Fra Guldgruben


En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

1 Korintherbrev

Læs: Kapitel 10, l-13.
350. Ogsaa Fædrenes Eksempel fra Ørkenvandringen er et advarende Fingerpeg om Nødvendigheden af Selvfornægtelsens Kamp, dersom Maalet skal naas.

For ret indtrængende at vise de troende i Korinth det dybe Ansvar ved Brugen af den kristelige Frihed viser Paulus nu ogsaa hen til det store Eksempel fra den hellige Historie: Israels Skæbne paa Vejen fra Ægypten til Kanaan. Skønt Fædrene alle havde været Genstand for de største Velgerninger fra Guds Side, naaede de fleste dog ikke Maalet, just fordi de ikke fandtes villige til i en sand Selvfornægtelse at bryde helt med Syndens Væsen.

Fra V.1-4. peges der hen paa de Naaldens Undere, de alle oplevede. Alle erfarede de Guds levende Nærværelse, idet de alle var under Skysøjlen, hvis Tilsyneladelse skærmede dem mod Fjenderne og ledte dem paa Vejen, fordi det var den ydre Form for Guds Nærværelse iblandt dem. Og alle var de gaaet igennem det røde Hav og blev derved "alle døbte til Moses," det vil sige, fik Del i den Udfrielse, som Moses bragte dem fra Gud. Alle fik de Del i den samme aandelige Mad og aandelige Drik. Aandeligt kaldes Mannaen og Vandet, der strømmede ud af Klippen, fordi det paa overnaturlig Vis var virket af Gud og det ved Kristus, thi han var i Virkeligheden Klippen, ved hvilken de blev baarne og holdte i Live.

Det forbilledlige ligger just i, at det er ved den samme Kristus, Naaden er bleven virket i den gamle saavel som i den nye Pagt. Derfor svarer Israels Folkedaab ved Gangen gennem det røde Hav til den nye Pagts Daab, der er jo Udfrielsen fra Syndeskyldens og Syndetrældommens Ægypten, og den underfulde Føde paa Ørkenvandringen svarer til Nadveren, den nye Pagts aandelige Mad og Drikke. Her har vi de to Sakramenter klart fremstillet soms Hjørnepillerne i Menighedens Tempel.

Men nu kom det forfærdeligt alvorlige (V. 5): "Gud fandt ikke Vehag i de fleste af dem, thi de blev slagne ned i Ørkenen." Deraf skal den nye Pagts Folk lære den alvorsfulde Sandhed, at det ikke er nok at have Daab og Nadver, saafremt man ikke vil ofre Lysten til det onde (V. 6).

I en firedobbelt Retning afmales nu Syndelysten hos Israeliterne i Ørkenen, men til alt dette har Paulus tilsvarende Daarligheder hos Korinthierne for Øje. Israels Børn faldt i Afguderiets Synd, dengang de dansede om Guldkalven (2.Mosebog 32, 6). Dette sigter til de døbte Korinthieres Deltagelse i de hedenske Offerfester (se V.14-22). Israels Børn lod sig forføre til Horeri (se Begivenheden i 4. Moseb. 25: Folkets Utugt med Moabiternes og Midianiternes Døtre). I 4. Mosebog staar, at der faldt 24,000; her skriver Paulus 23,000. Muligvis Paulus her har fulgt en jødisk Tradition. Jævnsides den nedskrevsne Beretning om de gamle Dage gik der ogsaa mmndtlige Beretninger, der stundom kunde afvige lidt. I 4. Mosebog staar der dog heller ikke, at det var paa een Dag, de 24.000 faldt; det kan altsaa have været saaledes, at de 23,000 faldt paa een Dag, som her staar, medens samtlige, der ved denne Lejlighed døde, var 24,000. Denne Forskellighed er jo ganske uvæsentlig, selv om det var en Hukommelsesfejl, men det behøver ikke at være det.

Med Hensyn til Horeriets advarende Forbillede var der desværre nok til Sammenligning i Korinth (se Kap. 5 og 6).

For det tredie (V. 9) peger Paulus paa, hvorledes Israels Folk i Ørkenen satte Herrens Langmodighed paa Prøve; Paulus henviser til 4. Moseb. 21, 5-6, hvor Folket i sort Utaknemmelighed utaalmodig klagede over den ringe Mad, de fik, og længtes tilbage til Ægypten, saa Herren maatte tugte dem med giftige Slanger, indtil de ydmygede sig og Moses fik oprejst Kobberslangen. Men saaledes fristede Korinthierne jo ogsaa Kristus ved deres Hovmod og Tilbøjelighed til at skikke sig lige med den Verden, som de dog ved Kristus gennem Daaben var hjulpne ud fra (se Kap. 4, 8-13).

Endelig peger Paulus hen paa den Knurren, hvorved Folket bragte Guds Dom over sig ; her sigtes formodentlig til 4. Moseb. 12, Folkets Knurren, da Gud vilde have ført dem ind i Kanaan, da Spejderne kom tilbage. Andre tager det om Korahs Oprør mod Moses og Aron som Guds Sendebud (4. Moseb.16). "Fordærveren" eller Ødelæggeren betegner her det Herrens Sendebud, der fuldbyrdede Dommen i Lighed med hin Engel, der gik igennem Egyptens Land, da den førstefødte i hvert Hus faldt. Paa lignende Vis bragte jo ogsaa Guds Engle Guds hellige Vredes Dom over Sodoma. Men saaledes var der nok af Knur ogsaa i Korinth, baade imod den Myndighed, Paulus havde som Guds Apostel, (se Partivsæssenet), og i det hele over den Kamp og Afholdenhed, der skulde til for at vinde Klenodiet,

Men hvad der saaledes forbiiledlig skete med Fædrene det er just skreven os til advarende Paamindselse, os, til hvem "Tidernes Ende" er kommen (Vs. 11). Ved Tidernes Ende forstaar Paulus Tiden mellsem Kristi første og andet Komme i Lighed med Profeternes Betegnselse (se Es. 2, 2: "Det skal ske i de sidste Dage"). Det er ret at se saaledes paa det; thi Herren har sagt: "Se, jeg kommer snart." Summen af alt dette maa da blive: "Den, som tykkes at staa, se til, at han ikke falder" (V.12). Korinthierne var just alt for højt oppe ; derfor var deres Stilling bleven saa farlig paa mange Punkter. I Udtrykket: "Den, som tykkes at staa« ligger en Brod, en Dom over al Selvklogskab og Selvtillid.

