Fra Guldgruben


En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

1 Korintherbrev

Indledning

Det var paa den anden Missionsrejse, Paulus første Gang kom til Korinth, og vi henviser her til Bibelforsklaringen over ApostL Gern. 18. Kap. - Korinth var paa Grund af sin ejendommelige Beliggenhed fra de ældste tider af en stor og rig Handelstad. Med sine to Havnestæder, Kenkreæ i Øst og Lekæum i Vest, var den bleven et Midtpunkt for Handelen mellem Østen og Vesten I Grækenlands Kamp, med det fremtrængende Rom havde Korinth spillet en fremragende Rolle, men det endte med. at Staden i Aaret 146 blev fuldstændig ødelagt af de romerske Legioner. Dog et Hundrede Aar efter blev den atter opbygget og rejste sig snart til sin forrige Glans.

Men ved Siden af al Rigdom og Yppighed var Korinth næsten bundløst fordærvet i Synd og Last. Byen havde et Afroditetempel, hvis 1000 Præstinder, var lige saa mange Skøger. Endog blandt Hedningerne gjaldt Korinth for et lastefuldt Sted. Lidt filosofisk Lærdom prangede Byen ogsaa med, men Byens Vismænd søgte ikke efter Sandheden for at indrømme den nogen Magt over Hjerte og Liv, men kun til egen Adspredelse og Nydelse (se 1. Kor. 1, 19-21).

Hvad der meget bidrog til at kaste Glans over Korinth, var de saakaldte Kamplege, der afholdstes paa Landtungen, der skilte de østlige og vestlige Vande fra hinanden, paa det Sted, hvor denne Landtunge var smallest (knap 3 Fjerdingvej bred). Hvert andet Aar samledes hele Grækenlands Ungdom her for at kappes om Sejrskransen. Af 1. Kor. 9 forstaar vi, at Paulus har givet Agt paa dette ejendommelige Skuespil, der for ham blev et Billede paa et Guds Barns Kamp for at vinde det evige Klenodie.

Nu er Korinths gamle Glans fuldstændig blegnet, ja Byen næsten helt forsvunden.

Det var sandsynligvis i Aaret 52, Paulus første Gang kom til denne By fra Athen af. Af Apostlenes Gerninger hører vi, hvorledes det snart kom til Brud med de allerfleste af Jøderne, men at hans Vidnesbyrd fandt stor Indgang blandt Hedningerne, og at han i henved 2 Aar fik Lov at forkynde Evangeliet der. Efter at Paulus havde forladt Korinth, kom den skristlærde og veltalende Apollos dertil (se Apostl.Gern.18 Kap. Slutning) og byggede videre paa den Grundvold, Paulus havde lagt.

Paulus "selv havde med stor Visdom taget Gserningen op i Korinth, særlig havde han, fordi Korintherne saa let lod sig blænde af ydre Visdoms Bram, med Flid forkyndt Korsets Evangelium lige ud og afholdt sig fra alt, hvad der kunde kaldes "menneskelig Visdoms ovsertalende Ord". Apollos derimod blev, uden at ville det, paa Grund af sin ydre Lærdom og Veltalenhed, taget til Indtægt af en Del i Korinths Menighed af dem, der endnu havde i sig den gamle Lyst til de prægtige Visdomsord. Da desuden ogsaa snæversynede Jødekristne, disse Paulus Forfølgere alle Vegne, "naaede Kortnth" og for at fortrænge Paulus, stillede Apostlen Peter op som den eneste rette Hovedapostel, dannede der sig. som vi hører, forskellige Partier mellem de troende (se 1.Kor.Kap.3-4). Desuden indsneg der sig ogsaa Utugtssynder i Menigheden, uden at denne anvendte tilbørlig Tugt derimod. Den i sædelig Henseende forpestede Luft, der omgav de Kristne fristede dem til at tage det lettere med den Slags Synder. Af 2. Kor. 13,1-2 (se ogsaa 1. Kor. 16, 7) fremgaar, at Paulus under sit treaarige Ophold i Efesus gjorde et kort Besøg i Korinth Og siden skrev han et første Brev til Korinthierne, hvilket vi dog ikke har (se 1. Kor.5,9), hvori han formanede dem til at holde strengere Tugt. Af 1. Kor. 7, 1 ser vi, at Korinthierne ligeledes skrev et Brev til Paulus med forskellige Spørgsmaal. Fra Korinth kom der ogsaa adskillige over til Efesus og fortalte ham en Del om Tilstanden. Trods den Rigdom paa Aandens Naadegaver, der fandtes i Korinthiermenigheden, var der ogsaa meget sørgeligt at bemærke. Saa skrev Paulus da dette længere Brev, som vi her har under Navn af første Korinthierbrev, et Brev, der rigtig giver os et Indblik i hans store, kærlighedsfulde Apostelhjerte. Brevet er skrevet imod Slutningen af hans Ophold i Efesus, formodentlig henved Paasketid i Aaret 57 (eller 58). Det er ikke et Læreskrift, men helt igennem et Lejlighedsskrift, fremkaldt ved Forholdene, som de var i Korinth, men just derved saare lærerigt.

