Fra Guldgruben


En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Romerbrevet

Læs: Kapitel 16, l-16.
328. Diakonissen Føbe. Hilsener til en Mængde navngivne Venner i den romerske Menighed.

Kapitlet begynder med (V·. 1-2) at anbefale Søsteren Føbe, om hvem der siges, at hun var Menighedstjenerinde i Kenkreæ, Korinths østlige Havnestad. Allerede dengang har troende Kvinder været i Menighedsarbejde som Diakonisser. Føbe stod for en Rejse til Rom, som vi hører, og Paulus anbefaler hende til de helliges Kærlighed Formodentlig har hun overbragt dette Romserbrev. Paulus siger, at hun havde hjulpet mange, ogsaa ham selv. Dette hentyder til Sygdom eller anden Legemssvaghed hos Apostelen Naar hun har hjulpet ham, ved vi ikke.

Fra V. 3-16 finder vi nu en Mængde Hilsener, der vidner om, hvor mange af dem, der nu var Medlemmer af Romermenigheden, Paulus personlig havde haft at gøre med, Først og fremmest finder vi Hilsen til de gamle trofaste Venner Priskilla og Akvilas (V. 3-4), dem, Paulus første Gang traf i Korinth (se Apostl.Gern.18,2), som siden fulgte med Paulus til Efesus og nu atter var i Rom. Af V. 4 fremgaar det, at de har vovet deres Liv (egentlig "deres Hals") for Paulus Skyld. Naar det har været, vides ikke, snarest vel i Efesus (se Ap. Gern. 19 og 2.Kor.1,8). Derved havde de bragt alle Hedningernes Menigheder i Taknemlighedsgæld til sig; det var jo Hedningernes Apostel, de havde ofret sig for.

Vi ser, at der i deres Hus i Rom samledes en Menighed Ved Siden af dsen samtlige Menigheds Forsamlinger samlede der sig, som jo ogsaa kan ske i vore Dage, mindre Kredse i fremragende Menighedsmedlemmers Huse. Ogsaa i Efesus havde Akvilas og Priskilla hast den Naade at se deres Hjem blive et Samlingssted (se 1.Kor.16,19). Det er visselig en Naade at se Guds Børn flokkes i sit Hjem.

Saa kommer der Hilsen til en Mand, Epænetus, om hvilken Paulus siger, at han var Asiens Førstegrøde, Akajas Førstegrøde, som der staar i vor danske Oversættelse er næppe den rette Læsemaade. Nej, af 1.Kor.16,15 hører vi, at Stefanas’ Hus var Akajas Førstegrøde. Fastholder man Læsemaaden Akaja, maa det forstaas saaledes, at han var en as de første, der blev omvendt.

I V. 7 sender Apostelen Hilsen til to Venner, han kalder sine Frænder og Medfangne, og som han giver den Ros, at de var "navnkundige blandt Apostlene", vel anskrevne hos dem. De maa altsaa have staaet i nøje Forbindelse med Apostlene, hvilket ogsaa stemmer overens med, hvad Paulus føjer til, at de havde været i Kristus før ham selv. De hørte altsaa til de ældre Kristne. Hvornaar de har været i Fangenskab sammen med Paulus og paa hvad Maade de har været hans Frænder, ved vi ikke.

Saa fortsættes der med Hilsener, stadig i en inderlig kærlig Aand og Tone At Paulus maatte have en stor Plads iblandt de romerske Kristne, forstaar vi saa vel, naar vi ser, hvor mange af hans Venner og fordums Medarbejdere der nu var i Rom. Apelles (V.10)·faar det gode Skudsmaal: den prøvede i Kristus. I V. 11 hører vi atter om en Frænde af Paulus, Herodion. I V.12 finder vi Hilsen til tre Kvinder, hvoraf den sidste, Persis, særligt udmærkes. Formodentlig har det været Diakonisser. Vi skal lægge Mærke til, at medens Paulus i V.8-9 om to Brødre siger: "min elskede", siger han om Persis: den elskede. Atter her møder vi den fine Varsomhed hos Apostselen Alt, hvad der kunde mistydes, er han vaagen for.

