Fra Guldgruben


En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

1 Korintherbrev

Læs: Kapitel 12, l-3.
356. Apostelen indleder en Betragtning angaaende Aandens forskellige Naadegaver med at fastsætte visse Kendemærker paa Helligaandens Tale.

I dette syvende Afsnit af Apostlens Brev, fremdrager han et nyt Punkt, som Korinthierne ogsaa var komne til at staa skævt overfor, nemlig Synet paa de særlige Naadegaver, gennem hvilke Guds Aand aabenbarede sin velsignende Magt i Menighedens Gudstjeneste og hele Virksomhed. Vi hørte i det første Kapitel hvorledes Paulus takkede Gud for den Rigdom i Henseende til saadanne Aandsgaver, der var bleven Korinthierne til Del (Kap.1,4-7). Men midt i denne Rigdom viste sig atter den giftige Slange, der hedder Hovmod, dette hoffærdige Sind, der var Korinthiermenighedens dybeste Skade. I Stedet for at tjene med disse Naadegaver brugte man dem som en Anledning til at glimre. Deraf fulgte igen en fejl Bedømmelse af disse Naadegaver. Man maalte dem ikke efter deres større eller mindre Gavnlighed for Menigheden, men efter deres Magt til at vække Opsigt og kaste ydre Glans over Personerne. De mere beskedne og stille Naadegaver agtede man kun lidet, men man kastede sig særlig over den saakaldte Tungetale, som nærmere omtalses i Kap.14.

Denne Tungetale er det vanskeligt for os at danne os en klar Forestilling om, fordi denne Aandens Gave ikke længere er til Stede i Menigheden, som den var den Gang. Den var beslægtet med hint Under, der Pinsedag fandt Sted med Apostlene, og havde sin væsentlige Betydning, efter hvad vi hører Kap.14, som "et Tegn« for de vantro". Det er med Rette bleven sagt, at Herren Pinsedag ligesom ringede til Kirke gennem denne underfulde Tungetale, den var som en mægtig Tone fra Himlen, der skulde overbevise om den nye Aandsmagt, der havde fæstet Bo her paa Jords i Guds Menighed. Det var en Tale i fremmed Tungemaal, et underfuldt aandeligt Sprog Pinsedag forstodes den af mange, medens dog ogsaa en hel Del ikke saa andet deri end forvirret Tale (se Apostl Gern. 2, 11-13). Indholdet af saadan Tungetale var Tak og Pris for Guds store Gerninger.

Som denne Naadegave siden traadte ind i Menighedens Tjeneste, fremtraadte den ganske vist noget anderledes end paa Pinssedsagen. Den forstodes ikke, uden der var nogen til Stede, som havde Naadegave til at udlægge det underfulde Sprog, ja selv den, der øvede denne Naadegave, forstod det ikke selv, med mindre han ogsaa havde Udlæggelsens Gave. Det var en Slags aandelig Henrykkelse der nok var til Opbyggelse for den, der var saaledes grebet af Aanden, men, som sagt, udsadtil set nærmest kun var et "Tegn" for de vantro kog ikke kunde blive til Opbyggelse for andre, uden Indholdet blev udlagt.

Men det tog sig jo ud saaledes at fyldes af Aandens brusende Vejr, og derfor var der bleven en Jagen i Korinthier menigheden særlig efter at udøve denne Naadegave, medens andre i deres ydre Form mere beskedne Naadegaver agtedes ringere. Apostlen tager deraf Anledning til at betragte hele dette vigtige Spørgsmaal om Aandens Naadegaver og deres rette Brug, og Hovedtanken i hele denne Betragtning er den samme, som Paulus gjorde gældende i Spørgsmaalet om Offerkødet (Kap. 8-10), nemlig Hensynet til, hvad der kunde tjene Guds Rige til Gavn. Det er den ydmyge Kærligheds Tjenersind, der skal være det vejledende Hensyn ogsaa ved Brugen af alle de aandelige Naadegaver.

Før end Apostlen imidlertid gaar ind paa Spørgsmaalet afgiver han (V.1-8) ligesom en Erklæring med Hensyn til denne Tungetale, hvori hsan fastsætter visse Kendemærker paa, at det var Guds Aand, der førte denne underfulde Tale frem. Der synes nemlig i Korinthiermenigheden at have været adskillige, som var blevne ængstelige overfor den megen Tungetalen, den mindede dem saa meget om den fordums hedenske Tilstand under Dæmonernes Magt, hvor en aandelig Henrykkelse i en Slags Rus, under hvilken man ikke var sig selv mægtig længere, var vel kendt. De gamle Grækere kaldte dette for at "rase", men ansaa det tillige for et Tegn paa Gudernes Gunst, saaledes at blive betaget og henrevet af dem. Det samme ses den Dag i Dag i Hedenskabet. De indiske Fakirer og Muhamedanernes Dervischer frembyder ofte saadanne Tilstande, men i alt dette ser jo Djævelens Aand virksom.

