Fra Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Romerbrevet

Læs: Kapitel 7, 1-6.
302 Paulus viser, hvorledes det just stemmer med Lovens eget Væsen, at Jesu Kristi troende er blevne løste fra Lovens Aag; for nu at tjene Kriftus i Aandens nye Væsen.

Den foregaaende Udvikling (Kap.6,12-23) viste, hvorledes Jesu troende var blevne befriede fra Syndens Herredømme til at være Retfærdighedens Tjenere just derved, at de ikke mere var under Loven. Denne Tanke udvikler Paulus nu nærmere i hele det 7de Kapitel. Thi det kunde synes en underlig Ting, at Frigørelse fra den Lov, der jo dog var et Udtryk for Guds hellige Vilje, skulde kunne give Kraft til at sprænge Syndens Regimente, Snarere maatte man synes, at det at være under Loven maatte være det kraftigste Værm mod Syndens Herredømme, medens Frigørelse fra Livet under Loven syntes at aabne Døre for Syndens Magt.

Vi ved, hvorledes denne Prædiken om Frihed fra Loven skurrede i Ørene paa mange af de Jødekristne. Derfor tager Paulus nu dette Punkt frem og viser først (V.1-6), at den troendes Frigørelse fra Loven aldeles ikke er noget egenmægtigt Brud med Loven, aldeles ikke fører den troende i Modsætningsforhold til Loven. Nej, hans Frigørelse fra Loven er sket i bedste Forstaaelse med Loven og er ganske i Overensstemmelse med Lovens egen Vilje og Mening, er just tilsigtet af Loven selv. Dette paaviser Apostelen nu ved først at hævde (V.1), at de i Kraft af deres Kendskab til Loven (det gamle Testamente oplæstes stadig i Menighedens Forsamlinger, ogsaa hos de Hedningekristne) jo vidste, at Lovens Baand gælder for den, der staar under den, "saa lang Tid, han lever" - men heller ikke længer Loven selv anerkender Døden som en lovlig Maade at blive løst fra den paa. At saa er, viser han fra et Eksempel fra Loven selv, nemlig ved dens Bestemmelse angaaende Ægteskabet (V. 2-3). Den gifte Kvinde kunde ikke blive løst fra »Mandens Lov« uden ved hans Død. "Mandens Lov" betegner hans i Ægteskabslovens grundede Krav paa hende. Vistnok kunde Mændene i Israel give deres Hustruer Skilsmissebrev (se 5.Mos.24), hvorom Herren i Matth.19,8 siger, at det var sket for Hjerternes Haardheds Skyld, men ikke havde været saaledes fra Begyndelsen. Hustruen i hvert Tilfælde kunde ikke løse sig fra Baandet. Enhver anden Forbindelse, hun vilde indgaa, medens Manden levede, blev Horeri; først Mandens Død gav hende Ret til at tilhøre en anden Mand.

Dette Eksempel er noget mere end et Eksempel; der er tillige noget af en Lignelse deri. Dette udvikler Paulus nu videre i V. 4-6. De ved Troen retfærdiggjorte var just løste fra deres tidligere Forhold til Loven ved Død, nemlig ved Kristi Legemes Hengivelse til Døden, hvilken Død de var blevne delagtige i ved Daaben. Derved var det gamle Forhold til Loven død; Lovens Krav paa dem var paa lovmæssig Maade blevet tilintetgjort, og de selv derved blevne afdøde fra Loven. Det gamle Ægtebaand mellem dem og Loven var bleven hævet, "for at de kunde blive en andens," hans, som blev oprejst fra de døde, og derved komme til at "bære’ Frugt sor Gud."

Billedet eller Lignelsen skal som de fleste Lignelser ikke presses i Henseende til de enkelte Træk. I Eksemplet er det «Manden, som dør og derved løser Hustruen; i Anvendelsen ses Hustruen, Kristi Menighed, som afdød fra Loven ved at blive delagtig i Kristi Død. Billedet skal kun understrege dette, at det er lovmæssigt, ikke i Modsætning til Lovens Aand og Væsen, at et lovbundet Forhold hæves ved Død.

