Fra Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Romerbrevet

Læs: Kapitel 9, 1-5.
310. Apostelen udtaler sin dybe Sorg over og sin inderligste Kærlighed til sit stakkels forhærdede Folk, Israel efter Kødet, hvem saa stor en Naade var bleven betroet.
¸

I Kap.1,16 havde Apostelen ikke blot talt om Kristi Evangelium som en Guds Kraft til Frelse for hver den, som tror, men føjet til: "baade for Jøde først og for Græker." Men her laa et Punkt, som trængte til at tages op til Besvarelse, hele Spørgsmaalet om Israels Stilling. Thi skønt Israel var Guds udvalgte Folk, vragede det jo, i sin Helhed, Evangeliet og kom derved til at staa udenfor Frelsen. Men hvorledes kunde dette forenes med Guds Forjættelser, med Guds Sanddruhed? Gud havde jo dog kaaret Israel til sit Ejendomsfolk.

I dette Spørgsmaal laa der en stor Fare paa den ene Side for de Hedningekristne, at de skulde hovmode sig overfor det gamle Israel, paa den anden Side for de Jødekristne, at de skulde forarges, fare vild med Hensyn til Evangelier som den eneste Salighedsvej.

Vi kommer da nu til det fjerde Afsnit i Romerbrevet. den historiske Del (Kap. 9-11), hvor Paulus først afviser al kødelig Forargelse med Henviisning til, at Guds Forjættelse stod urokkelig fast, men ogsaa med Henvisning til, at Mennesket intetsomhelst Retskrav har overfor Gud og helt er henvist til hans frie Naade og Barmhjertighed (Kap. 9, 6-29). Han viser derefter, hvorledes Jødernes Forkastelse just hidrørte fra, at de stadig vilde stille Fordringer til Gud i Stedet for at lade sig frelse af denne hans frie Barmhjertighed (Kap.9,30-10.21). Endelig viser han i Kap.11, hvorledes Gud alligevel vil finde Midler og Veje til omsider at bringe sine Forjættelser over Israel til herlig Opfyldelse. ·

I Kap.9,1-5 finder vi som Indledning til hele dette store Spørgsmaal en hjertegribende Udtalelse af Apostelens bitre Smerte over og ubeskrivelige Kærlighed til sit eget Folk Israel. Naar Paulus i V.1 saa højtideligt bekræfter Sandheden af denne sin Udtalelse ved at henvise til, at han siger dette i Livssamfund med Kristus, og idet hans Samvittigheds Vidnesbyrd bæres af den Helligaand, saa forklares denne stærke Bevidsthed ud fra den Mistanke, Israel efter Kødet, det vantro Israel, ja ogsaa nogle af de Jødekristne stadig nærede til Paulus, som var han en Fjende af sit eget Folk. Saaledes udlagde man hans Iver for at hævde Hedningernes Ret til at indgaa i Kristi Naade uden Omskærelse·

Der er en ejendommelig Overgang fra Jubelen i det foregaaende til den dybe Sorg, Paulus bar i sit Inderste, hver Gang han saa hen til sine Frænder efter Kødet, hvem Gud havde givet saa mange store Gaver «(V. 4-5), først og fremmest Navnet "Israeliter", det store Naades og Æresnavn fra Jakobs Kamp ved Pnuel (1. Moseb. 32, 28). Herligheden i Navnet "Israeliter" udvikles nu i V. 4, ved at Paulus nævner seks forskellige Velgerninger fra Gud; først og fremmest den sønlige Udkaarelse, ganske vist ikke paa samme Maade som den nye Pagts Barnekaar, men dog var de jo blevne udvalgte fra alle Hedningefolk, og de nævnes ogsaa allerede i den gamle Pagt med Navnet "Guds Børn" (se 5.Moseb.14,1 og 32, 6: "Er han ikke din Fader, som har købt dig?"). "Herligheden" er det stadige Udtryk for Herrens Boen i sit Folk, særlig for Skystøtten, i hvilken Herren aabenbaredes i Tabemaklet og Templet. "Pagterne" betegner baade Forjættelsens Pagt med Abraham og Lovens Pagt ved Sinai.

I V.5 føjer Apostelen endnu til: "hvem Fædrene tilhører", Patriarkerne Abraham, Jsak og Jakob, paa hvis Udvælgelse hele Israels Tilværelse hvilede. Og endelig som det sidste og største af alt, Toppunktet af alle Velgerninger, at Kristus efter Kødet, d.v.s. efter sin naturlige, menneskelige Side, nedftammede fra dette Folk. Apostelen føler Trang til, idet han peger paa Kristi menneskelige Herkomst, ogsaa at pege opad paa hans Guddomsvæsen, og idet han tilføjer: "Han, som er Gud over alle Ting," bøjer hans Hjerte sig tilbedende under Lovprisningen: "højlovet" i Evighed, Ament"

Her kalder Paulus paa det tydeligste Kristus for Gud, hvilket Rationalisterne selvfølgelig ikke kan lide, da de vil gøre Kristus til kun et Menneske. I 2.Tim 3,16 taler Paulus jo ogsaa om "Gud—aabenbaret i Kød," og mange andre Steder kommer det samme frem saaledes som i Kol.1,16, naar Paulus taler om, at "ved ham er alle Ting skabte."

