Fra Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

1 Korintherbrev

Fra V. 1-5 gentager Paulus endnu engang, hvad han udtalte i Kap.1,17, at Kristus havde sendt ham for at prædike Evangelium ikke med vise Ord, at Kristi Kors ikke skulde tabe sin Kraft. I det foregaaende, i Kap. 1, 18-31, havde Paulus begrundet dette ud fra selve Evangeliets Væsen og Virkning, og nu viser han dem, at just saaledes prædikede han ogsaa, da han var iblandt dem. Med Flid havde han iblandt dem afholdt sig fra alt, hvad der kunde kaldes "prægtige Ord, menneskelig Visdoms overtalende Ord" (V. 1 og 4, men holdt sig til Evangeliets Midtpunkt, Jesus Kristus og ham korsfæstet. Og lige saa lidt som hans Prædikat kunde hans personlige Optræden (V. 3) give Korinthierne nogensomhelst Anledning til at raabe paa hans Navn som Partihøvding; thi han særdedes hos dem "i Svaghed og Frygt og megen Bæven." I Bevidstheden om sin egen fuldstændige Afmagt overfor den store Opgave, der forelaa i Korinth, dette yppige Babel, en af Satans stærkeste Fæstninger, havde han holdt sig nøje og udelukkende til Korfets enfoldige Prædiken, selv svag og lille, men just derved stærk Guds Aand og Kraft havde han ene set hen til som det der skulde føre Beviset overfor Hjerterne gennem ham, og ikke selv indlade sig paa nogen Slags Beviser sigtende til sat overtale og fængsle Mennsesketanken. Og dette havde han gjort med det udtrykkelige Maal for Øje (V. 5), at deres Tro ikke selv indladt sig paa nogen Slags Beviser sigtende til Korinthierne var saa tilbøjelige, men alene paa den Guds Kraft, de selv havde sporet i deres Hjerter.

Hvor er her meget at lære for os af dette, først at lære at skelne mellem det, vi med et Billede kunde kalde Forskellen paa selve den nærende Mad og faa Kryderierne, der sætter Smag paa Maden. Den jævne Korsets Prædiken er Brødet, den egentlige Næring sor Sjælene Formen, Veltalenheden, de ydre Midler til at fængsle, det er kun Kryderiet, som nok kan smage godt, og som vi ogsaa maa have Lov at glæde os over, men dog altid medVarsomhed, saa det ikke bliver Hovedsagen for os, saa vi ikke vrager og kedes ved Forkyndelssen, hvor der er mindre af dette sidste. Sætter vi Formen for højt, ender det let med at man kun bryder sig om at høre de største og mest veltalende Forkyndere, og da er man ved at blive aandeligt syg. Den, der er sund og arbejder med Flid, ham smager Brødet godt, men den svage Appetit, der tit hænger sammen med for lidt virkeligt Arbejde, bliver kræsen og fordringsfuld med Hensyn til Maden. Saaledes er det ogsaa overfor Guds Ords hørelse. Hver prøve sig selv!

Og endnu en Advarsel, særlig med vor Tid for Øje, frembyder sig ud fra disse Pauli Ord. Der tales i vor Tid saa meget om, at Forkyndelsen skal rette sig efter Tidens Krav, skal gøres moderne, saaledes at vor Tids Børn kan faa Smag paa den. Den gamle ligefremme Forkyndelse af Synd og Naade forslaar ikke, siger man. Forkyndelsen maa have en ny Form for at drage Mennesker til.

Et Gran af Sandhed er der jo blandet ind i denne Løgn. Vi ser, at vor Frelser, ogsaa hans Apostle, tog Hensyn til de forskellige Kredse, de stod i. Der er Forskel paa Paulus Prædiken overfor det jødiske Raad, overfor en Felix og en Festus, ogsaa naar han stod foran de store Skarer ude paa Missionsmarken. Men Herren og hans Apostle bar aitid trods den forskellige Form Sandheden usminket frem, de talte aldrig for at tækkes Mennesker. Men det kan ikke nægtes, at der mange Steder i Kristenheden i vore Dage as Hensyn til Mennesker gøres Forsøg paa at pynte paa Korsets Evangelium, paa at gøre det tiltalende og indlysende for den menneskelige Tænkning særligt for de dannede. Men derved mister Korsets Ord let sin Kraft. Tilhørerne vindes maaske for Præsdikanten, men de frelses ikke, og Prædikanten selv er inde paa et farligt Skraaplan.

Nej, Kristi Kors bliver indtil Dagenes Ende ved med at være Jøderne en Forargelse og Grækerne en Daarlighed, ogsaa de døbte "Jøder og Græker", og i Længden skal det nok vise sig, at Korsets Ord ene har Sejren med sig.

Det Ord, at Gud saa kærlig lod
Sig ved sin Søn forsone,
Det Ord om Jesu Død og Blod,
Det har saa stærk en Tone,
At det opvækker den igen,
Som for i Synden bøde hen,
Naar han det ret annammer.