At Loven selv tilsigtede at lede Syndere til Kristus, viser Paulus i V.5-6. Saalænge Mennesker endnu befinder sig i Kødet, d.v.s. i den naturlige uigenfødte Tilstand, kan Loven kun vække de syndige Lyster op af Dvale (dette udvikles nærmere V. 7-11), saa de des mere bærer Dødsfrugt for Mennesket. Da nu dog Loven selvfølgelig maa ville, at Menneskets Livsforhold skal stemme med dens Krav, saa sandt maa den ogsaa ville, at Mennesket skal frigøres fra et Tvangsforhold til den, under hvilken just Lovovertrædelsen styrkedes, og indtræde i det nye Forhold, "Aandens nye Væsen," under hvilket Lovens Krav i Sandhed kan begynde at blive virkeliggjort (se Rom. 8, 4). "Bogstavens gamle Væsen" betegner det ydre Tvangsforhold, hvor Hjertet endnu ikke er genfødt, hvor Loven endnu staar udenfor som en anklagende og dømmende Magt og ikke er bleven født ind i Hjertets Vilje. Ganske vist hører vi i den gamle Pagt ikke sjælden de troende vidne om Guds Lov som deres Hjertes Lyst. "Jeg har Længsel efter dine Befalinger," staar der i Sl.119,40. Men det kunde alligevel ikke blive andet end en Længsel, og det er til den nye Pagts Kaar, Ordet henviser i Jer. 31, 30, hvor det hedder: "Dette er Pagten, som jeg vil slutte med Israels Hus efter disse Dage, siger Herren: Jeg giver min Lov i deres Indre og skriver den i deres Hjerter." Dette Aandens nye Væsen udvikles herligt i Kap. 8.

Dermed har Apostelen bevist, hvad han vilde, at den ved Troen retfærdiggjorte, med Kristi Død og Liv forenede Sjæl, visselig er løst fra Loven, men ingenlunde kommen i Modsætning til Loven, tværtimod nu først har faaet Kraft til at fuldbringe Guds hellige Vilje, fuldbringe Lovens Indhold efter Aanden.

Det er den eneste lovlige Maade at blive løst fra Loven paa. Vore Dages saakaldte "Reformjøder", der paa egen Haand løsriver sig fra Loven og søger Frelse i den moderne fritænkeriske saakaldte Oplysning ligner hin Kvinde, der bliver en anden Mands, førend Baandet er rettelig løst, er aandelig talt Ægteskabsbrydere. Kun ved Jesus Kristus, ved hans Død, løses vi retmæssigt fra Lovens Aag og Dom. ·

Man kunde sige, at hele denne Udvikling egentlig kun havde Betydning for Jødekristne, som havde været givne under Loven. «Men alle Mennesker ser jo af Naturen skyldige overfor Guds Lov. Ogsaa vi Hedningekristne - og saadanne taler Paulus til her (overfor Jøderne vilde Bemærkningen i V.1: "Jeg taler til saadanne, som kender Loven," være betydningsløs) —- bøjer os for den gamle Pagt som Guds Aabenbaring og kender den ved Mose givne Lov som dømmende ogsaa os efter vor naturlige Stilling. Vi er fælles med de kristne Jøder om at prise ham, der ved sin Død frelste os fra Lovens Dom. Vi har set i Ap. Gern. og ser det saa ofte i Paulus’ Breve, hvorledes de farisæisk sindede Jødekristne stadig vilde drage de Hedningekristne ind under Lovens Aag, og de havde haft Ret dertil, dersom ikke Kristi Død havde brudt Lovaaget ikke blot for Jøder, men ogsaa for Hedninger. Men nu kan alle Juse Kristi troende synge med Fryd: ·

»Frikøbt fra Loven! —— Frelse er funden,
Jesus er død, Forløsning er vunden;
Dømte vi var, thi Guds Lov vi brød,
Frelste vi er ved Jesu Død«.


Læs: Kapitel 7, 7-13.
303. Loven er hellig og god, men ved den vækkes Synden til at træde des stærkere frem i sin dødbringende Virksomhed.

I det foregaaende var der vift, at den Frigørelse fra Loven, som den retfærdiggjorte har erfaret, slet ikke medførte noget Modsætningsforhold mellem ham og Loven. I det følgende gaar Apostelen nu videre til at vise, at Modsætningsforholdet mellem Loven og Mennesket just finder Sted, saa længe man er under den. Det er den samme Tanke, der udvikles her, som vi mødte i Kap. 5, 20 ("Lov;en kom til, for at Faldet kunde blive større"), og særlig i Kap. 7,5, hvor Paulus havde sagt, at i det naturlige Menneske vaktes de syndige Lyster ved Loven. Før han da gaar over til at tale om Aandens nye Væsen (V.6), hvilken Udvikling vi finder i Kap.8, indskyder han endnu en Forklaring af, hvorledes dette kan være, og i V. 7-13 er den »bærende Tanke denne: at Synden vækkes ved Loven, kan ikke lægges Loven til Last, men kun Menneskets syndige Natur, der er saa syndig, at den ikke taaler Fordringen om et helligt Liv, men just derved ægges til at stride imod med des mere Kraft. «

Paulus skildrer først (V.7-9) den Tid i sit Liv, da Synden ligesom slumrede i ham. Synden var der jo fra Fødselen af, men i Barnestadet, der stundom kan række ogsaa ud over Barnealderen, er man endnu ikke blevet sig Synden saaledes bevidst; man lever sit naturlige Liv (Talen er her om den uigenfødte), har endnu ingen pinlige Fornemmelser af sin Bundethed under Synden, ingen smertelige Følelser af densuimodstaaelige Vælde. Lovens Fordring i dens Dybde er endnu ikke bleven en bevidst; Synden ligger ligesom død i en (V. 8), og man selv lever, som Børn kan leve, tilsyneladende helt velfornøjet. Ja, helt fri for at mærke Syndens Tand er man vel ikke; ogsaa paa det naturlige Barnestade kan der grædes bitre Taarer, men de tørres let igen; man er endnu slet ikke kommen til Bevidsthed om det mørke Dyb i ens eget Hjerte.