Det var Israels ypperste Herlighed, at han, der var Gud, højlovet i Evighed, fødtes som Menneske ud af dette Folk.

Men overfor alt dette blev det saa meget mere smertefuldt for Paulus at se Israels Forhærdelse. I denne sin Kærligheds smertefulde Dybde udtaler han det mærkelige Ord i V. 3: "Jeg kunde ønske selv at være bandlyst fra Kristus til Bedste for mine Brødre." Det græske Ord for "Forbandelse" (anathema) betegner oprindelig noget, der er indviet til Gud; dernæst ogsaa hvad der var indviet til Guds Vrede og bestemt til Undergang, altsaa noget bandlyst. Her i denne.Sammenhæng, en Forbandelse fra Kristus, betegner det den evige Fortabelse. Ikke at Paulus ønskede at blive ugudelig, men sin Salighed i Samfundet med Kristus vilde han ofre, om hans Folk derved kunde frelses. Der ligger i Ordet: "jeg kunde ønske," at dette ønske umuligt kunde virkeliggøres; kun Kristus kunde tage Forbandelsen paa sig for andre. Men Paulus Ord her vidner om en brændende Kærlighed, der ligesom rækker op efter den Kærlighed i Kristus, om hvilken vi synger: "Kærligheden, Hjertegløden stærkere var her end Døden." Dette hans Ord skal Ikke vejes paa en Forstandbetragtnings Vægtskaal, men er et Udtryk for en ubeskrivelig Kærlighed, i hvilken Paulus sikkert tillige ser tilbage paa sit Ansvar overfor Israel fra den Tid, da han i sin Vantro forfulgte Kristi Menighed og af al Magt styrkede Iøderne i deres onde Genstridighed mod Jesus.

For os indeholder denne dybe Tilkendegivelse af Paulus Smerte over Israels Vantro det alvorlige Spørgsmaal til Selvprøvelse for enhver, om ogsaa vi bærer paa den dybe Smerte over Vantroen særlig ivort eget Folk. Taaren i Frelserens øje, da han græd over Jerusalem, skal findes ogsaa i hans Venners Hjerte. I Fil. 3, 18 ser vi Taarerne hos Paulus ogsaa over de mange Hedningers Vantro. Men den sande, hellige Fædrelandskærlighed skal først og fremmest kendes paa, i hvad Grad Vantroen i vort eget Folk volder os Sorg og Smerte. Den, der har mest af denne hellige Sorg, vel at mærke ikke blot som en ufrugtbar Følelse, men en Sorg, der viser sig i offervilligt Arbeide for Sjæles Frelse, elsker ogsaa sit Folk mest. Derfor blev Paulus aldrig træt af først at henvende sig til sit Folk, hvor meget det end næsten alle Vegne rasede imod ham.

Men saadan hellig Sorg har den store Forjættelse over sig: "De, som saa med Graad, skal høste med Frydesang" (Sl.126,5). Og denne Frydesang lød ogsaa omend som fra det fjerne i Apostelens Hjerte, naar han saa ud mod Israels Fremtid, ud mod det Lys, der ved Aftenstid skulde fremstraale for Israel (Sak.14, 7: "Og det skal ske ved Aftens Tid, at der skal blive Lys").


Læs: Kapitel 9, 6-13.
311. Guds Ord har ikke fejlet. Hans Sanddruhed overfor Israel staar urokket.

Efter den hjertegribende Indledning, der var lige velskikket til at dæmpe de Hedningekristnes Selvophøjelse overfor Israel som til at aabne Hjertedøren for Apostelens Ord hos de Jødekristne, gaar Paulus nu ind paa det egentlige Spørgsmaal, og det er da først Guds Sanddruhed det gælder at hævde overfor den Kendsgerning at Størstedelen af det gamle Ejendomsfolk viser sig at have forkastet Evangeliet og derved selv at være bleven forkastet. Det kunde jo synes, som om Guds Ord (V. 6) - og her tænkes særlig paa Forjættelserne - havde "fejlet" (egentlig "var falden ud af sin Stilling"). Hvad blev der nu af alle Forjættelserne til Abrahams Æt?