Men hvor trænger ikke ogsaa vi i vore Tider til den alvorlige Formaning om ikke at bruge den kristelige Frihed som Skalkeskjul. Hvor megen Lethed og Løshed i Forholdet til den afgudiske Verden blandt de døbte findes der ikke hos saa mange af dem, der dog vil kaldes Kristne Det blakkede, uklare Stade er i høj Kurs mange Steder og dermed er, som i Korinths, forbunden en Uvilje mod dem smed det afgjorte Stade, mod ret at tage Kampen og Korset op i sand Selvfornægtelse. Hvor mange raaber ikke paa, at det er usundt og pietistisk og altfor alvorligt. Og naar vi ser paa Tidens grænseløse Letfærdighed i sædelig Henseende, der ikke sjældent kaster sine mørke Skygger ind iblandt de hellige. da behøver vi nok Advarselen om at være paa Vagt.

Men Gud ske Lov, vi kan dog sige: "Uforsagt, vær paa Vagt". I saa Henseende lyder der et velsignet Opmuntringsord i V. 18. De Fristelser og Trængsler, der hidtil havde mødt dem paa Grund af deres Kristenstand, havde jo dog ikke oversteget menneskelige Kræfter og med Hensyn til, hvad Fremtiden vilde bringe, da skulde de trøste sig med, at Guds Trofasthed nok skulde sørge for, at de ikke blev prøvet over Evne, men altid skulde gøre, som der staar i Grundteksten, "skabe Udgangen samtidig med Fristelsen," saa de skulde kunne holde Stand.

Som Dagene er, saa skal Styrken være for Guds ærlige Børn. Hvor er det en skøn Tanke, at Herren altid til hver Fristelse fra Mørkets Side føjer en Udvej, saa vi kan slippe vel ud af Fristelsen. Vi ser ikke altid straks denne Udvej, men den er der. Naar man sejler i de norske Fjorde med deres mange Klipper, ser det tit ud, som styrede man lige løs paa Klippen og maatte gaa under, men saa viser der sig dog tilsidst en lille snæver Udgang, hvor man slipper igennem. Saaledes fører Gud altid sine Børn, derfor skal vi ikke frygte, men stille os paa Guds Trofastheds Klippe, hvor vi kan se tilbage med Tak og sige: "Hidindtil har Herren hjulpet," og fremad med levende Fortrøstning. Ja, da kan man blive staaende. Naar Hjertet ikke bygger paa egen Trofasthed og Styrke men paa Guds Trofasthed, da vindes Sejrskransen.

Han ved, hvad mig tjener, han søger min Fred,
Thi er jeg frimodig og bliver derved.


Læs: Kapitel 10, 14-22.
351. "I kan ikke drikke Herrens Kalk og onde Aanders Kalk."

Apostelen har nu betragtet Spørgsmaalet om den kristelige Friheds rette Brug ud fra det dobbelte Synspunkt, han opstillede i Kap.6,12, om det, man vælger, ogsaa virkelig gavner baade Næsten og en selv, og om man virkelig dermed kan bevare sin egen aandelige Frihed. Ud derfra drager Apostlen nu til Afslutning Svar-t paa de to Spørgsmaal, der forelaa. Spørgsmaalet hvorvidt et troende Menneske kunde tage Del med i de heldenske Offergilder besvarer han med et afgjort "Nej". Just med alle de advarende Eksempler fra Fortiden for Øje gælder det for de Kristne at "fly bort fra Afgudsdyrkelsen" som en vældig Fare. Kun saaledes kan de forblive i Guds trofaste Haand (V. 14). Han viser dem nu, idet han henviser til deres egen Dømmekraft (V.15) at slig Deltagelse i Offergilderne i Virkeligheden var at bringe sig selv i Samfund med Djævlene. Dette viser han dels ved at henvise til den hellige Nadvere (V.16-17), der jo bragte de troende i den inderligste Forbindelse med Kristus, dels ved at henvise til Offermaaltiderne i den gamles Pagt, der jo ogsaa knyttede Israels Børn til Isrsaels Gud - («V.18). Vel ved han, hvad Korinthierne vilde indvende, at en Gud jo intet virkeligt var (se Kap. 8, 4), og at Offermaaltiderne derfor ikke skulde bedømmes anderledes, end et almindeligt Maaltid (V. 19), men de glemmer, at der dog ogsaa staar Aandemagter bagved Hedningernes Offermaaltider; nemlig Djævlene, og at de ved at tage Del i disse Maaltider just kommer i Samfund med Djævlene. Det hedenske Offermaaltid er et mørkt Modbillede til baade den gamle og den nye Pagts velsignede Maaltider til Samfund med Herren (V. 20). Men ingen kan tjene to Herrer (V. 21). Vilde de bruge deres Frihed saaledes, da prøvede de Kræfter med Herrens Langmodighed og vilde faa at mærke, at han er den stærkeste (V. 22) og ikke lader sig spotte.