Men saa begynder Loven at melde fig. Man begynder at blive sig sit Ansvar bevidst. Paulus nævner med Flid det niende Bud: "Du maa ikke begære"; det rammer dybt ind i Tankelivet, og nu oplever man det sælsomme, at Synden ligesom bliver levende, rejser sig imod Budet til forbitret Kamp. Fordærvelsens Afgrund begynder at udfolde sine Kræfter. Begærligheden vaagner just overfor Budet: »Du maa ikke begære«; den forbudne Frugt ægger den syndige Aatur til just at begære den. Og saa begynder Kampen, der for det naturlige Menneske kun kan bringe Nederlag, kun bringer Kløften mellem det faldne Hjerte og den hellige Guds Krav stærkere frem. »Jeg døde,« siger Paulus, "og Budet, som var til Liv, det fandtes at blive mig til Død; thi idet Synden fik Anledning, forførte den mig ved Budet og dræbte mig ved det« (V.10-11).

Det var ikke Lovens Skyld. Nej, just fordi Budet var »helligt og retfærdigt og godt,« rejste den vanhellige, uretfærdige og onde Natur, den Djævelens Gift fyldte Arvesynd, sig imod det. Men just derved blev Synden kendt i sin Grimhed som Synd, som den gamle Manddrabers Væsen Og just dette, at Synden kunde bruge det gode, Guds hellige Lov og Vilje, paa den Maade, viser hvor "overvættes syndig" den syndige Natur er, hvor fjendsk den er bleven mod Gud (V.12-13). Her har vi skildret det Gennemgangspunkt, hvert Menneske nok skal komme til at opleve noget af, naar man kommer til det, man kalder Skels Aar. Det kan føre til Kristus, lede til at Hjertet begynder at sukke efter Frelse; men det kan ogsaa føre til, at Mennesket med mere Bevidsthed synker ned i Syndens Død, i Kamp mod Sandheden.

Paa dette Sted finder vi en ny Brug af Ordet "Død". Der tales i Skriften om Død som legemlig, aandelig og evig Død, alt dette i Betydning af Skilsmisse fra Livets Gud. I Rom. 6, ogsaa i Begyndelsen af Kap. 7, taltes der om en Død fra Synden, fra Lovens Aag. Det var i en anden Betydning, til fornyet Samfund med Gud ved Kristus Jesus. Den Død, her tales om i V.10,11 og 13, Døden, som Synden virker ved at møde Budet, betegner den Følelse af Ufrihed og Ulykke, der griber Hjertet, naar den bevidste Kamp begynder indeni en, og man begynder at kende sin Afmagt, "det stadige Nederlags brændende Skam og Smerte". Den "Død" kan som sagt føre til større Skilsmisse fra Gud, men den kan ogsaa blive et Gennemgangspunkt til Liv, idet man derved klemmes ind til Korsets Naade for at reddes fra Syndens dødbringende Magt.

Apostelen taler her tydeligt nok om sit eget mere ubevidste Barnestade, hvori han "levede engang" (V.9). Det var altsaa i hans uigenfødte Tilstand, i·Barnedagene, maaske ogsaa i den første Ungdomstid. Men noget af det samme kendes ogsaa blandt de døbte Børn. Ligesom Daabslivet oftest ligger ligesom mere ubevidst hen i Barnetiden, saaledes ligger ogsaa det syndige Naturliv oftest mere ubevidst. Men der kommer en Valgets Tid ogsaa for det døbte Barn i Lighed med, hvad Paulus her skildrer, hvor Modsætningen mellem Guds hellige Vilje og vor syndige Natur klarer sig, hvor Naaden med Bevidsthed maa tilegnes, hvis ikke man skal blive drevet helt ud fra den i Daaben betroede Gave. Paa helt døde Egne, hvor Guds hellige Vilje kun svagt møder Hjertet, kan dette mere ubevidste Stade holde sig ogsaa langt ud over Barneaarene. Selvfølgelig ikke ganske paa samme Maade som i Barnetiden; med Skelsalderen vaagner ogsaa under de mest døde Forhold altid noget mere Erkendelse af det naturlige Hjertes Modstand mod Guds hellige Vilje. Men naar saa Sandhedens Ord begynder at lyde i Aands og Krafts Bevisning paa døde Egne, da ser man saa ofte noget tilsvarende til det, Paulus her skildrer, nemlig at Ugudeligheden til at begynde med kan rejse sig langt større og kraftigere til Kamp mod Omvendelsens Prædiken. Mennesker, der før gik nogenlunde fredeligt i deres aandelige Dødstilstand og stundom tilsyneladende viste en Slags Fromhed, kan nu aabenbare sig som forbitrede Modstandere mod det levende Ord. Ogsaa det kendte Paulus saa godt fra sit eget Liv. Han, den fromme Israelit, blev jo en ond Forfølger af Jesu Kristi Evangelium. Men selv i bedste Tilfælde maa det jo dog gaa, som det saa hjertegribende skildres i Pastor V. Birkedals Sang: »Jeg saa ham som Barn,« hvor han først afmaler det mere ubevidste Forhold overfor Herren i Barndomstiden, men tillige viser, at det endte med, at Stunden kom, da han maatte bekende:

