Fra Guldgruben


En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

1 Korintherbrev

Læs: Kapitel l, 1-16
330. Hilsen til Korinthierne og Taksigelse til Gud for Menigheden og den denne af Gud givne Naade. Formaning til Enighed.

Allerede i Overskriften til hele Brevet (V.1â??3) klinger der Toner, der sigter til at berede Læsernes Hjerte for de kommende Formaninger. Han betoner stærkt sin Stilling som en ret og virkelig Herrens Apostel (V.1) og betoner ligeledes den korinthiske Menigheds ansvarsfulde Stilling som helliget i Kristus Jesus, det vil sige som udsondret fra den syndige, urene Verden til Livet i Kristus, til at bære det hellige Navn i Kraft af Guds Naadekald. Og han betoner, at alt dette havde de ikke for sig selv, men de var kun en Del af det store Broderskab, der "paa ethvert Sted" paakaldte vor Herres Jesu Kristi Navn, "deres og vor Herre", tilføjer Paulus for end ydermere at minde Læserne om deres Fællesskab med hele den hellige, almindelige Menighed. Nogle oversætter saaledes, at "deres og vor" forbindes med "ethvert Sted", hvorved Meningen bliver: baade hos dem og hos os, baade hvor Læserne boede i Korinth og Omegn ("deres Sted"), og der hvor Paulus og Sosthenes færdedes ("vort Sted"). Tanken bliver væsentlig den samme, nemlig som før nævnt, at betone de Kristnes Fællesskab med alle andre Kristne og derved modvirke deres Lyst til Selvklogskab, til at stille sig paa et Stade for sig.

Naar Sosthenes er stillet ved Siden af Paulus i Overskriften, da er dette ganske, som Apostelen plejer at gøre i sine Breve; snart tager han een, snart flere med. I Galaterbrevet nævnes endog alle de Brødre, der var hos ham, ved Siden af ham i Overskriften (Undtagelser danner blot Brevene til Romerne og til Efeserne, hvor Paulus kun har sit eget Navn i Overskriften). Meningen dermed er aabenbart den, at minde vedkommende Menighed om, at dens Forhold følges med inderlig Opmærksomhed ikke blot af ham selv, men ogsaa af de Brødre, der just er i hans Nærhed, for at Menighederne heraf kan tage enten forøget Advarsel eller forøget Opmuntring, alt eftersom nu Brevets Indhold var.

Selvfølgelig betingedes dette af, at vedkommende Mænd var bekendte og ansete i vedkommende Menighed. Den her nævnte Broder Sosthenes er maaske den samme som den i Apost. gern 18,17 næsvnte Synagogeforstander af dette Navn, som saa siden er bleven Kristen Dog er dette uvist.

Hilsenen er den samme som i Romerbrevet, den skønne Hilsen med Naade og Fred fra Gud, vor Fader, og den Herre Jesus.

Før Apostelen imidlertid gaar over til Formaningerne, udtaler han efter sin sædvanlige Vis først sin Tak til Gud for dem og den Naade, der var bleven dem til Del (V. 4-7) og sit faste Haab om, at den trofaste Gud, der havde kaldet dem, ogsaa vilde stadfæste dem indtil Enden (V. 8-9).

Der er en Del at lære af denne Taksigelse. For det første at vi, selv om det kan se mørkt ud paa mange Maader med troende Mennesket, dog altid har noget at sige Gud Tak for med Hensyn til dem, og det er godt at begynde med at takke, at Takken ikke skal blive glemt. Dernæst skal vi lægge Mærke til den kærlige Visdom og hellige Takt, Apostlen viser ved ikke straks at tilføje noget dadlende, men foreløbig kun udtale det, han havde at glæde sig over ved denne Menighed. Det maatte paa een Gang baade aabne Hjertet hos Korinthierne og ydmyge dem.