Apostlen havde i Korinth ikke villet indrette sin Forkyndelse efter, hvad der kunde fængsle hans Tilhøreres kødelige Higen efter Visdoms Tale, men deri laa ikke. at han ikke ogsaa havde en dyb Visdom at forkynde. Idet han atter tager Afstand fra denne Verdens og dens Lederes Visdom (V.6), peger han nu hen paa Guds dybe, evige, kærlige Visdoms Raad, sigtende "til vor Herlighed" (V. 7), en Visdom, overfor hvilken Verdens saakaldte Stormænd, saaledes som Pilatus, Jødernes Ypperstepræster og Raad, havde vist sig ganske blinde (V. 8). Han betegner nærmere denne Guds underfulde Visdom ved et Skriftord hentet i fri Gengivelse fra Profeten Esajas 64, 3, hvor der staar: "Og fra gammel Tid har mian ikke fornummet, intet Øje set, at nogen Gud uden du gjorde saadanne Ting for den, som bier efter ham." Guds Visdom er noget, Mennesker ikke selv kan finde paa. At Vejen til Frelse gik gennem Golgatas Kors, gennem Guds Søns Død for vore Synder, denne Kærlighedens og Hellighedens Visdom, kunde aldrig være opkommet i noget Menneskes Hjerte, ingen kunde have øjnet eller kundgjort en saadan Vej Men endnu langt mindre kunde nogen tænke sig til de Tanker, Gud har til sit Folks Herliggørelse, den Sum af Herlighed, som venter hans troende, naar det, der grundlagdes ved Kristi Kors, har naaet Fuldendelsens Fylde. Her er Visdom, et Dyb af Visdom, nok til at drage Mennesketanken ligesom op paa mægtige Højder med de vide Evighedsudsigter.

Men hvem forkyndte Paulus og de andre Herrens Vidner denne Visdom for? Dette siger Paulus straks i Begyndelsen af dette Afsnit (V.6). "Dog Visdom taler vi iblandt de fuldkomne". Hvem er disse "fuldkomne"? Det græske Ord (teleioi) betyder ingenlunde "fri for Synd", saaledes som mange misforstaar det, men det betyder voksen, aandelig voksen, fuldmoden. Meningen er altsaa den: Blandt de voksne, modne Kristne, der i god Forstand havde traadt deres Børnesko, der hvor det kødelige Sinds Misforstaaelser var overvundne, der kunde Paulus prædike Visdom, ikke blot med Hensyn til Formen men først og fremmest med Hensyn til Indhold, de Dybheder, som Guds Rige rummer, Rigdoms dybet, som Apostelen siger i Rom.11,33. Det er dette, Apostelen i næste Kapitel (Kap. 3, 2) kalder "haard Mad" i Modsætning til "Mælk".

Naar man stundom kan høre en Forkyndelse, der taler om Helliggørelsens Dybheder for helt uomvendte Mennesker, kan høre f.Eks Irvingianernes Udsendinge afmale de sidste Tiders Herlighed for aandelig døde Mennesker7 medens de ikke taler til dem om Omvendelse, om at finde hen til Jesu Kors, da rammes saadan Forkyndelse visselig af dette Ord (V. 6): Visdom taler vi iblandt de voksne, de modne. Uomvendte Mennesker har tidt ligesom Korinthierne Lyst til at høre Kristelige Foredrag med en hel Del Oplysning i, det fængsler Tankerne og interesserer men leder samtidig saa; ofte bort sra at se, at man skulde begynde paa en hel anden Maade, begynde med at faa sit Regnskab opgjort med Gud ved Korsets Fod. Sandelig, saa forvirret prædikede en Paulus ikke, han forstod bedre at dele Ordet rettelig og at prædike det enfoldige Korsets Ord for dem, der skulde hjælpes ind i Guds Rige, men den dybere Visdom, der fulgte ud af Korsets Ord, først for dem, som var hjulpne ind i Guds Rige og kunde tage imod den uden at bedrage sig selv.

Denne Guds Visdom, som altsaa er for de modne Kristne (V. 6) og bestaar i en Aabenbarelse af Guds hemmeligheds fulde, evige Raadslutning til Synderes Herliggørelse, aabenbares kun for Mennesker ved Guds Aand (V.10), thi kun Guds Aand kan kende, hvad der bor i Gud. ligesom kun Menneskets Aand kender, hvad der bor i Mennesket (V.1l). Guds Dybheder betegner den hele uudtømmelige rige Fylde, som er i Gud, hans Væsensegenskaber, Tanker, Raadslutninger.

Apostlen skriver ikke: "Guds Aand, som er i ham", saaledes som han siger om Menneskets Aand ; thi skønt Aanden er eet med Gud ligesom Menneskeaanden med Mennesket, saa er Guds Aand dog en guddommelig Person, et. Jeg overfor Faderen og Sønnen Saa nøje er det hellige Ord afvejet paa Aandens Vægtskaal.