»Jeg saa ham som Mand i den modnere Sommer,
Da Synderen skjalv for den hellige Dommer,
Da Hjertet slog tungt, og min Isse var sænket,
Og Dødstanken strengt havde Livsmodet lænket«.

Ja, da "døde" han, som Paulus her siger det; men det blev for ham Gennemgangspunktet til Livet, som han udtaler det saa skønt i det næste Vers: —

"Først da fik jeg kende hans salige Naade,
Først da løstes Korsets, Forargelsens, Gaade.


Læs: Kapitel 7, 14-25.
304. Paulus skildrer den fortvivlede Kamp under Syndens Herskeraag, saa længe Mennesket arbejder med egne Kræfter.

I det foregaaende havde Apostlen skildret, hvorledes Synden vaagnede i ham just overfor Guds hellige Bud. Han fører nu denne Skildring videre og afmaler os en fortvivlet Kamp under Syndens Herskeraag, et bestandigt Nederlag. Det er ikke Lovens Skyld; thi den "er aandelig", og Samvittighedsrøsten inden i et Menneske kan ikke andet end give Loven det Vidnesbyrd, at den er god (V.14-16). Men det er den forfærdelige, mørke Syndens Magt, der helt har overvældet Menneskenaturen, saa Mennesket kan handle stik imod, hvad den inderste Vilje kunde ønske, ja gøre det, som han efter sit indvortes Menneske hader og væmmes ved, just fordi Synden gør ham fortumlet og forblinder ham (V. 15: "Jeg forstaar ikke, hvad jeg udfører"), fordi Synden river ham med sig ned ad Skraaplanet (V. 17: "men nu er det ikke mere mig, som udfører det, men Synden, som bor i mig"). Med andre Ord: "jeg er kødelig, solgt under Synden," en Træl af Synden, der ligesom har købt mig til Slave. Synden ses helt igennem som den fremmede Magt, der har tilegnet sig Mennesket som sin Slave og underkuet det indvortes Menneske, det oprindelige Gudsbilledes svage, afmægtige Levning i Mennesket.

Grundtekstens Ord for "kødelig" er her et andet end det almindelige og betegner egentlig: "af Kød", er altsaa det stærkest mulige Udtryk for den syndige Naturs Overmagt i os, som vi fødes til Verden, saa at Gudsbilledets Levning kun fornemmes som en afmægtig·Længsel, et kraftesløst Suk under Trælleaaget.

Naar Paulus i dette Afsnit bruger Betegnelsen "jeg", er det tydeligt nok, at han har sin egen Livserfaring for Øje, dog som Eksempel paa hvert ærligt Menneske, der kæmper med Synden under Lovens "du skal". Ganske vist er det langt fra ethvert uomvendt Menneske, der føler denne Nød, saaledes som Paulus her skildrer den; noget deraf kender dog alle, om man kunde se til Bunds i deres Hjerte. Noget deraf finder man ogsaa hos de mest formørkede Hedninger og fandt det selvfølgelig langt mere hos Israels Børn, der havde Moselovens klare Lys til at vække Samvittigheden. Men mange opgiver hurtig denne Kamp og slaar sig enten i Letsindighed til Ro med, at de er som de fleste andre, eller trøster sig i Selvretfærdighed med, at de er bedre end mange andre, selv om de maa erkende, at de ikke er, som de burde være. Men der findes ogsaa Sjæle, der føler sig som Fuglen i Fuglefængerens Snare, føler sig revne med af den onde Magt; uden at de selv forstaar, hvorledes det gaar til. Hvor kan man ikke ofte høre Mennesker, der endnu ikke er inde under Naaden, i stille Timer aflægge Bekendelser i den Retning, at de væmmedes egentlig i deres Inderste ved Syndens Øvelse; og dog gjorde de Syndens Vilje. Paa en Egn, hvor Utugt gik forfærdeligt i Svang baade blandt unge og gamle, bekendte en stakkels Kvinde, at hun egentlig væmmedes ved det Menneske, hun havde bedrevet Utugt med, og slet ikke forstod, hvorledes hun kunde gøre det. Og selv om man ikke kom ud i de grove Synder, gik man dog stadig under Nederlag, snart mere sløvt snart igen mere angst. De gamle Grækere havde et Sagn om en Misdæder, der i "Underverdenen" var dømt til uafbrudt at skulle vælte et Klippsestykke op ad et højt Bjerg; men hver Gang han var kommen et Stykke op, rullede det ned igen for ham. Der har vi ret et Udtryk for det fortvivlede, bestandig frugtesløse Slid hos det Menneske, der stræber at naa Sandheden, men ikke ejer de nye Aaadens Kræfter.

