Fra Guldgruben


En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Romerbrevet

Læs: Kapitel 15, 1-13.
326. Ikke leve sig selv til Behag.

Apostlen havde i "det foregaaende indskærpet, hvorledes Kærligheden burde indvirke paa den kristelige Friheds Brug og Udøvelse overfor de mere ængstelige og skrøbelige Samvittigheden. Han afslutter nu her denne Udvikling ved kraftigt at pege paa, hvorledes det i Alt gælder om ikke at behage sig selv, men "være sin Næste til Behag til det godez til Opbyggselse" (V.1-2). Trosstyrken hos de stærke skulde just vise sig i, at de kunde bære de svages Skrøbeligheder.

Paulus siger ikke saadan i Almindelighed, at det gælder om at være sin Næste til Behag, idet kunde jo blive en farlig Lære Det gamle Menneske i os kender nok til Behagesygen, til at ville indsmigre sig. Nej, han føjer til: "til det gode, til Opbyggselse," altsaa saaledes, at man har sin Næstes sande aandelige Vel for Øje. Det indbringer ikke altid med det samme Gunst, men idet er den sande Kærlighed.

At behage sig selv vil sige i Egenkærlighed kun at tage Hensyn til sig selv. Paulus peger hen paa vor store Herre Kristus selv som det mægtige Vidnesbyrd om, hvad det er ikke at leve sig selv til Behag (V. 3). Havde Frelseren villet leve sig selv til Behag, da vilde han have unddraget sig, Lidelserne, men han gik i Gabet og bar Guds Fjenders Forhaanelser. Paulus fremdrager Ordet fra Salme 69,10, nøjagtigt efter Grunidteksten. Den 69. Salme er messiansk. David taler den profetisk, saaledes at Ordene i Virkeligheden skildrer den kommende Davidssøns Lidelse.

"Kristus var ikke sig selv til Vehag," maatte det staa skrevet dybt i vore Hjerter og blive en Drivkraft for os til ikke at spare os selv, men til at kunne bære vort eget og bære og lide med ham.

I V. 4 begrunder Paulus, at han har henvist; til Skriftordet, ved at udtale, at hele Skriften, altsaa hele det gamle Testamente, er skrevet os til Lærdom, for at vi kan styrkes i Haabet ved den Taalmodighed og Trøst, som de hellige Skrifter kan bringe os. Naar vi vil efterfølge Kristus i hans selvfornægtende Sind, da lyser Skrifterne over vor Vej, som Fyret lyser for Sømanden.

Apostelen udtaler (V. 5-6) det inderlige Ønske, eller rettere Bøn, at den Gud, hvis hellige Skrift kunde aande Taalmodighed og Trøst ind i Hjerterne, fordi al Taalmodighed og Trøst ene kommer fra ham, nu ogsaa maatte give Vennerne i Roms "at være enige indbyrdes", og han siger med det samme, hvorledes det ene kunde ske, nemlig ved at deres Hjerter dannedes efter Kriftus Jesus." Blot Kristi Sind faar Lov at sejre i Hjerterne, da smelter de sammen til eet Sind. Ligesom aller Telegrafure gaar ens, fordi de er stillede efter eet og samme Ur, saaledes slaar Guds Børns Hjerter sammen til eet Hjerte, blot hver for sig beder Herren: "Tag mit Hjerte som dit eget, sæt det ret i Stil og Skik," og saa ender det hele med Guds Pris, med endrægtelig, jublende Lovprisning.

Endnu engang udtaler Apostelen en Formaning til indbyrdes Kærlighed (V. 7), men saaledes, at han nu retter sin Opfordring om at antage sig hverandre til begge Parter, baade de stærke og de svage, altsaa opfordrer til at vise kærligt Hensyn fra begge Sider. Og ligesom han i V. 1-6 som bærende Grundtanke pegede paa, hvorledes Kristus ikke levede sig selv til Behag, er Grundtanken nu fra V. 7-13 denne: "Kristus har taget sig af os til Guds Ã?re." I det foregaaende var det Kristi Eksempel, her er det hans inderlige Kærligheds Tjeneste imod os, hvorledes han bøjede sig ned til de fortabte Syndere og antog os, da vi laa hjælpeløse, faldne blandt Røvere.