Altsaa kun ved Guds Aand kan denne Guds Visdom kendes, men denne Aand, ikke Verdens Aand (med den falske Visdom), har vi staaet, siger Paulus, idet hsan taler om sig selv og de andre Herrens Sendebud, der var komne til Korinth Ved denne Aand kan vi kende. hvad der er os skænket af Gud, Guds Riges herlige Skatte, og derfor kan vi tale derom, idet Aanden ogsaa lærer os de rette Ord, giver baade Indhold og Form, saaledes at alt bliver aandeligt (V.12-13).

Naar Paulus siger: "Vi tolker (eller forbinder) aandelige Ting med aandelige Ord", da ligger deri den Forjættelse at vi, som forkynder Ordet, trøstig har Lov til at bede Guds Aand ikke blot om at give os Indholdet, men ogsaa Formen for vor Forkyndelse. Nogle oversætter det saaledes: Vi tolker aandelige Ting for de aandelige (i samme Betydning som fuldkomne eller fuldvoksne i V. 6). Begge Oversættelser tillades af Grundteksten, men den første giver den rigeste Tanke.

Men naar alt ved Guds Ords Forkyndelse er aandeligt, saa følger deraf, at de, til hvem denne Visdoms Forkyndelse med Frugt kan henvende sig, ogsaa maa være aandelige. Det Menneske derimod, der staar udenfor Guds Aand, der er "sjæleligt", kun lader sig lede af sit sanselige, sit blot sjælelige Liv (sit Selv, sin naturlige, selv-kloge Tankegang og Følelse), fatter ikke de Ting, som hører Guds Aand til. For ham bliver det en Daarskab, som hlan ikke formaar at fatte, fordi han mangler den aandelige Bedømmelse (V.14).

Hvor ganske anderledes med den aandelige, han har Forstaaelses Nøgle. Selvfølgeligt er det ikke Meningen, at han forstaar sig paa alle Ting timelig set, men han kan "bedømme alle Ting," vurdere dem", bringe dem i det rette hellige Lys, medens derimod han selv ikke kan bedømmes eller forstaas af nogen, der ikke er af samme aandelige Væsen (V.15). Thi ingen fatter jo dog Kristi Sind, før han selv ejer det. Paulus fremdrager her i fri Gengivelse et Ord fra Esajas 40, 13: "Hvo har udsmaalt Herrens Aands, og hvo har som hans Raadgiver undervist ham ?"

"Men vi har Kristi Sind," siger Paulus (V. 16). Med disse rammende Ord skildrer Paulus et sandt Guds Barns Stilling her paa Jord. Et uforstaaeligt Under for Verden er et Guds Barn, medens han dog selv kan gennemskue Verdens Tilstand ud fra det Aandens Lys, der har lyst ogsaa over hans eget gamle Menneske. En aandelig Bedømmelse kan et Guds Barn, som Paulus her siger, anstille over alle de Forhold i Livet, der møder ham. Aanden vejleder ham til den hellige Takt. Vi ser Paulus selv udvise denne aandelige Bedømmelse der følger med Kristi Sind, ogsaa i de mange Slags forskellige Forhold, der ikke direkte hørte ind under Troens Lærdom. Naar man følger Paulus Liv, ser vi, hvor viselig og aandelig han forstaar at stille sig til og benytte Forholdene f. Eks under Tilfangetagelsen i Jerusalem og Fangenskabet i Kassarea, ogsaa under Rejsen til Rom. Fremdeles ser vi i Brevene hans vise Bedømmelse af de mange jordiske Forhold, om hvilke der stilledes Spørgsmaal til ham. Deri giver ogsaa dette Brev et stærkt Indblik.

Og naar Guds Børn stundom kan staa usikre og uklare i deres Bedømmelse, da viser Guds Ord os som Vejen til Lys at bede om Guds Aand, bede om at fyldes mere med denne underfulde Aand, der oplader Guds Visdom for os, fører os altid dybere ind i Kristi Sind, hans Sind, der altid vidste, hvad han skulde gøre.

Og vi ser ogsaa heraf, at den Bøn, vi først og fremmest maa henvise et uomvendt Menneske til, er Bønnen om Guds Aand.

Luther rammer denne Sandhed klart i sin Forklaring til den tredie Artikel med de bekendte Ord: "Jeg tror, at jeg ikke af egen Fornuft eller Kraft kan tro paa Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham, men den Helligaand "

Ja, Guds Aand det er Skellet mellem Verden og Guds Folk. Derfor er de saa forskjellige, tænker forskelligt, taler forskelligt, handler forskelligt Det maa være vor daglige Bøn, at fyldes med Guds Aand, at være i Sandhed aandelige Mennesker.

Aand fra Himlen kom med Naade,
Kom med Liv og Lys herned,
Lad din Magt i Sjælen raade,
Visdom giv til Salighed.