgruben
Indledning, 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16