Og dog krænker Paulus ikke i mindste Maade Sandheden i denne Taksigelse; thi det, han takker kor, er ikke deres personlige Forhold, saaledes som i Rom.1,8, nnen han takker for dem selv som troende, nemlig for den Guds Naade, som var given dem (V. 4), de rige Naadegaver, Gud havde skænket dem ved Jesus Kristus, Naadegave i al Lære og Kundskab, det vil sige Naade til at tale Guds Ord og have Indsigt i det, hvorved Vidnesbyrdet om Kristus var bleven befæstet iblandt dem ; thi at de havde faaet Del i de forskellige Naadegaver, blev jo en Stadfæstelse en Besegling af Evangeliets Sandhed (V. 5-7). Paulus sætter denne Menighedens benaadede Tilstand i Forbindelse med dens Forventning om Kristi Aabenbarelse. Og der er en dyb Sammenhæng mellem et levende vaagent Haab og saa Modtageligheden for Guds Naadegaver. Jo mere man indretter sig, som om Kristi Aabenbarelse ligger langt ude i det fjerne, des snævrere bliver ogsaa Hjertet til at lukke sig op for Guds Naade. Dette sidste, den korinthiske Menigheds levende Forventning af Herrens Aabenbarelse, er det eneste, Paulus her siger om Læsernes personlige Forhold. Den øvrige Taksigelse har til Genstand, hvad Gud havde givet dem og i sin Trofasthed endnu vilde give dem, Stadfæstelsen indtil Enden, ligesom han havde kaldet dem. "Vor Herres Jesu Kristi Dag" betegner Herrens Genkomst (V. 8-9).

Efter denne kærlige og dog saa vise Indledning strider Paulus nu til de Ting, han havde paa Hjertet og tager da allerførst det ulykkelige Partivæsen frem. Han behandler det paa en indgaaende Maade, fordi Enighed mellem de hellige er Betingelsen for Livets Trivsel. I denne sin Udvikling tager han Anledning til at udtale sig i Almindelighed om den Stilling, som Ordets Forkyndere indtager overfor Menigheden og om Menighedsens Stilling til dem. Tillige begrunder han den Maade, hvorpaa han selv havde optraadt og virket i Korinth. Dette Afsnit, der først slutter Kap. 4, 21, begynder her Kap. 1, 10-16 med en indtrængende mere almindelig Formaning til Enighed (V·10).

Udtrykket "forenede" (V.10) gengives rettere ved "fuldt beredte". Først da naar Hjerterne falder sammen til eet Hjerte, er de hellige fuldt beredte. Det var Herrens Bøn, at de troende maatte være eet, ligesom han og Faderen er eet. Naar der staar "i det samme Sind og i den samme Mening" udelukker det jo ikke en velvillig Forhandling mellem Guds Børn om, hvad der er det rette. Det, der advares imod, er den bitre Meningsforskellighed, der sætter Broderkærligheden i Fare og tillige bringer Skam over Kristi Navn udadtil. Paulus indleder sin Formaning ved at henvise til vor Herres Jesu Kristi Navn, dette ene store Navn, der jo dog maatte sammenbinde alle de hellige. Ti Gange nævnes i de første ti Vers vor Herres Jesu Kristi Navn. Dette ogsaa i Modsætning til al den Tale om Menneskenavne som var kommen op blandt Korinthierne

Fra V. 11-12 begrunder han sin Formaning ved Henvisning til de Efterretninger, han havde faaet gennem Kloes Husfolk. Kloe har sandsynligvis været en Kristen i Korinth, hvis Folk har været paa Besøg i Efesus Efterretningen lød paa dette sørgelige, at der ikke var nogen af Msenighedens Lemmer, uden at de havde sluttet sig til eet as de fire Partier. Det sidste Parti, hvor man sagde: "Jeg er Kristi" betegnede saadanne, der i ærgrelse over alle disse Menneskenavne, der skilte Vennerne ad, helt forkastede alt Hensyn til menneskelige Lærere i en vis Foragt. Det var jo ogsaa kødeligt, thi disse Lærere var jo sendt fra Herren.