Af V. 16-17, dette skønne Nadverord, er det klart, at Kristi Legeme og Blod virkelig og sandelig er til Stede og nydes i den hellige Nadvere. Alle rationalistiske Forsøg paa at forklare "det er" som "det betyder« bliver slaaede ned ogsaa af Ordet her. Naar Nadverbægeret kaldes Velsignelsens Bæger ("Kalk" betyder Bæger), vil det sige det Bæger med hvilket Kristi Velsignelse er forbunden, den Velsignelse, han har vundet til os ved sit Blods Udgydelse for os. Dette Bæger "velsigner vi," der er Herrens Folk, det vil sige, vi priser Gud for det. Hermed sigtes til Guds Menigheds Takkebøn for Nadverens Naade efter Frelserens Eksempel hin første Skærtorsdag Aften (se ogsaa Kap.11, 24).

I V.17 peges paa den Velsignelse af Herrens Nadverbord, at den sammensmelter Herrens hellige. Det ene Brød, der er et og samme Kristi Legeme, gør ogsaa alle troende der bliver delagtige deri, til "eet Legeme", til en Livsenhed i Kristus. I Kap. 12, 13 peger Paulus paa Daabens Velsignelse, som ogsaa just forenede alle til at være eet Legeme. Her finder vi betegnet Sakramenternes underfulde og hemmelighedsfulde Magt til at sammensmelte de troende Hjerter ved det Livssamfund, hvori de bringer os med Herren selv.

Af V.18, hvor Paulus ser hen til det gamle Israels Offertjeneste fremgaar, at de jordiske Ofre heller ingenlunde var blot Ceremonier, men bragte i et virkeligt Samfund med Herren gennem Altret, Helligdommen I Israel, som vi hører i Moselov, blev ved mange Ofre kun en Del opbrændt ved Altret, en Del tilfaldt Præsterne, og en Del blev nydt af den ofrende selv med hans Venner ; men dette Maaltid var ikke et almindeligt Maaltid men et helligt Maaltid.

Herrens Kalk og Djævelens Kalk kan ikke forenes, det er det store "enten - eller", der møder os i al sin Klarhed (V. 20-21), det samme, som Pauluss i 2. Korinthierbrev atter maa indskjærpe de Kristne i Korinth (2. Kor.6,14-16), en Eftersklang af Herrens Ord: "Ingen kan tjene to Herrer," paa samme Maade, som Jakob skriver i sit Brevs, at "Verdens Venskab er Guds Fjendskab".

Helt for Jesus, helt fra Verden
Er vort Felttogs Raab,
Gennem Kamp gaar Vandringsfærden
Dog med Sejrshaab.


Læs: Kapitel 10, 23-ll, l.
352. Afsluttende Svar paa Spørgsmaalet med Hensyn til Nydelsen af Offerkød ved private Maaltider.

I det foregaaende havde Apostlen vist, at Deltagelse i de hedenske Offermaaltider blev Afgudsdyrkelse og Djævletjeneste og ikke faldt ind under den kristelige Friheds Omraade. Til Frihedens Omraade hørte imidlertid enhver Nydelse af Offerkød, som ikke havde nogen religiøs Karakter, men var ganske privat og hørte det daglige og borgerlige Liv til. Dog var der ogsaa her, som han alt havde sagt i Kap. 8, et Hensyn at tage til Næsten. Ikke alt, hvad der i og for sig er tilladt, er derfor i vedkommende Tilfælde til Gavn og Opbyggelse (V. 23-24).

Apostlen tænker sig to forskellige Tilfælde som her kunde frembyde sig, nemlig for det første naar nogen gjorde Indkøb i Slagterbod til sig selv eller indbødes af en af de vantro (maaske af sin hedenske Slægt) til Gæstkebud ganske privat selvfølgelig, da skulde de uden videre spise Kødet, der solgtes dem hos Slagtseren eller blev sat for dem ved Gæstebudet, uden at anstille Undersøgelser om, hvor det Kød kom fra. Saaledes bar de med det friere Syn sig sikkert ad, og det bifalder Paulus; der var Samvittighedsskrupler ikke paa sin Plads (V.25-27). "Thi Herrens er Jorden og dens Fylde" (V. 26), altsaa ogsaa Dyrene og deres Kød er Guds Gaver, og som Paulus skriver i 1. Tim. 4, 4: "Al Guds Skabning er god, og intet er at forkaste, naar det tages med Taksigelse."

Dog føjer Paulus med Hensyn til Deltagelse i de vantros Gæstebud (V. 27) et lille Ord til, som ikke maa overses. Han siger: "Dersom nogen af de vantro indbyder eder, og I vil gaa derhen" - deri ligger, at man ikke skal sige Ja til en hvilken som helst Indbydelse fra vantro Mennesker ; der maa en Overvejselse til, om man kan gaa derhen uden at tage Skade paa sin Sjæl, om man kan holde Bekendelsens Fane højt. Selv om det i og for sig er tilladt, kommer det jo an paa, om det er nyttigt for en selv eller Guds Sag.

Men et andet Tilfælde indtræder (V. 28-30), dersom der ved saadant Gæstebud er til Stede en med ængstet Samvittighed, altsaa ogsaa en Kristen, som har faaet at vide, at det Kød, som sættes frem, er Levninger as Afgudsoffer, og nu gør sig Samvittighedsbetænkeligheder og har ondt af at se den anden Kristen nyde af Kødet, Da skal du ikke spise af det Kød - det er Apostlens Raad i Tilslutning til, hvad han tidligere har sagt derom i Kap. 8. Men Apostlen tilføjer udtrykkelig (V. 29-30), at det er for den andens Samvittigheds Skyld, ikke for ens egen. Thi dersom man er gaaet til Bords med Taksigelse til Gud for Maden, da har ingen Ret til at dømme en i dette og tale ilde om en for det. Men selv om den anden ikke har Ret dertil, men man selv har Frihedens Ret i denne Sag, saa skal man dog ikke bruge denne sin Ret, men se paa, hvad der gavner og opbygger, lade sin Handlemaade bestemme af Kærlighedshensyn til Næstens Samvittighed og derved undgaa at forarge andre.