I V.18-20 gentager Paulus ligesom paany Skildringen af denne forgæves Kamp, der næsten ikke bliver til en Kamp, fordi Fjenden er saa ganske overmægtig. I V.18 betoner han bestemt de to Sider i sit Jeg, dette dobbelte Jeg, vi allerede hørte om i V.14-17. Det af Synden «gennemtrængte Jeg, Kødet, stempler han som ondt helt igennem ("Jeg ved, at i mig, det vil sige i mit Kød, bor der ikke godt"). Det oprindelige, fra Gudsbilledet stammende Jeg, stempler han som en kraftesløs Villen, der intet formaar at føre frem, men er lamslaaet af Synden ("det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det øver jeg"). I V. 20 gentager han, hvad allerede blev sagt i V. 17, at det onde Jeg, der regerer Handlingerne, hele det ydre Liv, egentlig er den iboende Syndemagt," der har sat sig paa Tronen i det gudsbilledlige Jegs Sted og ligesom skabt et fremmed Jeg i Menneskets Person ("dersom jeg da gør det,som jeg ikke vil, saa er det ikke mere mig, som udfører det, men Synden, som bor i mig"). Dette maa dog ikke forstaas som en Undskyldning, som om Paulus følte sit indre Jeg ansvarsfrit; vi møder stundom en saadan falsk Anskuelse, der næsten smiler i sine Fald og siger: "Ja, det er jo ikke mig, men Synden i mig, der har Skylden" - i Sandheden frygtelig Vildfarelse, et Skalkeskjul for en overfladisk, løgnagtig Syndserkendelse. Det minder om hin Hedning i Indien, som, da han havde stjaalet, erklærede, at det var ikke ham, men Guden (Afguden) i ham, der havde gjort det. Med Rette blev der svaret ham, da han skreg op under den fortjente Straf: "Hvorfor skriger du? Det er blot Guden idig, der faar Hug." .

Nej, naar Paulus baade i V.17 og V. 20 siger, at det er "Synden, som bor i ham," som udretter det onde og lamslaar hans «Vilje, da siger han det under dyb Smerte i Følelsen af det dybe, fulde Ansvar overfor Gud. Det har han tilstrækkelig vist i Kap 3 (se Kap.3,19: "Hver Mund skal tilstoppes og hele Verden blive strasfskyldig for Gud").

I V.21-28 sammenfatter han det, han nu har skildret, under Billedet af en tvingende "Lov", som han møder i sin syndige Natur, at hver Gang han vil gøre det gode, saa ligger det onde for, hænger ved. Denne sørgelige Lov møder han særlig i sine Lemmer som Kødets Redskaber (V.23); der møder han denne frygtelige Tvang (den "anden Lov" i Modsætning til »Guds Lov«), der stadig lægger ham som en overvunden Fange under Syndens Lov og Regimente "Lemmerne", "Syndens Lov" og den "anden Lov" falder væsentlig sammen, paa samme Maade som den fjendtlige Erobrers Vilje ("Syndens Lov") samvirker med des Fjendeskarer (den "anden Lov"), han har lagt ind i det undertvungne Land (Lemmerne). Imod Fjendemagten staar blot det, Paulus kalder "det indvortes Menneske", der "glæder sig ved Guds Lov" og giver Loven Ret (V. 22). Dette indvortes Menneske, der i den uigenfødte Tilstand ogsaa stadig kun bliver et indvortes Menneske, og slet ikke kan gøre sig gældende i det udvortes Liv, kalder Paulus i V. 23: "mit Sinds Lov", og mener derved, som før nævnt, det oprindelige, Gudsbilledets Levning. Men Modstanden fra dette indvortes Menneske mod "Syndens Lovs" Regimente i Lemmerne er ganske afmægtig og bliver i bedste Tilfælde kun til det Angstraab, vi møder i V. 24: "Jeg elendige Mennesket Hvem skal fri mig fra dette Dødens Legeme" (det as Syndens dødbringende Herredømme gennemtrængte Legeme)?