Apostelen viser nu udaf Israels ældste Historie, at Forsættelsen ingenlunde gjaldt alle Abrahams legemlige Efterkommere, men "Forjættelsens Børn", og her nævnes først Jsak som Eksempel (i Modsætning til Ismael). "ForjættelsensBørn" er saadanne, som er fødte i Kraft af en guddommelig Forjættelse, hvis Fødsel altsaa tillige har et særligt aandeligt Grundlag Efter dette første Eksempel (V. 6-9), der viser, at der ved Abrahams Børn skal tages et aandeligt Hensyn, sættes et aandeligt Skel, idet kun hans aandelige Børn er Guds Børn (V. 8), har tilegnet sig den gamle Pagts "Sønneudkaarelse« (V.4). gaar Apostelen nu i det følgende (V.10-13) over til at fremdrage et nyt Eksempel fra den gamle, hellige Historie, nemlig Rebekkas og Isaks to Sønner Jakob og Esav. Ogsaa der viste det sig, at Delagtigheden i Frelsen ingenlunde gjaldt Patriarkens kødelige Børn som saadanne, men at der ogsaa blev sat et aandeligt Skel efter Guds udvælgende Beslutning. Og ved dette sidste Eksempel viste det sig endnu tydeligere end med Isak, for saa vidt Jakob og Esav begge var Børn af samme Fader og Moden. I forste Eksempel havde Ismael jo en anden Moder end Isak. Men selv om Forholdene iøvrigt var ganske lige. havde det dog kun været i Jakobs Æt, det sande Israel var at finde, ikke i Esavs. Men var det sket saaledes i Patriarkernes Tid, at den rent naturlige Herkomst ikke gav Krav paa Delagtighed i Guds Naade, saa fulgte deraf, at det "samme maatte gælde med Hensyn til det nuværende Israel; ogsaa der var et Israel efter Kødet ved Siden af Israel efter Aanden, og paa dest aandelige Israel, den lille Flok, der havde sit Liv udaf Guds Forjættelser, levede i Tro paa dem, var Ordet ikke: gaaet til Spilde. Paa den Del af Israel, om end det kun var som en Levning (se V. 29), var Forjættelsen til Fædrene bleven opfyldt allerede nu. Guds Sanddruhed stod saaledes urokket.

I det sidste Eksempel med Jakob og Esav føres den Tanke frem med en endnu større Styrke end i det første Eksempel at ingen af Abrahams Sæd havde nogensomhelst Ret, nogen Fordring at gøre gældende med Hensyn til Del i Messiasriget. Det var altid det, Jøderne pukkede paa, at fordi de var Abrahams Efterkommere, saa kunde de derudfra fordre Del i Riger. Allerede Johannes Døberen prædikede imod dem, der trøstede sig: med: »Vi har Abraham til Fader,« og erklærede, at paa den Maade kunde Gud ligesaa godt opvække Abraham Børn af Stene. Og det er det samme, Paulus her slaar fast udfra Skriftens Vidnesbyrd, at ingen overfor Gud har Gnist af Ret, men at Naaden alene beror paa Guds Udvælgelses-Forsæt, d.v.s.: han lader sig ikke binde ved noget Hensyn, som ligger udenfor ham selv. Han lader ikke Meddelelsen af sin Naade ske efter, hvad Menneskene vil foreskrive ham, men han sætter selv Vilkaarene, efter som det behager ham.

Dette vises just iat det blev sagt til Redekka allerede for Drengenes Fødsel, da der endnu ikke forelaa nogen Slags Gerninger hverken gode eller onde fra nogen af dem: Den ældste skal tjene den yngste" (1.Moseb.25,23, hvor der dog tales om Folkene, der skal nedstamme fra disse to, hedder det, at "det større skulde tjene det mindre"; Tanken er dog væsentlig den samme, idet det større Folk jo her betegnede den ældre Broder Esavs Efterkommere, det mindre Jakobs).

Og endnu et Ord fra den gamle Pagt nævner Apostelen, Ordet fra Mal.1,2-3, hvor der staar: "Er ikke Esav Jakobs Broder? siger Herren; dog elskede jeg Jakob, men Esav hadede jeg." Guds Kærlighed til Jakob viste sig i, at han udvalgte ham, og Guds Had til Esav i, at han forkastede ham fra at høre til Guds Folk. Dog betegner denne Forkastelse jo ikke en evig Forkastelse, men kun en foreløbig; ogsaa for Esavs Efterkommere, for Edom, fandtes der Forjættelser, som fik deres Opfyldelse, da Hedningernes Tid kom. Heri ligger allerede en forbilledlig Antydning af, at der ogsaa for Israel efter Kødet engang skulde oprinde en Frelsens Tid, selv om det foreløbig blev forkastet.

Det viste altsaa Skriftens Vidnesbyrd, at Gud frelser ikke for Menneskenes kødselige Herkomsts Skyld og ikke for deres Gerningers Skyld, men ud af sin frie, udvælgende og faldende Naade De nu udelukte Jøder kunde ikke komme og sige, at deres Ret var bleven krænket, eller at Gud skulde have været forpligtet til at frelse dem. Israel og hvert Menneske skal først lære, at det intetsomhelst har at fordre af Gud uden Straf, men at alt ganske og aldeles beror paa Guds ufortjente, Frie Barmhjertighed.