Derpaa gaar Apostlen over til en afsluttende, mere almindelig Formaning til i alt at lade det være Grundreglen for sin Færd: "at gøre alt til Guds Ære" (V. 31), gøre, hvad der kan fri os fra at være til berettiget Forargelse for vore Medmennesker, baade vantro og troende (V. 32: "for Jøder og Græker og for Guds Menighed").

Selvfølgelig er der en Forargelse, som er undgaaelig, naar man vil staa med Kristus, det har Paulus jo sagt tydelig nok i Kap. 1, 23, hvor han siger, at Ordet om den korsfæstede Kristus er Jøderne en Forargelse og Grækerne en Daarlighed. Men den Forargelse, der skal undgaas, er den, der hidrører fra, at vi søger vort eget, egen Ære, eget Behag; det forstaar Verden er meget i Modsigelse med vor Bekendelse af Herren, og det bringer Forstræd ogsaa ind imellem Guds Børn. Det er just dette, Paulus i V. 33, idet han henpeger paa sit eget Eksempel, indskærper ikke at søge sit eget, men se paa, hvad der tjener andre til Sjælsefrelse; dette skal være det afgørende Hensyn for et Guds Barn i alle Ting.

Paa den Maade søger Paulus at tækkes alle, nemlig ved at kunne ofre sig selv og sit eget for alle. I en anden Forstand derimod siger han (se Galaterbrevset 1,.10), at han ikke lægger an paa at tækkes Mennesker, nemlig med Hensyn til Forkynnelsen. Nej, vi kan og maa aldrig slaa af paa noget, hvor det gælder Guds Sandhed; for egne personlige Hensyn derimod, dem maa vi gerne slaa af paa, der staar Paulus for os som det lysende Eksempel og kan sige: "Vorder mine Efterfølgere" (Kap.11,1). Men opfordre andre til at følge os, kan vi kun i samme Grad, som vi selv følger Kristus. Vor herlige Frelser er jo ogsaa her det afgørende Forbillede som den, der aldrig rokkedes en Linie fra Sandheden, hvor mange Fjender han fik for det, men paa den anden Side ofrede sig selv helt for andre, ofrede sin Ret til at være i Guds Skikkelse og tog for vor Skyld en Tjenerskikkelse paa.

Mer Ydmyghed giv mig, mer Lyst til din Pris,
Mer dig at ophøje paa Englenes Vis,
Mer nyttig og gør mig, paa Kærlighed rig,
Mer skikket til Himlen, mer, Jesus, som dig.

Læs: Kapitel 11, 2-16.
353. Apostelen revser den Mislighed, at Kvinderne ved de Kristnes gudstjenstlige Forsamlinger brød den for hine Tider sømmelige, ogsaa aandeligt betydningsfulde Skik, at have Hovedbedækning paa.

Medens første Vers af dette Kapitel, som ogsaa er antydet i vor Bibel, rettelig hører til foregaaende Afsnit, kommer vi her med det 11. Kapitel til Omtalen af forskellige Misbrug ved Gudstjenesten i Korinth, og Apostlen tager da først (V. 2-16) fat paa en ejendommelig Ytring af det korinthiske Hovmod, som det havde vist sig blandt Kvinderne. Hovmodsaanden smitter. Derfor var det ikke saa underligt, at det Hovmod der havde grebet Menighedens Mænd og, som vi hører det, givet sig Udslag paa forskellig Maade, ogsaa havde faaet Indpas blandt Kvindserne; men Maaden, hvorpaa den her traadte frem, er ret betegnende. Den viste sig med eet Ord som en Uvillighed til at anerkende det Underordningsforshold, hvori Guds Ord sætter Kvinden overfor Manden. Atter her var det den kristne Frihed, der blev misforstaaet og brugt som Paaskud for Selvraadighed.

"Men nu var det Skik blandt Grækerne at alle hæderslige gifte Kvinder bar langt Haar og tildækket Hoved (et Slags Slør), naar de viste sig offentlig, til Tegn paa, at de tilhørte deres Mænd. En Kvinde, der klippede Haaret af eller gik uden Slør, blev betragtet som løsagtig. Mændene derimod bar kort klippet Haar og gik barhovedet.

Med Kristendommen indtraadte der jo paa mange Maader en Forandring i Kvindernes Stilling. Dels gav Deltagelsen i Menighedens Gudstjeneste dem mere Anledning til offentlig Fremtræden, dels blev de jo aandelig set "som dyrekøbte og døbte" overfor Herren stillet ens med Mændene som Paulus skriver i Gal. 3, 28: "Her er ikke Mand eller Kvinde, thi I er alle een i Kristus Jesus."

Denne Enhed i Herren med Mændene synes kvinderne i Korinth at have villet føre videre til i alle Punkter at være ligestillede med Mændene, og derved kom de til at krænke det ved Skabselsen satte Forhold mellem Mand og Hustru, hvorved Manden var bleven sat som Kvindens Herre og Hoved. I vore Dage hører vi jo megen Tale om Kvindens saakaldte "Emanscipation," hvilket latinske Ord betyder Frigørelse fra Umyndighedstilstand, egentlig fra Fædremyndigheden.