Dette havde gjort adskillige troende i Korinth ængstelige, ja, de var endog blevne bekymrede for, at de uforstaaelige Ord, som Tungetaleren i Henrykkelsestilstanden udsagde, kunde indeholde ligefremme Bespottelser mod Kristus.

Det er denne yderliggaaende Ængstelse, som Paulus først søger at hjælpe til Rette. Med stor Visdom hævdet han først det berettigede i Tungetalen, før han tager fat paa at revse Misbrugen deraf. Det er en viselig Vej at gaa, som vi skal give Agt paa, hver Gang vi føler os kaldede til at paatale et og andet; vi maa anerkende det berettigede, der maatte være, saa først kan vi med fuld Vægt revse det mislige.

Maaden, hvorpaa Paulus (V. 1) indleder dette Spørgsmaal, tyder paa, at Korinthierne i deres Skrivelse har spurgt ham til Raads angaaende dette. Han begynder med selv at minde dem om de Erfaringer af en overmægtig dæmonisks Indvirkning, som de i deres hedenske Tilstand i saa høj Grad havde gjort, idet de som et let Bytte for Satan dreves af Sted til Dyrkelsen as de stumme Afguder næsten viljeløst (V. 2). Dette Ord er et mægtigt Vidnesbyrd om, alle Hedninger og til Dels ogsaa alle vantro Mennesker, af Djævelen bundne Tilstand. De rives og drives af Sted af Mørkets Aander.

Men naar Paulus minder dem derom, er det dog kun for at sige dem, at de ikke behøver at frygte for saadan dæmonisk Henrivelse, naar de nu som Jesu troende følte sig grebne med Vælde af Aandens Magt. Det var ikke fra Djævelens Aand, men fra Guds Aand. Selv om de da ikke altid forstod den hemm1elighedsfulde Tungetale kunde de være ganske vis paa, at saadan af Aanden virket Tale aldrig indeholdt Forbandelse af Jesus. "Ingen, som taler ved Guds Aand, siger: "Jesus er en Forbandelse." Og lige saa vist var det, at ingen kunde bekende Jesus som Herre uden ved den Helligaand (V.3).

Kendemærket blev altsaa Stillingen til Jesus. Han siger ikke Kristus, thi ogsaa Jøderne ventede en Kristus, en Messias, men Jøderne, ligesom de senere saakaldte "Gnostikere", nægtede paa samme Maade som mange vantro Mennesker ogsaa i vore Dage, at Jesus var eet med denne Kristus. Men det er just Helligaandens Bekendelse, han forherliger Jesus og kundgør ham som Herren til Gud Faders Ære.

Her tænkes selvfølgelig ikke paa den udvortes Raaben paa Herrens Navn, som Herren dømmer i Matth. 7,21, hvor han siger: "Ikke enhver, som siger til mig: Herre, Herre, skal komme ind i Himmerigses Rige." Paa den Maade kan man let kalde Jesus Herre ganske udenfon den Helligaand, skønt Klangen altid vil blive falsk. Men Talen er her om, hvad der blev sagt i Henrykkelsens Tilstand, naar Aanden kom med sin Magt over et Menneske. Da formaar ingen at kalde JeYsus Herre uden ved den Helligaand. Djævelens Aand vil altid forbande Jesus eller sky hans Navn.

Kun hvor Guds Aand virkelig har Magten, kan Jesu Navn beksendes til hans Pris med Sandheds dybe Klang.

Kom da i Hu med Mund og Haand
At "Herre Jesus" det rette
Læres kun af den Helligaand,
Hvem alle Daarer forgætte.
Han aander Liv i Jesu Navn,
Han lægger os i Jesu Favn,
Lægger hans Bøn os i Munden.


Læs: Kapitel 12, 4-11.
357. Der er Forskel paa Naadegaver, men Aanden er den samme.