Af Naade arver jeg min Faders Rige, Af Naade tager Jesus mig i Favn, Af Naade skal Farvel jeg Verden sige, Af Naade stunder jeg mod Himlens Havn, Af Naade kalder Frelseren miq Ven; Af Naade skal jeg salig slumre hen.


Læs: Kapitel 9, 14-21.
312. Gud er ikke uretfærdig, thi han er Herren, der har Ret til at gøre med sine Skabninger, som det ham behager.

I det foregaaende havde Apostelen hævdet Guds Sanddruhed, at han ikke havde svigtet sin Forjættelse, idet den jo ikke var given alle Fædrenes kødelige Efterkommere, men kun dem, han dertil havde udvalgt. Men deraf fremstod et nyt Spørgsmaal, om der ikke laa en Uretfærdighed i en saadan Udvælgelse uden Hensyn til vedkommendes Gerninger. Det er dette Spørgsmaal, Paulus begynder med i V.14: "Hvad skal vi da sige? Mon der er Uretfærdighed hos Gud?"

Paulus svarer derpaa: "Det være langt fra" og henviser nu i den følgende Udvikling til Guds ubetingede Frihed i sit Forhold til Mennesker. Atter fremdrager Apostelen Ord fra Skriften for at vise, at Gud altid i sit Ord har forbeholdt sig og udtrykkelig hævdet denne Frihed til udelukkende at tage de Hensyn, som han finder for godt, enten nu Mennesker kan forstaa det eller ej. Paulus fremdrager først Ordet fra 2. Moseb. 33, 19, hvor Moses bad om at maatte se Guds Herlighed, og hvor Herren lovede at lade al sin Godhed drage forbi hans Ansigt og føjede til: »Ieg vil være barmhjertig imod den, hvem jeg er barmhjertig imod, og forbarme mig over den, hvem jeg forbarmer mig over" (se V.15). I dette Ord er jo enhver Tanke om Værdighed eller Fortjeneste fra Menneskers Side ganske udelukket, og Guds Forhold til Mennesker af ham selv betegnet som en fri Forbarmelse, kun bestemt af Guds egen Vilje og Beslutning.

Men deraf følger atter, hvad Paulus fremfører i V.16: "Altsaa staar det ikke til den, som vil, ej heller til den, som løber, men til Gud, som er barmhjertig." I sidste Grund beror Guds Naade ikke paa Menneskets Vilje eller Stræben, men alene paa Guds frie Naades Beslutning, Mennesket kan ikke beraabe sig paa sit ønske eller sin Stræben som noget, der i og for sig skulde kunne afnøde Gud Benaadelsen.

Vi maa vel mærke, at der staar ikke, at det er ligegyldigt, om Mennesket vil og stræbe; nej, Herren har i sit Ord sat dette som en Betingelse. Men han har selv sat Betingelsen. Alt beror i dybeste Grund paa hans frie Bestemmelse.

Det samme viser sig om end fra en anden Side gennem det næste Skriftord, Apostelen fremdrager, nemlig Ordet fra 2. Moseb.9,16, hvor Herren ved Moses siger til Farao: "Sandeligen, derfor har jeg ladet dig blive staaende, for at lade dig se min Magt og for at mit Navn skal kundgøres i alle Lande.«

I Stedet for "lade dig se min Magt" har Paulus skrevet "at jeg kunde vise min Magt paa dig." Ved denne Form for Grundtekstens Indhold fremdrager han særlig den Tanke, som han vil understrege her, at ·Farao·maatte·tjene til Guds Forherligelse. Naar Paulus indleder dette Citat med: "Skriften siger til Farao," da viser dette os herligt, hvorledes Apostelen betragter Skriften som Guds Mund. I Grundteksten var det jo Herren, der talte; men Skriftens Ord og Herrens Ord er eet for Apostelen, og saaledes skal det være ogsaa for os.

Hvad fremgaar der nu af dette Skriftord om Farao? Det samme som før, at Gud ikke ved Menneskers Forhold nødes til at gøre, hvad han gør; tværtimod maatte Farao gøre, hvad han gjorde, for at Gud kunde faa sin Vilje frem. Ikke saaledes, som var det Gud, der indgav Farao Lysten til at sætte sig op imod hans Vilje, men saaledes at Gud, skønt han forudsaa, at «Farao vilde indtage dette fjendtlige Forhold til ham, dog lod ham træde frem i Historien netop for at faa sin Hensigt frem, faa sit Navn forherliget derved "paa hele Jorden". Saaledes viser det sig atter her, at det ikke forholder sig saaledes, at først er Menneskets Gerning der, og saa tager Gud sine Forholdsregler derefter; tværtimod, først er Guds Vilje der, fri og ubunden af Menneskers Gerninger, der maa tjene hans Raad, om end Menneskene selv med Hjertet strider imod hans Vilje. Heri ligger altsaa Ligheden mellem Guds Forhold til Farao og hans Forhold til den, han benaader (V.15). I begge Tilfælde er den guddommelige absolute Frihed paa det bestemteste hævdet af Skriften ligeoverfor enhver Indbildning fra Menneskets Side om, at det har at bestemme, hvilke Hensyn Gud skal tage.