Til Guds Ære gjorde Kristus dette, overfor Jsraels Børn for at "Guds Sanddruhed" i Forjættelserne til Fædrene kunde blive forherliget (V.8), overfor Hedningerne, for at Guds frie Forbarmelse kunde forherligese. Altsaa baade Jøder og Hedninger var Genstand for den samme antagende Kærlighed, de var baarne af samme Naade. Dog skulde den Forskel, der var mellem Israel og Hedningerne i Stillingen overfor Gud, idet Jøderne havde Guds Forjættelser til Fædrene, minde de Hedningekristne om den Agtelse, de skyldte deres Brødre af jødisk Herkomst, selv om disse var "behæftede" med Svaghed i Troen. Paa den anden Side skulde de Jødekristne komme i Hu, at ogsaa Hedningefolkenes Antagelse var nøje forudsagt i Israels hellige Skrifter, og Paulus nævner ikke mindre end fire forskellige Steder fra det gamle Testamente, hvor Hedningernes Frelse klart var forudsagt nemlig først Salme 18,50 (V. 9), dernæst 5. Moseb. 32, 43 (i Grundteksten: "fryder eder, I Hedninger over hans Folk!") dernæst Sl.117,1 og endelig Ordet fra Es.11,10, frit anført efter den græske Oversættelse (i Grundteksten: "Hedningerne skal spørge efter Isai Rod, der staar som et Banner for Folkene").

Men naar saaledes Guds Ord har forenet baade Jøder og Hedninger i den samme Kristi Frelse, saa hører de sammen til eet.

Saa slutter Paulus med endnu engang at udtale sin Velsignelse over dem i ønsket om, at "Haabets Gud" maatte fylde dem begge, baade de stærke og de svage med "al Glæde og Fred" som Troslivets Frugter ("idet I tror"), for at de ret kunde blive rige paa det Haab, der løfter Blikket ud over alle dets Livs Uoverensstemmelser og Modsætninger op mod Evighedens Fuldendelse, i hvilken alt skal være Harmoni og Fred. Læg Mærke til, hvor ofte Paulus her betoner Haabet (sammen med Taalmodighed og Trøst). Gud kaldes Haabets Gud, og han vil gøre sine Børn rige i Haabet ved den Helligaands Kraft. Guds Folk skal være et frsejdigt Folk; thi vi har saa mægtigt et Haab, saa lys og herlig en Fremtid i Vente.

Haab imod Haab, det vort Løsen skal være
Verdens og Tidernes Ugunst til Trods.
Korset det tungeste selv vil vi bære
stille, som Kristus bar Korset for os.


Læs: Kapitel 15, 14-33.
327. Hvorfor Paulus har skrevet dette Brev. Hans Fremtidsplaner: at prædike Evangeliet i Spanien og paa Rejsen derhen at gæste Rom; dog vilde han først overbringe en Menighedsgave fra de Hedningekristne til de hellige i Jerusalem, i Anledning af hvilken Rejse han beder om Romernes inderlige Forbøn.

Dette Afsnit kan kaldes en Slags Efterskrift til Brevet Paulus begynder med V.14-16 i Menighedens fine Hensynsfuldhed at udtale, at Grunden til hans Brev ingenlunde var Mistillid til Romermenighedens kristelige Dygtighed og Indsigt. Men naar han havde skrevet saa dristigt og tillidsfuldst ("for en Del," føjer han til med Henblik til de Steder i Brevet, hvor han har talt med særlig djærve Ord), saa var det i Kraft as sit Kald som Hsedningeapostel, dette Kald at virke som Offerpraest i Herrens Tjeneste "Evangeliet", var ligesom det Tempel, han tjente ved, og selve de omvendte Hedninger var Takofret, han arbejdede for at frembære for Gud, et Offer han higede efter maatte blive velbehageligt for Gud, derved at det havde den rette hellige Beskaffenhed, var helliget ved den Helligaand.

