Fra Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Romerbrevet

Læs: Kapite1 8, 1-11.
305. Den Helligaands frigørende og levendegørende Gerning.

Det foregaaende Kapitel sluttede med at vise, hvor langt det naturlige Menneske under den ærligste Stræben kunde naa; saa længe det var overladt til sig selv, blev det dog kun en Træl under Syndens Lov. Det onde, kødelige Jeg havde helt Overtaget. Nu med Kap. 8, 1 viser Apostelen, hvorledes det stiller sig, naar man har fundet sit Liv og Element i Kristus Jesus og ikke længere er overladt til sig selv. Kap. 8 er en nærmere Udvikling af "Aandens nye Væsen" (se Kap. 7, 6), der atter henviser til Rom.6,14, hvor der pegedes hen paa, hvorledes Syndens Herskermagt er brudt, naar man er under Naaden.

Som med et Triumfraab begynder Apostelen dette Kapitel. I Grundteksten staar "ingen" i Spidsen. »Ingen Fordømmelse da nu for dem, der er i Kristus Jesus." I ham er der Liv og Sejr. At være i Kristus er ikke blot at have faaet sin Synd skjult under hans Blods Naade men ogsaa at være bleven delagtig i hans Død og Opstandelse saaledes, at man har dømt sit Kød til at være korsfæstet med ham og selv er opstaaer til det nye Liv i Aanden.

Denne Sejrsklang, der stiller alt, hvad der er i Kristus, som friet fra Fordømmelse i Modsætning til alt, hvad der er udenfor Kristus, begrundes nu i det følgende ved Henvisning til den nye Aandens Lovs, "Livets Aands Lov", der i Kristus Jesus fører det faldne Menneske tilbage til Livssamfund med Gud efter at have frigjort det fra Syndens og Dødens Lov. Naar der her i V. 2 tales om "Aandens Lov," er det, fordi ogsaa Guds Aand maa lydes. Men "hvor Herrens Aand er, er der Frihed" (2.Kor.8,17). Aandens Lov er det samme, som i Jak.1,25 kaldes "Frihedens fuldkomne Lov". Aanden virker nemlig det nye "jeg vil" i Modsætning til Lovens "du skal".

I V. 3 udvikles nu, hvorledes denne Frigørelse fra Synd og Død har fundet Sted i Kristkus Jesus. Grundlaget for hele Aandens frigørende og levendegørende Gerning er Kristi fuldbragte Værk. Hvad Loven umuligt kunde udrette, ikke fordi Loven ikke var god i sig selv (se Kap.7,12), men fordi Kødet stadig overtraadte dens Bud, det gjorde Gud ad en "helt anden Vej ved at sende sin Søn" "i syndigt Køds Lighed" for Syndens Skyld.

"I syndigt Køds Lighed" betegner Kristi Fremtræden som sandt Menneske, men tillige hans Fremtræden uden Synd, Betingelsen for, at han kunde blive Syndebæreren og derved bryde Syndens Magt. Naar der staar, at Gud "saaledes domfældte Synden i Kødet", vil det her sige, at Gud frakendte Synden dens Ret til at herske i Mennseskenaturen. Synden fik sin Dom, idet Kristsus, iført Kød og Blod, led den Straf, som Loven, Guds Helligheds og Retfærdigheds Udtryk, havde ikendt Mennesket for Syndens Skyld, og idet han i sit syndfri Kød overvandt enhver Fristelse til Synd. I 1.Kor.15,56 skriver Paulus at "Syndens Kraft er Loven". Syndens Krav vilde være betydningsløst, dersom ikke dens Fyrste just kunde henpege paa Guds hellige Lov og ud fra den bevise Regningens Rigtighed. Men nu, da Guds Søn gik i Menneskenes Sted og betalte hele Regningen ved sit Offer og sin Sejr over Synden, er Loven fyldestgjort, og derved har Synden mistet sin Ret over Menneskenaturen.

Paa dette Grundlag kan Kampen tages op imod Synden. Den samme Synd, der som ikke-tilgivet med Lovens Dom knuste Synderen, har nu som tilgivet og forladt mistet sin Sejrskraft, og nu kan Lovens Fordring begynde at fuldbringes i alle dem (V. 4), der har valgt Aandens Liv i Kristus, som vil leve idet nye Liv, vi døbtes til, ikke efter Kødet, som ved Kristi Død har faaet sin Dødsdom, men efter Aanden. Loven møder os nu igen, ikke længere som en truende Dommer men som en Ven. Vi kommer her til det nye Forhold til Loven i et retfærdiggjort Menneskes Liv. Loven møder her ikke en blot kraftesløs Lyst til den (se Rom.7,18-19) men en af Aanden frigjort og baaren og derved sejrssstærk Vilje, der har sin Styrke i Kristus, i Aaaden. Dette er Opfyldelsen af Spaadommen hos Jeremias 31, 33-34: »Dette er Pagten, som jeg vil slutte med Israels Hus efter disse Dage, siger Herren: jeg giver min Lov i deres Indre og skriver den i deres Hjerter thi jeg vil forlade dem deres Skyld og ikke ydermere komme deres Synd ihu.«

Fra V. 5-8 begrundes og udvikles Nødvendigheden af at vandre efter Aanden, at lyde Aandens Lov, dersom Lovens Fordringer skal fuldbringes i os og Naadens Kræfter formaa at hellige Livet. "Thi de, som lader sig lede af Kødet, higer efter det kødeligse," der har vi Skellet ogsaa mellem de døbte Mennesker. Der er dem, som foretrækker en Vandring efter Kødet; men derved skilles de fra den levende Gud og udelukker Aandens Naade-Kræfter. Thi Kødets Sans gaar ud paa at føre sin Tilværelse uden Gud, kun at leve sig selv og sin egen Lyst, men derved føres man til Døden (V.6), idet Kødet vil det modsatte af, hvad Gud vil (V. 7), og derfor ikke kan tækkes Gud (V. 8).