Da nu Sløret var Tegn paa Underdanighedsforholdet, begyndte Kvinderne at lægge det til Side for ligesom at protestere mod dette Forhold. Det er dette, Paulus revser, ikke blot, fordi det var imod Datidens Sømmelighedskbegreb og maatte give Anledning til ond Omtale blandt Hedningerne, men især fordi slig Adfærd i Virkeligheden forrykkede et af Gud sat Forhold. Det maa vi holde klart, naar vi nu betragter Udviklingen her i dette Afsnit, at det er de bagved denne Kvindernes Handling liggende Bevæggrunde, der er Hovedgenstanden for denne Apostlens alvorlige Misbilligelse.

Paulus begynder med (V. 2), formodentlig med Henblik til derom fremkommen Udtalelse i Korinthiernes Brev til ham, at rose dem for, at de kom ham i Hu og fulgte de Anordninger, han havde givet dem. Atter møder vi her den kærlige Visdom og hensynsfulde Takt hos Paulus, at han ikke over det daarlige glemmer det gode. Med des mere Vægt kan han da ogsaa paapege det uheldige. Men han gaar saa straks over til i korte Træk at tegne det rette Synspunkt for dem, nemlig dette, at medens Manden kun har Kristus over sig og gennem ham Gud, saa har Hustruen desuden sin Mand over sig, foruden at hun selvfølgelig ogsaa som hørende til Menigheden har Kristus som sit Hoved.

Naar Gud her siges at være Kristi Hoved, betegner det jo ikke Kristus som en Skabning, men peger hen paa, hvad Paulus senere udvikler i Kap.15,28, at den evige Søn selv underlægger sig ham, den evige Fader, som har underlagt ham alle Ting.

Men af dette i V. 3 givne Synspunkt følger nu først, at Manden (V. 4), naar han traadte frem ved Menighedens Gudstjeneste med en Bøn eller med et Ord, givet ham af Guds Aand (Profeti), maatte træde frem med ubedækket Hoved ; ellers vilde han beskæmme sit Hoved, nemlig fremstille sig selv som ufri, medens han dog var bleven frigjort i Kristus og dybest set kun havde denne over sig.

Hos Jøderne beder Mændene med tildækket Hoved, hos Grækerne derimod, ligesom for Resten ogsaa hos os, krævede Sømmeligheden, at Mændene blottede Hovedet ved hellige Handlinger. Men Paulus med sit dybe Blik saa deri ikke blot en græsk Skik, men en af Gud Manden given Værdighed, som denne vilde krænke ved at have Hovedbedækning paa.

Kvinden derimod (V. 5) "beskæmmkede sit Hoved" ved at bede eller profetere med ubedækket Hoved. Kvinder traadte altsaa op ved Menighedens Forsamlinger. Da Paulus i Kap. l4, 34 forbyder Kvinderne at tale ved de gudstjenstlige Forsamlinger, men ikke revser Kvinders Optræden her, kun dette, at de bad med ubedækket Hoved, har nogle ment, at her maatte tænkes ikke paa den offentlige Gudstjeneste men paa Forsamlinger i mindre Kredse. Andre mener, at Paulus foreløbig lader dette staa hen for saa ogsaa siden at paatale dette.

Altsaa, vilde Kvinden saaledes træde frem med utildækket Hoved, saa handlede hun ilde og kunde lige saa godt lade sit Haar afklippe eller afrage, saaledes som de løse Kvinder gjorde (V. 5-6). Hun afkastede jo derved Underdanighedstegnet overfor Manden og beskæmmede saaledes sit Hoved i dobbelt Forstand (ogsaa sit Hoved Kristus).

Fra V. 7-9 begrunder Paulus dette i Henblik til Skabelsesberetningen. Manden skulde ikke have det menneskelige Underdanighsedstegn paa sit Hoved (V. 7); thi han var skabt som "Guds Billede og Ære", umiddelbart udgaaet af Guds Skaberhaand, og han var saaledes først og fremmest sat til som Skabningens jordiske Herre at afbilde Guds Ære. Kvinden derimod er "Mandens Ære", siger Paulus; han siger ikke, at hun er Mandens Billede; thi hun er ogsaa skabt i Guds Billede, om end mere middelbart som dannet af Mandens Ribben. Men Manden blev jo skabt først (V. 8), og Kvinden blev skabt for hans Skyld (V. 9). "Derfor," slutter Paulus (V.10), "bør Kvinden have Ærbødighedstegn paa Hovdedet," og Paulus føjer til: "for Eglenes Skyld". Deri ligger den skønne Tanke, at de hellige Engle følger Menigheden og dens Lemmer med den inderlige Kærlighedens Deltagelse. Hver Yttring af kødelig Selvraadighed bedrøver disse vore Venner, som selv i ydmyg Villighed saa gerne vil værre tjenende Aander for dem, som skal arve Salighed.

I V. 11-12 viser Paulus for ikke at blive misforstaaet, at denne Kvindens Stilling dog ikke maa faa Manden til at glemme, at han lige saa fuldt trænger til Kvinden, som hun til ham. Saaledes er det "i Herren", indenfor Guds Rige, modsat Kvindens slaviske Stilling blandt Hedninger. Ogsaa denne Ligestilling hviler paa en af Gud i Naturen sat Ordning; thi ved Slægtens fortsatte Opholdelse skylder omvendt Manden Kvinden sin Tilværelse, idet han fødes af hende. Saaledes er alt ordnet "af Gud".