Efter (·V. 1-3) at have vejledet med Hensyn til den overdrevne Ængstelse, der hos nogle fandtes angaaende Tungetalen i Almindelighed, skrider Paulus til at retlede Vennerne med Hensyn til Naadegavernes Betydning. Ligesom Korinthierne i Betragtningen over de forskellige Ordets Forkyndere havde stirret sig blinde paa Forskellighederne og glemt, at det var den samme Herres Tjenere, saaledes var de nu ogsaa ved at ville gøre det overfor Naadegaverne. Paulus indskærper dem (V. 4-6), at alle de forskellige Naadegaver eller Aandsgaver i deres dybe Grund dog var Eet i Henseende til Udspring, idet de udgik fra og blev baarne af den samme Herre og var Vidnesbyrd om den samme Guds vældige Virkning.

Naar der i V. 6 tales om, at Guds "virker alt i alle", betegner "alle" jo her, som saa ofte i Skriften, alle de troende.

Her har vi Treenigheden klarligen fremstillet (V. 4-6). Aanden, Herren (Sønnen) og Gud (Faderen). Naadevirkningerne udspringer fra Gud ved Sønnen i Aanden.

Naadegaverne er ikke blot eet i Henseende til Udspring, men ogsaa i Henseende til deres Bestemmelse, idet de alle sigter til "det, som er gavnligt" (V. 7), nyttigt for Guds Rige. Og denne deres væsentlige Enhed modsiges ingenlunde af Forskelligheden iden ydre Aabenbarelsesform, tvertimod, som vi siden skal høre, udfylder de forskellige Aandens Gaver hverandre til det fælles Menighedslegemes Gavn.

Fra V. 8-10 udvikles de forskellige Lysstraaler, der udgaar fra den samme Aand, først paa Erkendselseslivsets Omraade som "Visdoms Tale" og "Kundskabs Tale". Forskellen er den, at Visdomstalen betegner den umiddelbare Indsigt; derfor siges der ogsaa (efter Grundteksten), at den gives ved Aanden umiddelbart. Kundskabstalen betegner den tillige ved Menneskeaandens Tankearbejde formidlede Erkendelse. I Grundtekssten staar egentlig, at den gives "ifølge den samme Aand", i Overensstemmselse med den. Vi kender godt den Dag i Dag disse to Maader, den umiddelbare Visdom og den, der tillige beror paa et indgaaende Arbejde fra vor Side, et Arbejde under Aandens Lys og Vejledning (som f. Eks. ved troende Præsters Prædikenforberedelse.

I V. 9-10 peges der paa Naadegaverne mere med Hensyn til Gerningernes Omraade. Den "Tro," der omtales, betegner ikke den frelsende Tro i Almindelighed, thi den har jo alle sande troende, men en særlig Trosgave, som enkelte kan have, den Tro, man har kaldt den undergørende Tro. Der nævnes fremdeles som et særligt Udslag af denne Tro, Gaver til at helbrede og til at gøre Undergerninger af forskellig Slags. Der er jo Guds Børn, som saaledes kan opleve underfulde Ting Gang efter Gang ved Hjælp af en dem særlig givet Tro.

Endelig nævnes den profetiske Gave, altsaa Naadegaver paa Forkyndelsens Omraade, fremdeles Naadegaven til at bedømme Aander, til at kunne holde Vagt til Menighedens Bevarelse overfor vildledende Røster, ogsaa en Naadegave, vi jo finder hos adskillige. Til Slutning nævner Apostlen den før omtalte Tungetale samt Gaven til at kunne udlægge en saadan Tungetale, hvilken sidste Gave jo ingenlunde altid var forenet med selve Tungetalen.

De to sidstsnævnte særlige Naadegaver synes nærmest at have hørt med til Menighedens grundlæggende Tid. Hos enkelte Sekter har man i vore Tider forsøgt at drive disse sidste Gaver frem, men det har ogsaa tilsyneladende kun været Kunstprodsukter og ikke Aandens Værk (se s. Eks hos Irvingianerne).

Ofte viser disse særlige eller overordentlige Naadegaver, som de kaldes til Forskel fra den almindelige Naade, alle Guds Børn har tilfælles, sig paa Grundlag af naturlige Aandsgaver, medfødt Evne og ejendommelig Begavelse, som saa ved Menneskets Omvendelse helliges af Guds Aand til særlig Tjeneste i Guds Menighed. Men Gaver er de alligevel, til Forskel fra, hvad der i Almindelighed under Troslivets Vækst vokser frem. Det ligger i, hvad der staar·(V. 11), at den ene og samme Aand uddeler til enhver i Besynderlighed, efter som han vil. Dog har Herrens troende Lov til at tragte efter aandelige Gaver ad Bønnens Vej (se Kap.12,31 og 14, 1).