I V. 18 sammenfatter Paulus Summen af de i V. 15, og 17 anførte Skriftord ved at sige: "Saa forbarmer han sig over den, som han vil, men forhærder den, som han vil". Det sidste om Forhærdelsen sigter til Farao. I 2. Moseb. siges Eder først om Farao, at han selv forhærdede sit Hjerte, men til sidst, at nu gjorde ogsaa Herren det. Gud straffet Synd ved at hengive til Synden (se Rom.1,24 og 26); gør man sig selv haard, da ender det med, at Herren gør en endnu haardere. Men Dette Ord maa forsstaas i sin Sammenhæng. Der siges ikke, at Gud har Ansvaret for Forhærdelsen, men blot at Gud lader ogsaa dem, som han forud ved vil staa ham imod, komme frem paa Historiens Skueplads, skønt hans Ordtil dem kun virker Forhærdelse hos dem. ·

Men den Tanke synes jo her at ligge nær, at Menneskets Ansvar dermed ophæves, naar endog Menneskets Modstand mod Guds Vilje sker efter Guds Vilje Det er denne Indvending, Paulus tænker sig fremsat, som han udtrykker det i V.19: "Derfor kunde du sige til mig: hvad klager han over endnu, hvo har imodstaaet hans Vilje?"

I V. 20-21 afviser Paulus denne Indvending ved at vise hen til Guds ubetingede Magt over sine Skabningen. Kan Leret i Pottemagerens Haand beklage sig over den Form og Bestemmelse, han giver det? Her har Mennesket at lægge Haanden paa sin Mund og tie. Naar blandt mange Forbrydere en benaades, sker der ikke dse andre nogen Uret. Gud har ikke virket det onde i nogen, men han har Magt til at give det onde, der er i Mennesket, den Skikkelse og det Forløb, som kan tjene hans evige Raadslutning, og ingen har Ret til at fordre det guddommelige Liv og Lys. Ingen kan gøre Fordring paa at blive hjulpen op af sit Fald.

Men noget andet er det, om Gud nu ogsaa virkelig vil gøre Brug af denne sin absolute Ret. Vil han det ikke, vil han lade sin Handlemaade bestemme ikke blot af Ret, men ogsaa af Naade, da maa dette "aabne Menneskets Mund i Lovprisning og Tak" (F B Bugges indledning til romerbrevet s. 71)

Vi staar her ligesom foran et svimlende Dyb, en af de dybe Evighedstanker, overfor hvilken vi ret mærker vort eget nærsynede øje. Men saligt er det, naar Menneskene bøjer sig i Ydmyghed under denne Tanke, erkender ikke at have nogensomhelst Ret overfor Gud, men helt at være henvist til Guds frie, evige Vilje og Bestemmelse; ikke heller at have Gnist af Ret til at knurre, om han vilde fordømme. Her gælder det om helt at overgive sig i Guds Vilje, at springe ud paa dette Dyb, som vor Tanke ikke kan lodde. Vi staar os godt derved; thi det er og bliver lige saa evig sandt:

»Han intet ondt bestemte
Og intet godt forglemte,
Alt, hvad han gør, er herligt gjort«.


Læs: Kapitel 9, 22-33.
313. Vredens Kar og Barmhjertighedens Kar.

Paulus har idet foregaaende overfor de vantro Jøders knurrende Fordringer til Gud vist Guds absolute Ret overfor sine Skabninger. Han brugte det jordiske Billede af Pottemageren, der af det samme Ler danner at Kar til Ære, til et skønt Redskab, maaske til helligt Brug, et andet til Vanære, til smudsigt Brug. Nu viser Paulus videre, hvorledes Gud bruger denne sin absolute Ret, bruger den til at vise "stor Langmodighed" med "Vredes Kar" og til at kundsgøre sin Herligheds Rigdom over "Barmhjertigheds-Kar", bruger den saaledes, at han, der havde Frihed til at opstille, hvilke Betingelser han vilde, kun opstiller een Betingelse for Menneskers Frelse, og det er Troen, Troen paa Guds Søn. Vredens Kar bliver da dem, der ikke vil lade sig frelse ad Troens Vej, men opstiller deres egne Betingelser for Gud, som Israel gjorde, der stadig vilde frelses ved »Lovens Gerninger« (V.32), hvad der var umuligt for dem og kun førte til, at Kristus blev en Anstødssten for dem med sin Prædiken om at omvende sig og tro Evangelium.