Hvilken slaaende Skildring as Kødets Væsen i Kødet, vor af Djævelen forgiftede, syndige Natur, er oprørsk mod Gud, fjendsk, og kan ikke være anderledes, fordi Kødet er et Barn af Djævelen, Guds bitre Fjende. Følger man Kødet, da bliver Kløften bredere og bredere mellem Gud og Synderen, da føres man hen imod en evig Skilsmisse fra Gud, en evig Død under Guds Vrede. Hvor lys er ikke i Modsætning dertil en Vandring efter Aanden! "Aandens Higen er Liv og Fred"; den fører til Samfund med Gud - det er Livet - og derved til Fred med Gud. Kød og Blod, det opsrørskse Sind maa under Fod, hvor Aanden raader. Det er de to vældige Magter indeni Mennesket, paa den ene Side Kødet med sit Feltraab: bort fra Gud! Oprør imod ham! - paa den anden Side Aanden med Løsenet: hen til Gud, altid nærmere Gud, ind under hans Vilje i Troens Lydighed.

Med V. 9 vender Apostlen sig direkte til Læserne og udtaler sin Tillid til dem som aandelige Mennesker, dog saaledes, at han siger: "om ellers Guds Aands bor i eder." Deri ligger en kærlig Opfordring til Selvprøvelse. Der findes ingen sand Aandelighed uden den, der er virket af Guds Aand. Der er meget, der kalder sig Aand, men ikke er andet end Kødet, der falskeligt smykker sig med dette Navn. Nej, "Herrens Frygt er Visdoms Begyndelse" (Ordspr. 1), dens »Rod« og dens »"Krone«, som den gamle Guds Mand Sirak siger (Sirak1.1, 16. 18). Kun den Helligaand gør et Menneske i Sandhed aandeligt. Dette indskærper Apostelen end mere med Tilføjelsen: "Om nogen ikke har Kristi Aand, saa hører han ham ikke til." Apostelen ombytter Benævnelsen Guds Aand med Kristi Aand, fordi Aanden udgaar baade fra den evige Fader og hans evige Søn (ogsaa 1. Peter 1, 11, Gal. 4, 6 o. fl. St. kaldes den Helligaand "Kristi Aand", "Sønnens Aand").

At have Kristi Aand er det samme, som at have Kristus boende i sig (se V.10: om Kristus er i eder"). Ingen har Ret til at kalde sig en Kristen, som ikke har Kristi Aand. Det er Kendemærket paa, hvorvidt vi hører Jesus til eller ikke, om vi har hans Aand, d. v. s. om vi har hans Aand som vort Livsprincip vor indre Drivkraft. Saaledes skriver ogsaa Apostelen Johannes, 1. Joh. 3, 24: "Derpaa kender vi, at han bliver i os: af den Aand, som han gav os.«

Om nogen vilde sige: "Alle dødte har dog faaet Guds Aand," men mange af dem er jo dog ikke hans, saa maa vi dertil sige, at det at "have Kristi Aand" i denne Sammenhæng ikke blot vil sige det samme som at være døbt til Aanden. "Med een Aand blev vi alle døbte," skriver Apostelen (1.Kor.12,13); men det er noget andet, at Aanden virkelig "bor" i os (V.11). Dette kræver en Tilegnelse af Aandens Gave. Guds Aands Forhold til det vantro, døbte Menneske er vanskeligt at bestemme og betegne Vore gamle lutherske Bekendselsesskrifter taler saaledes derom: "En uhyre Forskel er der mellem dødt og ikke-døbte; thi de døbte har en frigjort Selvbestemmeise". Et døbt Menneske er blevet gjort arbejdsdygtigt til Arbejdet i Vingaarden; det har faaet Evnen til at forsage og tro. Men naar her paa dette Sted (V. 9-11) tales om Guds Aands Iboen, om at have Kristi Aand, betegner det aabenbart det samme som at drives af Guds Aand (V.14), at have givet Aanden Hjem og Magt i Hjertet, at bruge dens Kræfter.

Fra V. 10-11 viser Paulus nu, hvorledes Guds Aand ikke blot fører vor Aand til Liv, men ogsaa har frigjort os fra Syndens og Dødens Lov i saadan Udstrækning at endog Legemet, de retfærdiggjortes Legemer, engang fuldstændig skal rives ud fra den Dødsmagt, der nu ved Synden sidder i Legemet, og levendegøres ved den samme Haand, som oprejste Kristus fra de døde. Guds Haand vil levendegøre det Legeme, hvis Aand gav Guds Aand Magten.

Vi mindes herved om Herrens Ord i Joh. 6, 40. 44 .55, hvor det evige Livs Tilegnelse i Jesu Tro stadig har den Forjættelse tilknyttet: "jeg skal oprejse ham paa den yderste Dag." Visselig skal alle Menneskelegemer opstaa (se :Joh 5, 28-29); men Skriften kalder stadig kun de troendes Opstandelse for en Livets Opstandelse. Kun hvor Guds Aand har boet, levendegøres det dødelige Legeme ved opstandelsen. Guds Aand ind Syndens og Dødens Lov i saadan Udstrækn-ing, at endog Legegeme, der blev den Helligaands Tempel her paa jord.

Saa er Sejren vunden helt ud, og den sidste salige Opfyldelse indtraadt af den gamle Forjættelse ved Profeten Esajas (49, 21-25): "Mon man kan tage, fra den vældige, hvad han har taget, og mon den retfærdiges Fanger skal undkomme? Ja, saaledes siger Herren: baade skal Fangerne tages fra den vældige, og det, en Voldsmand har taget, skal rives fra ham."

Men alt beror paa, at hans Aand, som oprejste Kristus fra de døde bor i os. Der er det store Punkt til Selvprøvelse. Og det skal være hvert Guds Barns daglige Bøn: »Lad din Aand ej fra os vige, til vi ser dig i dit Rige«


Læs: Kapite1 8, 12-17.
306. Vi er ikke Kødets Skyldnere thi Kødet bringer os kun Død. Guds Aand bringer derimod dem, der lader sig drive af den, Vished om Barnekaar hos Gud og deri Vished om den himmelske Arv.

"Altsaa, Brødre! er vi ikke Kødets Skyldnere saa, at vi skulde leve efter Kødet," saaledes fortsætter nu Apostelen.