Paulus dømmer hele denne Tvedragt med det kraftige Ord: "Er Kristus delt?" (V.13) og spørger fremdeles for at vise det taabelige i at knytte sig til Menneskenavne, om da Paulus var korsfæstet for dem eller de var dødt til Paulus Navn. Under disse Omstændigheder maa han takke Gud for, at han kun i ganske enkelte Tilfælde med egen Haand har udført Daabshandlinger i Korinth, saa skulde dog ingen kunne mene, at han havde stillet dem. der døbtes, i et særligt Forpligtelsesforhold til ham selv (V.1.4-16).

Denne Overvurdering af Mnnesker, saa man kalder sig efter Menneskenavn, har jo ofte gentaget sig i Kirkens Historie. Ikke skal vi som det fjerde Parti i Korinth foragte de Redskaber, Herren har sendt os, eller forglemme dem, men vi skal vogte os for at lade os indrullere under et Menneskes Fane. Det er et Sundhedstegn i en aandelig Bevægelse, naar sligt undgaas. At Verden, der betragter Troslivet som Menneskeværk, stadig vil benævne Herrens Venner efter ydre Navnemærker, kan jo ikke undre os, men lad os selv holde det klart, at hverken det at slutte sig til indre Mission eller til Luther behøver at være det samme som Livet i Herren; det gælder om med Tak for Herrens Redskaber dog at naa igennem til det selvstændige Samfund med Herren. Jesu Kristi Navn, det er det eneste, der kan sammensmelte Hjerterne, og kun ved at se hans Naade i de Redskaber, han sender os, saar vi den rette Velsignelse igennem dem. Derfor kalder Johannes Døberen det sin fuldkomne Glæde, at Folk gik fra ham til Herren selv.

Jesu dyrebare Navn
Vor Forløsnings Morgenrøde,
Paradisets Førstegrøde,
Bange Sjæles Hvilestavn
Troens stærke Sejrsfane,
Haabets rette Ankergrund,
Vær vort Lys paa Livets Bane,
Vær vort Liv i Dødens Stund!


Læs: Kapitel l, l7-31.
331. "Ikke med vise Ord, at Kristi Kors ikke skulde tabe fin Kraft."

Paulus havde i det foregaaende talt om, at han kun havde døbt nogle enkelte i Korinth, "Thi Kristus sendte mig ikke for at døbe," siger han, "men for at prædike Evangelium." Dermed er han saa langt fra at give Daaben en ringe Plads, at den tvertimod bliver stillet paa sin store Plads som Herrens Gerning alene, blot den udøves efter Herrens Indstiftelse. Den faar aldeles ikke større Kraft ved at udføres af fremragende Mænd i Guds Menighed. Derfor ser vi ofte, at Herrens Apostle lader deres Hjælpere udføre Daaben [se f.ex ogsaa Apostl.Gern.10,48 (Peter i Kornelius Hus). Men ved Ordets Forkyndelse kan de særegne Gaver i høj Grad gøre sig gældende, og til at prædike Evangelium havde Herren i særegen Grad udrustet sine Apostle. Dermed gaar Paulus nu over til at angribe den dybere liggende Grund til Partisplittelsen i Korinth, den laa just i, at man i Korinth havde forset sig paa Formen, paa den menneskelige Veltalenhed. Derved var selve Evangeliet, det enfoldige Korsets Ord med al sin afgørende Betydning for Hjerterne, ligesom traadt mere i Baggrunden. Den Svaghed havde Paulus straks fra først af forstaaet, at Korinthierne var særlig fristede af, og derfor havde han fra først af lagt an paa det jævne, ligefremme Ord. Der var Apollos, som vi omtalte det i Indledningen, mindre paa sin Post, og Følgen var da bleven den, at Paulus Prædiken nu forekom en hel Del Korinthiere usmagelig i Sammenligning med Apollos Forkyndelse.