I V.25 bryder der en Taksigelse til Gud ved Jesus Kristus frem fra Apostelens Hjerte midt under denne vemodsfulde Skildring, han ret levende har tænkt sig tilbage i. Han havde fundet Befrieren i Jesus Kristus Men denne Taksigelse kommer foreløbigt kun som et indskudt Lovsangsraab, han ikke kan holde tilbage. Før han videre udvikler Frelsen i Kristns, de nye Aandens Naadekræfter, der gør sig gældende i det ved Troen retfærdiggjorte Menneskes Liv, vender han sig endnu en Gang afsluttende tilbage til det gennem denne Betragtning vundne Inldblik i et ærligt, men uigenfødt Menneskes Stilling under Loven, med disse Ord: "Altsaa jeg selv tjener med Sindet Guds Lov, men med Kødet Syndens Lov."

Anderledes bliver det ikke under Loven. Men det er ogsaa just Lovens Formaal at bringe Mennesker til klar Bevidsthed om den forfærdelige Disharmoni, der er til Stede i det naturslige Menneske, en fortvivlet Kamp mellem et dobbelt Jeg, det oprindelige,·Sindets Jeg, og det ved Synden indkomne, Kødets Jeg. Loven kan ikke hæve denne skurrende Tveklang, kan kun aabenbare den og bringe den frem i fuld Klarhed. Men derved bereder den Vejen for Naaden i Jesus; thi jo mere et Menneske kommer til Erkendelse af sine Lænker og føler deres Tyngde, des mere dannes han til at tage imod ham, der er kommen for at løse det lønligste Suk i Menneskets Inderste, hvis han da saar Lov til det. I Djævelen er dette gudsbilledlige Suk helt blevet forvendt til rasende, fortvivlet Trods mod Gud uden nogen Længsel efter Udfrielse. I det faldne Menneske findes Sukket derimod endnu, og det kan blive stillet og udfyldt, dersom Naadens Tid ikke forsømmes. "Kommer hid til mig alle, som lider Møje og er besværede, og jeg vil give eder Hvile" (Matth.11,28), saaledes lyder den guddommelige Kærligheds Indbydelse ved ham, der kom for at nedbryde Djævelens Gerninger (1. Joh. 3, 8). Stille banker han med sit Naadekald Paa Fængselsdøren.

Ak, skal han da bestandig staa derude,
Mens Ufredsstorme gennem Hjertet tude?
Luk op for Jesus, stakkels syge Hjerte,
Saa faar du Bod for Savn og Fryd for Smerte.


Kan der være Tale om, at Rom. 7, 14-25 skildrer et genfødt, troende Menneskes Tilstan.

Som Læseren nok har lagt Mærke til, har vi ved Betragtningen af ovennævnte Afsnit deri fundet Skildringen af et ærligt, mod Sandhed higende Menneskes Tilstand, saa længe det endnu er under Loven og kæmper med egne Kræfter, ikke med den Helligaands Naadekraft ved Kristus Jesus. Men der findes dog adskillige Fortolkere, som forstaar dette Afsnit om et troende Menneskes Kamp og mener, at Paulus fra V.14 taler om sin nuværende Tilstand som Jesu Kristi troende i Modsætning til den i V. 7-13 givne Skildring af Fortiden. Og for Lægfolk i Almindelighed ligger det maaske nok nærmest ved første Øjeblik at tage det om et troende Menneskes daglige Kamp. Vi vil derfor i det følgende prøve endnu en Gang at veje de i Teksten indeholdte Grunde for og imod.


A. Grundene, der kunde tale for, at det var et genfødt, troende Menneskes Kamp, her skildredes: 1) Man hævder,·at Paulus i V.14 gaar over fra Fortidsform til Nutidsform og mener, at dette betegner Overgangen til Skildringen af hans nuvære·nde Tilstand som troende Menneske. Dette grunder man end mere 2) paa det lille "nu" i V.17 ("nu udfører jeg det ikke mere"), idet man forstaar det om Troens Nutid i Modsætning til Vantroens Fortid. Fremdeles 3) holder man sig til, at Kap.8,1 ligesom knytter sig ganske nøje til det foregaaende, saa Kap. 8 ikke skulde betegne Overgangsstedet fra det gamle Liv, under Loven til det nye Liv under Naaden, men Overgangen. allerede skulde søges i V.14. 4) Man mener, at de Udtryk, Paulus bruger om sig selv i dette Afsnit (V. 14-25) ikke kan passe paa hans uomvendte Tilstand, at det skulde være for meget at tillægge et Menneske før Genfødelsem at det skulde kunne "hade" det, som det i sit Inderste ser er imod Guds Lov, at det skulde kunne sige: »Viljen har jeg vel« (V.18) - "det gode, som jeg vil" (V.19) — "det er ikke mere mig, der udretter det (som jeg ikke vil), men Synden, som bor i mig" (V.20) — "jeg vil gøre det gode" (V. 21) - "jeg tjener med Sindet Guds Lov« (V. 25). Alt dette mener man, at Paulus umuligt kunde sige om sin vantro Tid, da han forfulgte Guds Menighed. Man finder i dette Afsnit som det nye just dette, som han bestandig fremhæver, at der i ham er en Vilje, som stadig kæmper mod Syndens Lov. Deri vil man se »Aandens nye Væsen«, det nye Livsprincip ved Siden af Kødet. Dernæst mener man 5), at det afmægtige, det bundne, der gaar som en smertelig Tone gennem hele denne Skildring, skulde ikke være andet, end hvad troende Mennesker den Dag i Dag saa ofte maa sige om sig selv. Hvilket troende Menneske er der, som ikke af egen Erfaring ogsaa indenfor sit Trosliv til Tider maa sige Paulus det efter: »Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det øver jeg«? Det angstfulde Raab i V. 24 skulde da betegne et troende TNenneskes higende Længsel efter Befrielse fra det Dødens Legeme, som vi endnu bærer omkring med os, og i hvis Lemmer Synden har sat sig saa fast.