Det skal et Guds Barn fastholde i hele sin daglige Kamp: vi skylder ikke Kødet den allermindste Føjelighed og Underdanighed. Kødet lønner os kun slet, om vi vil leve efter det, lønner med Død, medens omvendt Kampen i Aandens Kraft for at døde Legemets Gerninger fører til Liv, evigt Liv.

"Legemets Gerninger" skriver Paulus, fordi Koøet just gør sig gjældende gennem Legemet. Kødet vil have Legemet til at herske over Aanden, i Stedet for at Legemet skulde tjene Aanden som Redskab til Livets Helliggørelse (Rom.6,19). Vil vi selv frelses fra Død, maa vi døde de Anslag, Kødet retter imod os gennem Legemets Idrætter Og det kan vi formedelst Aanden (Vers 12-13). I de sydlige Lande føres stundom en Tvekamp, der bestaar i, at de to spændes sammen med et Bælte, hver med en Kniv i Haanden; den enes Liv beror paa den andens Død. Saaledes er vi spændte sammen med vort Kød, og vort Liv beror paa Kødets Dødelse; sejrer Kødet, mister vi Livet. Vi møder her de samme Toner, som naar Herren i Joh.12;25 siger: "Den, som elsker sit Liv, skal miste det, og den, som hader sit Liv i denne Verden, skal bevare det til et evigt Liv".

Dette sidste, at en Vandring i Guds Aand fører til Liv, viser Paulus nu i V.14-17. At drives af Guds Aand (at lade sit Liv bestemme af Aanden, som Styrmanden styrer Skibet) er Pantet paa, at vi er Guds Børn (V.14). Thi den Aand, vi fik fra Gud, var ikke en Trældoms Aand, der atter førte til Træellefrygt som da vi kæmpede under Loven i Syndens Trælleaag. Nej, tværts imod, den Aand, vi døbte og troende Mennesker har i os fra Gud, er en Børnerettens Aand, en Aand som den, der svarer til Eet Barns Stilling overfor sin Fader. I det rette Barneforhsold er der nok en Frygt, men det er Ã?Â?refrygten, der frigør, ikke Trællefrygten, der binder. Men alle de, der i Sandhed har den sønlige Udkaarelses Aand, har ogsaa forud gjort Erfaringen om, at de af Naturen var under en Trældoms Aand paa Grund af Synden, og at denne Trældoms Aand kun kunde overvindes af Naadens Aand i Kristus Jesus. Den, der slet ikke kender sin naturlige trælbundne Tilstand, aldrig har kendst Frygten for Lovens Dom, aldrig har oplevet, at Trældoms Aanden blev overvunden af Barnerettens Aand, ligger endnu i en aandelig Søvn og Død, og skal først opleve, hvad Paulus skildrer i Rom. 7. Man kan ogsaa paa kødelig Vis bedrage sig selv med et indbildt Barneforhold til Gud. Et Varneforhold, uden Omvendelse er en blot Indbildning.

Grundtektens Ord for "Sønneudkaarelse" betegner det samme, som vi nu kalder "Adoption", tage en i Barns Sted. Apostelen bruger just dette Udtryk for at betegne Guds Naade imod os, der af Naturen er Vredens Børn (Ef. 2, 3). Det er af sin frie Barmhjertighed i Kristus han tager os til Børn, saa sandt vi vil give hans Aand Magt i Hjertet. I denne Aand kan vi raabe: "Abba, Fader", og gøre det med Troens Vished. Thi "Aanden selv vidner med vor Aand, at vi er Guds Børn" (V.16). Den vidner med vor Aand, staar der ; altsaa ogsaa i vor Aands er der et Vidnesbyrd. Et Guds Barns Aands er jo virket ved den Helligaand, et Barn af den Helligaand ("hvad der er født af Aanden, er Aand" (Joh. 3, 6) og bærer derfor i sig selv et Vidnesbyrd om Barneforholdet til Gud. Guds Aand, af hvem vor Aand drives og bæres, saa sandt vi er troende, er da den mægtige Besegling fra Gud, der samvirker med vor Aands Vidnesbyrd. Paa lignende Vis er det jo med Vidnesbyrdet udadtil, der skelner Herren ogsaa mellem det store Vidne, Sandhedsaandem og de smaa Vidner, de troende, der vidner i Kraft af det ved Aanden virkede Liv (Joh.15, 26-27: "Talsmanden â?? skal vidne om mig, men ogsaa I skal vidne"). Ja, Vished om Naade, om Barneforhold overfor Gud, det er Aandens Gave, der følger med at drives af Guds Aand, som Brorson synger det saa skønt i den gamle Kernesalme: "Vor Tro er den Forvisning paa, at vi Guds Naade have, som ingen af sig selv kan faa, men den er Aandens Gave." Som uomvendt Menneske har man ikke denne Vished ; derfor erklærer Verden den saa ofte for Selvbedrag og Hovmod.

"Abba" er det hebraiske (rettere syrokaldæiske) Ord for "Fader", der (paa samme Maade som de hebraiske Ord "Halleluja", »Hosianna « o.s.v.) gik over i de græske Menighedsers Kirkebrug, særlig vel fordi vor Frelser selv (se Mark.14,36) i Gethsemane sagde: "Abba, Fader" Ja, hvilken uhyre Naade, at Syndere som vi kan saa Lov til at kalde den hellige, evige Gud Fader! Det kan vi ogsaa kun i Jesu Navn; han har med sit Blod købt os den Barneret, som Aanden vidner om;

Saa længe vi Mennesker lever efter Kødet, vidner Guds Aand imod os som vantro og for os om Omvendelse og Synders Forladelse. Men naar Hjertet har givet sig ind i Troens Lydighed, da vidner Aanden med vor Aand, at vi er Guds Børn.