Slet intet kan du tage,
Alt kan du faa af Gud.


Læs: Kapitel 12, 12-31.
358. De forskellige Naadegaver samvirker til Menighedens Bedste ligesom Lemmerne i et Legeme til Legemets Bedste. Derfor maa ingen Naadegave ringeagtes.

Hvorledes Naadegaverne. trods deres Forskellighed dog er en Enhed, vises nu ud fra Billedet af Legemet og Lemmerne, et Billede, der ofte ogsaa anvendes af verdslige Forfattere, fordi det ligger saa nær for. I Rom.12,4-5 berører Paulus det ogsaa i Korthed, men her i dette Afsnit udfører han det paa en særlig dyb og skøn Maade.

Guds Menighed er jo i Virkeligheden en Organisme, det vil sige ikke en død Sammenhobning, men en levende, inderligt fin og gennemgribende Samvirken af de mange forskellige Lemmer. Menighedslegemet er Kristi Legeme (V.12), de hellige er hans Lemmer, deri ligger Enheden midt i Mangfoldigheden.

Og denne Enhed begrunder Paulus endvidere (V. 13) med Henvisning til Sakramenterne vor Daab, "thi med een Aand blev vi jo alle døbt til at være eet Legeme," hvor forskellig saa vor ydre Stilling maatte være ("Jøde eller Græker, Træl eller fri"), og vort fælles Nadverbord, hvor vi alle fik een Aand at drikke. Just Sakramenterne har en ganske særlig Betydning for de helliges Sammensmeltning til eet Hjerte og een Sjæl, idet Sakramenternes Virkning gennemtrænger vor Personlighed i dens dybe Væsens Grund. Hvor Sakramsenterne agtes ringe eller dog sættes mindre højt, lukkes der med det samme op for Splittelser og Løshed i Forbindelsen mellem de troende. Det ses i Kirkehistorien saa tydeligt paa den reformerte Kirke, hvis Utal af Sekter hænger sammen med det svage Blik paa Sakramenternes dybe Virkning.

Fra V. I4-26 drager Paulus nu med Billedet af Legemet og Lemmerne for Øje følgende Slutninger: For det første: at intet Lem paa Legemet maa mene sig overflødigt eller ikke henhørende til Legemet, fordi det maaske synes at have en mindre fremragende Plads. Legemet vilde visselig ikke være tjent dermed, om alle Lemmer var af samme Slags. Foden kan jo synes ringe i Sammenligning med Haanden, Øret i Sammenligning med Øjet, og dog hører de alle med, for at der kan være et helt Legeme (V. 14-20). Saaledes kan heller ikke Menigheden undvære de Gaver og Tjenester, der fremtræder i beskednere Skikkelse Og der i ligger en stor Opmuntring. Vi skal ikke være foragtet, fordi vi ikke har de fremtrædende Naadegaver; ogsaa de smaa Kræfter har deres afgørende Betydning, Savnet af dem vilde følelig berøre Legemet. Saa skal vi frimodig tjene Guds Sag og ikke lade os friste af Satan og vort forsagte eller hovmodige gamle Menneske til at nedgrave vort Pund, fordi det hører til de mindre. Der er lykkelig Hvile i dette, at "Gud har sat Lemmerne, ethvert af dem, paa Legemet, eftersom han vilde" (V.18).

Men deraf følger fremdeles, at de, der har de større Naadegaver, heller ikke maa hovmode sig overfor dem med de mere beskedne Gaver (V. 21). Ser vi ikke paa Legemet, at de Lemmer, som synes at være de skrøbeligste, ofte er de allernødvendigste (V. 22), og ser vi ikke, at de uanseligste Lemmer ofte prydes mest, ja, de Lemmer, vi blues ved, anvender vi des mere Omhu paa at holde beklædte (V·. 22-23). Gud har just dannet det saaledes ved sin Ordning at Menneskets Legeme, at han tillagde de ringere Dele mere Ære for at det ene Lem ikke skulde hovmode sig over det andet til Splidagtighed, for at de kunde glædes og lide med hverandre i kærlig Forstaaelse (V. 24-26).