Vers 17-21 taler han nu nærmere om denne sin Tjeneste, i hvilken hele hans Roes bestod i at være et Redskab i Kristi Haand (V.17). Dette begrundes i V.18 ved den udtrykkelige Tilføojelse, at det var langt fra Paulus at give sig til at tale noget om Ting, Kristus ikke havde faaet frem ved ham i Hedningemissionen. Han vilde ikke tale om andet end om det, som Herren i Sandhed havde faaet frem ved ham. Vi ved, at der ligger en Fristelse for alle Herrens Tjenere til at tale om, hvad der er bleven udretter her eller der, saaledes at man kommer ud over, hvad Herren virkelig har brugt en til, giver efter for en Lyst til at tale om sin Gerning paa en saadan Maade, at det kun halvt bliver Kristus, der faar Æren, men halvt egen Kraft og Nidkærhed. Paulus vilde kun tale om, hvad han virkelig vidste, Kristus havde faaet frem ved ham, slet ikke om andet (ikke heller tage sig Æren for det, Kristus maatte have udrettet gennem andre).

Hvorledes Kristus havde udrettet dette ved Paulus, skildrer Apostelen i V.18-19. Kristus havde givet ham Ordet og havde stadfæstet det ved Tegn, havde fyldt ham med Guds Aands Kraft, saaledes at han fra Jernsalem og trindt omkring indtil Illyrien tilfulde havde forkyndt Kristi Evangelium. Illyrien laa ved Adriatserhavet. Hvornaar Paulus har været der, ved vi ikke, sandsynligvis kort for han skrev dette Brev. under Opholdet i Makedonien mod Slutningen af den tredje Missionsrejse. Paulus havde faaet Naade til at tænde Lyset trindt om, saa at det nu kunde arbejde sig videre ud fra de forskellige Livspunkter. Saaledes drev han sit Missionsarbejde, han satte sig ikke fast paa et enkelt Sted, men hvor Lyset var blevet tændt, der befalede han det i Guds Haand, for at det saa gennem Tiderne kunde brede sig i den omliggende Egn-

Men ved at omtale denne sin Virksomhed kommer han nu ogsaa til at nævne Grunden til, at han ikke før var kommen til dem; han havde nemlig stadig haft øje for at prædike Evangeliet paa de Steder, hvor det endnu ikke havde lydt (V.20-22). Ogsaa for denne sin Maade at arbejde paa henviser han til Skriftens Vidnesbyrd, nemlig til Ordet Es.52,15 (efter Grundteksten: "hvad der ikke var fortalt dem, har de set, og hvad de ikke havde hørt, har de forfaret"). Den Gerning havde Herren jo fornemmelig betroet Paulus, at lægge Grundvold (se 1.Kor·3,10).

Ivrigt optagen af denne Gerning i Østerland havde han ikke kunnet naa til Rom; men nu da hans Gerning syntes færdig i Østen, droges han mod Vesterland. Han tænkte særlig paa Spanien som et Sted, hvor Ordet endnu ikke havde lydt, men paa Gennemrejsen vilde han tilfredsstille sin inderlige Længsel efter at se Vennerne i Rom og faa nogle af dem med paa Rejssen til Spanien (V. 23-24).

Først forestod der imidlertid en anden Rejse for ham, nemlig op til Jerusalem for at overbringe den fattige Menighed der en Kærslighedsgave indsamlset blandt Menighederne i Makedonien og Akaja (Grækenland) som et Udtryk for de Hedningekristnes Følelse af Taknemmelighedsgæld overfor Modermenigheden (V. 25-27). Naar først denne Rejse til Jerusalem var tilendebragt, og Paulus havde "beseglet denne Frugt af de græske Menigheders Kristenliv for Modermenigheden, saa vilde han komme til Rom, og han var forvisset i sin Sjæl om, at dette Besøg vilde blive fyldt med Velsignelse (V. 28-29).

En dobbelt Bekymring fyldte imidlertid hans Hjerte ved Tanken paa den forestaaende Rejse til Jerusalem. De vantro Jøders Dødsfjendskab var han vis paa at møde frem for alt i Judæa, og ikke det alene, han var heller ikke helt sikker paa, at den jødekristne Modermenighed med ublandet Glæde vilde modtage den af Paulus blandt de Hedningekristne indssamlede Understøttelse. Mange af de Jødekristne stod jo, som vi stadig mærker det i det nye Testamentes Beretning, med et snævert Syn og vilde egentlig helst, at Hedningerne først skulde have været Jøder.