De Træk af Aandens Liv, der her stilles frem for os, er først Kamp paa Liv og Død mod Kødet (V.12-13), ved Siden deraf lykkelige Barnsekaar i Forholdet til Guds (V. ,14-16), og endelig (V. 17) den Arv, der følger med at være Barn. Visselig dør vor Fader aldrig, og dog skal Børnene blive Guds Arvinger og Kristi Medarvingerâ?? som vi synger i Salmem »Sikre paa vor Arv og Løn er med Guds enbaarne Søn. « Gud vil give sine Børn Lod og Del i al sin Herlighed, den Herlighed, vor Frelser efter sin Fornedrelse igen gik ind til ved sin Opstandelse og Himmelfart (Joh.17,5). 2Hvor jeg er, der skal ogsaa min Tjener være," saaledes sagde Herren (Joh.12,26). Apostelen føjer til: " - om ellers vi lide med ham for ogsaa at herliggøres med ham." Dette siger han til selvprøvelse og Paamindelse om, at Vejen til Herligheden gaar gennem lidelse, som ogsaa vor Frelser føjede til i det førnævnte Ord (Joh.12,26): »Om nogen tjener mig, han følge mig. « Den nøje Forbindelse mellem dette at lide med Kristus og saa Herligheden angives stærkt ved: det lille Ord: "for at". Tilvisse en salig Lidelse, hvis Formaal er Herlighed. Hver Taare, grædt for Jesu Skyld, hver Torn, Verden stak i Guds-Barnets Hjerte, skal forvandles til Fryd og Husvalelse hjemme hos vor Gud. Vor Arv er det evige Liv i dets Fylde ; det var det, Paulus vilde vise. Det er Maalet, hvortil Aanden fører. Her paa Jord faar vi Pantet, Haandpengene, i Visheden om Naade, Freden med Gud, den barnlige, fortrolige Adgang til ham. Hisset skal vi nyde Arven helt ud. Ja, det er Guds Børns Lykke.

Kristne, hvilken Morgenrøde,
Mange mørke Timer værd,
Naar vi, levende og døde,
Mødes med vor Herre kær,
Skal i Himlens Glans og Ã?re
Evig hos vor Frelser være,
Love Gud med Englerøst:
Husker det er Herrens Trøst!


Læs: Kapitel 8, 18-25.
307. Den kommende Herlighed, som Guds Børn har i Vente, og som er Genstand for deres Haab, vil stille det Suk, der nu gaar gennem al Skabningen, ja ogsaa gennem Guds Folk hernede i Forkrænkelighedens Land. Dette fremhæver Apostelen som en Trøstegrund under den nærværende Tids Lidelser.

»Om ellers vi lider med ham. « - denne Vej til Herligheden havde Paulus understreget (V.17), samtidig med at han fremhævede den herlige Arv, der venter Guds Børn. Men vil da ikke den nærværende Tids Lidelser formaa at tilintetgøre et Guds Barns Lykke og danne en skjærende Modsigelse til vor Forvisning om at være i Naade hos Gud? Dette Spørgsmaal møder os saa ofte i det praktiske Liv, naar vi ser de haarde Trængsler, Guds Børn stundom maa gennemgaa, saa vor naturlige Forstand ligesom staar stille overfor dette, hvorledes Gud som vor kære, naadige Fader kan lade sine Børn gaa igennem saa dybe Trængsels Vande. Man tænke blot paa Blodsvidnernes Dage, og i den nyeste Tid paa de kristne Armenieres grufulde Lidelser under Tyrkeraaget.

Paulus nævner i det følgende tre stærke Trøstegrunde, der kan bære igennem Lidelsen, og den første finder vi her i V.18-25: den tilkommende Herlighed Paulus bruger her det stærke Udtryk, at "den nærværende Tids Lidelser ikke er at regne imod den Herlighed der stunder til (V. 18). Ja, kunde vi blot altid fastholde det og se denne Tids Lidelser i den kommende Herligheds Lys, denne usigelige, evige Herlighed. Hvad er vel den haardeste Trængsel en liden Tid her paa Jord imod »en evig Herlighed hos Gud! Denne samme Tanke møder os ligeledes hos Paulus i 2. Kor. 4, 17, hvor han kalder de helliges Trængsel "stakket og let" i Modsætning til den "over al Maade og Maal evige Vægt af Herlighed"; ligeledes møder vi i 1. Peter 5,10 Sammenligning mellem den evige Herlighed og den korte Tids Lidelser.

Fra V.19-25 dvæler Apostelen ved dette, at Herligheden endnu kun er en tilkommende, medens Lidelserne ganske vist ser nærværende. Først Fremtiden vil bringe os den os ligesom den hele Skabning. Thi ogsaa Skabningen længes efter Frigørelse; der gaar et Suk igennem den (V.19-22). Ogsaa vi troende Mennesker kender godt i os selv dette Suk under Forkrænkelighedens Kaar (V. 23); thi vi er endnu kun frelste i Haabet, men skulde ikke et saadant grundfæstet Haab kunne styrke til frimodig Forventning (V. 24-25)?

Det er et dybt Ord, dette om Skabningens Forlængsel, der ogsaa venter paa Guds Børns Aabenbarelse. Hvad menes der med "Skabningen" her? Nogle forstaar det om Naturen, altsaa med Udelukkelse af Menneskeverdenen, andre medtager i denne Betegnelse hele den jordiske Skabning, dog med den Undtagelse, som V. 23 nøder til, med Undtagelse af de troende, og man tænker saa paa det Suk der gaar ogsaa gennem hele den ikke-kristne Slægt.

Vist er det, at "et Suk igennem Verden gaar," ikke blot gennem den umælende Natur, men allerdybest gennem den faldne Menneskeslægt. Og vist er det, at Sukket og Længselen ingensinde var dybere i den ikkeskristne Verden end just, da Tidens Fylde var inde. Dog synes Udtrykket i V. 20: "Skabningsen er underlagt Forgængelighed - ikke med sin Vilje, men efter hans Skyld, som lagde den derunder," nærmest at pege hen paa den Del af Skabningen, derligger udenfor Menneskeverdenen. Men selv om Sukket i Menneskeverdenen ikke umiddelbart nævnes her, saa følger det dog af sig selv, at gaar endog Sukket igennem hele den umælende Skabning, da maa det først og fremmest findes ogsaa hos det faldne Menneske, der var bestemt til at være Skabningens Herre og Krone.