I V. 13-15 henvender Apostlen sig til de korinthiske Venners umiddelbare Sans for, hvad der var sømmeligt for Kvinden (V. 18) saavel som for Manden (V. 14). Langt Haar ansaas i hine Tider sior kvindagtigt og unaturligt for en Mand, for Kvinden derimod saas det som en Ære, idet hendes lange Haar (V.15) ligesom allerede var et Slør, der stemmede saa vel med det stille, blufærdige Væsen, der er Kvindens Pryd. Saa slutter Apostlen med at afvise al videre Trætte om denne Sag. "Saadan Skik, at blive ved at snakke op imod Sandhedens tydelige Vidnesbyrd, hører ikke hjemme i Guds Menighed. Andre forstaar Udtrykket "saadan Skik" om dette, at Kvinderne vilde gaa med utildækket Hoved. I det væsentlige falder det jo sammen, da det var derom Trætten i dette Tilfælde vilde dreje sig, om den skulde fortsættes I det sidste er der en gavnlig Paamindelse for alle Tiders Kristne Spidsfindig Lyst til at diskutere og dispsutere i det uendelige er gerne et Tegn paa et overfladisk og tomt Hjerte og kan ofte tære slemt paa den stille Inderlighed og Dybde baade hos den enkelte og i Samfundslivet.

Med Hensyn til den her omhandlede Sag maa det selvfølgelig ikke forstaas saaledes, som om Apostlen med Hensyn til denne ydre Skik, at have Hovedbedækning paa eller ikke, gav Forskrifter eller Love for alle Tiders Kristne, det vilde være ganske uevangelisk Lovvæsen og ligge saa uendelig fjernt for en Paulus med hans klare Blik for en Kristens aandelige Frihed. I vore Dage er Begrebet om sømmelig Skik jo da noget anderledes. Ganske vist vilde det heller ikke være sømmeligt hos os, om "Mænd sad med Hovedbedækning paa i Kirken, ligesom det ogsaa er os besynderligt at se Mænd med meget langt Haar her hjemme i vore Lande. Men ingen tænker dog paa at berøve Kineserne deres Haarpisk, fordi de bliver Kristzne, tvertimod, i Kina vilde det vel snarere vække Anstød, om de der blev Kristne, gik med kort Haar. Ej heller finder nogen det forargeligt, som Kvinder tager Hatten af i Kirken, og vi kan jo ogsaa se troende Kvinder i vore Dage med kortklippet Haar. Grundene dertil kan jo være forskellige.

Nej, men selve det aandelige Hensyn, der laa bagved det bestaar uforandret. Emanciperede Kvinders Lyst til at bryde det af Gud satte Underordningsforhold hos Hustruen overfor Manden vil til alle Tider finde bestemt Modstand i Ordet og det saavel i Skabelsesberetningen som i det nye Testamente hos Guds Apostle (se ogsaa 1. Peter 3, 1-6).

At Kvindens Stilling i adskillig Henseende bliver friere, og at det gøre den ugifte Kvinde lettere at faa selvstændig Virksomhed, alt saadant er ikke imod Guds Ord; men den mod Guds Aand oprørske Aand vil stadig blive Kvinden til Fordærvelse og burde ikke være at finde blandt hellige Kvinder.

Vi kan slutte med at mindes Apostlens Ord i Fil 4, 8, der falder saa godt i Samklang med dette: "Hvad som helst der er sandt, hvad der er ærbart, hvad der er retsindigt, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der kiar godt Lov, enhver Dyd og enhver Hæder, derpaa giver Agt."

Læs: Kapitel 11, 17-26.
354. Apostelen paataler Korinthiernes daarlige Adfærd ved Kærligshedssmaaltiderne og ved den derpaa følgende Nydelse af Herrens Nadver.

Vi kommer nu i dette Brevets sjette Afsnit til en ny Skyggeside ved Menighegdslivet i Korinth, og det ret et alvorligt Punkt.

I Oldkirken var der som oftest forbunden et saakaldt Kærligheds maaltid med Nydelsen af Herrens Sakrsamente. Dette Fællesssmaaltid, til hvilket Menighedens Medlemmer selv medbragte de fornødne Levnedsmidler, hver efter sin Evne, skulde tjene til at besegle Kærlighedssamfundet mellem de hellige, hvorfor dets Navn paa Græsk ogsaa var "agape" (Kærlighed). Kronen paa dette Kjærlighedsmaaltid var da Nydelsen af Nadveren. Under Kærlighesdsmaaltidet nød man det indviede Brød, Herrens Legeme, efter Maaltidet drak man af den indviede Kalk, Herrens Blod. I Korinth var der nu opkommen en uhyggelig Tone ved disse Kærlighedsmaaltider, et nyt Vidnesbyrd om, hvilken Magt det kødelige Sind havde faaet indenfor Menigheden. Ikke blot medbragte man til disse Sammenkomster det ukærlige partisplittede Væsen, som vi har hørt saa meget om i Brevets første Kapitler, men hvad der var værre endnu, de delte ikke den medbragte Mad, men de rige spiste for sig, de fattige for sig, hvorved de fattige rigtig maatte føle Forskellen i timelig Henseende. Derved udartede Nydelsen af Kærlighedsmaaltidet for de riges Vedkommende ofte til at blive ligefremme Æde- og Drikkegilder. Og saa samtidig med dette at holde den hellige Nadver - det blev en svar Brøde, som Apostlen med dyb Sorg og hellig Alvor revser dem for.

Han begynder med (V.17) at udtale, at den Ros, han havde givet dem (V. 2) for Lydighed med Hensyn til de af Apostlen givne Anordninger, den kunde han rigtignok ikke fastholde overfor det, han nu vilde paatale. Deres Sammenkomster der skulde have tjent dem til Gavn, gjorde i Stedet for Skade. Og som det første Punkt (V. 18) nævner han da nu, hvad han havde hørt af dem, der var komne til ham fra Korinth, al den "Splidagtighed", der var iblandt dem ogsaa ved Kærlighedsmaaltiderne. "Og for en Del tror jeg det," siger Paulus. Hvor meget hans Hjerte end krymper sig ved at tro det, maatte han dsog antage, at det delvis forholdt sig saa.