Naar vi sammenligner Ordet om Vredes-Kar (V. 22) med Ordet om Barmhjertigheds Kar (V. 23), da maa vi lægge Mærke til en Forskel i Udtryksmaaden. Om Vredes Kar siges: "de var beredte til Fortabelse," blot om Barmhjertighedens Kar siges, at Gud forud havde beredt dem til Herlighed. Der siges ikke, at Guds havde dannet Vredes Kar til Fordærvelse, men de blev dannede dertil ved deres egen Ulydighed og Genstridighed, som Apostelen ikke her, men siden saa klart udvikler det (se Kap.10,21: "den hele Dag udstrakte jeg mine Hænder imod et ulydigt og genstridigk Folk"). Dog har, som vi saa ud fra Faraos Eksempel, Gud sin Haand med i denne deres Forhærdelse, derved at han lader dem faa Lov at træde frem, og ved at han atter og atter tilbyder dem den sammes Sandhed og Naade som alle andre, skønt han ved forud, at de ikke vil modtage den. Derved modner han dem til Dommen, til at fylde deres Synders Maal; thi Gud fordømmer ingen, før Syndemaalet er fuldt. Gud bruger, denne deres Forhærdelse til at kundgøre sin Magt ogsaa gennem sin Vrede· Saaledes maa ogsaa Vredens Kar tjene til hans Forherligelse omend paa en sørgelig Maade. Dog forherliges Guds Magt ikke blot i den sidste Dom over disse til Vreden hjemfaldne "Kar", men hans Navn forherliges ogsaa forud over dem ved den store Langmodighed, hvormed han taaler dem saa længe.

Barmhjertighedens Kar er derimod de Sjæle, i hvem Guds Herligheds Rigdom kundgøres til deres Frelse, idet de giver ham al Ret og med Tak og Glæde lader sig frelse ad den af Guds frie Bestemmelse satte Troens Vej. Om disse Barmhjertighedens Kar staar der som før nævnt, at Gud forud havde beredt dem til Herlighed (se Kap.8,29-30). Guds Fredstanker havde arbejdet for disse Sjæle, længe før hans Barmhjertighed mødte dem paa deres Vej. Ja, af Forbindelsen mellem V. 22 og 23 fremgaar det, at Guds store Langmodighed med Vredens Kar ogsaa havde Barmhjertighedens Kar for øje. V.23 begynder jo med: "ogsaa for at kundgøre". Vi møder her den samme Tanke som i 2. Peter 3, 9, at Gud udsætter Dommen over de vantro for at give andre Mennesker Rum til Omvendselse og Frelse.

Disse Barmhjertighedens Kar samlede han sig "ikke alene af Jøder, men ogsaa af Hedninger" (V.24). Ja ogsaa af Hedninger, der ikke havde staaet i noget Pagtsforhold til ham før.

Men her kunde en ny Indvending synes at rejse sig mod Sandheden af Guds Ord. Det var jo Abrahams Børn, om end ganske vist kun hans aandelige Æt, det sande Israel, Ordet tillagde de rige Forjættelser. Hvorledes har det sig da med Hedningernes Antagelse til Guds Folk? Er dette da imod Forjættelsens Ord? Nej, svarer Apostelen, ogsaa Hedningernes Antagelse er forudsagt i Guds Ord, lige saa vist som Forkastelsen af den største Del af Israel, faa at der i intet Tilfælde er sket noget Brud paa Guds Ord.

Ordet hos Hoseas, som Apostelen bruger til at vise Forjættelsen til Hedningerne, blev egentlig talt til Ti-Stammefolket, det afgudiske Israelsrige, som derfor blev kaldt "Ikke-mit-Folk", den "ikke-elskede", men som Gud alligevel vilde forbarme sig over af sin frie Naade, saa de skulde kaldes "den levende Guds Børn" (Hos. 2, 23 og 1, 10). I denne Guds Barmhjertighed mod Israeliter, der ikke længere fortjente dette Navn, men havde gjort sig lige med Hedninger, ser Paulus med Rette en Forjættelse ogsaa for de hedningefødte (V.25—26).

Og med Hensyn til, at Ordet kun talte om, at en Levning af· Israel skulde frelses, henviser Paulus først til Esajas 10,22-23, hvor der staar: "Om end Israels Børns Tal var som Havets Sand, saa skal kun Levningen deraf "frelses". Hos Esajas lyder det fremdeles i Grundteksten: Fordærvelsen er bestemt, den breder sig ud med Retfærdighed som en Strøm; thi Fordærvelsen, dets besluttede Raad, skal Herren, den« Herre Zebaoth, udføre midt i Landet.« Stedet hos Esajas indeholder en Skildring af den frygtelige Straffedom, gennem hvilken Israels Folk skulde sigtes. Paulus følger den græske Oversættelse, der indeholder væsentlig de samme Tanker, nemlig om Herren som den, der fuldkommer sin udtalte Dom og gør det hastelig (som. Strømmen bryder frem med Magt) og i Retfærdighed, saa hans Haand skal kendes paa Jord gennem Ordets hastelige Opfyldelse. Det vil i denne Sammenhæng sige, at Herren uden at lade sig standse vilde fuldbyrde sine Domme, saa det vantro Israel skulde faa det at mærke. Kun den hellige Sæd, Profeten i sit første Kapitels 9de Vers havde peget paa under Navnet "en liden Levning" (Udtrykket "en hellig Sæd« findes hos Es.6,13), skulde faa Del i Forjættelsen.