Hvor kender vi dog godt dette ogsaa i vore Tider. Folk taler stundom med Ringeagt om "Bonde-Præster", selv om det er levende Ordets Forkyndere, medens de berømmer den mere sine og "dannede" Veltalenhed. Dermed skal nu ikke være sagt, at Formen for Ordet skal være os ligegyldig Som Guldæbler i Sølvsskaale er efter Salomos Ordsprog Kap.25, 11 et Ord fremsat i rette Tid og med rette Visdom. Men ilde er det, naar Menneskehjerterne fanges af Skaalerne, af det smukt udgraversede Arbejde, mere end af selve Indholdet.

Der fortælles om en troende Kunstmaler, der havde malet et Billede af den korsfæstede men tillige paa Billedet anbragt forskellige Personer ved Korsets Fod, at han tilintetgjorde hele sit Maleri, fordi Folk stadig beundrsede Personerne ved Korsets Fod og kun saa flygtigt paa den korsfæstede. Da forstod han, at Maalet var ikke naaet. Og det er just dette, Ordets Forkyndere skal have for Øje, at afmale Kristus og ham korsfæstet saaledes, at "Kristi Kors ikke skal tabe sin Kraft."

Kristi Kors er i sig selv en underlig stødende Ting for den kødelige Visdom. Og vil man nu begynde paa ligesom at tage noget af det stødende bort, ligesom tillæmpe det efter den menneskelige Visdom, da svækker man i samme Grad Korsets frelsende Magt. For de vantro, "for dem, der fortabes" vil Korsets Ord altid være en Daarskab (V.18), men for de troende, for "dem, som frelses" er det "en Guds Kraft." Men ogsaa de fortabte maa saaledes yde Bevis for Korsets frelsende Kraft, idet de jo netop fortabes ved at stødes over Korset, ved at gaa uden om det. Det er dette, Paulus nu viser i det følgende (V. 19-25).

Den blot menneskelige Visdom spiller Fallit, er magtesløs, medens Korsets Prædiken gaar sin Sejrsgang til Oprejsning for de Sjæle, som tror. Paulus henviser i V.19 til et Ord fra Profeten Esajas 29, l4 ("Deres vises Visdom skal forgaa og deres forstandiges Forstand skal skjule sig"), og dette Ord om Guds Forkastelse af den kødelige Visdom som afmægtig ser han opfyldt her i Korinth. "Har Gud ikke gjort denne Verdens Visdom til Daarskab," aabenbaret den som Daarskab, og det saavel den døde jødiske Skriftlærdom som den græske Visdom og Disputerekunst. Den Visdom, der hører denne Verden til og ikke ydmyger sig for Gud, har klart nok bevist sin Afmagt til at erkende Gud i hans Visdsom. Der var jo en Aabenbaring fra Gud i Naturen "i de skabte Ting" (se Rom.1, 19-20), men "Verdens Selvklogskab hindrede den i den rette Erkendelse af Gud" (V. 21). Hvor har ikke denne Verdens Vismænd samlet og samlet uden at kunne løse Erkendelsens Problem, altid strandede de og endte i Mørke.

Og saa kom nu Gud med denne Korsets Prædiken, en Forargelse for Jøderne, der vilde have ydre Tegn, og en Daarskab for Grækerne (Hedningerne), fordi Korset staar som en Gaade for den. menneskelige Tænkning (V. 22-23). Her krævedes Tro for at kende "Guds Kraft" og "Guds Visdom" i dette Kors (V. 24). For dem, der i Troen lukker sig op for dette Kald gennem Korsets Ord, forsvinder Forargelsen og Daarskaben, og Guds Herlighed straaler frem. Da kendes det (V.25) at "Guds Daarskab", det vil sige det, som af Mennesker agtes for en Daarskab (en korsfæstet Guds Søn!), og "Guds Svaghed" (hvor afmægtig tog Frelsseren sig ikke ud, da han hang paa Korsets Træ) dog ejer en Visdom dg Kraft saa uendelig større end den blot menneskelige Visdom og Styrke, der kun er som tomme Skaller.