Naar her tales om "ringere Dele" paa Legemet, er det selvfølgelig kun efter menneskelig Betragtning Mange Dele, Mennesker har agtet som ringe, har vist sig at have en umaadelig Betydning for hele Legemet, og saaledes ogsaa i det aandelige. Ofte har et stille, bedende Guds Barn i sit Lønkammer ved Troens Bøn ydet Menigheden mægtige Tjenester, og det uden at nogen maaske ret anede det. Af alt dette skal vi lære den Ydmyghed ikke at ringeagte eller overse nogen Naadegave hos Brødre eller Søstre, ej heller misunde andre deres Gaver, men kærligt samvirke til hans Ære hvem Legemet til hører, vor Frelser og vort Hoved Kriskus Jesus. Fra V. 27-80 overfører Paulus Billedet i sine Hovedtræk paa Menigheden. "Enhver især" (V. 27) oversættes rigtigere ved "hver for sin Del". Deri ligger, at hver har sin ham af Gud anviste Delagtighed i Menighedsens mangfoldige Livsarbejde. Ingen kan eller skal gøre det hele, men maa ej heller derfor anse sit Arbejde som det eneste, der har Betydning. Dette udvikler Paulus nærmere (V. 28) ved at nævne de forskellige Virksomheder i Guds Kirke og Menighed, først Apostlene som dem der havde den største Fylde as Naadegaver, og saa alle de mangfoldige andre medvirkende Kræfter. Her nævnes endnu ud over, hvad vi hørte i V.8-10, Gaver til at hjælpe og til at styre. Ved dette "at hjælpe" maa der tænkes paa Diakonker og Diakonissegerning med den kristelige Fattig- og sygepleje den Gerning tager sig jo ikke saa glimrende ud, og dog hvor nødvendigt og betydningsfuldt er ikke dette Lem paa Menighedslegemet. Ogsaa Gaver til at styre ses nogle at være særligt benaadede med.

Hvor godt, naar Kærligheden kraftigt gennemstrømmer Menighedslegemet, saa Lemmerne ikke er ligegyldige for hverandre eller misunder hverandre, men ret kan dele med hverandre baade Sorg og Glæde. Et gammelt Guds Barn med et dybt Blik for Sandheden sagde ofte, naar andre Guds Børn blev æret: "Det bliver dog i Familien." Det var en ret og ydmyg Maade at tage sin Andel med i andres Glæde. Vi glædses jo dog, naar det gaar nogen af vor Slægt vel, og saaledes skal vi Guds Børn se paa hverandre og glædes, ikke misunde, naar vore Brødre og Søstre udmærkes. Men vi skal ogsaa lide med hverandre og ikke staa kolde og overlegne, naar set andet Guds Barn falder, men føle det som vor Sorg, derfor ogsaa som vor Pligt, at træde hjælpende til, saa vidt vi formaar; det er bedre end at sladre ondt om og kritisere hverandre.

Saa slutter Apostlen (V. 31) med at opfordre de troende til at "tragte efter de største Naadegaver." Thi vel har han indskærpet, at det gælder om at være tilfreds med den Stilling, man faar sig anvist af Guds Aand, men dette skal ikke forstaas saaledes, at man i træg Sløvhed skulde anse det for en ligegyldig Sag, om man har nogen Gave eller ej, og hvilken Gave man har. Nej, det er jo Sagen at være glad for, hvad Gud har givet os, bruge det med Troskab og saa samtidig dermed bede om at maatte tjene endnu bedre, det vil sige, at faa mere givet af Guds Aand. Saaledes er det Herrens Vilje, han har jo selv sagt: "Enhver, som har, ham skal der gives, og han skal faa til Overflod" (Matth. 25, 29).

Men saa gsælder det ogsaa at agte paa, hvad Paulus her slutter med, nemlig Ordet om den ypperligste Vej, den: Vej, som han udvikler i det næste Kapitel som, Kærlighedens Vej. Kærligheden bedømmer ikke Naadegaverne Storhed efter, hvad der glimrer, men efter hvad der tjener Herrens Sag bedst. Det var just der, Korinthierne havde deres Skade.

Kærligheden hører vistnok ikke med til de særegne Aandsgaver, den er noget, ethvert troende Menneske maa eje, men mangler den, da bliver alle andre Gaver værdiløse. Omvendt, hvor den findes og forøges, der er Hjertet skikket til ogsaa at vokse op til de større Naadegaven

Den ypperligste Vej
For Vinden, som vil ej
I Verden gaa i Blinde,
Men Jesu Fodspor finde,
Er stjernelys at prange
I Kærlighedens Gange.

Paulus' første Brev til Korintierne
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16

Guldgruben
Indledning, 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10-11 12