I disse Ord var det sagt tydeligt nok, at ved Kristi Komme ikke Iøderne som Folk, men kun en liden Skare af Folket skulde blive Barmhjertighedens Kar, paa samme Maade som kun en liden Levning frelstes ud af Sodoma og Gomorra.

Altsaa Ordet fik i alle Maader Ret. Det er Guds i Ordet forudsagte Vilje, der har quldbyrdet sig.

I det følgende, først V. 30-38 og siden i hele Kap. 10, udvikler Paulus nu den egentlige Grund til den Forkastelfens Dom, som ramte det udvalgte Folk efter dets store Flertal. Grunden til, at Hedningerne, som ikke jagede efter Retfærdighed, men var ligegyldige for den levende Guds Vilje, alligevel fik Retfærdighed, medens Israel, som jagede efter en Retfærdighedslov, d.v.s. en Maade at skaffe sig selv Retfærdighed paa, ikke kom til Retfærdighedslov«, d.v.s. ikke fandt en saadan Vej, laa just i, at faa mange af Israels Børn vilde skabe sig et Retskrav overfor Gud, vilde ikke tage Varmhjertigheden af Guds frie Naade ved Troen; de jagede fremad paa en lukket Vej i Stedet for at gaa den af Guds frie Barmhjertighed aabnede Vej, Troens Naadevej. Derved opfyldtes paa dem det alvorlige Ord, som Paulus her nævner i V. 33. De stødte imod Kristus som Anstødsstenen for deres Selvretfærdighed. Men ogsaa dette var forudsagt ved Profeten Esajas, Kap.28,16 og 8,14, hvilke to Steder Paulus her sammenfatter i fri Gengivelse. Paa første Sted staar i Grundteksten: "Se, jeg lægger til Grundvold i Zion en Sten, en prøvet Sten, en kostelig Hjørnesten, fast grundlagt. Hvo, som tror, haster ikke" (·eller: flyr ikke); Paulus gengiver det sidste ved: "Den, som tror paa ham, skal ikke blive til Skamme," hvilken Tanke idet væsentlige er den samme som Grundtekstens, nemlig denne, at den, der tror paa Herren, har ingen Grund til Ængstelse. Det andet Ord var fra Esajas 8,14, hvor Grundteksten siger om Herren: "Han skal være til en Helligdom, men og til en Anstødssten og til en Forargelsens Klippe for Israels tvende Huse." Dette var nu blevet opfyldt paa det vantro Israel i dybeste Forstand i deres Stilling overfor Kristus Bygningsmændene havde forkastet Hovedhjørneftenen.

Gud Fader, som mig skabte,
Tæl ej mig blandt fortabte,
Mit Haab er sat til dig.
Guds Som som mig forløste,
Din Hjælp mig altid trøste,
Styrk det, du har begyndt i mig!


Kan der i Romerbrevets 9de Kapitel siges at være Tale om en evig ubetinget Forudbestemmelse?

Romerbrevets 9de Kapitel har gennem Tiderne voldt Fortolkserne en Del Vanskeligheder. Den gamle Aandens Kæmpe Augustin (død i Aaret 480) fik ud af dette Kapitel sin Lære om en evig Forudbestemmelse (Prædestination), saa nogle Sjæle skulde være udvalgte af Gud til Frelse, hvilke Sjæle Gud da med uimodstaaelig Magt gav Kraft og Evne til at modtage Naaden. Andre derimod skulde være forudbestemte til at blive under Guds Vrede. Menneskets Frihed blev paa denne Maade helt udslettet. Det var i Strid med Kætteren Pelagius, en fuldblods Rationalist, der lærte, at Mennesket nok kunde gøre sig selv saligt ved sin egen Kraft og Gerning, at Augustin i sin Iver for at vise, hvor afmægtigt Mennesket var, hævdede denne Mening som begrundet i Romerbrevets 9de Kapitel. Og den svejtsiske Reformator Calvin efterfulgte Augustin i denne skrækkelige Lære om en evig dobbelt Forudbestemmelse. En skrækkelig Lære maa det i Sandhed kaldes; thi den fører lettelig enten til Fortvivlelse eller til Ligegyldighed. Nogle Munke i et Kloster i Afrika bragte Fortvivlelsen nær ved Tanken om at være forudbestemte; andre derimod tog Sagen let og slog sig til Ro med den Tyrketro: "Var man bestemt til Slighed" maatte man naturligvis blive salig, hvordan man saa end levede; og var man det ikke, hjalp jo dog den strengeste Bod intet." De fortvivlede Munke fik det Svar af Augustin, at da "ingen kunde vide, hvortil han var forudbestemt, skulde enhver leve i Troen uden Fortvivlelse, men ogsaa uden kødelig Tryghed." Saaledes skrev Augustin. Men det var lettere sagt end gjort.