Og han føjer til (V.19), at han egentlig fandt det ganske selvfølgeligt - vel at mærke som Stillingen var iblandt dem - at der blev Skilsmisse; thi "de prøvede" iblandt dem, hvis Hjerte dog gerne vilde staa ret for Herren, maatte jo tage Afstand fra den daarlige Aand, men derved kom just Skellet imellem de bedre og daarligere Medlemmer af Samfundet til Aabenbarelse.

Hvor der er kommen noget galt ind i et Samfund, er det selvfølgelig bedre, at man deler sig, end at alle skal rives med deraf. Nu hørte vi ganske vist i Kap.1,12, at alle Menighedens Medlemmer liges om havde taget Parti for en af de forskellige Evangeliets Lærere men der var dog dem iblandt dem, som følte, at hele denne Stilling var uaandelig og havde søgt at komme ud af dette Uføre. Andre derimod, de daarlige Kristne, følte sig ikke trykkede midt i alt dette kødelige Hovmod.

Men paa den Maade maatte selve Splittelsen tjene til Gavn som en Sigtelse mellem de mere og mindre ægte Bestanddele af Samfundet. Af 2. Korinthierbrev hører vi, at Virkningen af det Paulu første Brev var til stor Velsignelse for disse retskafne, medens de stridslystne kun forbitredes end mere.

Naar Paulus i V. 18 begynder med "for det første", har man spurgt, hvor da det næste Punkt skulde søges. Nogle finder det i V. 20, hvor han nu gaar over til at vise dem, hvilken Misbrug af Herrens Nadverbord deres egenkærlige og ukærlige Sind førte med sig. Andre finder Overgangen til det næste betegnet i V. 34, hvor Paulus taler om, at han skulde nok anordne det øvrige, naar han kom. Atter andre finder Overgangen i Kap.12-14, hvor Paulus paataler en anden Misbrug ved deres Sammenkomster. Dette sidste er det rimeligste. V. 17 danner da ligesom Overskriften til Apostlens Paatale af Nisbrug ved deres gudstjenstlige Sammenkomster. V. 18-34 hører vi da om Misbrugene ved Nadverens Nydelse og dernæst Kap.12-14 om Misbrug ved Anvendelsen af de særlige Naadegaver.

Det er en alvorlig Dom, Apostlen maa udtale over hele deres Nadvernydelse (V. 20), nemlig at det slet ikke kunde kaldes at holde Herrens Nadvere, ldet det i Virkeligheden blev private Gilder, de holdt gruppevis (V. 21), for saa vidt de da havde noget at fraadse med. De fattige, som ikke havde synderligt, kunde saa sidde og se de rige "overvælde sig," medens de selv maatte hungre.

Apostlsen spørger i dyb Alvor, om det da var for Mads Skyld, de kom sammen (V. 22). Spise og drikke kunde de jo hjemme. Men denne deres Adfærd blev en Haan overfor Guds Menighed, en Krænkelse af de helliges Kærlighedssamfund, en Beskærmelse overfor de fattige Brødre. Nej, det skulde de ikke have Ros sor.

Det er altid stygt, naar Forskjellen i timelige Kaar sætter Skel mellem Guds Børn, men alleruhyggeligst bliver det dog, naar dette viser sig ved Herrens Bord, hvor det saa klart lyder til os: "Der er ikke Forskel, alle har syndet, og alle retfærdiggøres kun uforskyldt af Naade ved Troen paa Kristi Blods Forsoning (Rom. 3, 22-25).

I det følgende gaar Paulus nu over til (V. 23-34) at forsøge at læge denne dybe Skade. Begge disse Sider høre med, naar man vil hjælpe Brødre til Rette. Skaden maa revses og paatalses, det er det første, men det maa ikke blive det eneste; den sande Kærlighed vil altid give sig i Lag med at bæge, at raade Bod paa Skaden. Det er Herrens Sind; han tugter, men trøster og, han saarer, men læger og (Job 5, 18).

Skaden hos Korinthierne bestod i Virkeligheden i en dyb Mangel paa Ærefrygt for Nadvserens højhsellige sakrament. Paulus fremdrager derfor som noget, han har modtaget fra Herren, hvorledes den Herre Jesus indstiftede dette hellige Maaltid som sit Legems og Blosds Maaltid. Alt synes at tyde paa, at Paulus har faaet dette aabenbaret særlig af Herren selv. Det græske Udtryk betyder "fra Herren", og det kan altsaa sige baade den umiddelbare Modtagelse og den middelbare gennem Menigheden, men i Gal. 1, 12 siger Paulus om det Evangelium, han prædikede: "Heller ikke jeg har modtaget det, eller er bleven undervist derom af noget Menneske, men ved Aabenbarelse af Jesus Kristus." Saa gælder dette sikkert ogsaa Indstiftelsen af Nadveren, det fremgaar ogsaa af den Vægt, Paulus her lægger paa, at han selv har faaet det fra Herren.

"Den Nat, da han blev forraadt," dette dybt alvorlige Ord stiller Paulus overfor den korinthiske Letsindighed. Og han fresmhæver Herrens Ord om at holde Nadver til hans Ihukommelse, ligesom han ogsaa i V. 26 lægger dem paa Sinde, at Nadvernydelsen er en stadig Forkyndelse af Herrens Død, en Forkyndelse, der skal blive ved at lyde, "indstil han kommer."

Med Hensyn til Insdstiftelsesordene som de lyder her, henviser vi til Matth 26, 26-29, og vi vil kun minde om her, at Herrens Apostle og Evangelisterne ikke lægger Vægten paa enslydende ordret Gengivelse, men Aanden og Indholdet er det samme. De fleste ældre Haandskrifter læser i V. 24: "Dette er mit Legeme, som er for eder," medens de yngre Haandskrifter læser: "som brydes for eder" (med Henblik paa den voldsomme Dødsmaade).