Endelig 6) mener man, at dersom denne Skildring ikke hører Troslivet til, men kun gælder den uomvendte, da er man kommen for højt op og i Fare for at falde hen til et Fuldkommenhedssværmeri, som ikke stemmer med Virkeligheden, med Sandheden.

Det er de væsentligste Grunde, hvorfor man mener, at Apostelen allerede her taler ud fra sit genfødte Nutidsstands punkt.


B. Grundene, der taler imod, at det skulde være et genfødt, troende Menneskes Liv, der her skildredes:

1) Hvad Nutidsformen angaar i V.14, da kan den let forklares i den levende Skildring, hvor Paulus rigtig drager sin tidligere Kamp frem og ser den i Nutidens Lys. Den Dag i Dag kan vi jo ogsaa, naar vi fortæller om noget forbigangent, ligesom stille os tilbage paa Fortidens Trin og derfor bruge Nutidsform Og dette forstaas idette Tilfælde endnu lettere ved at huske paa, at Paulus her ganske vist gaar ud fra sin egen Livserfaring, men dog vil give en almengyldig Skildring af et uigenfødt Menneskes Tilstand, som man til enhver Tid vil kunne faa Eksempler paa. Selv om det for ham personlig hørte Fortiden til, er det jo en Tilstand, der stadig igen har sin Nutid ialle de ærlige Mennesker, der endnu staar under Loven. ·

2) Det lille "nu" i V.17 behøver ingenlunde at tages til Indskærpelse af Nutid i Modsætning til Fortid; men det bruges saa ofte i Sproget den Dag i Dag til at betegne: "Som Sagen forholder sig," omtrent det samme som "altsaa". Og dette passer ganske ind i Sammenhængen, hvor han just ud fra den Længsel efter det rette, som bor i hans Indre, hvorved han gav Loven Vidnesbyrd om at være god, fremhæver, at naar Gerningen dog slet ikke svarede til det, var det Synden, som boede i ham, som lamslog denne Længsel og rev ham med sig (dermed vil han ikke undskylde sig selv, men blot forklare, hvorledes det kunde være, at det "at udrette" stadig blev noget andet end det, som det inderste Menneske erkendte for ret).

3) Naar der siges, at Overgangen i Kap. 8 skulde betegne en nøie Sammenhæng med det foregaaende ("Saa er der da nu ingen Fordømmelse" o.s.v.), maa vi hævde, at Kap.8,1.er en Udvikling af Kap. 7, 6, af »Aandens nye Væsen«, og vi maa betragte Kap. 7, 7-25 som et forklarende Indskud, hvorved Apostelen vil undgaa Misforstaaelse af, hvad han har sagt i Kap. 7, 5 om "de syndige Lidenskaber, som vaktes ved Loven".

4) Naar man har ment, at den uigenfødte Tilstand, om det var den, der mentes, skildredes altfor lyst, saa maa vi dertil sige, at ganske vist taler Apostelen om det indvortes Menneske som det, der har Lyst til Guds Lov og har en Vilje til det gode; men han taler ikke om noget nyt Menneske, ikke et Ord om Guds Aands Kraft, og han skildrer denne Vilje som en fuldstændig lænkebunden, afmægtig, ude af Stand til i mindste Maade at gøre sig gældende. Det bliver i Sandhed ikke noget lyst Billede, men en fortvivlet Stilling, der afpresser ham et Angstraab (V. 24). Ogsaa i det uigenfødte Menneske er der jo dog endnu et Suk, det samme Suk, der fylder "al Skabningen" (Kap. 8, 22) en Samvittighed, der da især hos en Israelit under Lovens Lys maatte give Loven Ret. Endog hos Hednincgerne hørte vi jo i Kap.2,15 om Samvittighedens Vidnesbyrd og Tankernes Forsvar for det rette. Det er Levningen af Gudsbilledet, om end svækket, underkuet som det er af "Syndens Lov".