Naar Paulus i V.13 hilser Rufus med anerkendende Ord og tillige dennes Moder, er det skønt at se den lille Tilføjelse: hans og min Moder. Atter en fin og taknemmelig Henvisning til en særlig moderlig Omsorg, Paulus maa have mødt hos denne Kvinde.

De i V.14 nævnte sem Venner synes at have været Ledere for en Menighedskreds (se Tilføjelsen "og Brødrene hos dem"). Det i V.16 omtalte hellige Kys, hvormed Brødrene skulde hilse hverandre, stammede sra en jødisk Skik, som gik over i den kristne Menighed. Det skulde betegne det inderlige Freds og Kærlighedssamsfund mellem Brødrene. Meningen har vel været den, at Brødrene efter at have hørt dette Brev fra Paulus med alle dets vægtige Formaninger til Enhed i Herren, skulde give Endrægtigheden dette broderlige Udtryk. Naar dette Kys kaldes helligt, af afværger denne Tilføjelse alt kødeligt.

Endnu bringer Paulus Hilsener fra Kristi Menigheder. De forskellige Menigheder i Grækenland, han havde besøgt, havde sikkert bedt ham hilse Vennerne i Rom. Menigheden i Rom, den ugudelige Hovsedstad, havde i særlig Grad tildraget sig alle de helliges Opmærksomhed og Deltagelse.


Læs: Kapitcl 16, 17-27.
329. En Advarsel mod Vranglærere. Hilsener fra forskellige enkelte Venner. Til Slut en Lovprisning.

Endnu en Advarsel har Apostelen paa Hjertet. Den angaar dem, som "voldte Splid og Forargelser" tvertimod den Lærdom, som Vennerne i Rom havde modtaget. Paulus sigter herved aabenbart til de velbekendte Modstandere, som allevegne fulgte ham i Sporet og krævede Omskærelse for de Hedningekristne, vilde gøre dem til Jøder før de maatte blive Kristne. I Syrien og Galatien havde disse Vranglærere gjort megen Fortræd. Endnu var, som vi kan forstaa. denne Surdejg ikke trængt ind i Romermenigheden, men Paulus formaner Brødrene til at være paa deres Post (V.17). I V.18 giver han Vranglærerne deres rette Skudsmaal som saadanne, hvis inderste Bevæggrund ikke var Lysten til at tjene Kristus, men kun den laveste Egennytte, medens de dog omgav sig med et forførende Skin af søde Ord og smigrende Tale for at bedrage de "troskyldigses Hjerter" (de, som intet ondt aner).

I V. 19-20 giver Pasulus Romermenigheden et godt Skudsmaal for dens Lydighed, som han glædede sig over, og som fyldte hans Hjerte med Haabet om, at Fredens Gud snart d.v.s. let og hurtigt vilde knuse Satan under deres Fødder i dette hans snedige Anløb gennem disse Vranglærere. Naar blot vore Hjerter er helt med Herren i Kampen, da er Satan snart færdig, da knuses han af Herrens Kraft. Han vinder kun frem i samme Grad, som vort Hjerte giver ham Rum. Derfor tilføjer Paulus samtidig med at udtale sin Glæde over og Haab om Menighedens Bevarelse overfor dette Anløb dog ogsaa den bestemte Formaning: "Jeg vil, at I skal være vise med Hensyn til det gode og enfoldige med Hensyn til det onde" (egentlig "ublandede", saaledes at de holdt sig fri fra Sammenblanding med det onde). Har man engang mærket, at der er noget ondt i det, der møder en, da gældser det om helt at sky det og ikke lade sig narre af den Tanke, der har lokket mange ind i Sektsplittelser, at der dog muligvis kunde være nogen Sandhed deri og noget, som man skulde vinde derved. Nej, ligesom nogle Draaber Gift i en Flaske Vand meddeler sig til alle Vandets Dele, saaledes er det med alt, hvad Satan bringer frem for de helliges Hjerter. Da gælder det om at have den Visdom helt at vende sig fra det. ·