Idet Paulus udtaler denne sin Bekymring (V. 31), beder han hjerteligt Brødrene i Rom "ved vor Herre Jesus Krsistus" og "ved Aandens Kærlighed", disse mægtige Baand, der bandt dem sammen, om dog i denne Bønnens Kamp, som han stred, at stille sig virksomt deltagende ved hans Side (V. 30), for at det hele kunde ende skønt, saa han kunde komme til dem "med Glæde", "efter Guds Vilje" og vedserkvæges" sammen med dem (V. 32). ·

Læg Mærke til dette: "stride i Bøn". Vi har stadig Fjender at kæmpe med, naar vi beder om Guds frelsende Hjælp; der er Kræfter, der skal overvindes, og derfor gælder det om ikke at være lunken i Bønnen, men tage den op som en Strid (se Jakobsstriden 1.Moseb. 32, 24--28).

Og læg fremdeles Mærke til Sammenstillingen i V. 32 af dette at "komme med Glæde" og "efter Guds Vilje." Kommer man til sin egen Tid efter egen Vilje, da bliver der Pine og Uro i det, men kommer man efter Guds Vilje, til hans Tid og ad hans Vej, da henter man Glæde og Vederkvægelse.

Og Paulus og de romerske Brødres Kamp i Bøn blev jo hørt af Gud, om end Herrens Tid og Vej med Hensyn til Romerrejsen blev lagt adskillig anderledes for Paulus, end han og Vennerne havde kunnet tænke sig. Da han som en fangen Mand mødtes med Vennerne udenfor Rom, blev det et inderlig glædeligt Møde (se Apostl Gern 28, 15: "Da Paulus saa dem, takkede han Gud og fattede Mod").

Saa slutter Paulus med en Fredshilsen (V. 33). Over al Jordens Strid tronede Fredens Gud. At han maatte være med dem alle og lyse sin Fred gennem deres Hjerter, dette Ønske fyldte Paulus Sind, og det besegler han med et inderligt Amen.

Guds Fred, Guds Fred ved Dag og Nat,
Guds Fred er Hjertets bedste Skat.

Læs: Kapitel 16, l-16.
328. Diakonissen Føbe. Hilsener til en Mængde navngivne Venner i den romerske Menighed.

Kapitlet begynder med (V·. 1-2) at anbefale Søsteren Føbe, om hvem der siges, at hun var Menighedstjenerinde i Kenkreæ, Korinths østlige Havnestad. Allerede dengang har troende Kvinder været i Menighedsarbejde som Diakonisser. Føbe stod for en Rejse til Rom, som vi hører, og Paulus anbefaler hende til de helliges Kærlighed Formodentlig har hun overbragt dette Romserbrev. Paulus siger, at hun havde hjulpet mange, ogsaa ham selv. Dette hentyder til Sygdom eller anden Legemssvaghed hos Apostelen Naar hun har hjulpet ham, ved vi ikke.

Fra V. 3-16 finder vi nu en Mængde Hilsener, der vidner om, hvor mange af dem, der nu var Medlemmer af Romermenigheden, Paulus personlig havde haft at gøre med, Først og fremmest finder vi Hilsen til de gamle trofaste Venner Priskilla og Akvilas (V. 3-4), dem, Paulus første Gang traf i Korinth (se Apostl.Gern.18,2), som siden fulgte med Paulus til Efesus og nu atter var i Rom. Af V. 4 fremgaar det, at de har vovet deres Liv (egentlig "deres Hals") for Paulus Skyld. Naar det har været, vides ikke, snarest vel i Efesus (se Ap. Gern. 19 og 2.Kor.1,8). Derved havde de bragt alle Hedningernes Menigheder i Taknemlighedsgæld til sig; det var jo Hedningernes Apostel, de havde ofret sig for.

Paulus' Brev til Romerne
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16

Guldgruben
Indledning, 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16