Vi maa for det første dertil svare, at Guds Ord aldrig mod siger sig selv, og at det er Guds Vilje, at alle Mennesker skal blive salige og ingen fortabes, det indeholder jo Skriften en overvældende Mængde Vidnesbyrd om (f Eks. Ezek.18,23 og 33, 11; 1. Tim. 2, 4; 2. Peter 3, 9 o. s. v.). Fremdeles er der ligeledes en Mængde uimodsigelige Vidnesbyrd i Skriften om, at det er Menneskets Vilje, der volder Hindringen (se Matth.23,37: "Jerusalem, Jerusalem, hvor ofte vilde jeg samle dine Børn - og I vilde ikke"). Og fremfor alt finder vi det stærkeste Vidnesbyrd her i Rom.9,30-10,20. Det 10de Kapitel slutter med det Ord fra Gud til Israel: "Den hele Dag udstrakte jeg mine Hænder til et ulydigt og genstridigt Folk." Disse Ord stadfæster uimodsigeligt Menneskets Frihed til Selvbestemmelse i Frelsens Sag. Men vi har under vor Fortolkning af Rom. 9 heller intetsteds kunde finde denne ubetingede evige Forudbestemmelse fremsat. Rom. 9, 6-29 maa jo ses i sin aandelige Sammenhæng. Paulus har det vantro Israels Børn for øie, der stadig vilde opstille et Retskrav overfor Gud, foreskrive ham en Forpligtelse overfor dem. Det er dette Paulus paa det mest bestemte og absolute afviser i hele denne Udvikling, idet han hævder, at Gud har ubetinget Frihed til at bære sig ad, som han finder for godt, uden først at skulle behøve at se hen til Menneskets Stilling. Ordet i Rom.9,16: »Altsaa staar det ikke til den, som vil, ej heller til den, som løber, men til Gud, som er barmhjertig,« og ligeledes Eksemplet i 9, 17 med Farao indeholder jo ret forstaaet kun dette, at Guds Vilje er det første, at den i sig selv er fri og ubunden af Menneskets Gerninger, ja mægtig til at nøde disse til at tjene ham, endog naar de mest strider imod hans Vilje.

Men dermed er jo ingenlunde sagt, at fordi Gud har denne absolutes Ret til at bruge sin Magt, som han vil, at han ogsaa i Virkeligheden bruger denne sin Magt tyrannisk og i blind Vilkaarlighed. Nej, tværtimod; de Vilkaar, han har sat i sin guddommelige Frihed, er fyldte med inderlig Barmhjertighed. Thi Frelsen af Naade ved Troen er visselig en usigelig barmhjertig Vej.

Saaledes set bliver der jo ingen Modsigelse mellem Rom. 9 og 10. Men synes der end for nogle at være noget her, som Tanken ikke kan gennemskue, med Hensyn til Forholdet mellem Guds Magt og Menneskets Frihed, da er det rette Standpunkt visselig udtalt i Sl.131, hvor David just med Hensyn til de "store Ting" i Guds Raad, dem, der tykkes ham »for underlige«, siger: "Har jeg ikke tysset og beroliget min Sjæl som et afvant Barn hos sin Moder, ja, som det afvante Barn er min Sjæl inden i mig." Det er ikke af Vejen, at der er Punkter i Guds Ord, overfor hvilke vor Tanke ganske maa staa stille; dets skal lære os den rette Ydmyghed ved Granskningen af Ordet. I Gud er der den klare Sammenhæng mellem begge Sider af Sagen; i Gud er der ingen Modsigelser, det er kun for vor Tanke, det synes saa, fordi den ikke kan trænge ind i Guds Dybheder. Saaledes maa den sige, der synes, at her endnu bliver noget: tilbage, som Tanken ikke kan klare. Men her ligger just Fristelsen for saadanne store Tænkere som Augustin og Calvin; de: lader sig let af Sjælefjenden lokke til at blive ved med at grundet forstandsmæssigt i Stedet for at blive paa det barnlige Stade. Og Følgen bliver da den, at de kommer ind paa deres egne Forklaringer, som kun volder Fortræd. Hvad der er os »skænket af Gud at kende« (1.Kor.2,12) hernede i Jordelivet, hvor vi dog endnu kun "kender stykkevis" (1.Kor.13,12), lad os tilegne os det, men overfor det, der endnu er os for dybt eller for højt, vil vi sige med Salmens Ord:

"Hvordan det sker, det ved jeg ej,
Han har ej villet vist den Vej,
Min Sans saa højt sig ej bør sno,
Det er mig nok hans Ord at tro."

Paulus' Brev til Romerne
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16

Guldgruben
Indledning, 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11