Hver Gang Herrens Nadvere da fejres i hans Menighed, skal han ihiikommes. Hans Kærlighed, stærk som Døden, denne Kærlighed, i hvilken han købte os saa dyrt og meddeler sig selv til sit Folk, den skal forkyndes fra Slægt til Slægt.

Troens Liv bestaar just i at komme Herren i Hu, at have ham levende for Øje som vor eneste Forsonig, vor eneste Frelser og Saliggører. Vantroen viser sig i, at Herren glemmes, stadig skydes til Side, at hans Død og inderlige Kærlighed aldrig omtales, eller kun under den grufulde Form, at man bander ved hans Død og Pine eller ved hans Kors. - Men Guds Børn trænger haardt til at inderliggøres i Herrens Ihukommelse. Al ængstelig Tvivl og Anfægtelse, "ja hvert Fald i Fristelsens Stund, hver Uro og Bekymring i Sorgernes Tid hidrører jo fra, at Blikket ikke stadig er vendt til Herren, at hans Død og Blod ikke levende ihukommes med den Sejrskraft og Trøst, som deri ligger. Og derfor skal vi hen til hans Bord, for at Jesus i Korsets Kjærlighed, bestandig kan staa levende for vort Hjerte, saa vi kan vokse fremad i at kunne sige med Sandhed:

Alle Vegne, hvor jeg vanker,
Jeg min Jesus har i Tanker,
Hvor jeg ligger, sidder gaar,
Efter ham min Længsel staar.

Læs: Kapitel 11, 27-34.
355. Det store Ansvar ved en uværdig Nadvernhyelse.

"Derfor", siger Apostlen (V. 27), just fordi Nadveren er saa helligt et Maaltid, derfor bliver hver uværdig Nydelse en Synd overfor Herrens Legeme og Blod, man vanhelliger det ved "ikke at gøre Forskel paa Herrens-Legeme," det vil sige ved at nyde det som almindeligt Brød, uden den hellige Æresrygt og Aarvaagenhed. Derfor maa der gaa en Selvprøvelse forud for Nadverens Nydelse (V. 27-29).

Al Nydelse af Herrens Nadver, blot for Skiks Skyld rammes af dette Ord. Men naar der staar: "æder og drikker sig selv til Dom", ser vi af Grundteksten, at der dog ikke menes den evige Fordømmelse, men en Straffedom fra Gud.

I V. 30-32 taler Apostlen nærmere om denne Dom under Henvisning til Korinthiernes egen Erfaring. Herrens Domme havde ramt Menigheden i Form af mange Sygdomme og talrige Dødsgald (V. 30). Man har villet forstaa det om aandelig Skrøbelighed og Svaghed og aandelig Hensoven i Sløvhed og Død, men Tekssten forstaas mest ligefrem om Domme i timelig Henseende. Paulus henviser Korinthierne til at dømme sig selv ; derved vilde de spares for Herrens Domme. Dersom du vil forstaa Herrens Hensigt med hans Tugtelser og lade oss belære af dem, ydmyge os under hans Haand, saa bliver Aaget os ikke mere til Skade, men Tugtelsen naar sit Formaal (V.32), at vi ikke med Verden skal fordømmes. Trængslen bliver altsaa til Velsignelse, ofte kan Herren da ogsaa tage den helt bort.

Naar Apostlen siger: "Dersom vi bedømte os selv," udvider han jo denne Sandhed til at gælde alle Guds Børn. Den gælder i Virkeligheden alle Mennesker. At dømme sig selv er jo altid Begyndelsen til at finde ind under Naaden i Kristus, og saaledes frelses fra den evige Dom.

Under Henvisning til, at hvad der endnu kunde være at bemærke angaaende dette, det vil han give Besked om, naar han personlig kommer til Korinth, afslutter Paulus dette Afsnit med endnu engang kortelig at sammensatte, hvad der var fornødent for dem, for at disse sørgelige Misligheder kunde afhjælpes i Fremtiden (V. 33-34). Paa den ene Side: Lad det virkeligt blive et Kærlighedsmaaltid derved, at de deler den medbragte Mad med hverandre, saa ingen holder sit for sig selv (V. 33), paa den anden Side: Bort med al legemlig Begærlighed ved dette Maaltid. Sulten skulde stilles hjemme, før de kom sammen. I den sidste Anvisning ligger et Fingerpeg med Hensyn til den Skik, som i hvert Tilfælde i tidligere Tid var saare almindelig, ikke at nyde noget synderligt, før man gik til Herrens Bord. Apostlens Anvisning gaar snarest i modsat Retning. Thi hvorvel Luther har Ret i at kalde "Faste og legemlig Beredelse en smuk udvortes Tugt" sigtende til, at man ikke skal være besværet as Mad, saa kan dog let den legemlige Faste føre til, at Aanden besværes paa en anden Maade, nemlig af Legemets Hungerfølelse, af legemlig Mathed, saa at Sakramentet uvilkaarlig derved tillige bliver brugt til legemlig Vederkvægelse, hvad der jo let kan skade den aandelige Beredthed.

Hele dette Afsnit indskærper Guds Børn aldrig at gaa letsindigt og tankeløst til Herrens Bord, men med den dybeste Alvor. Bered dig, o Israel til at møde din Gud (Amos 4, 12). Dette gælder ogsaa, naar vi træder fremfor Herren for at øse af Velsignelsens Bord (1.Kor.10,16).

Jesus, din søde Forening at smage,
Længes og trænges mit Hjerte og Sind;
Riv mig fra alt, hvad mig holder tilbage,
Drag mig i dig, min Begyndelse, ind!

Paulus' første Brev til Korintierne
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16

Guldgruben
Indledning, 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10-11 12