Dette Suk mærkes jo paa saa mange. Maader, mærskes i Dyreverdenen, der maa lide og dø, der kender Frygt og Angst ved den Kamp, der findes mellem de forskellige Dyr ; det mærkes i Naturens Henvisnen om Efteraaret, i alle de mange Naturomvæltninger, der finder Sted ogsaa i den livløse Natur. "Hele Skabningen tilsammen sukker og er tilsammen i Veer indtil nu."

Men med Aandens øre hører Apostelen gennem dette Suk en "Forlængsel". Grundtekstens Ord betegner her dette: med fremrakt Hoved at vente og spejde efter det kommende. Rettelig ser Apostelen paa denne Smerte som Fødselsveer (det græske Ord i V. 22 for "at være i Smerte« betegner just Fødselssmerten), der bebuder et Frembrud af noget nsyt, og vidner om, at Smerten i sin Tid vil være forbi og afløses af Glæde (se Joh.16,21). Thi Skabningen maatte følge med sin jordiske Herre, Mennesket, i hans Fald ; derved blev ogsaa den underlagt Forfængelighed og Forkrænkelighed. Saaledes blev det uden Skabningens egen Vilje efter Guds Ordning. Thi ham maa der tænkes paa ved "den, som lagde den derunder," ikke, som nogle mener, Adam, som den, der ved sit Svndefald bragte Død og Forkrænkelighed ind over sine Efterkommere. Kun Skabningsens Gud formaaede tillige at føje et levende Haab til denne Forkrænkelighedens Tilstand, det store paa Guds Magt grundede Haab for den sukkende Skabning, at ogsaa den engang skal naa Frigørelse. Dette af Gud Skabningen givne Forjættelsens Haab bærer dens Forlængsel.

Og paa Svørgsmaalet: naar skal dette Haab fuldkommes? - svarer Ordet her: ved "Guds Børns Aabenbarelse", det vil sige den Stund, da Guds Børn ikke længere skal have deres Liv skjult med Kristkus i Gud (Kol. 3, 3)., men aabenbares og kendes for alle i deres Herlighed som Guds Arvinger og Kristi Medarvinger. Den Stund oprinder ved Kristi Genkomst, først med Tusindaarsrigets Herlighed, som de gamle Profeter stadig viste hen til (se f. Eks. Skildringen Es. 65, 20-25), og tilsidst med den nye Jord, hvor Retfærdighed bor. Guds Børns "Herlighesds Frihed" betegner den Frihed, som Guds Børns Aabenbarelse vil bringe med sig ogsaa for al Skabningen, en Frihed fra den Forkrænkelighed, hvorunder den nu træller.

Hvor meget der ligger i dette Haab for Skabningen, den Skabning, vi nu er omgivne af, og hvis Suk og Smerte vi fornemmer, vil Aabenbarelsens Tider jo først tilfulde vise os. Ogsaa her vil vi visselig komme til at sande Ordet fra Efes 3, 20: "Han formaar over alle Ting at gøre langt ud over det, som vi beder og forstaar." Men mon vi tager fejl i at antage, at just de samme Skabninger, som her led og døde uden deres egen Skyld, da vil blive genskabte til nye og lykkelige Kaar? Det er jo særlig Dyreverdenen med sin mere bevidste Lidelse, der saa ofte tillige er Følge af Menneskers Grumhed, dette Haab synes at frembyde sig for. Ganske vist er der Dyr, hvis Tilværelse synes saa nøje knyttet til Forskrænkeligheden, at de synes at maatte forsvinde med Forkrænkeligheden. Men vi skal heller ikke granske videre derover, blot glæde os i Forjættelsens Lys og hvile i, at vor Gud, Retfærdighedens, Kærlighedens og Magtens Gud, vil gøre alt saa langt skønnere, end vor Tanke nu formaar at rumme det.

Dette Forjættelsens Haab har, ogsaa naar vi ser hen til vore egne Kaar, en lys Trøst for os, just med Hensyn til den Del af vort Liv, der staar Naturen saa nær, vort legemlige Liv. Selv om Hjertesukket over Syndens Skyld er bleven stillet, er veget for Herrens salige Trøst i Evangeliet om Naaden i Guds Søn, bærer vi jo dog endnu paa Sukket over Forkrænkeligheden, der rører sig i vort Legeme, over den Dødsorm, der gnaver paa det. Vi længes efter, at Sønneudkaarelse, vor Børnerets Herlighed, ogsaa maa naa til "vort Legemes Forløsning." Vi har Aandens Førstegrøde, d.v.s. vi har allerede nu Aanden som Førstegrøden af den salige Høst, der venter os; men vor Forventning staar til, at ogsaa vort Legeme kan blive ligedannet med Kristi Herlighedslegeme, som Paulus saa skjønt siger det i FiL 3, 20-21.

Endnu forventer vi det og maa nøjes med den Trøst, som ligger i Forventningen thi (V. 24) "i Haabet blev vi frelste." Det, man haaber paa, ser man endnu ikke. Men der er en himmelvid Forskel paa at være frelst i Haabet og saa at haabe at være frelst. Jeg haaber det da, siger Verdensbarnet og røber derved sin Vandring i Mørke og Usikkerhed. Nej, naar her tales om Haab, saa menes der intet usikkert, men en Fremtidsvished. Det fremgaar ogsaa klart af V. 25, hvor denne Haaben just kaldes en Forventen med Taalmodighed, saaledes som man stille og rolig forventer det, man er vis paa at saa. Et saadant fulldvist Haab om den kommende Herlighed, hvor al Suk og Smerte for evig er borte, det kan bære, bære mægtigt gennem alle den nærværende Tids Lidelser. Det er den første stærke Trøstegrund overfor Lidelserne.

Fryd efter Nøden, Syn efter Tro
Liv midt i Døden - salige Ro!
Ventetid kort, saa kommer Guds Krist,
Stiller vor Længsel, Amen for vist.


Læs: Kapitel 8, 26-30.
308. Endnu to Trøftegrunde overfor Lidelsen: 1) Aanden kommer vor Skrøbelighed til Hjælp som vor Talsmand og 2) alle Ting maa samvirke til at føre Guds Børn til det dem af Gud bestemte Maal.