Fra V. 26-31 giver Paulus et praktisk Bevis for dette Evangeliets underfulde Væsen ved at henvise til den korinthiske "Menigheds egen Erfaring". Hvor viser det sig ikke, naar man ser ud over Kredsen af dem, paa hvem Evsangeliet har virkeliggjort sin Kraft! Verdens kødelige Visdom, Magt og Fornemhed er kommen ganske til kort, det var ingenlunde dem, der ejede dette, der først og fremmest blev delagtige i Frelsen. Nej, Erfaringen lærer det modsatte (V· 26-28).

Men saaledes vilde Gud det just for at tilintetgøre al Kødets Selvros (V. 29) og tilvejebringe en ganske anden Slags Ros, en Ros i Herren (V. 31), der giver ham hele æren. Paulus viser her atter hen til et Skriftord, nemlig Jeremias 9,24, hvor der staar: "Hvo, som vil rose sig, han rose sig af dette, at han forstaar og kender mig, at jeg er Herren, som gor Miskundhed, Ret og Retfærdighed paa Jorden."

I V. 30 viser Paulus, hvorledes al Ros og ære tilkommer Gud, den Gud, ved hvem ogsaa de hellige i Korinth var blevne indplantede "i Kristus Jesus", i hvem den sande Visdom er kommen til os fra Gud. Kristus Visdommen fra Gud, beviser sig som den sande Livsvisdom (i Modsætning til Verdens tomme Spekulationer), idet han medbringer Retfærdighed Helliggørelse og Forløsning

Retfærdigheden betegner den Frikendelse, der ved Troen paa Jesu Blods Forsoning bliver Syndere til Del, saa de staar for Gud som retfærdiggjorte. Helliggørelsen peger hen paa den nye Naadestand, de troendes Udsondring fra Verdens syndefulde Væsen til det nye Liv i Aanden. Forløsningen (rettere "Genløsning") forstaar de fleste Fortolkere som Betegnelse for Krifti Gerning, da han led Syndens Straf for os og købte os fri fra Syndens Skyld og Magt. Paa den Maade bliver dette Udtryk Grundlaget for Retfærdiggørelfe og Helliggørelse· Han betalte vor Skyld for at kunne skænke os Retfærdighed og Hellighed. Men som Grundlaget for al vor Retfærdighed og Hellighed bærer dette Ord Forløsning i sig ogsaa hele Fuldendelsem den evige fuldstændige Frigørelse fra alle Syndens Følger til Legeme og Sjæl - Idet Paulus saaledes kaster Herlighedens Lysglans hen over Kristi Kors, denne Gerning fra Gud af, der aabenbarer hans evige Kærlighed og aabner Vejen til Befrielse fra Mørkets Baand, viser han med det samme Korinthierne paa allerklareste Maade det skæve Spor, de var komne ind i ved at fortabe sig i Fremstillingsformen og derved faa Øjet fordunklet for Korsets sande Visdom og Kraft. I denne deres udvortes og kedelige Betragtning laa den dybe Grund til splidagtigheden imellem dem. Nej, se paa Korset, I Korinthiere paa Kærnen, og bøj eder tilbedende ved Korsets Fod, saa bliver I eet Hjerte og een Sjæl.

Kristus korsfæstet er alt, hvad jeg ved,
Baade til Visdom og Retfærdighed
Samt Helliggørelfe, Frelse og Fred
Indtil i Dag, til i Dag.

Paulus' første Brev til Korintierne
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16

Guldgruben
Indledning, 1 2 3