Og 5): der er hosføjet Udtryk, der yderligere skildrer Tilstanden saa mørk, at det umuligt skulde synes at kunne kaldes et Udtryk for et genfødt, troende Menneskes almindelige Tilstand. Tænk paa saadanne Udtryk som: "jeg er kødelig, solgt under Synden" (V.14). Det er for meget sagt saadan i Almindelighed om et genfødt, troende Menneske. Vi behøver kun at sammenligne det med Kap. 8, 2: "Livets Aands Lov frigjorde mig i Kristus Jesus fra Syndens og Dødens Lov."

Og naar man mener, at Paulus, medens han forfulgte Jesu Venner, dog ikke kunde have haft det saa, at han "glædede sig ved Guds Lov efter det indvortes Menneske," maa vi sige, at just fordi han var nidkær for Loven blev han "i Nidkærhed en Forfølger af Menigheden" (Fil.3, 6). Thi han var blind den Gang, handlede "uvitterligt i Vantro" (1.Tim.1, 13). Han stampede just imod Brodden (Ap. Gern. 16, 14) for at berolige sin saarede Samvittighed, for at dulme den Modsigelse, der var i hans Indre under den forgæves Kamp for at holde den Lov, hvis Fordring han maatte give Ret.

Og endelig 6): overfor den Indvending, at et troende Menneske kunde fristes til at komme for højt ved at mene, at den her nævnte Tilstand var overvunden, maa vi sige, at der er lige saa stor Fare i at tage denne Skildring som Udtryk for et troende Menneskes almindelige Tilstand. Det kan meget let blive en Sovepude til Sløvhed, den falske Trøst: det kan nu engang ikke blive anderledes; det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg - som om man ikke kunde vinde Sejr over det onde, medens dog Panlus i Rom. 8, 37, hvor alle maa indrømme, at han taler om sit genfødte Trosliv, siger: »I alt dette mere end sejre vi ved ham, som elskede os.« .

Vi hænder saaledes, at der i dette Afsnit tales·om et uigenfødt mod Sandhed higende Menneskes fortvivlede Kamp under Loven. Men mon ikke Sandheden er denne, at der alligevel er et Fællespunkt, hvor begge disse Betragtninger af Rom. 7,14-25 kan mødes. nemlig med Hensyn til Sygdomstider i et troende Menneskes aandelige Liv, Anfægtelsens Tider, de nedtrykte Tider? Da passer denne Skildring ogsaa paa troende Mennesker. Da kan denne Nødstilstand komme igen. Men det kommer just af, at i saadanne Tider stiller et troende Menneske sig, eller mener sig selv at staa, udenfor Naaden, stiller sig igen under Loven. Og saadanne syge Tilstande kan jo ikke sjældent indtræffe for Guds Børn, hvor man igen kæmper med sine egne, afmægtige Kræfter, ligesom igen befinder sig paa det naturlige Stade. Det anfægtede Menneske kan nok udbryde: "Jeg er kødelig. solgt under Synden" - "jeg elendige Mennesket, Hvem skal fri mig fra dette Dødens Legeme?" I saadanne Tider er Naaden med Retfærdiggørelsen og Helligaandens Sejrskræfter ligesom bleven borte for en. Og mon ikke det, at de allerfleste alvorlige og oprigtige Guds Børn har oplevet saadanne Anfægtelsens Kampe, er Grunden til, at de let kommer til at forstaa Skildringen her i Rom. 7 som gældende et troende, genfødt Menneske i Almindelighed?

Altsaa, det bliver Summen af vore Overvejelser: Rom. 7,7-25 skildrer et kæmpende, uigenfødt Menneskes almindelige, normale Tilstand under Lovens Lys, men betegner hos et genfødt, troende Menneske en syg, abnorm Tilstand under Anfægtelsens Mørke, hvor man atter ligesom er hensat paa det naturlige Stade. Rom. 8 derimod betegner den normale, sunde Tilstand for et genfødt, troende Menneske. I Kap. 8, som vi nu skal betragte, er der ogsaa Tale om Kamp, men under helt andre Vilkaar, en Kamp, hvor Guds Aand ved Naadens Kræfter fører til Sejr, hvor Tonerne, der møder os i Jesus-Navnet, har denne Klang: gennem Lidelse til Herlighed, gennem Kamp til Seir.

"Han fører sit Følge i lysende Fjed
Til Liv og til Fred".

Paulus' Brev til Romerne
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16

Guldgruben
Indledning, 1 2 3 4 5 6 7 8