Foruden den tidlig-ere nævnte Trøstegrund, det fuldvisse Haab om den kommende Herlighed, frem-drager Apostelen endnu to andre stærke Trøstegrunde, som hører den nærværende Tid til. Nemlig for det første: hvilken kraftig Bistand til at holde ud under denne lidelsesfulde Ventetid har vi ikke i Guds egen Aand! Det nye Menneske i Guds Børn er endnu saa svagt; derfor er det saa stor en Naade, at Guds stærke Aand, fra hvem det nye Menneske stammer, vil være en Talsmand inden i os, ligesom Kristus er det for os ved Faderens Højre. Ligesom en kærlig Fader og Moder kan bede med deres Barn, ligesom frembære det, Barnehjertet trænger til at faa frem, men ikke ret selv kan faa frem, saaledes bærer Aanden sig ad med Jesu smaa. »Vi ved ikke, hvad vi skal bede om, som det sig bør,« men Aanden ved det, og derfor fremhjælper den de dybe Bønnesuk fra Hjertegrunden. »Uudsigelige« kaldes disse Bønnesuk, fordi Ord ikke formaar tilstrækkeligt at tolke deres Indhold. "Aanden selv gaar i Forbøn for os", med disse fra vort »Hjertedyb fremhentede Sukke, idet den bærer dem frem for Gud.

Og dette gør Aanden "efter Guds Vilje for de hellige2 (V. 27). Det er Guds inderlige Kærlighed, fra hvilken Aanden udgaar for at leve i Menigheden, ligesom sukke med den, bede med den, være dens indre bærende Kraft, føre Kristuslivet frem som Hjerteslaget i hans levende Menighed. Derfor staar der ogsaa i Gal. 4, 6: "Gud har udsendt i vore Hjerter sin Søns Aand, som raaber: Abba, Fader!" - altsaa selve Aanden siges at raabe: "Abba, Fader," idet den frembærer Guds Børns Raab til den himmelske Fader. Og i Joh. Aab. 22,17 staar der: "Og Aanden og Bruden siger: Kom". Ikke blot Bruden, Menigheden, men ogsaa Aanden i den siges at længes efter Kristi Genkomst.

Ved denne Aandens naadefulde Virken i de troende Hjerter forstaas det ogsaa, hvorledes Herren har kunnet lægge ogsaa sine svageste Lemmer saa store Bønner i Munden som f. Eks de tre første Bønner i "Fader vor". Ja, dette er underfuldt", en Hemmelighed for det kødelige Menneske ; det kan ej forklares, men det maa erfares. De Bønner, Aanden saaledes bærer frem for Gud, naar Guds Hjerte. "Han, som ransager Hjerterne, ved, hvad Aandens Higen er." Der behøves ikke de mange Ord. Derfor skal vi ogsaa under al vor Bøn bede om Guds Aand for ret at kunne bede.

Som Apostelen her fremfører denne Trøstegrunds i Lidelsen, Aandens underfulde Virken i og for de hellige efter Guds Vilje, saaledes har vi jo et Ord i samme Retning, talt ved vor Frelsers Mund, i Matth 10, 19-20, hvor Frelseren ogsaa henviser til Aanden som den, der i Trængselen vil komme Herrens Vidner til Hjælp ved at give dem, hvad de skal tale.

I V. 28-30 har vi endelig den tredje Trøstegrunsd, nemlig Visheden om, at "alle Ting" - altsaa ogsaa Lidelserne - maa samvirke til gode for dem, som elsker Gud. Det følger af, at Guds Magt er over alle Ting; han har alle sine Skabninger og alle de skabte Ting i sin Krafts Haand, og han fører det saa, at alle Ting dog til sidst skal vise sig at have maattet tjene hans Fredstanker med dem, der "elsker ham," fordi han elskede os først Ja, "alle Ting", ogsaa alt det onde, ja Satan selv maa, omend stik imod sin Vilje, dog tjene til at befordre Guds Børn paa Vej til Himmerig. Ogsaa de værste Storme og Brændinger, der har mødt Kirkeskibet saa vel som det enkelte Guds Barn, har alle maattet tjene til at befæste Baandet mellem Herren og os, befæste vore Fødder paa Klippen (Sl. 40, 3). Tro det, Guds Barn! Hvil deri, at "fører han end sine gennem Kors og Pine underlig iblandt," saa skal Gud dog "alting mage". "Alting staar udi hans Hænder, al din Trang han kender."

Hvor bærer dette: "alle Ting samvirker til gode" ikke vældige Byrder, dersom Hjertet barnligt fastholder dette! Men det maa aldrig glemmes, at denne mægtige Forjættelse gælder kun dem, som elsker Gud. Hører du til dem, der kan sige til Herren: "Ej for hele vide Verden vilde jeg dog miste dig," da skal du ogsaa barnligt med Apostelen være forvisser om, at Herrens Kærlighed er "rig og varm, ja varmest, naar den mest dig gennsemrystser."

Dette skal vi søge Bestyrkelse for just ved at betragte Herrens Fredstanker med os, disse dybe Naadestanker, som ikke er fra i Dag eller fra i Gaar. Nej, "Gud udvalgte os i Kristus, før Verdens Grundlæggelse« (Ef.1,4), og hans Vilje er det at fuldkomme, hvad han har begyndt, at føre de Sjæle, som vil være hans, frem til det evige Maal, og han tillader ikke, at disse hans Kærligheds Tanker bliver krydsede eller tilintetgjorte ved Lidelserne, som det saa ofte kan se ud for vor nærsynede Betragtning. Tvertimod lader han just Lidelsen komme, for at hans Raad med os kan virkeliggørses ad disse underfulde Veje.