Atter slutter Apostelen (V. 20) med en Naadeshilsen i Herren. Men han har endnu nogle Hilsener at bringe fra nogle af sine Medarhejdere, saaledes fra den os velbekendte Timotheus (V. 21), fremdeles fra endnu tre af Paulus Slægtninge, hvilket viser os, at Evangeliet kraftig var trængt ind i Apostelens Slægt. Tre troende Slægtninge havde han i Rom (se V.7 og 11), og tre havde han hos sig, som vi hører her. Saa har vi i V. 22 en Hilsen sra den Mand, hvem Paulus har dikteret Brevet, Tertius Navnet er italiensk, han har formodentlig været Læserne bekendt· Det var almindeligt i hine Tider at diktere sine Breve til en Hurtigskriver. Tertius skriver denne Hilsen i sit eget Navn.

Saa tager Paulus atter sat i V. 23 med en Hilsen fra Kajus, hos hvem han boede, en Mand med stor Gæstfrihed overfor de hellige (hele Menighedens Vært) formodentlig den samme, som nævnes i 1.Kor.1,14, en af de faa, Paulus selv havde døbt. Erastus var en fornem Mand, Staden Korinths Rentemester eller Kæmner. Om det er den samme, som vi finder nævnt i Ap.Gern.19,22 ser meget tvivlsomt, da den der nævnte Erastus omtales som en af Apostlens personlige Medhjælpere.

I V. 24 udtaler Paulus endnu engang det Velsignelsesønske, hvormed han plejer at slutte sine Breve. Det er tredie Gang, han saaledes slutter af. Han kan ligesom ikke skilles fra: den Menighed, der laa ham saa meget paa Hjertet.

Dog, det maatte jo være, men Apostelen kan ikke andet end slutte med en dybt bevæget Lovprisning til Guds Ære ved Jesus Kristus (V. 25-27). Muligvis han egenhændig har føjet denne Lovprisning til.

"Han er mægtig til at styrke eder", saaledes bryder det frem fra Paulus’ Hjerte. Han havde i Brevets Indledning (Kap. 1,11) udtalt sin Længsel efter at maatte bringe Vennerne i Rom en Bestyrkelse, og han udtaler nu her sin Forvisning om, at Gud formaar at styrke dem just ad det rene Evangeliums Vej, som Paulus nu ogsaa selv havde forkyndt dem i sit Brev. Han føjer til: "og Forkyndelsen af Jesus Kristus", just for at sige, at hans Ord ikke var andet end en Prædiken af Jesus Kristus selv. Det Evangelium, han havde forkyndt, var Sandheden, Aabenbarelsen af Guds evige Raadslutning til Synderes Frelse, som nu var traadt ud i sin Virkeliggorelse (V; 26) og som en saadan virkeliggjort Kendsgerning blev kundgjort blandt alle Folkeslag ved det apostoliske Vidnesbyrd dette Vidnesbyrd, som kan beraabe sig paa Guds egen Befaling og hviler paa de profetiske Skrifter, paa den gamle Pagts Ord, dette mægtige Evangelium, mægtigt ved sit Indhold, mægtigt ved ham, som sendte det. Dette Evangelium var og bliver alle Dage Midler til at styrkes i Aanden, og derfor skal Lov og Pris og Ære være ham den ene vise Gud ved denne Frelsses Midler, Jesus Kristus, i al Evighed. Allerede i Slutningen as det 11. Kapitel tonede Lovprisningsharpen, men den har jo tonet gennem hele Brevet.

Snart skulde Romermenigheden gennem den frygtelige Ildprøve under Forfølgelsen ved Nero i Anledning af Roms Brand. Da kendtes i Sandhed Guds Magt til at styrke de hellige i Rom, saa deres Død blev en Lovprisning til Guds Ære ved Jesus Kristus, der tonede ud over hele det romerske Rige. Og med den evige Sang til Guds og Lammets Ære vil hele Menighsedens Historie ende. Dette bliver den evige Slutningstone, som det er Slutningstonen i dette af Guds Aand saa mægtigt baarne Romerbrev.

Paulus' Brev til Romerne
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16

Guldgruben
Indledning, 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16