Brevets ægthed er uomtvistelig. Med Hensyn til Indholdet tager Paulus efter den sædvanlige Hilsen og Taksigelse til Gud for den Naade, Mnigheden havde modtaget (Kap.1, 1-9), først fat paa de forskellige "Retninger", der havde dannet sig. Hele fire Partispaltninger i alt var der bleven, idet nogle beraabte sig paa Paulus Person som deres Vejleder, andre paa Apollos, atter andre, paavirkede af de jødekristne Vranglærere, raabte paa Peter, og endelig var der en fjerde Slags, som kastede Vrag paa alle menneskelige Lærere og kun vilde kalde sig efter Kristus; dog ogsaa disse sidste Standpunkt var med megen kødelig Uforstand (Kap. 1, 10-4, 21). Dernæst taler han om de bedrøvelige Utugtsfald, der havde fundet Sted i Menigheden (Kap. 5) og irettesætter dem for deres Slaphed.

I Kap. 6 skammer han dem ud, fordi de førte Proces for hedenske Domstole, hvorhos han endnu engang advarer dem mod at se slapt paa Løsagtighed. I Kap. 7 svarer han paa forskellige Spørgsmaal med Hensyn til ægteskabet og den ugifte Stand. I Kap.8-10 taler han om Spørgsmaalet med Hensyn til Kødet af de til Afguderne ofrede Dyr, som nogle mente, de godt kunde spise af, andre derimod var højst betænkelige ved at nyde. I den Anledning kommer Paulus ind paa Brugen as den kristelige Frihed i det hele taget. I Kap. 11 omtaler han forskellige Ting kned Hensyn til Kvinders Klædedragt ved Gudtjenesterne, samt revser Misbrug ved Kærlighedsmaaltiderne og Nadveren I Kap. 12-14 taler han om de forskellige Aandens Naadegavser og deres rette Brug. Endelig taler han i Kap.15 om de dødes Opstandelse og slutter saa i Kap.16 med nogle Ord angaaende en Indsamling til Hjælp for den fattige Modermenighed i Jerusalem samt med forskellige Meddelelser og Hilsener.

Læs: Kapitel l, 1——16. 330. Hilsen til Korinthierne og Taksigelse til Gud for Menig- heden og den denne af Gud givne Naade. Formaning til Enighed. Allerede i Overskriften til hele Brevet (V.1—Z) klin-- ger der Toner, der sigter til at berede Læsernes Hjerte for de kommende Formaninger Han betoner stærkt sin Stilling som en ret og virkelig Herrens Apostel (V.1) og betoner lige- ledes den korinthiske Msenighseds ansvarssulde Stilling som hels- liget i Kristus Jesus, det vil sige som udsondret fra den syndige, urene Verden til Livet i Kristus, til at bære det hellige Aavn i Kraft af Guds Aaadekalo Og han betoner, at alt dette havde de ikke for sig selv, men de var kun en Dsel af det store Vro.derskab, der »paa ethvert Sted» paakaldte vor Herres Jesu Kristi Navn, »deres og vor Herre«, tilfojer Paulus sor end ydermere at minde Læserne om deres Fælles« skab med hele den hellige, almindelige Menighed Nogle over- sætter saaledes, at »deres og vor« forbindes med »ethvesrt Sted«,. hvorved Meningen bliver: baade hos dem og hos os, baade hvor Læsernse boede i Korinth og Omegn (,,deres Sted«), og

Paulus' første Brev til Korintierne
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16

Guldgruben
Indledning, 1 2 3