Apostelen kaster et Blik hen over Trinfølgen i Guds Frelses Festraad og dets Gennemførelse, dette Raad, han betegner (V.28) med disse Ord: "dem, som efter hans Beslutning er kaldede." Vor Kærlighed til Gud er jo hans eget Værk i os; udsprungen af hans naadefulde Beslutning. Apostelen gaar tilbage til dette: "Dem, han forud kendte." Betegnelsen "at kende" udtrykker i den hellige Skrifts Sprogbrug ikke et blot ydre Kendskab, men en Kærligheds Tilslutning til og Indvirkning paa den, der kendes, paa samme Msaade som naar den gode Hyrde siger: "Jeg kender mine." Dog betegner det paa ingen Maade en Forudbestemmelse med Krænkelse af Menneskets Frihed. I det næste Kapitel (Kap. 9) træder dette Spørgsmaal om denne Forud Kenden endnu skarpere frem. Blot saa meget vil vi sige her, at begge Sider, baade Guds underfulde Indvirkning paa Menneskehjerter og Menneskets fulde Frihed til at bestemme sig, hævdes klart i den hellige Skrift. Alle, der vil frelses, hører ogsaa til dem, Herren forud har kendt.

V. 29 angiver Grunden til, at alt maa samvirke dem til gode, som Herren kender som sine. "Thi dem, som han forudkendte, dem forudbestemte han ogsaa til at blive ligedannede med hans Søns Billsede." Derpaa gik Guds Evigheds-Tanker ud, at den frelste Menneskeslægt skulde være en Afglans af hans elskede, evige, enbaarne Søns Billede, paa det han skulde være den førstksefødte iblandt mange Brødre." Kristus ses som Hovedet for den nye, frelste Menneskeslægt, der skal dele hans Herlighed, den Slægt, hvis Kød og Blod han blev delagtig i for at frelse dem fra Døden og Djævelens Vælde (Hebr.2,14). Kristus kaldes "den førstefødte" som den, der fra Evighed er født af Gud og væsenset med ham; alle de andre Børn er jo adoptersede Børn, købte med Kristi Blod til Arverettens Gave i Daaben. Men disse Naadebørn skal dannes til at dele denne deres store Broders Hellighed og Herlighed "

Med V. 30 viser Apostelen, hvorledes Guds Frelsesraad traadte ud i Virkeligheden for dem, han forud kendte, aabenbarede sig som Kaldelsen, hvorigennem de førtes til Troen og derved til Retfærdiggørelse, som Paulus har udviklet det i Kap. 3-4. Men har Herren ført sine saa vidt, da vil han ogsaa føre dem helt igennem til Herliggjørelse. Apostelen taler ud fra en saadan Trosvished, at han taler om alt dette som noget, der allerede er sket. Gud har herliggjort dem, siger han, han har laant Guds øjne at se med, og det er godt, naar vi troende Mennesker saaledes kan se Lys i Guds Lys. Ganske vist ligger der ogsaa allerede her i Fornedrelsens Land en Herlighed over hvert troende Menneske. "Hvor er de Kristne dog glimrende smukke," synger Brorson, men føjer til: "indvortes - udvortes har Solen dem brændt." Her ser vi dog endnu kun vor Skat i Lerkar (2. Kor.4,7). Men det er den himmelske Herlighed, Paulus allerede i Aanden skuer som fuldbyrdet paa Herrens Venner, paa dem, der var af Sandhed og derfor ogsaa fik Naade til at bevare den "første Fortrøstning urokket indtil Enden" (Hebr.3,14).

Ja, det er den tredie salige Trøstegrund under al Guds Folks Lidelse her paa Jord, at Gud nok skal vide at føre sit Værk igennem med sit Folk.

Ja, hvad du har for øje,
Det sker, o stærke Gud,
Og alting sig maa føje
Dit Raad at føre ud.


Læs: Kapitel 8, 31-39.
309. Troens Seierssang og Jubelsang til Herrens Ære.

"Hvad skal vi da sige til dette?" I dette Spørgmaal skuer Apostelen tilbage paa, hvad han Trin for Trin har udviklet om Guds herlige Naade, der formaar at retfærdiggøre, helliggøre og herliggøre dem, der tror, alle Hindringer til Trods Han er ligesom naaet op paa Toppen af Naadens Bjerg og samler med undrende Fryd Naadens Fylde i dette: "Gud for os", Herlighedens Gud paa vor Side som vor mægtige Forbundsfælle og Ven. For dette svinder alle Hindringer. "Hvem kan da være imod os?" spørger Apostelen. Ikke saaledes, at vi ingen Modstandere har - jo, dem er der nok af, som Paulus viser i det følgende - men hvad kan de, hvad formaar de imod os naar Gud er for os? Det er en salig Sandhed, lige saa vist som det er sandt, at det hjælper ikke at have nok saa mange for sig, naar man har Gud imod sig. Men det lægger ogsaa Selvprøvelse hen til hver Sjæl: har du Gud paa din Side? Og det er det samme som har du søgt din Frelse i Jesus, i ham, der bærer Navnet Immanuel - Gud med os?".

Hvilken Fylde af Rigdom, af Trøst for Jesu smaa! Alt i og med Jesus - det er Summen af V.32. Dette Vers minder om Forbilledet fra gamle Dage, Abrahams Hengivelse af Isak for Guds Skyld. Saaledes sparede Gud ikke sin egen Søn, men gav ham hen for vor Skyld, gav ham virkelig hen, saa Offeret blev fuldbyrdet helt ud. Golgatas Kors, er den rette Maalestok for Guds Kærlighed. Gav han os det største, han havde at give, sin enbaarne Søn, hvor meget mere vil han da ikke give oss alt andet der gøres nødig, for at vi kunne naa Maalet. Alle de gode Gaver følger med den fuldkomne Gave, er indesluttede i denne. Det er Sandhed, hvad der staar i Sangen: "Og finder du ham, da finder du alt, hvad Hjertet kan evig begære."

Fra V. 33-39 ser Paulus ud over alt det, der vil rejse sig mod Herrens troende Han betragter de to Slags Vaaben, vore Modstandere kan bruge, dels det indre Angreb, hvor Fjenden vil bruge vor Synd til Anklage og Fordømmelse over os (V. 33-34), dels det mere udvortes Angreb, hvor Fjendemagterne bruger den ydre Nød og Trængsel for at prøve paa at skille Herrens hellige fra Kristi Kærlighed (V. 35-36). I V. 37 kommer det triumferende, jublende Svar paa alle de fremsatte Spørgsmaal med Modstanderne for øje, og Svaret bliver: »I alt dette mere end sejrer vi ved ham, som elskede os.« I V. 38-39 slutter Paulus saa med en højtidelig Bekendelse af sin Forvisning om, at intetsomhelst af hvad nævnes kan i Tid eller Rum, ikke de mægtigste Aander, intet somhelst i Tilværelsen skal formaa at skille Guds Børn fra Guds Ksærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.

Spørgsmaalene i V. 33-34 om, hvem der vil anklage og fordømme saadanne, som er Guds udvsalgte, er iklædte Ord fra Esajas 50, 8-9 og viser ved deres Indhold jo allerede i sig selv, det frugtesløse i Forsøget. Dog ved vi, at baade Djævelen, "vore Brødves Anklager« (Joh.Aab.12,18 - Navnet "Djævel" betyder "Anklager", og ogsaa ofte Verden og vort eget Hjerte forsøger at rejse Anklage. Men Svaret er: "Gud er den, som retfærdiggør." Naar Gud selv, han, som er højeste Instans, Højesteret, erkbærer Sagen afgjort til vor Retfærdighed da falder alle Anklager til Jorden. Og paa samme Maade gaar det med Spørgsmaalet: "Hvem er den, som fordømmer?" Ja, vort eget Hjerte prøver stundom paa at fordømme os (se 1. Joh.3, 20); men al Fordømmselse maa forstumme overfor dette, at Kristus gik i Døden for os - ikke som Synder men som Syndofret, hvilket er bevisliggjort ved hans Opstandelse. Og nu staar han ved Guds højre Haand som den, der "gaar i Forbøn for os" som vor Talsmand, der stadig peger paa sit for Syndere udgydte Blod, dette Blod, der skjuler Synden, saa Gud ikke ser hen til den mere. Kristus ved Guds højre Haand peger tilbage paa Davids Salme, den 110 ("Herren sagde til min Herre: sæt dig ved min højre Haand").

I V. 35 males der os et alvorsfuldt Billede af den Trængsel i Verden, Kristus forudsagde sine Disciple (Joh.16,33). Til mange Tider og paa mange Stedser har Herrens Folk prøvet alt dette tilfulde Apsostelen henviser til Sl. 44, 23, der skildrer en Trængselstid for Israels Menighed og ser deri med Rette en Profeti om Menighedens Kaar til alle Tider (V. 36). Kirkens Historie viser os Eksempler nok derpaa. Et eller andet Sted har der næsten altid været blodig Forfølgelse, enten den nu udgik fra Hedninger eller fra en ugudelig Pave. Hvem kan læse dette uden i vor Tid at tænke paa de kristne Armeniere, der har gennemlevet frygte1ige Slagtedage," hvor de i Sandhed Dagen igennem blev "regnede som Slagtefaar."

Men over alle disse mørke Skyer lyser som Naadesolen det Spørgsmaal, hvormed V. 35 begynder: "Hvem" skal kunne skille os fra Kristi Kærlighed?" Nej, Kristi Kærlighed til os, den Kærlighed , der selv er gaaet gennem Gethsemanes, Gabbatas og Golgatas Pine, den holder fast og fører igennem alle Trængselens Vande, alle Forfølgelsens Ildprøver. I Kristi Kærlighed fuldkommes den gamle herlige Forjættelse fra Es.43, 2: "Naar du gaar igennem Vandene, da vil jeg være med dig, og igennem Floderne, da skal de ikke overskylle dig ; naar du gaar igennem Ilden, skal du ikke svides, og Luen skal ikke fortære dig.2

Det er dette, Paulus udtrykker i det store Ord (V. 37): »I alt dette mere end sejrer vi.« Vi vinder en Sejr, som er mere end Sejr, idet vi ikke blot overvinder Fjenderne, men disse endog maa tjene os til Velsignelse, derved at vi gennem Trængselen vinder fremad i Livet med Herren (se Kap. 5, 3-4, hvor Trængselens salige Virkninger beskrives). Men det er "ved.ham, som elskede os" at vi naar dette. Det er Kristi Kraft i vor Skrøbelighed. Naar der staar "elskede", tænkes der jo paa den særlige Kærlighedshandling, at han hengav sig for os i Døden. Kristi Kors prædiker om Lidelse, men ogsaa om Sejr, og Kristi Kors giver Kraft til begge Dele.

I Slutningsversene (V. 38-39) møder vi atter den fulde Visheds Jubeltoner Dette: "jeg er vis paa," er den levende Tros Klenodie. Død formaar ej at skille fra Kristus, thi Kristus har overvundet Døden for os; ej heller Liv, enten vi lever eller dør, er vi Herrens. Naar der tales om "Engle" eller "Magter," da møder vi her den samme Tanke, som ogsaa andre Steder, at der blandt Englene er forskellige Trin i Magt. Det er vel nærmest de faldne Englemagter, Paulus her tænker paa. Dog bruger han jo i Gal. 1, 8 ogsaa Billedet af en Engel fra Himlen, om en saadan kom med et andet Evangelium - det er selvfølgelig blot fremsat som en Tanke, Apostelen i Virkeligheden ikke anser for mulig. Men selv om dette umulige skete, skulde dog ingen Aandsmagt formaa at skille et Guds Barn fra "Guds Kærlighed i Kristus," saaledes betegner han her Kristi Kærlighed efter dens dybeste Kilde. Det sidste, han nævner: "eller nogen anden Skkabning," føjer han til for ret at vise Intetheden i al Modstand mod dem, paa hvis Side selve Skaberen staar.

Med denne Jubeltone slutter Apsostselen sin Udvikling af Ordet i Kap.1,16: "Kristi Evangelium er en Guds Kraft til Frelse for hver den, som tror." Og vi vil synge med ham:

Min Jesus er ved Magt;
Hvo vil hans Haand opvriste
Og bryde Himlens Pagt?
Ej Hunger, Sværd og Lue,
Ej Pine, Ve og Værk
Fra Jesus mig skal true,
Det Baand er alt for stærkt

Paulus' Brev til Romerne
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16

Guldgruben
Indledning, 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11